Læsetid: 6 min.

’Med løftet hale og vajende overskæg’

Et farvel til en stridbar og markant personlighed i den danske medieverden, Jørgen Schleimann
Jørgen Schleimann var en uomgængelig medieperson i en årrække og skaberen af TV 2.

Jørgen Schleimann var en uomgængelig medieperson i en årrække og skaberen af TV 2.

Jakob Carlsen

Kultur
9. juli 2016

Mit første møde med Jørgen Hübertz Schleimann står krystalklart i erindringen. Det var i december 1969. Jeg var 23, helt grøn journalist og nyansat udenrigsmedarbejder i DR.

Schleimann var chef for ’Orientering’. Redaktionsmøderne foregik på hans lille kontor. Seks til otte medarbejdere klemt sammen i et røgfyldt lokale, beregnet til en person. Schleimann havde naturligvis læst alle dagens aviser, inklusive Le Monde.

Det føg med ideer, navne og synspunkter. Ingen var i tvivl om, hvem der var chefen. Han gennemgik sin post, samtidig med at han ledede mødet. Alle rudekuverter røg uåbnede i papirkurven.

»Hvis de har no’et på hjerte, skriver de nok igen,« sagde Schleimann på sit syngende fynske. Økonomi var ikke hans stærke side. Det vender vi tilbage til.

Han brugte også tid på at briefe den spritnye Afrika-medarbejder om en historie om Senegal. Han nævnte navne og telefonnumre på intellektuelle i hovedstaden Dakar (de viste sig senere at være korrekte). Han nævnte artikler i både Le Monde og Figaro og behandlede opkomlingen næsten som en ligemand.

Efter mødet susede han ud af døren – formentlig for entusiastisk at deltage i en af de utallige interne og eksterne magtkampe, som var en del af dagligdagen i datidens radio- og tv-monopol. Det monopol, som Schleimann 19 år senere i 1988 brød som TV 2’s første direktør.

En trælsom plage

Han døde torsdag, 87 år gammel efter længere tids sygdom – efter i næsten tyve år at have været tilbagetrukket fra den offentlighed, den debat og de medier, som havde været drivkraften i det liv, som han ofte beskrev som »en strid – en lang og trælsom plage«.

Ikke et udtryk for misantropi, men en paradoksal beskrivelse af hans yndlingssituation: at være en central intellektuel og til tider magtfuld stridsmand i centrum af debatten.

Den uddannede bibliotekar fik sin studentereksamen i Svendborg, hvor han boede væk fra adoptivforældrene i Rudkøbing på Langeland, som dengang ikke havde daglige færger til Fyn. Han flirtede med nazismen som meget ung teenager, undsagde den som 16-årig, blev medlem af Konservative Gymnasiaster.

Hans indtog i journalistikken var i 1947, da han blev linjebetalt skribent på den konservative avis, Svendborg Amtstidende. I de næste 60 år holdt han aldrig op med at skrive, redigere og debattere.

Hans politiske engagement fastholdt han – med skiftende tilhørsforhold. Efter de konservative og et smut til partiet Dansk Samling blev han mangeårig kritisk socialdemokrat for at afslutte sit politiske engagement i partiet Venstre.

Kampen mod det totalitære

Men det var ikke det partipolitiske engagement, som skabte Jørgen Schleimanns markante fingeraftryk på den danske medieudvikling. Bibliotekaren fra Rudkøbing blev efter sin teenage-flirt med det totalitære en livslang antitotalitær skribent, organisator og i de første mange år agitator.

Han etablerede hurtigt et stort internationalt netværk og var i en årrække ansat i organisationen Kongressen for Kulturel Frihed, indtil det blev afsløret i begyndelsen af tresserne, at den i høj grad var finansieret af den amerikanske efterretningstjeneste CIA som et – ofte succesrigt – modtræk imod den kommunistisk inspirerede kultur-venstrefløj.

Under sine rejser for Kongressen – ikke mindst til Afrika – skrev Schleimann journalistiske reportager og analyser i en jævn strøm.

At han ikke var dogmatisk og snæversynet antikommunist kom stærkest til udtryk, da han gik imod parnasset og for eksempel energisk forsvarede Congos første – og senere myrdede – politiske leder Patrice Lumumba, som blev fjernet og senere myrdet, fordi vestlige efterretningstjenester anså ham for at være en kommunistisk medløber.

Schleimann anlagde sig sin karakteristiske moustache og meddelte, at den først ville blive fjernet, når Lumumba blev rehabiliteret. Han lagde sig ud med det regerende socialdemokrati, da han offentligt kritiserede USA’s krig i Vietnam. Han skrev og skrev og var i begyndelsen af tresserne vikarierende kulturredaktør på Information, indtil han landede i Danmarks Radios kultur- og aktualitetsafdeling.

Hans år i DR var tumultariske og indflydelsesrige. Han blev en omstridt chef for Radioavisen og havde undervejs deltaget entusiastisk i adskillige magtkampe, der i 1978 fik Informations Børge Outze til i en leder at give denne karakteristik:

»Vor gamle ven Jørgen Hübertz Schleimann strider den gode strid, om ikke af andre grunde så for stridens skyld. Striden er for resten ikke altid lige god, men ingen tvivl om, at han selv tror det. Det er en art åndelig motion for ham, og den har sikret ham karrieren.

Der er aldrig nogen, der ret længe har kunnet holde ud at have ham ansat under sig, og så er han enten blevet forflyttet eller forfremmet. Han ender nok som øverste chef for både radio og tv, med løftet hale og vajende overskæg.«

Autoritær og visionær

Hans endelige farvel til DR kom i 1980 efter en karakteristisk manøvre, hvor han (igen) sagde sin chefstilling op og derefter søgte den igen for at blive vraget af et rent politiseret Radioråd med stemmerne 14-13.

Hans tid på Radioavisen var præget af både en autoritær ledelsesstil, store visioner og kampe med medarbejderne – og en menneskelig varme overfor medarbejdere med problemer.

Men hans store fingeraftryk kom i 1975, da hans (og programdirektør Sven Fugls) tanker om funktionsradioen blev virkeliggjort – en radio, der bl.a. leverede nyheder hele tiden og ikke kun få gange om dagen.

Så blev han leder af det danske studenterhus i Paris, en halvtidsstilling, der blev suppleret med en fast aftale om at være en flittig og ofte debatterende korrespondent for Berlingske Tidende fra det Frankrig, der var hans andet fædreland.

Det varede kun et par år, før han blev hentet tilbage som chefredaktør for Weekendavisen. Her efterlod han sig også et markant medieaftryk ved at hente to yngre ukendte folk ind i redaktionen: Tøger Seidenfaden (som efterfulgte ham som redaktør) og Jørgen Ejbøl, senere chefredaktør for Jyllands-Posten og mangeårig bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus.

Det var i de år, hvor Folketinget brød DR’s monopol og vedtog loven om TV 2. Schleimann hånede ikke mindst den radikale politiker Jens Bilgrav-Nielsen, fordi han havde gennemtrumfet, at TV 2 skulle ligge i Odense, og der skulle oprettes en række regionale TV 2-stationer. Hånen kom i en leder med den Schleimannske overskrift ’På gravens rand – Bilgravens’.

Outzes profeti

Men Børge Outzes profetiske ord om Schleimanns fremtid blev til virkelighed, da han i 1988 blev TV 2’s første administrerende direktør.

En usædvanlig direktør, der grundlæggende mente, at tv var et fordummende medie, men også fuldt og fast mente, at der skulle laves et folkeligt alternativ til den kulturradikale Bermuda-medietrekant. Trekanten DR-Politiken-Gyldendal skulle afløses af en ny, nemlig ’TV2, Jyllands-Posten og Askov Højskole’. Det lykkedes, men ikke uden store interne stridigheder på det moderniserede Kvægtorv i Odense, som Schleimann og bestyrelsen havde valgt som TV 2’s hovedkvarter.

Fire år efter blev han ’ikkeforlænget’, med andre ord fyret. Da havde TV 2 vundet konkurrencen med DR og TV 2/Nyhederne var landets mest brugte nyhedsmedie efter den Radioavis, hvis grundlæggende struktur og frekvens, Schleimann også var ophavsmand til.

Hans styrke havde været modet til at gå imod strømmen – imod de politikere, som i realiteten var hans øverste chefer. Op imod de lovgivere, der fra starten havde dekreteret, at det nye TV 2 kun skulle sende 800 timer om året.

Schleimann besluttede, at man ikke kunne konkurrere på det volumen – han gennemførte, at TV 2 sendte 2.000 timer og slap godt fra det.

To store nederlag

Som 63-årig stod Schleimann uden job. Han efterlod sig et blivende monument, men blev også offer for sin egen opfattelse af, at han ikke bare var en nyskabende mediemand, en intens debattør men også en fremragende administrator og økonom. Det sidste var ikke rigtigt.

Hans generøse aftaler om fodbold til 275 millioner, eneleverandør-status til Nordisk Film (de fejrede det i månedsvis i Valby) og en efter bestyrelsens mening alt for dyr overenskomst med journalisterne fældede ham.

Igen blev han reddet på målstregen. Hans enestående netværk kom ham til hjælp, og han blev chefredaktør og direktør for Morgenavisen Jyllands-Posten. Knapt fire måneder gav medarbejdere og chefer under ham bestyrelsen et ultimatum: Ham eller os!

Schleimanns stridbare sind og autoritære ledelsesform var tidligere blevet afbalanceret af intellektuel råstyrke, humor og evnen til at tænke nyt og anderledes. Denne gang tippede balancen, og Jørgen Schleimann var endegyldigt ude af den danske medieverden.

Han kastede sin energi ind i det europæiske samarbejde, der lang tid, før det blev en politisk realitet, havde optaget ham. Han blev formand for Europabevægelsen, stillede op til Europa-Parlamentet for Venstre (og var tæt på at blive valgt), men kræfterne slap op og sygdommen tog over.

Nu er et af de mest farverige og markante danske mediemennesker væk. Og som en personlig slutbemærkning: den sjoveste, vanskeligste og mest inspirerende redaktør, jeg nogensinde har haft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nils Melchior Jørgensen

Fredag, den 8. Juli, 2016

Lasse Jensen er forkert på den, når han skriver, at afdøde Jørgen Schleimann
var skaberen af TV2.
TV2 blev til med baggrund i en viden, jeg havde om Italien, hvor der i 1960erne
var 55 - 70 forskellige tv kanaler, fordi Italien var et bjergland, og hvor det ikke
var muligt at sende tv signaler igennem bjergmassiver.
Deraf sluttede jeg, at når det kunne lade sig gøre med flere kanaler i Italien
kunne det også lade sig gøre at etablere et TV2 i Danmark, hvor de nuværende
lokalkanaler blev et ufravigeligt krav fra min side om, at de skulle være der,
ellers kom der ganske enkelt ikke noget TV2.
Jeg fik en konservativ folketingsmand, en professor med bopæl i forstaden
Højbjerg ved Århus, til at få vedtaget tilblivelsen af TV2 i Folketinget.
Den egentlige årsag til, at TV2 så dagens lys, var, at jeg var blevet træt af at
høre på den uigennemtrængelige betonopfattelse, som Danmarks Radio
repræsenterede, og i den forbindelse besøgte jeg Jørgen Schleimann for at
høre, om han var interesseret i at blive chef for TV2.
Jørgen Schleimann var således én, jeg headhuntede til stillingen som
administrerende direktør for TV2, og det var han i 5 år.

Nils Melchior Jørgensen
Vejlby

Nils Melchior Jørgensen

Beklager en eventuel fejltagelse vedr. ovenstående
nekrolog om Jørgen Schleimann, men der står Lasse
jensen ved siden af nekrologen, og ved siden af
fotografiet af Schleimann står der Jacob Carlsen.

Nils Melchior Jørgensen
Vejlby

Lasse Jensen

Vi må huske Niels Melchior Jørgensens indsats som den mand, der fik ideen til TV2 og som egenhændigt sørgede for at Schleimann fik stillingen. Det er helt ny viden. Den professor, som fik ideen fra Jørgensen må være H.P.Clausen, der som formand for mediekommissionen i 1980-84 sammen med en hel masse andre drøftede en gammel ide om at bryde DR's monopol og udarbejdede forskellige modeller for det. Og H.P. Clausen blev så kulturminister i den periode, hvor et snævert (76-73) flertal vedtog TV2-loven (1986). Han blev i øvrigt først valgt til Folketinget efter lovens vedtagelse. Den mand, som de fleste kilder tillægger hovedansvaret for headhuntningen af Schleimann var Tivolis direktør, den tidligere DR-underholdningschef Niels Jørgen Kaiser, der var næstformand i den TV2-bestyrelse, der ansatte Schleimann. Det er hvad både den officielle dokumentation og alle kilderne viser. Men da kan jo tage fejl!...

Herdis Weins

Nils Melchior Jørgensen gør af og til her på sitet opmærksom på, at han har været "manden bag" stort set alle væsentlige begivenheder i dansk politik i sidste halvdel af forrige århundrede.
Mon ikke adressen Viby skal tilføjes "6. afdeling" ?

Nils Melchior Jørgensen

Der er nogle, som har fået noget gennemført,
og så er der Herdisfårene, som står der endnu
og glor.

Nils Melchior Jørgensen
Vejlby

Herdis Weins

Nils Melchior Jørgensen - jeg HAR faktisk fået ret så meget gennemført gennem mit faglige arbejde, bl.a. en helt ny uddannelse inden for mit daværende fagområde LOL.
Men jeg er altså aldrig nogensinde stødt på dit navn i de mange bøger og artikler, jeg som politisk engageret har læst om politisk historie - skønt du igen og igen her på sitet hævder din store indsats.
Så jeg forsætter med at regne med, din indsats mest er foregået i egen indbilding.

Nils Melchior Jørgensen

Som den amatør Herdisfåret er, tror hun, at
alting foregår igennem hendes begrænsede
opfattelse af tilværelsen, af samme årsag
foregår der også fantasifulde ´storladne`
ting og sager i hendes indskrænkede sind.
Vorherre bevares.

Nils Melchior Jørgensen
Vejlby

Michael Kongstad Nielsen

Nu synes jeg generelt, at man skal skrive om folk, mens de lever, eller længe efter, de er døde. Nogens død er ikke mere interessant end andres, efter min mening. Vi er alle bare mennesker.
Jeg kendte ikke Schleimann som menneske, det gjorde Lasse Jensen sikkert, men hvorfor skal Informations læsere involveres i det, lige nu? Medieverdenen tror gerne, den selv er overordentlig interessant.
Det eneste positive jeg kan huske fra Schleimanns direktørtid på TV 2, var hans beslutning om at ansætte alle journalister på samme overenskomstmæssige løn, altså ingen over og ingen under. Det princip burde danne skole, men er sikkert forlængst forladt.

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Flot rune du rister over Jørgen Schleimann.

Da TV2 startede i 1988, var vi alle sammen blevet flasket op med Gunnar "Nu" Hansens opfattelse af sport - og af hvad vi havde godt af at se. Så for mange af os jævnt sportsinteresserede TV-kiggere var TV2's tilgang til sport en "Revolution in the Head" - og tænk, vi fik ikke engang firkantede øjne.

Lasse Jensen

Nej, Michael Kongstad Nielsen, de fik slet ikke samme løn. Langt fra. Men de kom (næsten) alle under den samme overenskomst. Og det var ikke Schleimanns beslutning. Det var en aftale mellem tv2 og Journalistforbundet. Så slap virksomheden for den gamle DR-forbandelse med snesevis af overenskomster og skarpt afgrænsede arbejdsområder

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
flemming chr. nielsen

Fremragende nekrolog om Jørgen Schleimann, men Lasse Jensen er lidt karrig med oplysninger om hans 92 dage som chefredaktør på Jyllands-Posten og skriver kun: ”Knapt fire måneder gav medarbejdere og chefer under ham bestyrelsen et ultimatum: Ham eller os!”

Tillad mig en lille korrektion: det var ikke menige medarbejdere, der ville af med Schleimann, men en række mellemledere klagede over, at de aldrig så ham. Det havde den indlysende årsag, at han ikke kunne finde dem, for han lærte end ikke at genkende vejen til sit eget kontor. Schleimann, der på to minutter kunne analysere komplicerede forhold i fjerne lande, anede ikke, om han fra receptionen skulle til højre eller venstre for at komme op på kontoret. Han skulle også undervejs igennem biblioteket, og dér skulle han efterfølgende vælge mellem hele tre veje!

En afgørende årsag til hans fyring var desuden en ledende artikel, hvorom den altid diplomatiske bestyrelsesformand Laust Jensen ”syntes, der var brugt forkerte ord” (interview med Laust Jensen i Information, 7.11.1992). Interessant er det måske også, at Schleimann i avisens kolofon indføjede mottoet om at FRISIND ER ANDET OG MERE END FRISIND BLANDT LIGESINDEDE.

Mottoet blev fjernet samme dag, som Schleimann blev fyret, og på foranledning af bl. a. den senere bestyrelsesformand under Muhammedkrisen.