Læsetid: 6 min.

To stjerner – kun én holdspiller

Verdens to dyreste fodboldspillere tørner sammen i Lyon i aften efter en slutrunde, der hidtil har udviklet sig radikalt forskelligt for dem
Når Bale og Ronaldo spiller sammen for Real Madrid scorer waliseree markant sjældnere, end når portugiseren ikke er på banen. Under EM har de begge scoret og været afgørende for deres hold. Men kun en af dem har formået at løfte sin medspillere

Når Bale og Ronaldo spiller sammen for Real Madrid scorer waliseree markant sjældnere, end når portugiseren ikke er på banen. Under EM har de begge scoret og været afgørende for deres hold. Men kun en af dem har formået at løfte sin medspillere

Francisco Seco

6. juli 2016

Hvis man vil have en påmindelse om, hvor sælsomt dette EM har udviklet sig rent spillemæssigt, så skal man bare betænke, at aftenens semifinale er et opgør mellem Wales og Portugal.

Jeg mener: Wales og Portugal! Vil enhver, der på forhånd havde set den komme, venligst rejse sig? Eller som sportskommentatoren Avi Creditor skrev i Sports Illustrated: »Raise your hand if you had this semifinal in your Euro 2016 prediction bracket.«

Ingen af de to hold blev før denne slutrunde på forhånd regnet med i den snævre favoritkreds (ja, Wales indgik vel overhovedet ikke i nogen som helst sammenhæng, der handlede om at foruddiskontere de hold, der havde chance for at nå slutkampen), men nu skal de altså mødes i den første semifinale på Stade de Lyon i aften, og det giver den neutrale seer mulighed for at glæde sig til et direkte opgør mellem verdens to dyreste fodboldspillere: portugisiske Ronaldo – solgt for 700 millioner kroner i 2009 – og walisiske Gareth Bale – solgt for 750 millioner kroner i 2013.

De to er som bekendt til dagligt holdkammerater i Real Madrid, hvor deres indbyrdes relationer på grønsværen har været genstand for så mange spekulationer, at Gareth Bale op til den spanske kongeklubs opgør med Manchester City i Champions League i foråret følte sig nødsaget til at understrege over for verdenspressen, at han og hans portugisiske angrebsmakker havde et fint forhold til hinanden: »Pressen opfinder en masse ting om, at det måske ikke går så godt, men sandheden er, at der aldrig har været problemer imellem os,« sagde han.

»Jeg har aldrig haft et skænderi med ham. Han er en meget, meget passioneret spiller – det ved enhver. Han er meget beslutsom, og måske er der nogle, der opfatter det på en forkert måde. Men vi har aldrig haft en konflikt.«

Uanset Bales forsikringer er det dog et faktum, at Ronaldos markante tilstedeværelse i Real Madrids offensiv – og hans demonstrative insisteren på at modtage bolden, hver gang han er i en spilbar position – virker hæmmende på den dynamiske walisers eget spil, hvilket også bakkes op af statistikken: I de kampe, hvor Ronaldo har været på banen, har Bale scoret 0,42 mål pr. kamp ifølge tal fra den engelske avis The Daily Telegraph, mens han har scoret dobbelt så hyppigt, nemlig 0,93 mål pr. kamp i de opgør, hvor den altdominerende portugiser ikke har løbet rundt inde foran mål og skreget på bolden.

Sådan er vilkårene, når man spiller på hold med fodboldfænomenet fra Madeira, og det har Bale åbenbart lært at acceptere. Han kan dog glæde sig over, at når han trækker i den røde landsholdstrøje med det grønne dragelogo, så spiller han på et mandskab, hvor hele offensiven er lagt an på ham.

Under landstræner Chris Coleman praktiserer Wales klassisk kontrafodbold med lynhurtige omstillinger og fokus på at nå frem til afslutninger med færrest mulige stationer undervejs. Og det passer glimrende til den rapfodede kantspillers evne til at rykke i hullerne på begge sider af centerforsvaret og udsprinte enhver forsvarer, der forsøger at hænge på.

Enmands angrebsmaskine

Bale har da også leveret varen i walisernes offensiv, både i kvalifikationsturneringen op til EM og under selve slutrunden. I kvalifikationspuljen scorede Bale syv af de 11 mål, som Wales producerede i gruppekampene – ligesom han leverede oplæggene til to af de andre scoringer. Og indtil videre ved slutrunden har han lavet tre kasser og stået for det indlæg, der fremtvang det afgørende selvmål i ottendedelsfinalen mod Nordirland.

Bale er i det hele taget walisernes enmands angrebsmaskine, og samtidig er han i besiddelse af den ikke naturgivne evne for en af spillets galácticos, at han er i stand til at løfte sine holdkammerater. Dét har man set ved dette EM, hvor han gennem sin utrættelige arbejdsindsats og positive attitude har været med til at inspirere et walisisk landshold, der i høj grad består af journeymen fra engelske mellemklasseklubber.

Ganske vist råder waliserne over enkelte andre kvalitetsaktører i form af midtbanemetronomen Joe Allen fra Liverpool og Arsenals defensivt orienterede kraftværk Aaron Ramsey på det centrale midtfelt. Men at en af Bales angrebsmakkere er den p.t. klubløse Hal Robson-Kanu siger alt om den begrænsede dybde i den walisiske talentpool.

Og at det er lykkedes denne sammenbragte flok af arbejdsmænd fra den lille nation i Storbritanniens vestlige udkant at spille sig frem til en af europamesterskabernes halvfinaler må i høj grad tilskrives Bales inspirerende indsatser.

I hvert fald er det sigende, at da Bale scorede sit første mål ved slutrunden på et direkte frispark mod Slovakiet, så reagerede han ved at storme ud til den walisiske udskiftningsbænk og skrige sin begejstring ud sammen med alle reservespillerne, der var sprunget op fra bænkene for at juble med ham.

Her var det kaptajnen, der løftede hele mandskabet!

Og som den engelske avis The Daily Mirror bemærker, så var det en radikalt anden reaktion end den, man fandt hos Ronaldo, da han åbnede sin scoringskonto med en fornem hælscoring mod Ungarn. Den portugisiske verdensstjerne valgte at fejre dette mål med at vende ryggen til Portugals fans og pege bagud på sit eget navn på trøjen.

Det var mig, der gjorde det – igen!

Ronaldo og Portugal har i det hele taget haft et radikalt anderledes EM end waliserne.
Hvor Bale og co. har redet på en begejstringsbølge og bare ser ud til at blive stærkere og stærkere for hvert eneste uventede skridt, de tager fremad i turneringen, så har portugiserne fedtet sig igennem med fem kampe, der alle er sluttet uafgjort i den ordinære spilletid, og på intet tidspunkt har de fremstået som værdige udfordrere til den europæiske fodboldtrone.

Tværtimod har deres spil virket urytmisk og præget af mangelfuld intern forståelse. Og alt for ofte har man set megastjernen med 7-tallet på ryggen slå ud med armene og ryste på hovedet, når holdkammeraternes pasningsspil ikke har levet op til den ønskede standard. Det er denne attitude, der har været med til at give Ronaldo ry som verdensfodboldens absolutte superkrukke, og nu har han altså også taget disse manerer med sig til Frankrig.

Hjælpsomme ser de ikke ud til at være …

Hvad der kan have været medvirkende til Ronaldos irritation er muligvis, at Portugal ved denne slutrunde har fremstået som et mere destruktivt og kedeligt spillende hold end tidligere.

Hvor portugiserne ved tidligere lejligheder har fungeret som garanter for en offensiv spillestil, så har deres nuværende træner, Fernando Santos, lagt kursen om og praktiserer i Frankrig en safety first-betonet spillestil, hvor det først og fremmest handler om, at den defensive organisation skal være i orden.

Så må Ronaldo og hans legekammerater i offensiven klare sig selv, og denne taktik kan meget vel have været med til at vække superstjernens irritation. Han er vant til bedre service på Bernabeu!

Når det er sagt, så kan det udmærket være portugisernes mere defensive udgangspunkt, der sikrer dem sejren i aften. Hvis waliserne har et svagt punkt, så handler det nemlig om deres evne til selv at skabe kampene. Dét så man i ottendedelsfinalen mod Nordirland, der ubetinget må betegnes som denne slutrundes spillemæssige lavpunkt.

Nordirerne ville ingenting, og waliserne kunne ikke ret meget, og så endte vi med en kamp, der kvalitetsmæssigt og indholdsmæssigt lignede et opgør fra den nederste del af den næstbedste engelske fodboldrække.

Eller som The Guardians respekterede fodboldjournalist David Hytner efterfølgende skrev:
»This was one of the tougher wathes of Euro 2016.« (Dette var én af de hårdere kampe at komme igennem ved EM-turneringen, red.)

Waliserne kan bedst lide at lade modstanderne komme frem på banen – og derefter slå deres frygtede kontraangreb. Men Fernando Santos er ikke født i går. Og hvis han og Portugal nægter at lege med på dén leg, så kan vi meget vel have (endnu) en langtrukket og taktisk betonet affære i vente.

Lad os dog håbe, at det går anderledes. Lad os håbe, at en af superspillerne fra Madrid er alle pengene værd og slår til tidligt i kampen, så den åbner sig – og så vi kan få det fodboldmæssige brag, som både vi og slutrunden trænger til.

Ronaldo og resten af det portugisiske mandskab skylder i hvert fald snart resten af Fodboldeuropa en fest. Den må gerne komme i aften!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu