Læsetid: 10 min.

W.E.B. Du Bois er borgerrettighedsbevægelsens grand old man

Amerikansk kultur og politik fylder meget i vores bevidsthed, men det er de færreste af os, der ved særligt meget om de tænkere og tankestrømninger, som historisk har formet stormagten USA. Vi bringer her et uddrag fra bogen Amerikanske tænkere, som er udkommet på Informations Forlag
W.E.B. du Bois’ familiebaggrund betød, at hans identitetsfornemmelse var spundet ud mellem flere poler: en fornemmelse af at være både sort og hvid og at tilhøre både det øverste og det nederste lag i samfundet.

W.E.B. du Bois’ familiebaggrund betød, at hans identitetsfornemmelse var spundet ud mellem flere poler: en fornemmelse af at være både sort og hvid og at tilhøre både det øverste og det nederste lag i samfundet.

Getty Images

6. juli 2016

Den sorte er den syvende søn efter egypteren, inderen, grækeren, romeren, teutoneren og mongolen. Han er født med et slør og begavet med et dobbeltsyn i denne amerikanske verden. En verden, som ikke tillader ham en egentlig selvbevidsthed, men kun at se sig selv gennem den anden verdens åbenbaringer.

Det er en mærkelig fornemmelse, denne dobbelte bevidsthed, denne følelse af altid at se sig selv gennem andres øjne, at måle sin sjæl med et målebånd, der tilhører en verden, som ser til i underholdt afsky og medlidenhed.

Man føler altid hans tohed. Amerikaner, sort – to sjæle, to tanker, to uforenelige former for stræben; to idealer, der bekriger hinanden i én sort krop, hvis stædige styrke alene afholder den fra at blive revet fra hinanden.

W.E.B. Du Bois (1994 [1903])

William Edward Burghardt Du Bois blev født i 1868 – tre år efter at den 13. forfatningsændring afskaffede slaveriet i USA – og døde i det nyligt uafhængige Ghana i 1963. Hans lange liv og aktive politiske engagement giver indblik i ikke bare én men flere perioder af USA’s historie.

Han levede og virkede i et tidsrum, hvor de europæiske kolonimagter udviklede sig til verdensomspændende imperier for senere at miste det meste igen efter to verdenskrige; i en periode, hvor afrikansk-amerikanere kæmpede en lang og sej kamp frem mod økonomisk lighed og politiske rettigheder; en periode, hvor amerikanske kvinder kæmpede for ligestilling, og hvor fagforeningerne spillede med musklerne; og en periode, hvor den amerikanske venstrefløj og amerikanske liberale først samarbejdede i kampen for borgerrettigheder og afkolonialisering i den koloniserede verden, for siden at splittes igen under Den Kolde Krig. Alle disse begivenheder og bevægelser spillede direkte ind på Du Bois’ forfatterskab og aktivisme, og Du Bois selv gjorde sit for at påvirke dem.

Dobbeltbevidstheden

Du Bois voksede op i Great Barrington, Massachusetts. Hans far blev født i Haiti som barnebarn af en velhavende fransk huguenot og en afrikansk kvinde holdt som slave. På Du Bois’ mors side nedstammede familien fra den vestafrikanske slave Tom, der fik efternavnet Burghardt fra sin hollandske ejer. Denne familiebaggrund betød, at Du Bois’ identitetsfornemmelse var spundet ud mellem flere poler: en fornemmelse af at være både sort og hvid og at tilhøre både det øverste og det nederste lag i samfundet.

Du Bois satte denne spænding på begreb i sit første hovedværk The Souls of Black Folks (1903) med begrebet dobbeltbevidsthed. Spændingen var samtidig styrende for Du Bois’ elitære forestillinger om den intellektuelles rolle som foregangsmand i kampen for social lighed for alle samfundsgrupper.

Annonce: Læs mere om bogen Amerikanske tænkere i Informations webshop

Du Bois oplevede mindre racistiske episoder under sin opvækst i det lille New England-samfund og under sin uddannelse ved bl.a. Harvard University. Men de var intet at regne imod den dybe racisme, han senere mødte som professor ved Atlanta University. Her oplevede han lynchninger på nært hold og mistede sin førstefødte, der døde af difteri. Et dødsfald, der kunne være undgået, hvis det ikke havde været for et ineffektivt, raceadskilt sundhedssystem (Du Bois 1994: 127-133; Lewis 2009: 162-165).

Efter disse oplevelser tog Du Bois med egne ord ”en stor beslutning”, idet han indså, at det var umuligt at forblive en ”rolig, kølig og upartisk videnskabsmand, når sorte samtidig bliver lynchet, myrdet og udsultet” (Du Bois 1968: 67).

Du Bois skrev gennem hele sit lange liv utallige akademiske værker og var i flere omgange ansat ved forskellige amerikanske universiteter. Men hans intellektuelle virke blev tidligt knyttet til hans aktivisme, og det politiske engagement løber som en rød tråd igennem hele hans karriere.

Dermed indskriver Du Bois sig i en generation af amerikanske intellektuelle og universitetsansatte, der løsrev videnskaben fra de religiøse institutioner og aktivt meldte sig ind i kampen for en gradvis og progressiv udvikling af samfundet.

Hvidt overherredømme

Forståelse af race som et dybtliggende kulturelt og historisk fællesskab havde direkte indflydelse på Du Bois’ ideer om, hvordan sorte amerikanere kunne løfte sig selv ud af elendigheden. Gennem en hudfletning af levevilkårene for sorte amerikanere argumenterer Du Bois i Souls of Black Folks for, at racehadet i USA stikker så dybt i både syd og nord, at man ikke kan overlade det til hvide at løse problemet. Afrikansk-amerikanerne må selv stille sig i spidsen for en bevægelse, der arbejder frem mod idealer, de selv har formuleret.

Dermed udformede Du Bois tidligt en version af separatisme, som han på samme tid delte med andre af tidens mest betydningsfulde afrikansk-amerikanske intellektuelle, herunder Booker T. Washington.

I korte træk gik Washingtons program ud på, at sorte amerikanere skulle satse på at få arbejde i produktionsfagene snarere end at videreuddanne sig. Ved at give afkald på krav om borgerrettigheder og tilpasse sig diskrimination kunne de forvente end vis økonomisk fremgang, og dette var ifølge Washington at foretrække frem for mere abstrakte politiske rettigheder og højere uddannelse. Washington betragtede sig selv som abolitionisten Frederick Douglass’ (1818- 1895) efterfølger, men afveg dog markant fra Douglass, der netop havde insisteret på fulde og lige borgerrettigheder.

Washington forklarede selv ændringen med, at tiderne havde ændret sig. Hvidt overherredømme var ikke længere til forhandling. Det var en realitet, og fremskridt kunne ikke længere opnås via konfrontation. Derfor blev sorte og hvide amerikanere i Washingtons analyse nødt til at møde hinanden, der hvor det stadigt, var muligt.

Tre fjerdedele af de sorte sydstatsamerikanere levede på dette tidspunkt på et eksistensminimum. Filantroperne i nordstaterne havde mistet interessen for sorte uddannelsesinstitutioner, mens sydstatspolitikerne aktivt arbejdede for at lukke dem. For Washington stod valget derfor mellem uddannelse, der sigtede på praktiske erhverv, eller ingen uddannelse (Tuck 2010: 103-106).

Du Bois støttede oprindelig Washingtons ideer. Både Du Bois og Washington var enige om, at racisme var ekstremt udbredt og svært at gøre noget ved. De var også enige om, at et af de største problemer for slavernes efterkommere var, at de blev holdt fast i bundløs gæld. Washington anså det for umuligt at opnå politiske rettigheder, før sorte amerikanere havde frigjort sig fra denne gæld, og for at nå dertil måtte de foreløbig opgive kampen for politiske rettigheder for ikke at provokere de hvide yderligere. For Du Bois var denne resignation imidlertid et brud med en århundredelang heroisk sort frihedskamp for lighed og selvrespekt (Du Bois 1994: 25-37, 69-83).

Washingtons ideer gjorde ham ikke bare til de sorte sydstats- amerikaneres ubestridte leder, men gav ham også ind ydelse på nationalt plan. Bl.a. fungerede han under Theodor Roosevelts første embedsperiode, som dennes personlige rådgiver i racespørgsmål. Da Du Bois satte sit angreb ind, stod Washington på højden af sin karriere. I sit kapitel om Washington gav Du Bois luft for den kritik, som murrede blandt andre sorte intellektuelle i samtiden. Da det efterhånden blev tydeligt, at resultaterne af Washingtons tilpasningsprogram udeblev, vendte flere og flere sorte sig væk fra ideen om accept af hvid racisme.

NAACP og The Crisis

I august 1908 hærgede en rasende folkemængde byen Springfields’ afrikansk-amerikanske forretninger og boligkvarterer i vrede over, at den lokale sherif ikke ville udlevere to afrikansk-amerikanske fanger anklaget for påståede seksuelle overgreb på lokale hvide kvinder.

Urolighederne i Springfield var voldsomme, men hverken de første eller mest brutale af samtidens lynchninger. Det, der gjorde dem anderledes, var, at de foregik i nordstaten Illinois, i præsident Lincolns hjemby.

Urolighederne blev i samtiden udlagt som bevis for, at raceproblematikken ikke længere udelukkende var et sydstatsfænomen. Springfield blev derfor anstødssten til dannelsen af organisationen National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), der aktivt skulle kæmpe for at sikre lige rettigheder for alle afrikansk-amerikanere.

Som redaktør for NAACP’s månedsmagasin The Crisis tegnede Du Bois organisationen udadtil, og Du Bois er i eftertiden ofte blevet betragtet som nærmest synonym med NAACP. Det oprindelige initiativ blev dog – ret enestående for samtiden – taget af både sorte og hvide aktivister i fællesskab.

I frustration over Booker T. Washingtons altoverskyggende dominans havde Du Bois allerede et par år tidligere stiftet Niagarabevægelsen sammen med en række andre afrikansk-amerikanske aktivister (Meyer & Bracey 1993: 7-8; Lewis 2009: 252-256). Stifterne af NAACP talte både radikale afrikansk-amerikanske aktivister som avisredaktøren William Monroe Trotter (1872-1934) og journalisten, sociologen og antilynchning-forkæmperen Ida B. Wells-Barnett (1862-1931) og hvide aktivister som socialisten og kvindesagsforkæmperen Mary White Ovington (1865-1951), journalisten Oswald Garrison Villard (1871-1949) og advokaten Moorfield Storey (1845- 1929).

Det, der bandt den ret forskelligartede gruppe sammen, var en kritisk holdning til racisme og amerikansk imperialisme. Desuden delte de alle Du Bois’ opfattelse af, at Washingtons program havde slået fejl. Af samme grund overtog NAACP stort set hele Niagarabevægelsens program og medlemsskare.

Læs også: Anmeldelse: Amerikanske tænkere

Initiativtagerne til NAACP ønskede dog ikke, at organisationen udviklede sig til en anti-Washington pro-Du Bois-bevægelse, og radikale aktivister som Wells-Barnett og Trotter blev tidligt marginaliseret (Lewis 2009: 255-261). Du Bois var derfor i mange år NAACP’s eneste sorte bestyrelsesmedlem. Medlemskabet af NAACP og jobbet som redaktør for Crisis blev begyndelsen på Du Bois’ egentlige aktivistiske løbebane og samtidig også et foreløbigt farvel til hans universitetskarriere.

NAACP’s strategi var at underminere amerikansk racediskrimination ved at involvere sig i retssager, der havde med rettighedsspørgsmål og raceadskillelsespolitik at gøre. NAACP blandede sig dog også af og til i kulturpolitik og organiserede f.eks. i 1915 protester over hele landet mod D.W. Griffiths meget populære men også dybt racistiske stumfilm Birth of a Nation, som byggede på Thomas Dixons roman The Clansman fra 1905.

Filmen skabte forargelse blandt afrikansk-amerikanere, fordi den portrætterede sorte mænd (spillet af sminkede hvide skuespillere) som mentalt underlegne, skruppelløse personer og heroiserede Ku Klux Klan. Protesterne mod filmen forhindrede ikke visninger af filmen, men samlede både sorte og hvide i nord og syd og styrkede derfor NAACP. (Meyer & Bracey 1993: 7-9; Lewis 2009: 330-333).

The Crisis var tænkt som organisationens offentlige talerør: et magasin, der skulle informere offentligheden om organisationens aktiviteter. Du Bois stilede imidlertid mod mere end dét. Han ville ikke bare informere, men skabe og mobilisere en aktiv sort offentlighed (Lewis 2009: 268-269).

Crisis blev hurtigt et af samtidens vigtigste opinionskabende medier blandt afrikansk-amerikanere. Du Bois brugte Crisis til at tage en række tabubelagte emner op til kritisk overvejelse. Det gjaldt f.eks. emner som den sorte kirkes rolle, ægteskab mellem personer af forskellig hudfarve og kvinders rettigheder.

Du Bois’ engagement i kvindesagen er med til at placere ham som en af det tidlige 20. århundredes vigtige kvindesagsforkæmpere. I direkte inspiration fra Frederick Douglass argumenterede Du Bois for, at spørgsmålet om stemmeret for sorte og for kvinder havde samme principielle karakter og hang nøje sammen (Yellin 1973; Du Bois 1983 [1911]: 30-32).

Bedstefar-klausulen

Allerede i årene efter afslutningen på Den Amerikanske Borgerkrig forsøgte Kongressen med den 14. og 15. forfatningsændring at sikre statsborgerskab, lighed for loven og stemmeret for afrikansk-amerikanere. I 1878 kom Højesteret imidlertid frem til en snæver tolkning af den 15. forfatningsændring, der gav delstaterne mulighed for at gøre stemmeretten betinget af læsefærdigheder.

Frem til 1910 indførte de fleste sydstater med højesteretskendelsen i hånden en række stramninger, som i praksis udelukkede både afrikansk-amerikanere og oprindelige folk fra valgdeltagelse. For at sikre at den uuddannede hvide befolkning fortsat kunne stemme, indførte man i mange delstater såkaldte ”grandfather clauses”. Det betød, at personer, der ikke bestod læsetesten, var undtaget reglerne, hvis deres bedstefar havde haft stemmeret, vel vidende at det store flertal af afrikansk-amerikanere, som jo nedstammede fra slaver uden stemmeret, dermed var udelukket fra valgdeltagelse.

Da man i 1940’erne begyndte at tolke den 15. forfatningsændring mere bredt, kom der så småt skred i vælgerregistreringen af afrikansk-amerikanere, men først med Voting Rights Act fra 1965 blev flertallet af afrikansk-amerikanere i sydstaterne sikret stemmeret.

På trods af, at afrikansk-amerikanske mænd egentlig var blevet tilkendt stemmeret i 1870, faldt diskussionen om stemmeret til afrikansk-amerikanere derfor tidsmæssigt sammen med en afgørende periode i den amerikanske kvindesagskamp, der i 1920 førte til, at kvinder (herunder også afrikansk-amerikanske) med den 19. forfatningsændring blev tildelt stemmeret (på grund af de restriktive regler i vælgerregistreringslovgivningen i mange sydstater vedblev de flest afrikansk-amerikanske kvinder dog med at være udelukket fra valgdeltagelse frem til 1960’erne). Op igennem det 19. og 20. århundrede arbejdede de to grupper derfor ofte sammen, men stod også i et anspændt konkurrenceforhold til hinanden.

Du Bois reflekterede i flere af sine ledere over dette forhold og opfordrede til, at hvide kvinder og afrikansk-amerikanere stod last og brast. Dette var ingen selvfølgelighed. Racisme var udbredt blandt hvide suffragetter og forkvinden for the National American Woman Suffrage Association, Anna Howard Shaw, advarede i begyndelsen af det 20. århundrede andre kvindesagsforkæmpere mod at blande de to sager sammen. Racisme blandt dele af de hvide kvindesagsforkæmpere rørte imidlertid ikke ved Du Bois’ støtte til deres kamp for lige rettigheder (Lewis 2009: 271-274; Yellin 1973).

Annonce: Læs mere om bogen Amerikanske tænkere i Informations webshop

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant.
"Information" begynder efter 25-30 år at bruge betegnelsen afrikansk-amerikanere i stedet for afroamerikanere.

Og en ting til:

"In 1961, after a lifetime of scholarship and activism, he joined the Communist Party USA, saying ‘Capitalism cannot reform itself."

.