Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Vi har lært, hvor ekskluderende vi er’

Statens Museum for Kunst har succes med at lade udlændinge, der lærer dansk, formidle udstillinger og lave omvisninger. Kunstdiskussioner styrker sprogkundskaberne, og de udefrakommende perspektiver kan lære museet meget om dets indforståethed
Kinesiske Qi Zhang tager i sin omvisning på SMK udgangspunkt i egne oplevelser med grænsekrydsende populærkultur, for Lilibeth Cuenca Rasmussens værk ‘Family Sha-la-la’ minder hende om, da hun skulle oversætte en kinesisk børnesang fra et kinesisk-produceret stykke legetøj til sin danske nabo og hendes barnebarn.

Tina Agnew

Kultur
22. juli 2016

I et værkstedslokale på Statens Museum for Kunst (SMK) sidder fire herboende udlændinge og diskuterer kunst.

Ingen af dem har tidligere været specielt kunstinteresserede – de kommer fra vidt forskellige dele af verden og har vidt forskellige årsager til at være i Danmark, men de har det til fælles, at de til daglig går på sprogskole for at lære dansk.

Og så er de alle projektansat på museet i seks uger som led i dets sprogskolesamarbejder, hvor de skal udføre formidlingsopgaver i samarbejde med SMK’s ansatte og til sidst præsentere selvvalgte værker fra den nationale samling ved en offentlig omvisning for museets besøgende.

Etiopiske Alemayehu Esayas Masresha er kommet til Danmark gennem Greencard-ordningen og er nu en af de ansatte sprogkursister.

Han ser frem til at vise Cornelius Gijsbrechts’ 300 år gamle maleri Trompe l’oeil med en brevvæg med Frederik III’s proklamation frem, når kursisterne om 10 dage skal give en offentlig omvisning på museet.

»På billedet er der mange små ting, som kan sige noget om tiden i Danmark dengang. Så jeg tror også, publikum vil synes, det er spændende, for folk kan normalt godt lide at høre om deres egen historie,« siger han og peger rundt på en affotograferet version af det realistiske stilleben af kongens opslagstavle.

På SMK får sprogkursisterne styrket deres sprog gennem kunsten og de overvejelser og diskussioner, den fører med sig. Samtidig får de med ansættelsen en indføring til et dansk arbejdsmarked, som for mange nytilkomne kan være lukket land.

Men samarbejdet kommer ikke kun kursisterne til gavn. Det har også åbnet op for nye indfaldsvinkler på den måde, museet præsenterer sig selv for folk med en anden baggrund end dets vante publikum, forklarer Annette Skov, der er underviser og kunstformidler på museet og én af initiativtagerne bag sprogprojekterne.

»Gennem de seneste år har museet arbejdet målrettet med formidling med en høj grad af bevidsthed og opmærksomhed på målgrupper. Men med projektet har vi i virkeligheden lært, hvor ekskluderende vi er i stort set alle sammenhænge på SMK. Vi kommer ud af den samme uddannelsestradition og den samme kultur. Så vi opdager ikke engang, hvor ekskluderende vi er i vores måde at lave udstillinger på, i vores kommunikation, i vores forventninger til, at folk overhovedet kender til, hvad et museum er, og hvordan man er på et museum,« siger hun.

Etiopiske Alemayehu Esayas Masresha fortæller om Frederik III’s kongedømme med afsæt i et maleri af Cornelius Gijsbrechts.

Etiopiske Alemayehu Esayas Masresha fortæller om Frederik III’s kongedømme med afsæt i et maleri af Cornelius Gijsbrechts.

Tina Agnew
Kristoffer Juel Poulsen

Aflæring af indforståethed

SMK har siden 2013 eksperimenteret med sprogskolesamarbejder, der både inkluderer undervisningsforløb i forbindelse med sprogkursisters endagsbesøg og en række ansættelsesprogrammer, hvorigennem alt fra herboende flygtninge og familiesammenførte ægtefæller til migranter med Greencard er blevet ansat.

SMK står ikke alene med eksperimenterne. En række danske museer har over de senere år opstartet samarbejder med sprogskoler eller for eksempel tilbudt specielle guidede ture eller undervisningsforløb til flerkulturelle grupper.

Initiativerne er netop en påtrængende konsekvens af, at nogle af landets største kulturinstitutioner kendetegnes ved en enormt homogen og afgrænset brugergruppe.

Over halvdelen af Statens Museum for Kunsts gæster var for eksempel del af de kun syv procent af befolkningen, der har en lang videregående uddannelse, og langt størstedelen af udenlandske besøgende var europæere.

»Så man kan sige, vi prøver at ansætte folk, som vi faktisk gerne vil have besøg af,« siger Annette Skov. Projekterne skal give anledning til en »aflæringsproces«, hvor museet og dets ansatte kan øve sig i at tage udgangspunkt i publikumsgrupper med en helt anden baggrund og formidle den mere grundlæggende kontekst, kunsten er skabt i, forklarer hun.

Det er svært ikke at se museets eksperimenter som en solstrålehistorie, og de hidtidige evalueringer har da også været aldeles positive.

Senest inviterede The Metropolitan Museum of Art Statens Museum for Kunsts direktør, Mikkel Bogh, til New York for at præsentere ideerne bag for museumsledere fra hele verden, og i 2015 modtog projektet Den Europæiske Sprogpris.

Intet ’hvad’

I museets værkstedslokale diskuterer Alemayehu Esayas Masresha og de andre kursister livligt genre- og farvevalg, og foranlediget af værker fra den nationale samling afdækkes i øjeblikket betydningen af konkrete begreber som ’prøveballon’, uheld’, ’koncentration’ og ’erotik’.

Kursisterne får dermed brugt det danske sprog på en helt anden måde, end de er vant til, forklarer en anden ansat sprogkursist, Yenny Patricia Sarmiento Blanco. Hun er fra Colombia, men er dansk gift og har nu boet her i tre år.

»Jeg er dygtig til at skrive og en god student, og jeg er god til opgaverne på sprogskolen. Men jeg mangler en praktik, hvor jeg kan tale dansk. Her kan man tale frit uden at være genert og tænke på grammatik, og folk råber ikke ’hvad?’ med det samme, som når man prøver at tale dansk i en butik,« siger hun efter at have uddybet, hvorfor hun godt kan lide nærværet i kvindernes blik på Carl Blochs Fra et romersk Osteria.

Museets og kunstens muligheder for en åben diskussion kan netop styrke selvtilliden til at indlede en ikke-fejlfri samtale, forklarer Sophia Labadi, der er lektor og leder af Center for Kulturarv ved University of Kent.

Hun fulgte Statens Museum for Kunsts sprogskolesamarbejder i 2013 og 2014, og observationerne er del af hendes bog om indvandreres repræsentation og sproglæring på europæiske museer, som udkommer til efteråret.

»I et klasselokale fokuserer de studerende ofte på at forberede eksaminer eller på at lære en bestemt grammatisk pointe. Det er meget anderledes fra at lære dansk eller engelsk på et museum, hvilket handler om, at deltagerne skal kunne udtrykke deres mening og præferencer, få selvtilliden til dette, dele ideer, lytte til andres mening og alle mulige andre slags sociale færdigheder, som kommer ved at deltage i gruppediskussioner,« siger Sophia Labadi.

Uddannelsesforskning har vist, at sprog især optages under diskussioner med modsatrettede synspunkter, hvilket kunsten kan være et af de bedste midler til at opnå, forklarer hun.

Aisha Mothair fra Pakistan og colombianske Yenny Patricia Sarmiento Blanco diskuterer kunstnerne Elisabeth Bauman og Carl Bloch med seniorforsker på SMK, Kasper Monrad.

Aisha Mothair fra Pakistan og colombianske Yenny Patricia Sarmiento Blanco diskuterer kunstnerne Elisabeth Bauman og Carl Bloch med seniorforsker på SMK, Kasper Monrad.

Tina Agnew
Kristoffer Juel Poulsen

Identitet og forbindelse

Til kursisternes offentlige omvisninger 10 dage senere er både familie, museumsansatte og interesserede museumsgængere mødt op ved museets forhal, inden gruppen samlet guides rundt til de værker, som kursisterne hver især har udvalgt.

Associationer til hjemegne og personlige møder med en ny kultur er gennemgående i både Alemayehu Esayas Masreshas og de andre kursisters præsentationer af værker.

»Hvorfor arbejdede kvinderne ikke dengang? Og hvorfor vises husholderskens ansigt ikke?« spørger pakistanske Aisha Mothair tilhørerne, da hun præsenterer Wilhelm Marstrands portræt af velhaverfamilien Waagepetersen fra 1836.

»Jeg har valgt dette maleri, fordi jeg godt kan lide familiebilleder, og jeg synes, der er mange fordele ved familielivet. Hvis man ikke vil, skal man selvfølgelig ikke, men jeg synes godt, man kunne bruge mere tid på familien i Danmark,« siger hun med et meget stort smil.

Værkernes tilskyndelse til at diskutere både kunstners og beskuers baggrund kan for migranter »bygge en forbindelse fra der, man var, til der, man er nu«, mener Annette Skov. Og samtidig kan det afstedkomme nogle grundlæggende diskussioner om den nationale kunstsamlings rolle i en global virkelighed, forklarer hun.

»SMK skal være et sted, hvor vi fører samtaler om det nationale – blandt andet med udgangspunkt i kunst, som har spillet en markant rolle i konstruktionen af nationalstaten. Men i dag er hvert syvende menneske i verden i bevægelse – af nød eller i søgen efter et bedre liv. Derfor er samtalerne om det globale vigtigere end nogensinde,« siger hun og tilføjer:

»Vi må finde ud af, hvordan vi spiller en rolle også i den kontekst. Er vi globale borgere, før vi er nationale? Hvordan sætter det nationale og globale sig igennem i billedkunsten i dag?«

Forandring i praksis?

Ambitionen er nu, at yderligere 6-10 herboende udlændinge kan ansættes i lignende projektstillinger på SMK inden årets udgang, og museet er i øjeblikket i dialog med blandt andet Dansk Flygtningehjælp om muligheden for at skabe projekter for asylansøgere og flygtningebørn.

Men ifølge lektor Sophia Labadi er projektansættelserne ikke en tilstrækkelig løsning på de fleste kunstmuseers problemer med eksklusion.

Hun mener, at man på SMK såvel som på de andre europæiske kunstmuseer, hun har undersøgt, bør gå mere grundlæggende til værks, hvis man vil åbne museet op for andre end et bestemt segment af en veluddannet, hvid middelklasse.

Hertil er initiativer som sprogskolesamarbejderne en start, men hun ser en stor risiko for, at det ikke vil føre til nogen længerevarende ændring af museernes praksis og inklusion.

Annette Skov ville også helst have sprogkursister ansat på museet permanent, men i øjeblikket er projektets overlevelse afhængigt af fondsmidler.

Hun fremhæver, at mens sprogkursisterne efter deres ansættelsesforløbs afslutning stadig kommer til at bidrage til omvisninger, så har arbejdet med projektet også fået museet til at gå i gang med at ændre og gentænke deres typer af arrangementer og formidling – for eksempel ved at ændre museets skiltning til mere enkelt sprog og tilbyde informationsmateriale i forskellige udgaver.

»Personligt betyder kursisternes omvisninger på længere sigt, at jeg for eksempel får nogle oplevelser med kunstværker, som jeg tager videre i min måde at undervise og give omvisninger på. Og det er også baggrunden for, at vi forsøger at få så mange af de ansatte her i huset til at snakke så meget som muligt med sprogkursisterne,« tilføjer hun.

Tilbage ved kursisternes omvisning følges Alemayehu Esayas Masreshas historisk funderede præsentation af Cornelius Gijsbrechts’ stilleben og tiden omkring Frederik III’s kongedømme op af kinesiske Qi Zhangs præsentation af videoinstallationen Family Sha-la-la af Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Værket minder hende om, hvordan hun for nylig oversatte en kinesisk børnesang fra et kinesiskproduceret stykke legetøj til sin danske nabo og hendes barnebarn.

»Denne lille oplevelse lader mig endnu en gang føle charmen ved kunst. De meget populære folkesange, ballader, selv popsange er almindelige og ikke specielle, men de kan gå fra generation til generation og også på tværs af landegrænser,« fortæller hun, mens kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussens danskfilippinske familie på række danser hver deres forskelligartede koreografi på tv-skærmen bag hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Fremragende god ide.
Og det at skulle sige noget om kunst, giver god sproglæring.