Læsetid: 9 min.

Står velfærdsstaten i vejen for en løsning på flygtningekrisen?

I Brasilien har man et radikalt anderledes bud på håndteringen af flygtningestrømmen. Syriske flygtninge er velkomne – de skal bare selv betale billetten og opholdet. Er det i virkeligheden mere solidarisk end den skandinaviske velfærdsmodel?
’I Sverige banker sygeplejersken nærmest hver uge på min 80-årige fars dør for at tjekke op på hans helbred. Her har jeg børn, men ingen tager sig af os,’ siger syriske Muna Darweesh, som sammen med sin mand og deres fire børn har fået visa i Brasilien.

Rick Loomis

30. juli 2016

Politifolkene i lufthavnen i Istanbul var på vagt. Der måtte være tale om et tilfælde af forfalskede papirer, mente de, da en syrisk familie en dag i begyndelsen af 2014 forsøgte at boarde et fly til Sao Paolo. For flygtninge rejser da ikke med rutefly.

I detaljer måtte 35-årige Muna Darweesh gentagne gange redegøre for, hvordan hun, hendes mand og deres fire børn var kommet i besiddelse af visa til Brasilien: At hun egentlig ville have været til Sverige, hvor hendes far og brødre bor. Men at hun ikke turde tage den farlige rejse over Middelhavet med sine børn – en datter på otte, to tvillingedrenge på fem og en søn på tre.

At hun efter tre måneder som flygtning i Egypten i stedet var gået ind på den brasilianske ambassade i Cairo, havde udfyldt nogle blanketter, svaret på nogle spørgsmål, betalt 200 amerikanske dollar og allerede en uge senere havde fået gyldige rejsedokumenter.

At hun havde booket flyrejsen med en mellemlanding i Tyrkiet for 3000 dollar, som hendes mand havde opsparet fra sit arbejde som marineingeniør i Latakia. Og at de jo bare kunne ringe til den brasilianske ambassade og bede dem bekræfte historien.

Til sidst lod politifolkene sig overbevise.

»Vi løb ud til flyet og kom på lige inden afgang,« fortæller Muna Darweesh. »Som de allersidste passagerer.«

Solidaritetens paradoks

Mens de europæiske lande med hegn, grænsekontroller og en tilbagetagelsesaftale med Tyrkiet forsøger at mindske antallet af flygtninge, der når kontinentet, har Brasilien valgt en radikalt anderledes tilgang. Siden 2013 har syrere kunnet få humanitært visum ved at henvende sig på en af landets ambassader i Mellemøsten. På den måde undgår flygtningene den farlige illegale rejse med menneskesmuglere, der hvert år fører til tusindvis af dødsfald i Middelhavet. Eneste krav er et gyldigt pas og et dokument fra UNHCR, der viser, at man er asylansøger – og selv det kan der dispenseres fra.

Ifølge den seneste opgørelse fra marts måned har 8.474 syrere fået humanitært visum til Brasilien. 2.250 har foreløbig fået asyl. Forskellen på de to tal skyldes dels, at nogle vælger at søge familiesammenføring i stedet for asyl og derfor ikke tæller med i asylstatistikken. Dels at der på grund af stigningen i antallet af asylansøgere er lang sagsbehandlingstid.

Det forklarer Liliana Jubilut, professor ved Universidade Católica de Santos og gæsteforsker ved Refugee Law Initiative på University of London. I sidste ende får næsten 100 procent af de syriske ansøgere tilkendt asyl, siger hun. Derudover er der også nogle af syrerne, som blot bruger Brasilien som transitland, før de rejser til Fransk Guyana, hvorfra de kan søge asyl i Frankrig. Det er dog de færreste, vurderer Liliana Jubilut.

Modellen med de humanitære visa bygger videre på en lignende ordning, der har eksisteret for haitianere siden 2012. Her har de brasilianske myndigheder udstedt mere end 26.000 humanitære visa, skrev netmediet The Rio Times sidste år. Derudover har 43.000 haitianere, som er rejst til landet ulovligt, fået en permanent opholdstilladelse.

Tallene er små, sammenlignet med hvor mange syrere et land som Tyskland, EU’s største aftager af flygtninge, har givet asyl. Men de er store, hvis man sammenligner med et andet stort europæisk land som Spanien eller det betydeligt rigere USA.

»Særligt i disse svære tider, disse krisetider, må vi byde flygtninge velkomne med åbne arme,« har den nu afsatte brasilianske præsident Dilma Rousseff forklaret om baggrunden for politikken, som FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har kaldt »eksemplarisk«.

Flere eksperter ser potentiale i den brasilianske tilgang. Som Alexander Betts, professor og leder af flygtningeforskningen ved University of Oxford, formulerede det i en TedTalk sidste år, ville den brasilianske model, hvis den blev kopieret i Europa, »redde liv, underminere hele markedet for smuglere og fjerne det kaos, vi ser ved Europas frontlinje«. Så hvorfor gør vi ikke bare det? »Det er politik,« lyder Alexander Betts’ svar.

En mere konkret forklaring kunne være, at flygtningene i Brasilien mere eller mindre må klare sig selv – og derfor ikke ligger fællesskabet til last. Der er ingen lommepenge, ingen overførselsindkomster, ingen betalt sprogundervisning. Flygtningene har adgang til landets offentlige skoler og sygehusvæsen. Det er alt. Det står i skarp kontrast til et land som Danmark, hvor det veludbyggede velfærdssystem sætter en grænse for, hvor mange flygtninge, man kan tage ind. I hvert fald i politikernes øjne.

»Betingelsen for, at vi har et samfund af den kaliber, som vi har vænnet os til at have i Danmark – og Socialdemokraterne har kæmpet for – er, at man har styr på, hvor mange, der kommer hertil,« som S-formand Mette Frederiksen formulerede det i et interview med Information i januar.

»Det brasilianske perspektiv er: I kan få adgang til vores land. Og så må i selv prøve at integrere jer,« siger Liliana Jubilut fra Universidade Católica de Santos. »Det europæiske perspektiv er: Lad os prøve at holde dem ude, for når de først er inde, har de adgang til velfærdsydelser.«

Selv Sverige, der tidligere brystede sig af at være en humanitær stormagt, har med indførelsen af grænsekontrol sidste år tilsluttet sig den logik.

»Politikerne redder hellere velfærdsstaten end menneskeliv,« konkluderede Johan Norberg, senior fellow ved den liberale tænketank Cato Institute, ved den lejlighed i den svenske avis Metro.

Det er måske at sætte tingene på spidsen. Ikke desto mindre illustrerer forskellen på de to forskellige tilgange til flygtningekrisen et grundlæggende paradoks ved den universelle velfærdsstat. Bag vores samfundsmodel ligger et ideal om at hjælpe de svage. At være solidariske.

Men hvad er i grunden mest solidarisk? At give fri adgang for flygtningene, så de selv kan skabe sig en fremtid? Eller at begrænse antallet af udefrakommende for til gengæld at give generøse velfærdsydelser til de indfødte selv og de få, der er heldige at blive lukket ind i klubben?

Hvor er araberne?

Efter en uge på hotel og som overnattende i den lokale moské fandt familien Darweesh en lille étværelses lejlighed på 45 kvadratmeter i Sao Paolo. For deres sidste penge købte de senge, vaskemaskine og en ovn – »det nødvendige,« som Muna Darweesh siger. De første to måneder fik familien et bidrag til huslejen fra den private ngo Caritas. Derefter måtte de klare sig selv.

Og det kan være svært, når man ikke kan kommunikere med de lokale. Muna Darweeshs syriske universitetsgrad i engelsk litteratur og de deraf følgende sprogkundskaber var ikke meget værd i Sao Paolo. Så den første sætning, Muna Darweesh lærte sig på portugisisk, var »hvor er araberne?«. På den måde fandt hun frem til et marked, hvor der var mange elektronikforhandlere af libanesisk baggrund. Til dem solgte hun mad, som hun tilberedte i familiens lille køkken. I modsætning til en del europæiske lande får asylansøgere i Brasilien ret til at arbejde i det øjeblik, de anmoder om asyl.

Senere stødte Muna Darweesh på nettet på en artikel om ADUS – en privat organisation, der hjælper flygtninge. De hjalp Muna Darweesh med at overkomme sprogbarrieren ved at åbne en hjemmeside, hvor brasilianere kan bestille mad hos hende online. Nu laver hun og hendes mand mad til konferencer, fødselsdagsfester, frokostmøder og lignende. Og underviser sommetider brasilianere i, hvordan man laver arabisk mad.

»Du vil slet ikke kunne ikke forstå, hvordan jeg kan lave alt det mad i det her lille køkken,« siger Muna Darweesh.

Antallet af kunder varierer. Ugen før interviewet med Information fik hun ikke en eneste ordre. Andre gange er hun fuldt booket. Alt i alt giver det »lige præcis nok til at betale huslejen og brødføde børnene,« forklarer Muna Darweesh.

For at forbedre sin situation er familien i gang med en crowdfundingkampagne på nettet. Håbet er at få kapital til at kunne åbne en rigtig restaurant. For Muna Darweesh mener ikke, hendes børn kan få en ordentlig fremtid med den undervisning, de får i deres nuværende »beskidte og ikke særligt gode« offentlige skole. Og så håber hun en dag at få råd til at benytte det private sygehusvæsen. Det offentlige, som familien har adgang til, lader meget tilbage at ønske.

»Gudskelov har vi ikke været på hospitalet endnu, men jeg har hørt mange forfærdelige historier fra andre syriske familier,« siger Muna Darweesh.

Hun taler jævnligt med sine slægtninge i Malmø og tænker ofte over, at hun er dårligere stillet end dem.

»I Sverige banker sygeplejersken nærmest hver uge på min 80-årige fars dør for at tjekke op på hans helbred. Her har jeg børn, men ingen tager sig af os.«

Civilsamfundets ansvar

Den brasilianske model er langt fra perfekt, understreger Liliana Jubilut fra Universidade Católica de Santos. Hendes forskning viser, at særligt mangel på sprogundervisning gør det svært for flygtningene at integrere sig i samfundet.

»I dag har vi en politisk og økonomisk krise i landet. Så at strukturere integrationen af flygtninge er ikke en prioritet,« siger hun.

»På den anden side er civilsamfundet trådt i karakter og blevet meget organiseret. NGO’er har lavet sprogundervisning og kurser i, hvordan man finder et job. Det er noget, der ikke kan roses nok.«

I forbindelse med udarbejdelsen af en rapport for den brasilianske regering har Liliana Jubilut interviewet en række NGO’er, myndigheder og flygtninge. Hendes indtryk er på den baggrund, at de syriske flygtninge klarer sig relativt godt i det brasilianske samfund – på trods af de manglende velfærdsydelser.

»Syrerne er en befolkningsgruppe, som er god til at integrere sig. For Brasilien har i forvejen en stor befolkningsgruppe med mellemøstlig baggrund, og de er et meget tæt community. Mange af dem åbner restauranter, og de bliver set som virkelig trendy,« siger Liliana Jubilut.

»Så hvad angår integration, er syrerne nok bedre stillet end andre mennesker. Til sammenligning arbejder mange af haitianerne i byggebranchen og med manuelt arbejde.«

Ideelt set mener Liliana Jubilut, at flygtninge ville have fri adgang til at søge asyl i samfund med velfærdsydelser. Men hvis der er en konflikt mellem de to ting, må man foretage en afvejning, mener hun. Og i den nuværende situation, hvor flygtninge i tusindtal drukner i Middelhavet, er det første måske vigtigere end det andet.

»Alt, hvad der gør det lettere at balancere flygtningenes behov og staternes interesser, er noget, man skal se nærmere på,« siger hun.

»Hvis det betyder at skære i velfærdsydelserne, så er det måske noget, man skal overveje.«

– Nogle ville måske sige, at det kun er muligt for Brasilien at gøre det her, fordi I befinder jer så langt fra krigen i Syrien. At antallet, der kommer, ville være enormt, hvis lande som Tyskland eller Sverige gjorde det samme. Kan der ikke være noget om det?

»Jo flere lag, vi tilføjer til debatten, des mere kompleks bliver den. Hvis du bruger det geografiske argument, kunne man modsat bruge det økonomiske argument: At de lande er langt mere velhavende end Brasilien. Eller man kunne tilføje det politiske argument: At nogle af de europæiske lande er mere involveret i årsagerne til konflikten og derfor har et større ansvar for konsekvenserne. Vi kan finde argumenter på begge sider. Men det vigtigste er, at vi må træffe et valg. Vi har millioner af mennesker, der har et behov for at flygte fra forfølgelse.«

Sverige drager

Tilbage i Sao Paolo er Muna Darweesh ikke i tvivl om, hvilket samfund hun ville foretrække at være flygtning i.

»For at være ærlig, ville jeg hellere være i Sverige,« siger hun.

»Der kan vores børn få meget hjælp fra regeringen. Her må vi klare os helt selv. Og situationen er dårlig.«

En økonomisk krise lurer over Brasilien. Og så er det ikke let at skabe sig en ny tilværelse på egen hånd. Men som hun siger:

»I det mindste har vi vores liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Rohde Jensen

Vores flygtninge og udlændinge problemer er spasmerne i forbindelse med overgangen til et samfund med lukkede grænser og åbne kasser til et samfund med åbne grænser og lukkede kasser.

Det er meget enkelt. Vi nægter at tilpasse os den nye virkelighed, men med tiden bliver vi nødt til at rette ind. Indtil da bliver der hyl og skrig.

Bastian Barx, Kim Houmøller og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er små lande og der er store lande. Små lande har typisk meget bedre social forsorg - man lever trods alt tæt sammen, og man er meget tit ganske få personer fra fælles venner eller ligefrem familie. Selvfølgelig skal man hjælpe, men man kan ikke hjælpe så mange, som man kan i udstrakte lande, hvor der også er bedre mulighed for at etablere sig på arbejdsmarkedet, fordi dette bare er meget større og mere varieret.
Vi er kommet væk fra dele af velfærdstankegangen - f.eks. afskaffelsen af tjenende ånder, hvor vi reelt hellere betalte arbejdsløse, indtil de kunne få et ordentligt job, end vi lod dem synke ned i den påtrængende afhængighed, som kendetegner tyende.
Mange synes med sikkerhed, at det er helt fint med flygtninge til Brasilien og andre 3. verdens lande, fordi meget af utilfredsheden med at modtage flygtninge her drejer sig om det, jeg kalder lillebror-syndromet: at de ikke har gjort sig fortjent til at nyde godt af vores ordnede samfund.
Den indstilling har flere lag: dels er det en tankegang, der også rammer danske kontanthjælpsmodtagere og endog syge og arbejdsløse - som så til gengæld i mange tilfælde adopterer tankegangen om at blive forfordelt pga. de øjensynligt umådelige horder, vi modtager.
Det forstås simpelthen ikke, at det absolut intet har økonomisk prioritering at gøre, når der skæres ned på de svageste grupper - hvortil flygtningene i deres første tid hører - men derimod har alt at gøre med en omvending i den politiske logik, der indtraf med Nyrup-regeringen, og hvorefter det ikke længere handlede om at sikre alle i befolkningen rimelige vilkår, men tværtimod om at sikre landet så enorme indtægter som muligt, på bekostning af velfærden.
For nogle af os betød det i virkeligheden, at hele formålet med at tjene alle disse penge til landet gik fløjten - hvis de ikke skulle bruges til at gøre livsomstændighederne for landets borgere bedre, under hensyntagen til de forskellige vilkår de måtte leve under.
I stedet er det lykkedes at skabe en mental forandring i befolkningen med de ældste trick i bogen: del og hersk, national samling om krig, jagt på syndebukke og verdensfjerne bureaukratiske forestillinger som grundlag for politikken.

Jakob Silberbrandt, Brian Schwangus, Carsten Mortensen, Britta Hansen, Keld Albrektsen, Arne Lund og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

@ John Rohde Jensen:

Hvem pokker siger, at vi skal 'tilpasse os den nye virkelighed'?

Hvad er det for en virkelighed, du taler om?
Jeg tror rigtig mange mennesker i dette land ikke aner hvad i alverden du mener?

Og, når jeg tænker nærmere over det, så er jeg af den overbevisning, at vi selv skaber vores virkelighed?

- Og nej, jeg er ikke typen, der sluger den retorik. Det hedder: 'vi kæmper for at undgå den negative udvikling'.

Brian Schwangus, Liliane Murray, Troels Ingvartsen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Jeg vil absolut ikke kalde Brasilien for et tredjeverdens land. Landet har fremragende skoler og universiteter, og brasilianske forskere publicerer i de bedste internationale tidsskrifter. Olieindustrien er nationalt funderet og har udviklet teknikker til off-shore olieudvikling på dybt vand, som er førende i verden. Jeg deltog i 2006 i en verdenskongres for matematisk fysik i Rio de Janeiro, der var forbilledligt organiseret. Helt tilbage i 1998, da jeg besøgte Brasilien for første gang, fandt jeg supermarkeder i både Rio de Janeiro og San Paolo, som i vareudbud og organisation overgår alt hvad jeg nogen sinde har set i Danmark.

Brasilien er racemæssigt et meget varieret land. Man skal her tænke på, at Brasilien modtag 4 millioner negerslaver under slavehandlen, medens det nuværende geografiske USA modtog en halv million. Slaverne blev hurtigt sat fri i Brasilien og indgiftede sig med resten af befolkningen, således at en betydelig del af befolkningen i dag har negroide træk. Der var også en betydelig japansk udvandring til Brasilien for 100 år siden.

Brasilien er et ikke-velfærdsland. Vi har at gøre med det udviklede land - som Frank Hansen bekriver ovenfor - i Verden, med den største forskel på rig og fattig (nr. 12) kun overgået af Sydafrika (nr. 2), og så enkelte ulande. Hvordan skulle der dog allokeres penge til flygtninge, når der ikke allokeres penge til landets fattige?

Lang og rodet artikel om den fejlagtige påstand at »Politikerne redder hellere velfærdsstaten end menneskeliv,«

Nej, i et velfærdsland - som Danmark - afgør et flertal hvornår statskassen ikke kan bære flere indvandrere, i det regningen for indvandrerne lander hos de økonomisk svageste i samfundet. Der lægges jo ikke en indvandreskat på landets højeste indkomster. Men det burde der nok.

Torben Kjeldsen, Karsten Aaen, Carsten Mortensen, Else Marie Arevad, Liliane Murray, Anne Schøtt, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Troels Ingvartsen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Velfærd og velfærdsamfund var aldrig og vil aldrig blive et varigt gode på nationalstatsligt niveau. Det er ikke nogen reel mulighed, hvis ikke vi har fred og velfærd andre steder på jorden. Dette her understreger bare det der oprindeligt var venstrefløjens ærende - international solidaritet og klassekamp og kamp mod globalisering er intet andet end renlivet maskinstormeri.

Robert Ørsted-Jensen

Frank Hansen - når det gælder velfærd så er selveste USA er sine steder et renlivet tredjeverdensland -

Arne Lund, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Der findes en række samfundsmæssige begreber, der ikke har en klar definition. Eksempelvis liberalisme, national, frihed, demokrati og globalisme m.m.fl. Sådanne begreber skal begrebsafklares i en debat, hvis ikke debatten skal løbe af sporet. En måde at begrebsafklare på er ved at isolere 'klassekampen's involvering i det begreb der ønskes belyst.

I tilfældet med "globalisering" er en stærk socialstat med stor egenproduktion på basisbehov og viljen til protektionisme afgørende for socialstatens overlevelse i kamp med den internationale kapitalistisme. Toldunionen EU er protektionistisk. USA er protektionistisk når økonomien går dårligt. Kritikken af frihandels forvirringen WTO går helt overvejende på at EU og USA ikke selv lever op til de krav der stilles til de mindre øvrige medlemslande.

Kun apologeter for den internationale monopolkapitalisme forsøger at miskreditere den situationsbestemte protektionistisk socialstat.

Frank Hansen

Velfærd har ikke noget at gøre med om et land tilhører den tredje verden. Det er op til hver nation selv at bestemme, hvordan samfundet bør indrettes. USA er per definition den anden verden og kan derfor naturligvis ikke være et tredjeverdens land.

Nils Bøjden

".Man kunne jo udlevere gratis enkelt flybilletter til Brasilien til alle flygtninge og migranter."

Eller til SaudiArabien. Jeg har hørt at de har ualmindeligt mange penge og uanmindeligt meget plads. Eller til Rusland. Hvad de mangler i penge har de til gengæld i ledigt land.

Robert Kroll

"Politikerne redder hellere velfærdsstaten end menneskeliv" citeres det i artiklen.

For det første, så er politikerne folkevalgte, så det er vælgerne, der prioriterer velfærdsstatens "overlevelse".

For det andet, så er velfærdsstaten vel skabt for at redde liv og helbred - gratis behandling af sygdomme, ældreforsorg, sociale ydelser , omfordeling af indkomster o s v.

En afskaffelse af velfærdsstaten ville sende et antal menneske ud i fattigdom og ubehandlede sygdomme og anden håbløshed - så der er IKKE NOGET FLOVT ELLER SKAMMELIGT ved at redde velfærdsstaten - velfærdsstaten redder menneskeliv.

Spørgsmålet er om, og i hvilket omfang, vi skal eller bør reducere vores velfærdsgoder, livskvalitet o s v for at kunne dele med mennesker udefra - det er ikke nok bare at sætte skatter og afgifter op samt at indføre nye afgifter i en uendelighed - der er en ydre grænse for hvad folk med rimelighed føler de kan bære af ofre og for hvad Danmarks globalt set relativt set lille økonomi kan bære.

Realiteter er svære at håndtere - det er lettere at sidde bag et skivebord eller i sofahjørnet og beklage de andres "ufølsomhed".

Bill Atkins, Karsten Aaen, odd bjertnes, Else Marie Arevad og Søren Lindved anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Velfærdsstaten? - bare rolig - Venstre er i fuld gang med at afskaffe den...
Valgte folket det så? - næh, det tror jeg ikke?

Bill Atkins, Carsten Mortensen, Alan Strandbygaard, Vibeke Hansen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Velfærdsstaten står også i vejen for velstandskoncentrationen for de få og rigeste, hvilket siden 80'erne først langsomt - siden hurtigere - men sikkert har ført til udhuling/afvikling af velfærdsordninger i en gåen "reformamok".

Bill Atkins, Karsten Aaen, Else Marie Arevad og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det enkle svar vil altid være: folk kan jo bare indrette en velfærdsstat i deres eget land, og det ville selvfølgelig være den optimale løsning, som nok skal komme; men indtil vi kommer så vidt, må vi indrette os efter de vilkår, der er gældende nu, på godt og ondt, men f.eks. meget gerne lære af fejlene, så vi nu langt hurtigere får flygtningene ud på arbejdsmarkedet.

Peter Bækgaard

Det er jo en gratis omgang for Brasilien.
1, De ligger på den modsatte side af kloden - dvs. alene turen til Brasilien vil kræve at en flygtning har en vis formue og vi kan derfor udlede at det er en flygtning fra de højere syriske samfundslag der vil komme dertil.
2, Hvis du selv skal sørge for alt som flygtning, så kræver det at du har finanserne på plads.
3, Brasilien kan ikke en gang levere et tilstrækkeligt niveau af velfærd, uddannelse osv. for deres egen fattigste befolkning.
Danmark kunne lige så vel invitere alle fattige brasilianere hertil så længe de selv betaler for alt... Der vil ikke komme mange...

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det er henrivende, som visse folk synes det er meget, meget humanistisk at "give husly" til flygtninge - mens der slet ikke er tale om at give husly, idet der ikke er nogen garanti for tag over hovedet, end ikke et usseligt telt, end ikke til børn ...
Det er ligeledes henrivende, at der slet ikke er nogen kvababbelse for at forestille sig et lignede scenarium for Danmark - det vil være meget, meget mere menneskeligt sympatisk at tage imod alle flygtninge, og så lade de fattige leve på gaden, også i form af gadebørn.
Intet i artiklen nævner, hvad det betyder for lønniveauet for almindeligt arbejde - kun, at det er et problem for haitianerne, at de arbejder med manuelt arbejde. Det kan man åbenbart ikke skaffe sig en levefod for, der svarer til en etværelses lejlighed, hvor de også skal drive deres erhverv, for en familie på 6 ...
Sjovt er det, at den samfundsmodel skal beskrives som solidaritet ... og som et reelt alternativ til den nordiske. hvem er det, der vil vælge den model - hvis de ikke er styrtende rige?
Alligevel - det nævnes i artiklen - på trods af det manglende samfund, på trods af lav skat og stor "motivation" af arbejdsstyrken har Brasilien økonomisk krise ...
Hvordan harmonerer det med de neoliberale synspunkter?

Frank Hansen

Peter Bækgaard,

En enkeltbillet til Brasilien kan fås ned til 4.000 kr, medens en pakkerejse med menneskesmuglere til Europa kan koste op til 200.000 kr. Det er langt billigere og meget sikrere at tage et rutefly til Brasilien. Der er absolut ingen velfærd i Syrien, så det er der ingen, som kan have nogen forventning om. Til gengæld kan man få lov til at arbejde fra dag et i Brasilien og betaler stort set ingen skat.

Brasilien har et glimrende uddannelsessystem. Der er naturligvis ikke SU og fjumreår, men det er der nu heller ikke i andre lande på nær nogle få undtagelser. Måske var det kun i en kort historisk periode, at Danmark kunne tillade sig at være et velfærdssamfund. Hvis indvandringen ikke kommer under kontrol kommer Danmark til at ligne resten af verden.

Frank Hansen

Thora Hvidtfeldt Rasmussen,

Brasilien har for ensidigt baseret sin økonomi på olieudvinding. Landet er derfor kommet i krise på grund af kollapset i olieprisen. Der har også været meget uliberale prisstøtteordninger, som nu ikke længere kan finansieres.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Frank Hansen: Jamen, så er det hele jo forklaret ... der er så fine, så fine forklaringer på, hvorfor det helt fantastiske liberale system ikke har virket som noget positivt i Brasilien. Eller nogen andre steder.
Men kan du ikke fortælle mig, HVORFOR det liberale Brasilien satsede ensidigt på olieudvinding?
Eller hvorfor landets talrige andre naturressourcer kun kommer en lille del af befolkningen til gode?

Frank Hansen

Thora Hvidtfeldt Rasmussen,

Den liberale markedsøkonomi har da fungeret fantastisk over det meste af verden. Prøv at sammenlign Danmarks situation i dag med situationen for 100 år siden, og skæv lige til hvordan det gik i østblokken med deres regulerede økonomi. Eller tag Kina eller Indien, som på få år har trukket mange hundrede millioner mennesker ud af fattigdom og ind i middelklassen.

Carsten Svendsen,

Dine tal gælder kun for Brasiliens eksport. Store lande har en lille udenrigshandel sammenlignet med den totale økonomi. Brasilien har subsidieret en række produkter med olieindtægter og har også solgt olie og benzin under markedsprisen. Det er dog ikke nær så galt som i Venezuela, der på et tidspunkt solgte benzin til 19 øre literen.

Kristian Jensen

Brasillianske tilstande, hverken på den ene eller ande måde, er nok ikke lige det vi skal stile efter, selvom vi gerne vil hjælpe verdens flygtninge.

Artiklens overskrift; "Står velfærdsstaten i vejen for en løsning på flygtningekrisen" fik mig til at reflektere over om spørgsmålet er det rette at still når det kommer til stykket?

Måske er det rigtigere at stille et helt andet og mere vedkommende spørgsmål; "Står menneskeligheden i vejen for kapitalismens og liberalismen absolutte grådighed på rigdom, rigdom og atter rigdom"?

Intet arbejdsklima, samlebånd, ringeste standard for produktion til forøgelsen af rigdommen via merfortjenesten på disse ringeste forhold for menneskers livmuligheder, trivsel osv., osv., er for lavt eller umenneskeligt for liberalismen og kapitalismens hærgen i konkurrencens hellige navn.

Vi ser det jævnligt belyst i medierne, - efterhånden mindre og færre gange som tiden går fordi man også via reklamer har købt sig ind ad bagdøren hos "den frie presse", - som efterhånden ikke længere kan "se" der er noget galt med liberalismens hærgen overalt, når blot det kaldes konkurrence.

Er det konkurrence at udnytte elendige miljøregler i Asien for såvel miljøet på kloden, som miljøet for mennesker på arbejdspladserne, for ekstra fortjeneste som dette kan give i nuet(?), og siden undslå sig via skattefiflerier,-arrangementer og andet der sigter mod nedbrydelse af velorganiserede samfund, så det politiske efterhånden ikke længere har nogen reel betydning, og erstatte dem med rent økonomiske fortjenstmodeller, der alene tilgodeser liberalismens og kapitalens ophobning af værdier udenfor det politiske samfund.

Måske indser man det først i de liberale og kapitaliske kredse når, når kampen om den rene luft ikke kan købes for penge, og næppe heller på sigt kan repareres for alle deres penge og værdier, og der kun er den sidste vejrtrækning tilbage!?

Henning Kjær

Frank Hansen.
Hvornår er Kinas økonomi blevet en "liberal markedsøkonomi".
Hvordan er det lige det går for østbloklandene efter murens fald. De gode eksempler skal vist håndplukkes, eller hvorfor er det, at en hel del borgere (polakker, rumænere, bulgarer, baltere) foretrækker at tjene til livet i det vestlige Europa. De lande der er medlem af EU eksportere arbejdskraft til EU.
Uden den rette regulering kan markedsøkonomien tilbyde regelmæssige finansbobler og finanskatastrofer, som staterne forhåbentlig kan og vil klare.

Nils Bøjden

"Hvornår er Kinas økonomi blevet en "liberal markedsøkonomi"."

Siden Deng Xiaoping udtalte de berømte ord: Jeg er ligeglad med om katten er hvid eller sort , bare den fanger mus.

Nils Bøjden

"Hvornår er Kinas økonomi blevet en "liberal markedsøkonomi"

Og samtidigt er det et stramt militærdiktatur med enorme fordele for de rige. F.eks e det kinesiske parlament en samlingsplads for det største antal milliardærer i et parlament i verden.

Frank Hansen du har det med at skyde fra hoften når du forsøger at berige debatten med fakta og du rammer ofte langt ved siden af:

Du påstår: "Brasilien har for ensidigt baseret sin økonomi på olieudvinding."

Fakta er at Brasilien er en storproducent af kaffe og bananer, samtidig med at landet også er verdens største eksportør af kylling og oksekød.

Brasiliansk real mia.

BNP fra Landbrug………………….. ….…..21.291
BNP fra Construction ……………………..16.835
BNP fra Manufacturing ………………….. 26.839
BNP fra Mining………………….. ……...…….2.208
BNP fra Public Administration.………….38.490
BNP fra Services………………….. ….…..170.665
BNP fra Transport………………….. …..…….7.775
BNP fra Utilities………………………..……….6.129
tradingeconomics.com

Olieproduktionen er at finde under Mining. Jeg tror du tager fejl af Brasilien og Venezuela Frank Hansen.

Nils Bøjden, det der gør at Kina ikke er en neoliberal økonomi er, at Staten har 60% af aktierne i alle større virksomheder herunder Bankerne og at Staten sætter gigantiske anlægsarbejder igang som blandt andet er skyld i at statens store indtægter spredes i samfundet og skaber den enorme og meget omtalte tilvækst af middelklasse borgere. I en neoliberal stat ville hver en øre gå i lommerne på kapitalisterne.

At USA ikke skulle være det demokrati med fleste milliardærer kræver næste en kilde angivelse. Den Kinesiske liste ligner mere den danske ditto:
https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Chinese_by_net_worth

Bill Atkins,

Brasilien producerer mere end to millioner tønder olie om dagen, hvortil kommer naturgas, raffinaderivirksomhed samt en flåde af olie- og gastankere. Det gør olie til en betydelig faktor i Brasiliens økonomi. Men det er naturligvis ikke hele historien. Brasilien er den tredjestørste producent af passagerfly i verden, hvilket sikkert kommer som en overraskelse for de fleste.

Diskussionen gik på om Brasilien er et tredjevednsland, og det vil jeg bestemt afvise. Det er et teknologisk avanceret land samtidig med at der er en stor og fattig underklasse. Landets største problem er formentlig korruption og bandevirksomhed, men her er vi ude over de økonomiske forklaringer.

Frank Hansen, det er en kendsgerning, at det splittede land Brasilien, med staten i spidsen, ganske rigtigt har satset stort på kostbar offshore olieudvinding, og at det er denne satsning, som har bragt statens finanser i knæ, men Brasilien har ikke som du skriver: for ensidigt baseret sin økonomi på olieudvinding. hvilket Bnp-oversigten også viser. Staten har satset stor,t 250 mia $, på enorme oliefund ud for Brasiliens kyst og er nu ramt af oliens prisfald og den brasilianske overklasses ihærdige forsøg på at rive denne indtægtsmulighed ud af hænderne på staten i det fattige land.

"Nils Bøjden, det der gør at Kina ikke er en neoliberal økonomi er, at Staten har 60% af aktierne i alle større virksomheder herunder"

Og at arbejderne derfor ikke har rettigheder.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Danmarks velfærdssamfund er IKKE opbygget i en liberal markedsøkonomi - Danmarks velfærdssamfund er opbygget i en socialdemokratisk, pragmatisk styret markedsøkonomi med solidaritet med dem, der ikke havde kræfter til at klare sig i markedsøkonomien, Frank Hansen. Altså en slags blanding. De lande, der har gjort noget lignende, er blandt de lande, der har klaret sig økonomisk bedst - Danmark har endda opretholdt en høj gennemsnitslig levefod uden overhovedet at have råvarer af betydning.
Kinas økonomi kan hverken kaldes liberal eller neoliberal - den er stadig statsstyret.
Indien? Tjah - der er stadig børn, der sulter; der bliver slået pigebørn ihjel i fattige og uoplyste områder - jeg ved ikke, om fantastisk er et ord, jeg ville bruge.
Den sovjettiske model er ikke det eneste alternativ til en liberal, markedsstyret økonomi - man kunne fx stadig bruge den nordiske model. Man kunne holde op med at binde kronen til euroen - og på lidt længere sigt kunne man forlade ideen om, at kapitalen skal have lov til at flyde frit og ukontrolleret.
Flygtningeproblemet kunne man bøde en hel del på ved at holde op med at bombe i mellemøsten.
Jeg ser absolut intet tillokkende ved at efterligne hverken Brasilien, Indien eller KIna. Gør du?

Bill Atkins,

Jeg kan ikke se at vi er grundlæggende uenige om Brasilien.

Thora Hvidfeldt Rasmussen,

En liberal økonomi skal naturligvis reguleres for at modvirke de markedsfejl, som fx asymmetrisk information medfører. Det er trivielt og har ikke noget at gøre med socialdemokratismen. Selv Ford forstod at hans ansatte skulle have så meget i løn, at de havde råd til at købe en bil.

Kinas økonomi er manipuleret på makroplan fx med indirekte statsstøtte til en række banker. Men på mikroplanet har Kina en liberal økonomi. Det er let at oprette en virksomhed og afholder man sig fra politik er der ingen som blander sig. Der er en knivskarp konkurrence mellem producenterne understøttet af en højtudviklet reklameindustri, hvilket i modsætning til situationen i Danmark holder priserne nede. Københavnske hoteller tredoblede prisen den 11. juni i år på grund af en lægekongress. Noget sådant ville være utænkeligt i Beijing.

Jeg ved ikke hvordan man kan undgå at glæde sig over, at mere end 500 millioner mennesker er gået fra at leve i den yderste fattigdom og til et liv, som ikke så forskelligt fra danskernes på kun 30 år. Der er så måske 50-100 millioner mennesker, som har fået en levestandard, der klart overstiger danskernes. Det er en af verdenshistoriens mest markante begivenheder og viser styrken af markedsøkonomien, naturligvis med de nødvendige tilpasninger og reguleringer.

Henning Kjær

Probemet med markedsøkonomi er at den alt for ofte ikke reguleres for at modvirke indbyggede markedsfejl.
" Selv Ford forstod at hans ansatte skulle have så meget i løn, at de havde råd til at købe en bil". Den slags er ikke moderne mere med kvartalsregnskaber, og et uendeligt marked. Selv de monstrøs indtjenede IT selskaber presser ansattes lønninger alt hvad de kan, mens de samler penge i skattely gennem avancerede selskabskonstruktioner. Liberal markedsøkonomi eller bare markedsfejl ?
"Københavnske hoteller tredoblede prisen den 11. juni i år på grund af en lægekongress" Det er da rigtig markedsøkonomi, du ved med udbud og efterspørgsel, eller er det markedsfejl?.
Ja I Kina kan man, som mange andre steder, se styrke og svagheder (markedsfejl) ved markedsøkonomi. Har man ingen/utilstrækkelig regulering af markedet, er det den stærkes ret der fungere, evt. iblandet nepotisme og korruption.

Heldigvis har vi i Danmark en stærk statslig regulering af næsten alle sektorer. Finans, Transport, landbrug, fiskeri, energiproduktion, data og telekommunikation, undervisning, syge og sundhedspleje, hotel og turisterhverv, skovbrug, er nogle af de sektorer hvor der er omfattende statslig regulering til stor glæde for alle.

"omfattende statslig regulering til stor glæde for alle"

Jeps.

Fortæl mig hvor der ikke er statslig regulering.

Og fortæl mig så et eventyr om at der ikke eksisterer bistandshjælp, SU, boligstøtte, skattesubsidierede boligsystemer, kommunale udligningsordninger, varmebidrag, børnepenge og gratis universiteteuddannelser i Danmark.

Og så også lige biblioteker, folkepension til alle, fri behandling på hospitaler, stats subsidierede transportsystemer (med ekstra billige studie og pensionist biletter), subsidierede daginstitutioner, offentlig behandling af narkomaner samt mia. til kulturen.

Niels Bøjden: og at arbejderne derfor ikke har rettigheder. ...jeg har på fornemmelsen at du blot skyder fra hoften, uden at have sat dig ind i de faktiske forhold.

Ansatte på en skofabrik i den sydkinesiske by Dongguan har for sjette dag i træk nedlagt arbejdet for at protestere over lave lønninger og manglende betaling af forskellige ydelser, skriver den sydafrikanske avis Business Report. Nogle af mine kollegaer anslår, at Yue Yuen skylder arbejderne 1 milliard yuan Xue, skoarbejder. Strejken begyndte mandag den 14. april. Ifølge NGO'en China Labour Bulletin, CLB, gik omkring 10.000 på gaden den dag. Virksomheden Yue Yuen nægter at betale manglende bidrag til social sikring og en almen boligfond. – Firmaet har ikke betalt siden 2006. Nogle af mine kollegaer anslår, at Yue Yuen skylder arbejderne 1 milliard yuan (870 millioner kroner, red.), udtalte en ansat ved navn Xue ifølge CLB. Fabrikken producerer blandt andet sko til Nike og Adidas.

Niels Bojden du henviser til en artikel der omhandler det at

Kinas migrantarbejdere udfordrer styret
...migrantarbejderne i dag forventer mere: højere lønninger og levestandard, sikre arbejdsforhold, mere fritid, sundhedsforsikring og pensionsordninger.

At domstolene er klassedomstole ...den skævhed kender vi også fra Danmark.

Jeg har svært ved at se hvad det er du mener er så meget anderledes end de forhold der gældende i vores del af verden. Hvis du taler fagforeningsfjendtlige forhold, så er bertningerne helt anderledes brutale i flere af Vestens lydstater med Columbia helt i bund med mere end:

90 fagligt aktive myrdet sidste år (2011)
Fagforeningsfolk bliver udsat for anholdelser, fyringer og drab. Det står værst til i Colombia.
...ca, 2 fagligt aktive myrdet om ugen.

Og listen over fagforeningsforfølgelse i Vest-kapitalismens lavtlønsområder er skræmmende lang.

Peter Bækgaard

Bill Atkins, så fordi der er lande hvor det er værre end i Kina, så kan man ikke kritisere Kina? Det var dog en underlig holdning.
Har du nogensinde været i Kina og set fabrikkerne indefra? Det har jeg, og alle der sidder i vesten og nyder godt af billige varer burde se disse forhold. Så kan Nokia og Apples fabrikker være nok så brutale, men det er intet i forhold til mange andre fabrikker i det land. Der er INGEN rettigheder som arbejder, og migrantarbejderne har endnu færre rettigheder.
Du kan ikke undskylde et land ved at pege på et andet land med tilsvarende forhold.

Peter Bækgaard, Der er INGEN rettigheder som arbejder, og migrantarbejderne har endnu færre rettigheder. ...så kan man jo undre sig over at fagligt aktive og ansatte i følge mine artikler som absolut ikke er pro kinesiske skriver at i dag forventer mere: højere lønninger og levestandard, sikre arbejdsforhold, mere fritid, sundhedsforsikring og pensionsordninger. og virksomheder betaler bidrag til social sikring og en almen boligfond.

Og Peter Bækgaard, på trods af din nivellering af de fagligeforhold i mange af de Syd- og Mellemamerikanske lande og så Kina, så er der meget meget langt til at ignorere nedskydningen af fagligt aktive ...nu må du tage dig lidt sammen.

Peter Bækgaard

Bill Atkins, jeg anfægter din begrundelse, ikke at der er ringe forhold mange andre steder.
jeg kan konkludere at du har umådeligt lidt indsigt i hvilke forhold kinesere arbejder under i fremstillingsindustrien, men det gør ikke noget når det eneste vi kærer os om er billigt skrammel på hylderne.
Jeg har set adskillige fabrikker hvor de var delt op. 1 sektion af fabrikken producerede til eksport og en sektion til hjemmemarkedet. Der hvor produktionen går til hjemmemarkedet, er usselheden enorm. Det er så chokerende at enhver der kan påstå at der er rettigheder for arbejdere i Kina burde have tjekket både ører og øjne. Jeg ville ikke engang lade dyr stå opstaldet i tilsvarende bygninger.
Men det kan jo være at jeg tager fejl, der er sikkert sket meget i Kina siden 2011.
At du slutter af med at jeg skal tage mig sammen, er jo komisk, når DU ikke har det fjerneste begreb om de forhold der er i Kina. Du har ikke set andet end toppen af isbjerget kan jeg love dig for. men det er billigt det vi får, og så er alt jo godt.

Peter Bækgaard, nu har jeg i 2015/16 opholdt mig i to gange to måneder i Beijing med kortere ophold i kulmine byen Datong og i havne og industribyen Tiajin, og jeg har derigennem fået en god fornemmelse af det kinesiske arbejdsmarked og arbejdsforhold. Naturligvis er der mange ting der skal forbedredes i et samfund der har undergået den omvæltning Kina har ...og det gør man så:

http://www.ilo.org/global/about-the-ilo/newsroom/features/WCMS_503515/la...

Iøvrigt er diffuse skrøner om, at der findes et "usynligt" Kina med slavelignende forhold ret udbredt blandt vesterlændinge, der ikke lige med deres øjne kan få øje på uhyrlighederne i det kinesiske samfund. De kan bare ikke lige udpege dem når man spørger ind til lokaliteterne.

Hvor har du være Peter Bækgaard?

Kina bygger omkring 1,8 mia m2 beboelsesejendomme per år. For at sætte dette tal i perspektiv, så bygge Kina mere end en tredjedel af alle bygninger i verden. Producerer og forbruge 55% af al cement globalt. Der bygges kvadratmeter boligareal svarende til Rom hver anden uge, og til Storbritannien eller Spanien hver eneste år. Mon det er en slavebefolkning man bygger til?