Læsetid 7 min.

Munden – det centrale skamorgan

Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker
Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
25. juli 2016
Delt 345 gange

Mad er altid meget mere, end hvad der ligger på tallerkenen. Mad er ikke mindst følelser. Meget er tungt at sluge. Og vi har det med at hungre efter mere af det gode.

Lad os begynde med selve begyndelsen. Vi fødes. Et af vores allerføste møder med verden er mælk fra et bryst og et andet menneske. At spise er at nedsvælge de første erfaringer af andre. Mad, mor, omsorg og kærlighed flyder over i hinanden. Og flyder resten af livet.

Appetitten er emotionel. Fortvivlelse og eller forelskelse gør, at vi kan miste den. Depression kan få os til at spise for lidt – eller ekstra meget. Mange fylder sig til randen med mad for at dæmpe en uro eller angst. Knut Hamsuns Sult fra 1890 var banebrydende, fordi den viste, at sulten hos det urolige, moderne menneske også kan være af eksistentiel og psykologisk art.

Barnet får et sprog. Mad er både noget konkret og en metafor for følelser og forhold. De amerikanske filosoffer George Lakoff og Mark Johnson skrev i 1980 den banebrydende bog Metaphors We Live By. De gjorde os opmærksomme på, at ganske meget af vores sprog stammer fra kropslige erfaringer – uden at vi altid gør os det klart.

Læs også: Diætismens ordsalat varsler den nye forbudstid

Maden bidrager selv til det følsomme sprog: Vi sætter krydderi på tilværelsen, sandheden er bitter, vanskelig at fordøje, men vi må bide det i os osv. osv. De andre kan være søde, sure eller snerpede – i værst fald uspiselige eller til at brække sig over. En 11 år gammel pige med anoreksi fortalte mig, at hun var en hård nød og ikke lod sig knække.

Jeg standser her, da min betragtning ellers risikerer at blive opfattet som en leg med ord – hvilket ville være dårlig smag. Sådan er det nu ikke ment. Sproget stikker ofte dybere. Metaforerne er ikke bare sproglige billeder. De er også levet erfaring. Tunge tanker kan give en følelse af at være tung i kroppen. Savn kan opleves som et sug. En indre tomhed eller ensomhed kan føre til, at man fylder sig til randen med mad. »Mad er en mager trøst,« skriver forfatteren Karin Sveen. »Det er derfor, der skal så meget til.«

At lukke munden kan give en følelse af kontrol over vanskelige følelser. Rod i livet kan bliver forsøgt opryddet ved at efterstræbe kroppens renhed. Detox er således et interessant nymodens sprogbillede. Det kan betyde, at vi i en periode føler trang eller lyst til at være ekstra sunde ved at rense ud. Men det er også i sin konkrete version et andet navn for tarmskylning, som tilbydes på klinikker i hovedstaden. Sindet skal renses gennem rensning af tarmen.

Længes efter kontrol

Lad os gå til de store sammenhænge, til samtidskulturen og samtidsdiagnostikken. I 1947 skrev en klassiker inden for antropologien, Margaret Mead, om, hvordan kulturer under hastig forandring løfter den konkrete krop frem som redskab til at kommunikere. Og vi er under hastig forandring. Vi omorganiserer kontinuerligt os selv: arbejdsliv, skoler, universiteter, teknologien, medierne og vores familier. En sådan flydende kultur truer tilliden, fordi tillid bygger på, at noget er til at stole på. Og mangel på tillid rammer selvtilliden.

Når noget er utydeligt, søger vi tydelighed. I mødet med det komplekse søger vi gerne forenklingen. Margaret Meads pointe er, at i alt det urolige bliver kroppen til et fikspunkt. Når virkeligheden er vanskelig at fange inde fra, forsøger vi gerne at fange den ude fra – som fysisk krop.

Følelser kan være skræmmende, når de ikke er klart afgrænsede. Vi har ikke kontrol, men længes efter kontrol. Kroppe er til at tage og føle på, målbare, håndgribelige og kan tælles. Vores kultur er påfaldende konkretfikseret, manisk interesseret i overflader, tal, ingredienser, egenskaber, præstationer og nye kure. Det handler ikke mindst om maden på godt og på ondt: tv-kokke, stjernerestauranter, kogebøger, bøger om tarmflora bliver bestsellere, madblogge, madfotografering, kostråd, spiseforstyrrelser – og ikke mindst diæter for jordisk frelse.

Seks dåseøl

Nogle taler om, at kulturen er spiseforstyrret. Det er jeg uenig i. Spiseforstyrrelser er alvorlige psykiatriske tilstande. Men der er meget forstyrret over vores madkultur – dét er pointen.

Den franske filosof Hervé Juvin fører i bogen L’avènement du corps (Kroppens fremkomst, red.)kulturanalysen et godt stykke videre. Han beskriver, hvordan vi i det 21. århundrede har fået ’en ny krop’. Dette er angiveligt sket, efter at lægevidenskaben har lært at behandle de syge effektivt, levealderen er betydeligt forlænget, vores behov bliver dækket, smerte lindres, nydelsen sættes i centrum, man kan få børn uden sex; unge mennesker mødes mest intimt via skærme, kirurgien er plastisk osv.

Alt dette omdefinerer, hvad det vil sige at være menneske, skriver han: »Efter guder, efter revolutioner, efter finansmarkederne er kroppen blevet vores sandhed … Det er til kroppen, vi retter vores håb, og fra den vi søger den virkelighed, som ellers lækker ud … Den er genstanden for vores forventninger, også den om evigt liv. Vi er disse underlige, hidtil ukendte mennesker: kroppens folk. Men,« skriver Juvin, »der fulgte ikke nogen brugsanvisning med.«

Jeg kan godt lide formuleringen ’den nye krop’. Den dækker over både godt og ondt. Det handler om friheder, fra ’blod og stål’ og eksempelvis om at blive mor eller far via ny teknologi.

Læs også: Gluten-evangeliet eller troen på mad som frelse

Fra min bekymrede position er jeg desværre optaget af det, som ikke er så godt. »Vi mister de følelsesmæssige og moralske kompasser i processen,« skriver Juvin. Denne nye kropslighed, hvis vi accepterer hans præmis, er ikke mindst instrumentel.

Kropslige praksisser som træning og diæter bliver taget i brug for at regulere følelser og forhold, for sindet og for det sociale. Ikke mindst bruger vi vores kroppe til at præsentere os for hinanden, skriver han, og venter på den anerkendende respons: Præsentation og præstation er velsagtens nært beslægtede.

Kropslige idealer er tegnsystemer sat i cirkulationer. Normen for den ideelle krop er blevet til gennem de seneste årtier. Da jeg voksede op, var en sixpack en ramme med seks dåseøl. Nu er det også blevet et navn på synliggørelse af mavemuskulaturens bundter.

Kroppene belejres af nye normer: flade maver, hårde muskler, lange træningspas, minimering af underhudsfedt, PT, karboncykler, mager kost, blegede tænder og nyopfundne æstetiske idealer som thigh gap og bikini bridge. Skridtet har traditionelt været åstedet for den kropslige skam. Mange vil mene, at munden i dag er blevet det centrale skamorgan, fordi man har slugt for meget.

’Genes or jeans’

Inden for de seneste par tiår er der dukket et interessant fænomen op, som kaldes fitness. Det er uklart, hvad fitness egentlig er. Det kan være værd at minde sig selv om, at det engelske verbum to fit kommer af at passe ind. Det handler altså om at komme i form, men også om at lade sig forme af de gældende normer. Der opstået nye relationsformer som PT’en. Timer med personlige trænere gives bort som julegaver til unge mennesker. De bliver vigtige rollemodeller.

Den største kliniske omkostning ved den nye krop er muligvis selvhadet. Unge mennesker bruger en mængde tid og kræfter på at forkaste sig selv. Dette er ikke i sig selv en sygdom, men såre trist, det er det.

For nogen går det længere. Godt fem procent af den kvindelige befolkning i vestlige lande rammes i dag af spiseforstyrrelser. En pioner inden for diagnoser af spiseforstyrrelser, den tyskamerikanske psykiater Hilde Bruch, skrev for 50 år siden en populærvidenskabelig tekst om disse fænomener, som blev stadig mere synlige i Vesten. Den hedder The Golden Cage og er fortsat værd at læse. Jovist, det kan se gyldent ud fra ydersiden, fordi alt for mange er overoptagede af præstation og det ydre. Men et bur er der fortsat tale om.

Årsagssammenhængene bag spiseforstyrrelser er komplekse og sammensatte – det er ikke et spørgsmål om genes or jeans, men om begge dele og meget mere til. Hun eller han vil ofte været fanget i et tvangspræget regnestykkehelvede af tal, ingredienser, tykkelse og usundhed. Det er sammensatte følelser, der knytter sig til spiseforstyrrelser. Skam er hyppigt til stede.

Den britiske spiseforstyrrelsesekspert John Fox og kolleger i Manchester skriver i bogen Eating and its Disorders om kvinder, som har vanskeligheder ved at vise deres vrede helt åbent i stedet konverterer til selvforagt og kropsforagt. En essentiel følelse for mange er angsten: for fedt, kulhydrater, kalorier, for ikke at blive fundet attraktiv, for forandringer – og mere til.

Der er betydelig konsensus om, at spiseforstyrret adfærd – såsom at sulte sig, overspise, kaste op og detoxe – ofte fungerer som et forsøg på at undgå eller regulere vanskelige følelser. Det kan forstås som et forsøg på en løsning på et problem. Men i så fald bliver løsningen selv til problemet.

Vi lever midt i et af verdens mest dynamiske, men også mest komplekse samfund. Blandt de vigtigste livsfærdigheder nu er simpelt hen at tåle kompleksiteten og at forstå sig selv og andre. Livet indebærer altid lidelse, og et godt psykisk helbred er ikke mindst evnen til at tåle modgang. Problemet er, at dette ofte kommer på kollisionskurs med den nye krop.

Kropsprojekterne bliver hurtigt for konkrete, ensomme og ikke så gode at reflektere med. De mentale og sociale rum for eftertanke og omtanke bliver trange. Vi påfører os selv nye sårbarheder.

© Finn Skårderud og Information.Oversat af Niels Ivar Larsen

Sundere samtaler

I en serie miniessays problematiserer den norske psykiater, professor og forfatter Finn Skårderud vores samtaler om mad og sundhed.

Samtaler, hvor videnskab, religion, psykologi og kultur blandes sammen til moderne myter om kost, krop og helse.

Seneste artikler

  • At tænke er ikke det samme som at sanse

    30. juli 2016
    Krops- og kostdebatternes strenge rationalitet risikerer at spærre for vore sansers åbenhed
  • Gluten-evangeliet eller troen på mad som frelse

    20. juli 2016
    Der er påfaldende ligheder i tidens diskurser om det helbredsskadende usunde og religionernes forestillinger om det sjæleligt syndige
  • Hvilken diæt følger du?

    13. juli 2016
    Mad er blevet til medicin for raske mennesker. Psykiater Finn Skårderud sætter fokus på, hvordan en blanding af videnskab, religion, psykologi og kultur har resulteret i magtfulde myter og et sundhedshysteri, der for alvor kan gøre os syge
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Pernille Elholm
    Pernille Elholm
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
Maj-Britt Kent Hansen, Pernille Elholm, Kurt Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Camilla Bjerre
Camilla Bjerre

Ja, måske har det taget overhånd for nogle. Og jeg er for så vidt enig med skribenten. Men jeg synes, der mangler en positiv vinkel på ønsket om sundhed.

Vi har kun ét liv og én krop, som man er nødt til at passe på, hvis den skal kunne holde. Kroppen fungerer bedst, når den får ordentlig søvn, vand, bliver rørt og får ordentligt brændstof, korrekt? Ens hjerne fungerer bedst på ordenlig søvn, vand, motion - både fysisk og hjernegymnastik - og ordentlig brændstof, korrekt?
Jeg træner en del - hård styrketræning - og jeg spiser fornuftigt og varieret. Jeg har også dage, hvor jeg flader fuldstændigt ud og æder chips.
Men grundlæggende lever jeg sådan, fordi jeg kan mærke rent mentalt og fysisk, at jeg har det pissegodt, for at sige det som det er. Jeg kan mærke, at jeg har ro i kroppen og i min mave, og at min hjerne bliver skarpere og skarpere, hvilket giver mig fornuftige analytiske evner og et mentalt overskud og styrke til at bearbejde de udfordringer, jeg måtte støde på. Og med en stærk og sund krop har jeg langt mere energi til mit job, til mit liv ved siden af jobbet, til måske en graviditet, skulle dette blive aktuelt, og generelt langt mere glæde i hverdagen, fordi krop og sind er i balance. Det får man ikke, hvis ikke man giver sin krop de bedste vilkår for at arbejde mod det mål. Og jeg synes, det er vigtigt at fremme netop det budskab frem for dommedagsscenarier, der måske får folk over i den helt modsatte grøft. Og hvor er vi så?

Jørn Andersen, Bill Atkins og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Camilla Bjerre meget enig i din kommentar, men jeg vil anbefale at du også holder nogle gevaldige træningspauser ind imellem, hvor du slapper helt af og mærker efter i din krop, finder ud af hvor den er lidt slidt, hvor der opstår lidt ømhed når du slapper af. Vores træningskultur er udsprunget af holdsport og konkurrenceidræt, hvor man i mange tilfælde skal præstere sit yderste mindste en gang om ugen - oven i købet for holdet - og passe sin træning og form i løbet af ugen. Den mest fysiknedbrydende bemærkning der findes er: "Har du ondt? Det skal trænes væk!". Den mentale øvelse består i at flade helt ud i nogle uger, evt. lave lidt andet fysisk, og så tage sig sammen igen under hensyn til den nye kropsbevidsthed der er opstået. Pulsering og variation, frem for konstant spændt bue. Det passer også bedst til vores fortid som jægere.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Anne Eriksen
jeg er sikker på, at udøvelsen af' en sund latter' kan trænes op.. 8-)

lars søgaard-jensen, Kurt Nielsen, Dana Hansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg mere bekymret for alle dem der tilsyneladende ikke går op i at kontrollere kroppen - alle dem der, uden skyggen af stamina, frivilligt acceptererer offerrollen, som den forfattes af Karen Volf, Malaco, Coca Cola og alle de andre sukkerpushere. Et eller andet sted er der en bred gylden middelvej, som jeg er sikker på langt flere ville havde gavn af at betræde. Så på den måde kan man godt sige jeg er enig med forfatteren.

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Lise Lotte Rahbek,
Helt sikkert - men nok ikke i selskab med denne norske psykiater...:)

Jørn Andersen, Dana Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Straarup
Carsten Straarup

Al denne kropsfiksering er vel et biprodukt af vor tids selviscenesættende individualisme..(?) Muligvis et symptom på, at det kan være vanskeligt at pege på 'højere' eller 'værdigere' kollektive mål og idealer at samles om(?) Det er for så vidt lidt fattigt...

Omvendt må man vel sige, at hvis dette biprodukt fører til sundere mennesker og færre udgifter til livsstilssygdomme og den slags, så er det ikke helt galt - stærke mavemuskler må være at foretrække frem for (endnu) seks dåseøl :)