Læsetid: 7 min.

Munden – det centrale skamorgan

Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker
Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

25. juli 2016

Mad er altid meget mere, end hvad der ligger på tallerkenen. Mad er ikke mindst følelser. Meget er tungt at sluge. Og vi har det med at hungre efter mere af det gode.

Lad os begynde med selve begyndelsen. Vi fødes. Et af vores allerføste møder med verden er mælk fra et bryst og et andet menneske. At spise er at nedsvælge de første erfaringer af andre. Mad, mor, omsorg og kærlighed flyder over i hinanden. Og flyder resten af livet.

Appetitten er emotionel. Fortvivlelse og eller forelskelse gør, at vi kan miste den. Depression kan få os til at spise for lidt – eller ekstra meget. Mange fylder sig til randen med mad for at dæmpe en uro eller angst. Knut Hamsuns Sult fra 1890 var banebrydende, fordi den viste, at sulten hos det urolige, moderne menneske også kan være af eksistentiel og psykologisk art.

Barnet får et sprog. Mad er både noget konkret og en metafor for følelser og forhold. De amerikanske filosoffer George Lakoff og Mark Johnson skrev i 1980 den banebrydende bog Metaphors We Live By. De gjorde os opmærksomme på, at ganske meget af vores sprog stammer fra kropslige erfaringer – uden at vi altid gør os det klart.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Pernille Elholm
  • Kurt Nielsen
  • Viggo Okholm
Maj-Britt Kent Hansen, Pernille Elholm, Kurt Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Camilla Bjerre

Ja, måske har det taget overhånd for nogle. Og jeg er for så vidt enig med skribenten. Men jeg synes, der mangler en positiv vinkel på ønsket om sundhed.

Vi har kun ét liv og én krop, som man er nødt til at passe på, hvis den skal kunne holde. Kroppen fungerer bedst, når den får ordentlig søvn, vand, bliver rørt og får ordentligt brændstof, korrekt? Ens hjerne fungerer bedst på ordenlig søvn, vand, motion - både fysisk og hjernegymnastik - og ordentlig brændstof, korrekt?
Jeg træner en del - hård styrketræning - og jeg spiser fornuftigt og varieret. Jeg har også dage, hvor jeg flader fuldstændigt ud og æder chips.
Men grundlæggende lever jeg sådan, fordi jeg kan mærke rent mentalt og fysisk, at jeg har det pissegodt, for at sige det som det er. Jeg kan mærke, at jeg har ro i kroppen og i min mave, og at min hjerne bliver skarpere og skarpere, hvilket giver mig fornuftige analytiske evner og et mentalt overskud og styrke til at bearbejde de udfordringer, jeg måtte støde på. Og med en stærk og sund krop har jeg langt mere energi til mit job, til mit liv ved siden af jobbet, til måske en graviditet, skulle dette blive aktuelt, og generelt langt mere glæde i hverdagen, fordi krop og sind er i balance. Det får man ikke, hvis ikke man giver sin krop de bedste vilkår for at arbejde mod det mål. Og jeg synes, det er vigtigt at fremme netop det budskab frem for dommedagsscenarier, der måske får folk over i den helt modsatte grøft. Og hvor er vi så?

Jørn Andersen, Bill Atkins og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Camilla Bjerre meget enig i din kommentar, men jeg vil anbefale at du også holder nogle gevaldige træningspauser ind imellem, hvor du slapper helt af og mærker efter i din krop, finder ud af hvor den er lidt slidt, hvor der opstår lidt ømhed når du slapper af. Vores træningskultur er udsprunget af holdsport og konkurrenceidræt, hvor man i mange tilfælde skal præstere sit yderste mindste en gang om ugen - oven i købet for holdet - og passe sin træning og form i løbet af ugen. Den mest fysiknedbrydende bemærkning der findes er: "Har du ondt? Det skal trænes væk!". Den mentale øvelse består i at flade helt ud i nogle uger, evt. lave lidt andet fysisk, og så tage sig sammen igen under hensyn til den nye kropsbevidsthed der er opstået. Pulsering og variation, frem for konstant spændt bue. Det passer også bedst til vores fortid som jægere.

Lise Lotte Rahbek

Anne Eriksen
jeg er sikker på, at udøvelsen af' en sund latter' kan trænes op.. 8-)

lars søgaard-jensen, Kurt Nielsen, Dana Hansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg mere bekymret for alle dem der tilsyneladende ikke går op i at kontrollere kroppen - alle dem der, uden skyggen af stamina, frivilligt acceptererer offerrollen, som den forfattes af Karen Volf, Malaco, Coca Cola og alle de andre sukkerpushere. Et eller andet sted er der en bred gylden middelvej, som jeg er sikker på langt flere ville havde gavn af at betræde. Så på den måde kan man godt sige jeg er enig med forfatteren.

Anne Eriksen

Lise Lotte Rahbek,
Helt sikkert - men nok ikke i selskab med denne norske psykiater...:)

Jørn Andersen, Dana Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Carsten Straarup

Al denne kropsfiksering er vel et biprodukt af vor tids selviscenesættende individualisme..(?) Muligvis et symptom på, at det kan være vanskeligt at pege på 'højere' eller 'værdigere' kollektive mål og idealer at samles om(?) Det er for så vidt lidt fattigt...

Omvendt må man vel sige, at hvis dette biprodukt fører til sundere mennesker og færre udgifter til livsstilssygdomme og den slags, så er det ikke helt galt - stærke mavemuskler må være at foretrække frem for (endnu) seks dåseøl :)