Læsetid: 8 min.

Kris Kristofferson er underhundens stemme

Gennem sine sange og fortællinger har Kris Kristofferson på værdig og solidarisk vis talt for de udstødte. Hans 80-års fødselsdag fejres med et bokssæt, der samler hans indspilninger fra 1970 til 1981, i alt 200 sange. Vi kigger på den store sangskrivers vej til gennembrud og berømmelse
I 1972 var 34-årige Kris Kristofferson blevet en helt blandt countryfans.
30. juli 2016

Allerede før hun døde af en overdosis i oktober 1970, havde Janis Joplin opnået ikonisk status. Med sin flamboyante tøjstil, løsslupne scenepersona og rå, bluesinspirerede sangstil stod hun i grel modsætning til datidens hippieblide kvindeideal og udgjorde en kønsrevolution alene ved at være den, hun var.

Det posthumt udsendte album Pearl, kun hendes andet i eget navn, gav karrierens største hit i form af sangen »Me and Bobby McGee«, da det udsendtes i starten af 1971. Udover at nå salgslisternes førsteplads (hvad Joplin kunne være flintrende ligeglad med), ramte den noget centralt i en tid, hvor ungdomsoprørets eufori så småt havde lagt sig.

Som en på ingen måder typisk Joplin-performance lagde den sig naturligt i forlængelse af datidens singer-songwriter-bølge med sin diskrete backing og vægten lagt på en tekst, der fortæller historien om to vagabondtyper, der tager den på tomlen gennem sydstaterne, indtil sangens Bobby McGee et sted i Californien til fortællerens sorg fortsætter alene. Omkvædets linjer, om at »Freedom’s just another word for nothin’ left to loose/ Nothin’, don’t mean nothin’ hon’ if it ain’t free« antog emblematisk betydning i samtiden, hvor tressertømmermændene hærgede, og mange forsøgte at finde deres ben i et årti, hvor hippiedrømmen langsomt fortabte sig i horisonten.

Og hvor der herskede en vis forvirring omkring begrebet ’frihed’. Frihed fra hvad? Og fra hvem? Fjendebilledet var staten og dens magtudøvere, og friheden en romantisk forestilling om at gøre, som det passede én, se ud, som man ønskede og ikke skulle leve op til kravene fra den normalamerikanske virkelighed, med dens understrøm af puritanisme, protestantisk arbejdsetik og konformitet. Men friheden, dette flygtige begreb, er naturligvis ikke omkostningsfri. Det fremgik også af sangen, da protagonisten lader Bobby »slip away«.

»Me and Bobby McGee« gjorde dens ophavsmand berømt, hvilket sikkert har været lige så berusende som forvirrende. Kris Kristofferson hed han og med sine 34 år ingen vårhare, tværtimod havde hans vej til musikken været præget af omveje og forhindringer, ikke mindst på grund af de forventninger, hans familie havde til ham.

Army brat

Kristofferson er, hvad man på amerikansk kalder en army brat (som også, men uden i øvrigt sammenligning, Jim Morrison), det vil sige, hans far var en højtstående officer i hæren med alt, hvad det medfører af udstationeringer, hvorfor familien flyttede meget, før den endelig slog sig ned San Mateo, Californien, hvor han tog sin studentereksamen.

Den unge Kristofferson var både musikalsk (med Hank Williams som det store idol) og litterært interesseret, og han skrev speciale på universitetet om sit andet store forbillede, William Blake, før han efter sin afgangseksamen fra Oxford, England i 1960 tog et skarpt højresving og lod sig indrullere i hæren, hvor han uddannede sig til helikopterpilot og udstationeredes i det daværende Vesttyskland.

I 1965 havde han opnået rang af kaptajn, da han besluttede sig for at satse på musikken, hvilket førte til brud med familien; således talte hans mor ikke til ham de næste 20 år! Så kunne han lære det. Han flyttede med kone og barn til Nashville, hvor han årtiet ud forsøgte at få hul igennem som sangskriver, samtidig med at han ernærede sig ved en række usle småjob. Således fortæller han ofte og gerne, at han var vicevært i Columbia Records-studierne, da Dylan indspillede Blonde on Blonde dér i 1966, men at han ikke turde henvende sig til ham.

I denne periode skrev han en lang række af de sange, som han selv skulle komme til at indspille op gennem de for ham så voldsomt produktive 1970’ere, men som oprindeligt blev skabt med henblik på andre kunstnere. Flere af hans sange blev med succes indspillet af folk som Dave Dudley, Ray Stevens, Faron Young, Jerry Lee Lewis og ikke mindst Roger Miller, som allerede i 1968 fik et mindre hit på countryhitlisterne med den senere så berømte »Me and Bobby McGee«.

Det var dog først, da Kristofferson (pr. helikopter!) afleverede et demobånd til Johnny Cash personligt, at der for alvor skete noget. Cash valgte at indspille én af Kristoffersons bedste sange, »Sunday Mornin’ Comin’ Down«, som allerede i anslaget indvarslede en ny tone:

»Well, I woke up Sunday morning with no way to hold my head that didn’t hurt/ And the beer I had for breakfast wasn’t bad so I had one more for dessert ...«

En sang om tømmermænd, jo vist, men med en spirituel undertone af længsel efter tilgivelse og tilhørssted. Cash delte med Kristofferson trangen til at sprænge countrymusikkens gældende grænser for, hvad det var comme il faut at synge om.

Sangen vakte en vis furore på grund af linjen »Wishin’ Lord that I was stoned«, for selv om countrymusikken vrimlede med sange om alkoholmisbrug, skilsmisser og utroskab, nægtede dens udøvere at anerkende den ny modkultur og sammes brug af stoffer, og de havde det i det hele taget svært med de ideer, der dengang piblede frem.

Ikke desto mindre landede Johnny Cash-sangen på countryhitlistens førsteplads i 1970, og til samme års Country Music Association Awards vandt Kristofferson prisen for årets sang. Hans fremtoning med langt hår og skæg, krøllet jakke og slidte jeans, da han mødte op for at modtage prisen, stødte mange af genrens fremmødte spidser, og han fik et ry som en ballademager, også fordi han i selskab med Cash gik hårdt til de våde varer, og hvad der nu ellers var.

Det menes, at denne incident indvarslede den såkaldte ’outlaw movement’ inden for countrymusikken, hvor folk som bl.a. Waylon Jennings og Willie Nelson gjorde oprør mod måden, tingene blev gjort på i Nashville.

Sang som en frø

Gennem sine sange og fortællinger gav Kristofferson underhunden og andre udstødte stemme på en facon, der var præget af både værdighed og solidaritet, samtidig med at få som ham kunne skrive om smerten ved det fallerede forhold. Hvad han havde rigt førstehåndskendskab til. Og så kunne han omsætte rimeligt avancerede problemstillinger til et enkelt og i høj grad sangbart sprog.

På dette tidspunkt nærede Kristofferson ingen urealistiske forestillinger om sine evner som sanger, tværtimod. Da hans musikforlægger og ejeren af pladeselskabet Monument Records, Fred Foster, skrev pladekontrakt med ham i 1970, kommenterede Kristofferson tørt, at det var morderligt pænt af ham, eftersom han sang som en frø. »Måske,« svarede Foster, »men i givet fald taler vi en frø, der er rigtig god til at kommunikere«.

Resultatet blev debutpladen, oprindelig blot kaldet Kristofferson (senere genudgivet som Me and Bobby McGee), der udsendtes i 1970 til almindelig apati. Ikke desto mindre har årene været gode ved den, ikke kun fordi den indeholder flere af hans kendteste sange, men fordi det med sit lavmælte tonefald og beherskede backing lader Kristoffersons sangstemme udfolde sig optimalt, ekspressiv som den trods sine begrænsninger er.

Efter Janis Joplins hitversion af »Me and Bobby McGee« gik det stærkt for Kristofferson, hvis karriere de følgende par år prægedes af succes. Desuden var udgivelsesintensiteten frem til 1976 så voldsom, at selv den mest hengivne fan godt kunne gå hen og blive lidt forpustet. 10 albums på seks år, heriblandt to duo-lp’er med hans daværende hustru, Rita Coolidge, samt det efter denne signaturs mening lidet vellykkede soundtrack til det i øvrigt horrible remake af A Star Is Born (1976), hvor hans vokale indsats, som en kritiker skrev, lød som »hvis Johnny Rotten prøvede at fortolke Frank Sinatra«.

Nå, lige den er så heller ikke inkluderet på det imposante bokssæt, The Complete Monument & Columbia Albums Collection, som ellers over 16 cd’er og i alt 200 sange er pladeselskabet Columbias måde at sige »tillykke med 80-års fødselsdagen, Kris«.

At have produktionen samlet på den måde er både praktisk og imposant, men det ændrer ikke ved det faktum, at det er på de fem første skiver, Kristofferson virkelig leverer. The Silver Tongued Devil and I (1971), Border Lord (1972), Jesus Was a Capricorn (1972) og Spooky Lady’s Sideshow (1974) udgør sammen med debuten det essentielle femkløver i produktionen. Her møder lytteren Kristofferson på toppen af sin skaberevne, både som tekstforfatter og melodiskaber. For trods den begrænsede stemmepragt har han skabt en håndfuld uforglemmelige melodier, selvom de ind i mellem kræver en fortolker for helt at komme til deres ret.

I tekstuniverset på disse nyklassiske lp’er trak Kristofferson en forbindelseslinje mellem countrymusikkens klassiske enspænder, indhyllet i en romantisk forestilling om at leve (sprut, smøger, arbejde) og elske hårdt (inklusiv sidespring) og så hippietidens fra normale konventioner frigjorte lykkeridder, som med en joint i munden og overskrævs på en motorcykel styrede mod solnedgangen. En amerikansk arketype, måske, men med en voldsom tiltrækningskraft på unge mennesker kloden over.

Man kan lidt flot påstå, at sangene på disse fem albums signalerede en ny måde at tænke countrymusik på, der lå på linje med lignende bestræbelser hos The Byrds, The Flying Burrito Brothers og Dylan, og sangskrivningsmæssigt lå på linje med folk som Townes van Zandt, Mickey Newbury og Guy Clark.

Kris Kristofferson fik i samtiden og hos the powers that be i Nashville et ry som lidt af en fordrukken bums med hang til dope og ballade, men en flot fyr på sådan en lidt Old West, pioneragtig måde var han i manges øjne, og diverse filminstruktører fik hurtigt øjnene op for ham.

Lidt synd, at den største succes, han oplevede på den front, var med førnævnte A Star Is Born, for han medvirkede op gennem årtiet i en stribe fine film, hvor han altid leverede en overbevisende indsats: Cisco Pike (1972), Pat Garrett and Billy the Kid (1973), Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974), The Sailor Who Fell from Grace with the Sea (1976), en udvikling, der kulminerede i alle tiders største kommercielle flop, 1980’s Heaven’s Gate, der som bekendt betød United Artists’ fallit.

Nå ja, så var han også med i fluff som Convoy (1978), men i lyset af hans ekstensive engagement i filmarbejde kan det ikke undre, hvis karrieren som sangskriver og performer fik en plads på bagsædet.

Ikke at de senere albums er egentlig dårlige, men den gnist, der præger de fem første, glimrer ved sit fravær. Fraset To the Bone, der udsendtes i 1981, samme år som Fred Foster foldede Monument Records, og afslutter på det smukkeste forløbet her. Det er en skilsmisseplade, intens, præcis og trist og den er med rette blevet sammenlignet med Dylans Blood on the Tracks.

Ekstramaterialet på denne generøse lille boks er til gengæld sublimt. Tre fine live-cd’er, optaget ved forskellige lejligheder tidligt i forløbet, hvor man møder en afslappet og givende Kristofferson i selskab med nogle af de fine musikere, han til stadighed omgav sig med, en cd kaldet Extras med b-sider, enkeltstående singler samt duetter med koryfæer som Dolly Parton og Wille Nelson. Og endelig en række af hans demoindspilninger, hvoraf mange aldrig blev genindspillet. Det er dér, guldet ligger begravet for Kris Kristofferson-entusiasten.

Kris Kristofferson: The Complete Monument & Columbia Albums Collection (Monument/Columbia/Legacy) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu