Læsetid 7 min.

At tænke er ikke det samme som at sanse

Krops- og kostdebatternes strenge rationalitet risikerer at spærre for vore sansers åbenhed
30. juli 2016

At være stærkt optaget af mad og kroppen behøver ikke at betyde, at man væbner sine sanser til at tage verden ind. Det kan også betyde det modsatte: At vi lukker os til.

Om det er det ene eller andet, er et åbent spørgsmål. Det kommer meget an på, hvem vi er, og hvordan vi til hver en tid har det med os selv og de andre. Vi bør her interessere os for, at ’kroppen’ er et uhyre sammensat fænomen. Med en lidt kluntet formulering er det, som om vores samtids kropslighed mest sidder i hovedet og mindre i kroppen. Men at tænke er ikke det samme som at sanse, at mærke, at føle.

Se på det lille barn. Vi åbner munden for mere end for at indtage næring. Munden er den port, hvor lysten føles for første gang. Barnet smager på verden. Jeg har set mine egne børn putte ting i munden for at gribe verdens form og konsistens. At gribe er begyndelsen til at begribe. Karl Ove Knausgård skriver på den allerførste side i sin nyeste roman, Om foråret, præcist og smukt om sin tre måneder gamle datter – om hvordan hun griber ud med hænderne, med munden, med øjnene, med sine tanker. Med vores sanser strækker vi os ud imod verden, og sådan vokser vi gradvis ind over den og bliver os selv.

Samtalerne om kostregimer og sundhed forsøger i stor grad at legitimere sig via videnskaberne. Har et sådant ’medikaliseret’ sprog tilstrækkelig sans for det sanselige? Eller kan disse kropsdebatters strenge rationalitet sætte sig på tværs for sansernes åbenhed. At tænke er ikke det samme som at sanse.

Lad mig forsøge mig med en pædagogisk illustration, bygget op omkring multebær og rensdyr.

Minder er ikke mindst kropslige. Anekdoter er ofte overbygninger over kroppens genkendelser af behag eller ubehag. I kropshukommelsens litteratur findes der et godt eksempel. Det er franske Marcel Prousts madeleine-kage i første bind af På sporet af den tabte tid. Dette stykke kage dyppet i lindete kan nærmeste betragtes som den psykoanalytiske ur-kage. Jegfortælleren lader føden møde ganen, og fortiden flyder fra det skjulte og op i nutidens klarhed.

Mine følsomme kropsminders mad er så afgjort multebær. For mig rummer disse bær nogle af barndommens bedste minder, både det at lede efter dem og det at spise dem. De er hver gang som en fest. De er gyldne, og det er min far, som har plukket dem – og i dag har han nok plukket sin sidste spand med multebær.

I pose og sæk

Jeg er født i Rendalen. Nostalgien har sendt mig tilbage, med gevær. Hvert efterår jagtes der rensdyr i Rendalen. Det betyder dage i fjeldet, med kikkert og adrenalin, med min søn, med ro og så pludselig spænding, fejltrin og bemestring, nedlæggelse af bytte, transport og slagtning. Det er ikke mindst en enestående naturoplevelse. Og på jagt efter dyrene opdager jeg hele tiden multebær. Jeg gør holdt ved højmosen, finder nogle modne bær i krattet og tager et i munden. Mange smage blander sig, og det føles vederkvægende.

Da dette skal være en pædagogisk illustration, nærmer jeg mig nu de samme bær med en ny form for saglighed. Via Google kommer jeg hurtigt til en ældre artikel i Tidsskrift for Den Norske Legeforening. Her får jeg at vide, at multebærret ikke bare er rigt på C-vitaminer, men også på ellaginsyre, som betragtes som et lovende middel mod kræft, at det er et antimutagen og en vigtig antioxidant. Bærfrugten vurderes som et muligt værdifuldt kosttilskud.

Når jeg på tilsvarende videnskabelig vis vil vide mere om de rensdyr, jeg jagter, får jeg fra en forsker ved Senter for Samisk Helseforskning ved universitetet i Tromsø at vide, at dette kød er noget af det sundeste, jeg kan spise. Det indeholder mere B-vitamin, jern, zink og selen end lam, får, svin og kylling. Det har også lige så høje niveauer af visse Omega 3-fedtsyrer som krabber, hummere, blåmuslinger, østers og torsk. Rensdyrkød har også blot to procent fedt, skriver forskeren – det gør, at kødet er lige så magert som kylling.

Hvor fint. Jeg får i både pose og sæk, både kosttilskud og en social, spændingsmættet og fedtfattig jagtoplevelse på min psykoanalytiske bærtur.

Min enkle pointe er at demonstrere, hvordan vi nærmer os verden gennem forskellige sprog. Det har vi brug for for at kunne forstå komplekse fænomener. Nogle gange kompletterer de hinanden. Andre gange kolliderer de. I dagens samtaler om kost, sundhed og skønhed er der mange kollisioner, og jeg er ganske sikker på, at den anstrengt rationelle eller ængstelige tilgang kan være hæmmende for den sanselige åbenhed.

Tvangspræget regnestykke

Sigmund Freud skrev i 1933, at sygdomme ofte gør os en tjeneste derved, at de gennem overdrivelser tydeliggør fænomener, som bliver skjult i normaliteten. Spiseforstyrrelser kan her være et relevant tilfælde. At have en spiseforstyrrelse vil for de fleste betyde at være overoptaget af krop, vægt og udseende.

Én side ved sådanne lidelser er selve adfærden, mens en anden ofte vil være at føle sig som besat af detailkundskaber om næringsstoffer – og at være fanget i et tvangspræget regnestykkehelvede af tal som kalorier og antal repetitioner. Det er kroppens tankemylder, der står på i store dele af døgnet. Den samme person kan have vanskeligheder ved at sanse sin egen krop.

Den tysk-amerikanske psykiater og psykoanalytiker Hilde Bruch var den store pioner inden for beskrivelser og forståelser af alvorlige spiseforstyrrelser. Hendes banebrydende indsats i 1960’erne var beskrivelserne af, hvordan hendes patienter havde problemer med at sanse og tolke signaler fra egen krop som sult og mæthed, men også træthed og smerte. Det er gentagne gange blevet dokumenteret i forskningen, at den spiseforstyrrede f.eks. kan have højere smertetærskler.

Bruchs patienter oplevede ofte at være forvirrede af følelser, som de havde svært ved at beskrive. Det kunne føre til en manglende følelse af at leve sit eget liv. For Bruch var personen med en spiseforstyrrelse en, som ikke ved, fordi hun eller han ikke har lært at sanse og skelne indre erfaringer. Dette kan opleves som at føle ingen eller begrænset kontrol over sit liv. Forsøgene på at kontrollere appetitten og kroppen bliver dermed et symbolsk udtryk for at genvinde den større kontrol. Den, som har svært ved at erfare sig selv indefra, kan på denne måde forsøge at begribe sig selv udefra.

Jeg gentager pointen. Den, som tænker meget på kroppen, kan være den samme, som har svært ved at sanse den.

Det er altså åbenbart, at begrebet ’krop’ er sammensat. Kroppe er som drømme. De må tolkes.

Igen: smagen. Smagssansen er fysiologi. Vi er evolutionært udviklet til at kunne skelne mellem salt, surt, sødt og bittert – og til at fornemme, når noget er uspiseligt. Men sanserne hjælper hinanden. Synet af multebær, lyden af, at vi putter dem over i dessertskålen, kontakten med skeen, gør alt sammen, at det smager af multebær. Smagen er også subjektiv og en kulturelt forhandlet værdi. Vin smager som regel afskyeligt for unge, der drikker det for allerførste gang. Som vinen må også smagen kultiveres. Det vil ofte være, som den franske antropolog Claude Lévi-Strauss har formuleret det: Den mad, som er god at tænke på, er god at spise.

Jeg har en krop, ergo er jeg

Kroppens store tænker er franske Maurice Merleau-Ponty. Hans hovedværk, Phénoménologie de la perception fra 1945 var et banebrydende værk, ikke mindst fordi han udfordrer den klassiske spaltethed mellem krop og bevidsthed i vestlig tænkning. Han vender filosoffen Descartes »Jeg tænker, ergo er jeg« til »Jeg har en krop, ergo er jeg«.

For Merleau-Ponty betyder dét at være et subjekt at være i verden som krop. Han tematiserer skellet mellem at have en krop og at være kropslig. Vi både har en krop og er vores kroppe. Den kropslige erfaring går forud for analysen af erfaringen. Det ureflekterede kommer forud for refleksionen. Erfaringer bliver til i kropslige møder og i refleksionerne over disse møder. Kroppe er sindrige. De erfarende og skabende kroppe er selve ’stedet’ for bevidsthedens udvikling.

Merleau-Ponty introducerer begrebet om ’den levede krop’. I den medicinske tradition er det ofte de fysiske karakteristika, som undersøges. I kostdebatterne kan dette komme til udtryk som forskning i de enkelte næringsstoffer. Ved at bruge begrebet ’den levede krop’ forsøger Merleau-Ponty at se dybere meninger i det kropslige, som noget mere. Kroppen er mere end et mekanisk objekt, som responderer på stimuli. Kroppen er i levende interaktion med verden som erfarende og handlende, udadrettet og meningssøgende.

Den amerikanske forfatter Paul Auster har nok læst sin Merleau-Ponty, når han skriver: »Jeg har verden i mit hoved, og min krop er i verden.« Et af Paul Austers første essays var for øvrigt en brillant analyse af Knut Hamsuns Sult. Han skriver om en sult, som strækker sig langt ud over den fysiske, som et udtryk for modernitetens psykologi.

Ifølge Merleau-Ponty er der to situationer, som truer kroppens eksistentielle forhold til verden, og som lukker af i forhold til omgivelserne. Den ene er sygdom. Sygdom repræsenterer så godt som altid, og tilnærmelsesvis uundgåeligt, en selvoptagethed og således en lukning mod verden. Maden smager af mindre for den deprimerede. Det andet er et strengt rationelt forhold til kroppen, sådan som vi kan finde det i mange regimer for træning, skønhed og sundhed. ’Rationelt’ betyder ikke nødvendigvis fornuftigt.

 

© Finn Skårderud og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Sundere samtaler

I en serie miniessays problematiserer den norske psykiater, professor og forfatter Finn Skårderud vores samtaler om mad og sundhed.

Samtaler, hvor videnskab, religion, psykologi og kultur blandes sammen til moderne myter om kost, krop og helse.

Seneste artikler

  • Munden – det centrale skamorgan

    25. juli 2016
    Flade maver, hårde muskler, ’thigh gap’ og ’bikini bridge’. Byd ’den nye krop’ velkommen. I dag er det træning og diæter, der regulerer vores følelser og forhold til andre mennesker
  • Gluten-evangeliet eller troen på mad som frelse

    20. juli 2016
    Der er påfaldende ligheder i tidens diskurser om det helbredsskadende usunde og religionernes forestillinger om det sjæleligt syndige
  • Hvilken diæt følger du?

    13. juli 2016
    Mad er blevet til medicin for raske mennesker. Psykiater Finn Skårderud sætter fokus på, hvordan en blanding af videnskab, religion, psykologi og kultur har resulteret i magtfulde myter og et sundhedshysteri, der for alvor kan gøre os syge
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Maj-Britt Kent Hansen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu