Interview
Læsetid: 5 min.

’Det vidner om kærlighed til Information, at ministeren har fundet lejlighed til at diskutere de her ting’

Information har det seneste halve år bragt en række kommentarer og analyser af regeringens miljøpolitik. En del har været kritiske. Det har fået miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at skrive til avisen og kalde dækningen for missionerende. I serien ’Det omvendte interview’ stiller han her spørgsmål til journalist på Information David Rehling
Esben Lunde Larsen spørger Informations journalist David Rehling, om hans dækning af regeringens miljøpolitik har været sandfærdig.

Esben Lunde Larsen spørger Informations journalist David Rehling, om hans dækning af regeringens miljøpolitik har været sandfærdig.

Jakob Dall

Kultur
29. juli 2016

Kritikken af regeringens miljøpolitik har fyldt en del i Informations spalter det seneste halve år med overskrifter som »V åbner ny front mod miljøet« og »Venstre afvikler miljøet«.

Det fik i maj miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til at skrive et læserbrev til avisen, hvor han kalder journalist David Rehlings dækning »usaglig« og »affødt af en indædt og persondreven modvilje« – dels mod regeringen, dels mod ham som minister.

I Informations serie ’Det omvendte interview’ konfronterer Esben Lunde Larsen nu David Rehling direkte og afkræver ham svar på sin kritik.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister: Jamen, velkommen til.

David Rehling, journalist på Information: Tak.

Esben Lunde Larsen: Jeg har set på formålsparagraffen for dagbladet Information, og der står, at Information skal »redeligt informere om modstridende synspunkter i det offentlige liv« og så videre. Og så har jeg slået ordet analyse op i ordbogen. Jeg citerer: »En tilbundsgående undersøgelse af noget for at finde ud af dets bestanddele og sammensætning« og så videre.

Så har jeg siddet og kigget dine analyser igennem, og det interessante for mig, det er så, om de stemmer overens med Informations tanker om redelig journalistik og med begrebet analyse.

Hvis vi begynder med din analyse »Nu spøger giften igen ved høfde 42« (Analysen handler om fabrikken Cheminovas giftdepot ved Harboøre Tange, som er blevet tildækket for at forhindre forureningen i at sprede sig, red.): »Med klimaændringers hyppige og stærkere vinde er der risiko for snarlig bortskylning af de midlertidige foranstaltninger.« Hvordan analyserer du dig frem til det?

David Rehling: Det gør jeg ved hjælp af det baggrundsmateriale, som jeg har skrevet artiklen ud fra. Flere fagfolk siger, at med de ændrede vindretninger er der den risiko. Den risiko beskriver jeg.

Esben Lunde Larsen: Men jeg har en rapport fra Region Midtjylland, som siger, at levetiden forventes at være på mere end 25 år. Og så konkluderer du, at der er risiko for en snarlig bortskylning.

David Rehling: Det gør jeg ud fra en række faglige vurderinger. Jeg er opmærksom på, at regionen har givet en mere beroligende fremstilling, men det skyldes jo det vanskelige dilemma, den står i: Hvis den skriver, at sikringen kun kan holde til i morgen, har den en forpligtigelse til at løse det. Men det har den ikke økonomi til. Det skal man også have med.

Esben Lunde Larsen: Men du synes ikke, at du burde have med i en analyse, at der ligger en rapport til regeringen, hvor der står, at sikringen kan vare 25 år?

David Rehling: Jeg påpeger det dilemma, som regionen befinder sig i, fordi den ikke har pengene til at gøre noget her og nu. Det er udgangspunktet for, at jeg tager sagen op netop nu.

Esben Lunde Larsen: Men du slutter med skrive, at »udsigten for Harboøre Tange er således, at myndigheder strides videre om ansvaret, alt mens storme gnaver i giftdepotet«. Men myndighederne strides ikke. Siden 1999 har myndighedsbetjeningen for det her område været helt klar. Så er det rigtigt i en analyse at skrive, at myndighederne strides om ansvaret, når regionerne har fastslået, at det er deres ansvar?

Læs også: ’Jeg synes ikke, jeg skal give dem en undskyldning. Nu har jeg givet dem 300.000 hver i stedet’

David Rehling: Jamen, det er jo situationen i en nøddeskal: Regionen har ansvaret for at sikre det forurenede område, men kan ikke løfte det ansvar økonomisk. Staten har pengene, men kan ikke give penge til alt. Derfor er der tale om en administrativ konflikt. Det afdækker jeg i analysen.

Esben Lunde Larsen: Men det er først et problem om 25 år.

David Rehling: Det kan man ikke gå ud fra. Jeg var sagsbehandler på sagen i 1981 til betjening af den daværende minister.

Esben Lunde Larsen: Det er jeg klar over.

David Rehling: Jeg har fulgt den. Med sådanne midlertidige afdækkende foranstaltninger er håbet, at de holder i så og så mange år, men det gør de ikke altid. Det har tidligere eksempler vist.

Esben Lunde Larsen: Men den nyeste undersøgelsesrapport konkluderer: 25 års levetid. Var det ikke relevant at nævne for læserne?

David Rehling: Der var simpelthen så meget stof. Det vigtige for mig var at afdække den langsigtede dynamik – jeg starter jo med historien helt tilbage i 1960’erne.

Esben Lunde Larsen: Det har været grundigt.

David Rehling: Selvfølgelig – og det ved ministeren også – må man, når man beskriver en sag, vælge ud fra et væsentlighedskriterium.

Esben Lunde Larsen: Men jeg synes, den nyeste information fra en region er væsentlig. Men lad nu det ligge. Det er vi uenige om. Jeg spørger om det her, fordi jeg altid har opfattet dagbladet Information som en avis, der gerne ville basere sig på fakta og give læserne et retvisende billede af virkeligheden.

Men jeg synes, der er et generelt billede i Informations dækning af de her sager om miljø og landbrug, at man mener noget og synes noget, men dækker det ind under at være analytisk stof. På den måde bliver det et menighedsblad. Det er ikke i orden. Det giver et forkert billede for læserne. Jeg har været nødt til at skrive et læserbrev, hvor jeg korrekser Information.

David Rehling: Esben Lunde Larsen har fuldstændig ret i, at journalisten skal være meget genrebevidst. Hvis jeg laver en reportage fra for eksempel ministerens samråd, så skal det være knusende korrekt. Hvis jeg derimod skriver en personlig kommentar, er der forholdsvis frit slag.

Esben Lunde Larsen: Og det har jeg stor respekt for. Fordi læseren af Information ved, at kommentaren er et helt andet felt end for eksempel reportagen. Men i forhold til reportagen så skriver du på et tidspunkt i en reportage fra et samråd med noget, der bedst kan betegnes som ...

David Rehling: Et pift af humor.

Esben Lunde Larsen: Lad os sige det. Du skriver: »Ministeren udtalte ’Danmarks Naturfredningsforening’ med noget, der lød som ubehag.«

David Rehling: Ja! Det gjorde du. Jeg var helt flad af grin. Det lød, som om du havde fået en varm kartoffel i munden.

Esben Lunde Larsen: Jeg har intet ubehag over for Danmarks Naturfredningsforening. Det er en af mine tre største samarbejdspartnere. Men jeg er ikke enig i alt, hvad de foretager sig, det er ingen hemmelighed. Generelt er jeg meget optaget af det her, for jeg har oplevet bl.a. i regi af Facebook, at dagsordener kører helt af sporet, fordi fakta ikke er på plads. Og der må jeg sige: Jeg har altid haft respekt for dagbladet Informations faktuelle niveau, men det ærgrer mig at kunne finde de ting.

David Rehling: Så kan jeg da ikke lade være med at sige til Esben Lunde Larsen, at det vidner om en kærlighed til dansk presse og til Information, at du har fundet lejlighed til at diskutere de her ting. Det er jeg slet ikke uberørt af. Så må jeg finde journalistisk hæderlige måder, hvorpå jeg kan gengælde denne kærlighed.

Esben Lunde Larsen: Det lyder godt.

Læs også: Mon ikke vi havde haft samme diskussion, hvis vi havde kaldt serien ’På røven i Danmark?’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Venstres næste skridt i demokratiets afvikling: Afsakffelsen af pressefriheden. Ministeren overtager selv styringen.

Var nogen ikke lige blevet enige om, på intellektuelt højt niveau, ikke at bringe billeder af dubiøse personager, der ikke kunne mistænkes for at ville os det godt – at Rehling bider sig i underlæben er fuldt forståeligt …

Anne Albinus

Meget bekymrende. En minister der forsøger at få en af de få kritiske journalister i Danmark til at tie.Esben Lunde Larsen: "Men jeg har en rapport fra Region Midtjylland, som siger, at levetiden forventes at være på mere end 25 år."Der står i rapporten/Notat 3 Bæredygtighedsvurdering af løsningsalternativer for Høfde 42 21-11-2014: "I basisscenariet antages den eksisterende spuns at have en levetid på 25 år." Der står ikke "på mere end 25 år" som Esben Lunde Larsen hævder. I 2006 vurderede man if. Politiken spunsvæggen til at kunne holde til 2021: I 2006 blev der "gravet spunsvægge af stål 15 meter ned i sandet, som skal kapsle giften inde. Men det er en midlertidig løsning, som dengang blev vurderet til at kunne holde i højst 15 år – altså til 2021."»Vi må konstatere, at en oprydning har en rimelig lang tidshorisont. Den spunsvæg, som i øjeblikket skal holde giften inde, har en levetid fra i dag på 10-15 år, og det er den horisont, vi arbejder efter. Så det må vente til 2025-2030«, siger Bent Hansen.

Vibeke Hansen, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bill Atkins og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: Når en minister kan give forskere en mundkurv på så mener Lunde Larsen sikret også, at han kan gøre med ved en kritisk journalist.
For mig viser det,at der virkeligt må være noget galt, når Lunde Larsen bruger sin "dyrebare" ministertid på at ville "jorder" Rehling.

Mads Berg, Vibeke Hansen, Kim Houmøller og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Ministerens kærlighed til Information ...og Informations respekt for magten ...desværre. Rehling havde Lunde Larsen nede, men lod ham komme op. En venskabskamp.

Og regningen for en oprensning af Høfde 42, den er lagt i børneværelset ...og at Lunde Larsen i sin tid kommer til at stemme for en Statsbevilling er sandsynlig.

Henrik Bjerre

Jeg er nu mere bekymret for Københavns Universitet - når de deler phd. grader ud til folk der er nødt til at slå "analyse" op i ordbogen. Men det er måske en specialitet fra det Teologiske Fakultet?

Hans Aagaard, Vibeke Hansen, Kim Houmøller, Kurt Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Bortset fra dette drilleri - er det da en sober krydsen klinger - og fint med ekstra facts fra Anne Albinius.

Kurt Nielsen

'sober krydsen klinger'

Det er magtmisbrug er det!

Henrik Bjerre

@Kurt Nielsen

Hvorfor det? Information har jo selv inviteret til interviewet - og efterfølgende valgt at bringe historien?

Han er jo bare én ud af et helt ministerhold, der har gjort dumhed til en dyd, fordi de ikke havde mulighed for andet.

Viggo Okholm

Jeg er ikke Venstremand og denne minister er ikke min kop te, men jeg forstår ikke forargelsen over denne disput. Rehling var leder af Danmarks Naturfredningsforening og de havde og har altså ikke altid ret, Selve problemet her er så alvorlig, 25 år er ikke lang tid.