Læsetid: 9 min.

Amerikansk politik er fucked up, og det er mediernes egen skyld

Donald Trump er et røvhul – modbydelig, ubehagelig, korrumperet – og han aner ikke, hvad han foretager sig. Det mener den tidligere politiske rådgiver og lokalpolitiker Jay Carson, der er politisk konsulent på ’House of Cards’ og selv skriver tv-serier
’Min første valgkamp var i 1999 og i løbet af de 17 år, der er gået siden, er det kun blevet mere og mere vanvittigt,’ siger Jay Carson, der har været konsulent på flere film om magt og amerikansk politik.
20. august 2016

I 25 år har de amerikanske medier fortalt landets befolkning, at politikere som John Edwards og Bill Clinton er forfærdelige mennesker, der ikke er i stand til at bestride et offentligt embede, fordi de har haft en affære.

Nu forsøger de selvsamme medier at fortælle amerikanerne, at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land. Amerikanerne spørger dog sig selv, hvorfor de skal lytte til medierne nu, og medierne forsøger desperat at forklare, at det er vigtigt – at der denne gang faktisk er noget på spil.

Det er drengen, der råbte ulven kommer om igen, mener Jay Carson, der har en mangeårig karriere som politisk rådgiver, pressechef, lokalpolitiker og kampagneleder for demokratiske toppolitikere som Howard Dean og præsidentkandidater som Bill og Hillary Clinton bag sig, og som nu er manuskriptforfatter på tv-serier som American Crime Story og politisk konsulent på sin bedste ven, Beau Willimons, House of Cards.

»Det er ikke Hollywood, der fucker amerikansk politik op,« siger Carson, som er i København til Copenhagen TV Festival.

»Det, der fucker amerikansk politik op, er den såkaldt seriøse klasses forvirring – nyhedsmedierne, de politiske journalister og politikerne – omkring, hvad der er alvor, og hvad der er underholdning. Pressekorpsets største synd – nogle af mine bedste venner er journalister, og der findes enkeltindivider, jeg holder af – er, at de ikke lever op til deres ansvar.«

Amerikansk politik anno 2016 er i følge Jay Carson et cirkus. Sådan har det ikke altid været, men det er kun blevet værre i den tid, han har været en del af den politiske proces.

»Min første valgkamp var i 1999 og i løbet af de 17 år, der er gået siden, er det kun blevet mere og mere vanvittigt,« siger han.

Modbydelig og ubehagelig

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

Det kan endnu nå at korrigere sig selv, tror Carson, hvis republikaneren Trump taber stort, og demokraten Hillary Clinton vinder.

Så vil Det Republikanske Parti få noget at tænke over, og »vi kan ende med to meget substantielle, eftertænksomme kandidater i 2020. Så vil vi tænke tilbage på i dag og sige, ’hold da op, det var en skør tid.’ Jeg kan dog godt frygte, at vi på grund af denne – uheldige er ikke et stærkt nok ord – på grund af en vanvittig sammenstrømning af underholdning og politik – og jeg ved godt, at det kan virke underligt, at jeg taler om det – kommer til at fortsætte ad denne vej i et stykke tid.

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

»Der var forskel mellem privat moral og offentlig moral. Det ændrede sig i 1987, hvor man pillede Gary Hart (demokratisk senator og partiets mest sandsynlige præsidentkandidat, red.) ned for måske at have haft en affære med Donna Rice. Indholdet i valgkampene begyndte at ændre sig, og i hver eneste valgkamp efter det – 1992, 1996, 2000 – var politikernes private moral lige så vigtig som deres offentlige moral.«

Det fik blandt andet mange gode og ordentlige mennesker til at forlade politik, fordi, som Carson formulerer det, så skal man være lidt skør for frivilligt at udsætte sig selv for en skandalehungrende presses granskning af ens privatliv.

»Resultatet er, at nogle af de mennesker, der har succes i politik, er dem, der tager sig bedst ud i forhold til pressen,« siger han.

»Det har ikke ret meget at gøre med deres ideer, deres holdninger eller deres hjerte. De er bedre til at udnytte systemet, hvilket er noget andet end at være god til at bedrive politik og lede et land eller en by. På grund af pressens besættelse af privat moral er systemet endt med at korrumpere sig selv fra 1988 og lige frem til i dag. Der var folk, som sagde det i 1988: ’Hvis vi fortsætter på den her måde, ender vi med nogle meget farlige mennesker som vores partis kandidater. Så vil der ikke længere være ret mange anstændige, fornuftige, normale mennesker, som har lyst til at gennemgå denne proces.’ Og se bare, hvad vi har nu.«

Jay Carson erkender, at han i løbet af sin politiske karriere, ikke mindst som talsmand for Hillary Clinton, selv bidrog til den uheldige og dybt problematiske blanding af underholdning og alvor.

Politik af de rigtige grunde

»Jeg sagde til alle de kandidater, jeg arbejdede for, at ’nu er du nødt til at lave det følelsesladede interview med People Magazine. Du skal tale om din familie og dit liv. Vi har brug for at menneskeliggøre dig i folks øjne.’ Nej, vi har ej. Folk er nødt til at kende én til en vis udstrækning. Men de behøver ikke kende hver eneste forbandede lille detalje. Politikerne træder over grænsen, og grænsen bliver udvisket. ’Havde du en affære for 25 år siden?’ Hvem fanden interesserer sig for, om en kandidat havde en affære for 25 år siden?«

Alene af den grund var Carson glad for at forlade amerikansk politik, og han savner det ikke det mindste. Faktisk nyder han det kun, når han f.eks. som nu er i Danmark for at tale om sit arbejde i amerikansk tv og film på den årlige Copenhagen TV Festival.

»Det er vidunderligt at slippe væk,« siger han med et smil.

»Folk spørger mig hele tiden, om jeg savner at være en del af kampagnen. Jeg arbejdede med politik, indtil jeg var klar til ikke længere at arbejde med politik. Faktisk arbejdede jeg med det lidt længere end som så. Jeg er ikke et politiske menneske, der er blevet forfatter. Jeg har altid været en forfatter, der har arbejdet med politik. I samme sekund, jeg tog springet, føltes det, som om jeg endelig lavede noget, der gav mening for mig, i stedet for at tvinge mig selv til at gøre noget, der var virkelig vanskeligt. Man ser på Al Gore forsøge at at være politiker.

Han er et indadvendt menneske, der tvinger sig selv til at være udadvendt, og det virker ikke naturligt. Det var en af grundene til, at han tabte valget i 2000 – han fik stadig flertallet af stemmerne.

Men ser man så på Bill Clinton, så falder det ham så naturligt at være politiker. Det er noget, han er født til at være. Han er et sandt udadvendt menneske. Det var svært for mig at optræde sådan hver dag, hvorimod det at skrive falder mig meget naturligt og er fornøjeligt for mig. Når man laver noget, man elsker, bruger man ikke tiden på at se tilbage på det, man har ladt tilbage. ’Jeg savner virkelig at blive råbt ad af 300 journalister hver dag.’ Nej, det savner jeg slet ikke.«

Han griner.

Desuden er man hele tiden i fare for at miste sin idealisme, når man arbejder med politik. Jay Carsons gode ven, Beau Willimon, skrev også manuskriptet til George Clooneys spillefilm Kamæleonen, der har Ryan Gosling i hovedrollen som en ung og idealistisk politisk rådgiver, der er i fare for at blive korrumperet. Rollen var baseret på Carson.

Bernie-måden

»Jeg er overbevist om, at næsten alle vælger at beskæftige sig med politik af de rigtige grunde,« siger han.

»Der er ikke andre grunde til at tage til Washington og arbejde alt for meget for ingen penge, end hvis man gør det af de rigtige grunde. Men det begynder at korrumpere én, når man er der. Ikke at man tager imod bestikkelse, men det tæver idealismen ud af én.«

Hvordan forklarer man så en mand som Donald Trump, der taler til de laveste instinkter i mennesket, og som tydeligvis har fat i den lange ende, når det kommer til millioner af menige amerikanere, der har mistet deres tiltro til systemet?

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

En skør, skør verden

Interviewet er ved at være slut, og jeg spørger Jay Carson, hvilken branche han synes er den skøreste af de to: Film og tv eller politik?

»Det er et godt spørgsmål. De er begge virkelig skøre. Jeg har det godt med at have arbejdet i begge brancher, fordi de begge er så selvhøjtidelige. I politik opfører folk sig, som om det, de laver, er det vigtigste i hele universet, og at selv de allermindste småting betyder noget. Hver eneste bittelille ting, man foretager sig i Washington, betyder ikke noget for mennesker ude i landet. Det samme gør sig gældende for Hollywood.«

Og så drejer snakken sig igen ind på den blanding af virkelighed og underholdning, som ødelægger amerikansk politik, og som det ville være nemt at klandre Hollywood for.

»Hollywood bærer ansvaret for mange ting i USA, men lige præcis dét, skal Hollywood ikke have skylden for,« siger Carson.

»Hollywood ved godt, hvad det laver. Vi prøver at lave underholdning, nogle gange kunst, fordi kunst er en vigtig del af alle menneskers liv. En verden uden kunst og underholdning er en lorteverden. Så det er det, vi forsøger at lave. Det er de såkaldt seriøse mennesker, der har skylden for den forvirring, mainstreampressen, politikerne i Washington.

Det er der, forvirringen begyndte. Hollywood har gjort det samme siden begyndelsen – forsøgt at lave god underholdning, som folk gider se. Jeg ved præcis, hvad jeg laver, når jeg skriver et stykke fiktion og prøver at få det til at virke. Jeg har et ansvar over for publikum, for ikke at spilde deres tid eller surt tjente penge.«

Jay Carson var inviteret til København af Copenhagen Film Fund og Copenhagen TV Festival. www.cphtvfestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Problemet med medierne er det samme som med økonomisk teori: den er gået fra at føre en tilbagetrukket tilværelse, hvor den kan sige noget om noget til i stedet at være i centrum og tro sig i stand til på egen hånd at udrette.

Torben Skov, Kurt Nielsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar

Noget af det mest elitære populistiske jeg har læst længe. Intet om de reelle politiske problemer for det amerikanske folk ...det er jo som at høre et DR-studie fyldt med danske USA-eksperter.

Torben Skov, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Muligvis ik, men så er det da super at gentage ordene i kommentar sproget...

Torben Skov, Bent Jensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Det siges at Danmark og Europa er nogle år bagefter USA. Og de amerikanske "metoder" er godt på vej til os og anvendes allerede herhjemme af den blå svindlerregering til at nedbryde det danske samfunds fundament til grunden.

Herman Hansen

...Og at Trump overhovedet kan blive præsident kandidat viser med al tydelighed, hvor bundløs dumt og kortsigtet desperate mennesker reagerer.

...Problemet er så bare, at er glidebanen først begyndt er det svært, nærmest umulig, at stoppe og vende om. Det sås med al tydelighed under Tysklands deroute under nazismen.

...Det starter langsomt. Og ingen tager notits før det for alvor accelererer. Og så er for sent. Suk, suk, suk.

Herman Hansen

...Konkurence samfundet fremmer ikke demokratiet. Tvært i mod for den de helt helt forkerte mennesker til magten. Dem uden skrupler, dem uden samvittighed, dem med psykopatiske træk.

Nu er det vel næppe mediernes skyld det hele, politikerne er også en del af problemet, for politik i Amerika er efterhånden blot et "demokratisk betalingsteater", hvor virksomhederne betale mest til de politikere som støtter deres sag med sin stemme.

Den selvstændige politiske holdning findes næppe længere hos særlig mange politikere, og hvis de ikke lader sig købe som politikere, så får de oftest tilbudt en post i en virksomhed eller dens bestyrelse.

Det er vel næppe forkert at tale om den slet skjulte korruption som disse såkaldte uafhængige politikere gerne vil kalde sig, - men intet er mindre sandt en lige netop det.

Når alt er til salg - kan købes, så har demokratiet ingen plads længere i noget land, og det har været sådan længe i Amerika.

Finn Thøgersen

Når det lige er 1988 han tager som startpunkt er det ikke tilfældigt

Indtil midten af 80'erne var pressekorpset i DC en lille lukket gruppe, der kunne enes om at visse "småting" ikke blev nævnt, herunder diverse sex sager medmindre "there's a dead girl or a live boy"
Samme system fungerede i mange byer, og forklarer også hvorfor en manio depressiv Kampmann kunne forsvinde i dagevis på drukture mv uden nogen avis omtalte det.

I 80'erne vokser kabeltv eksplosivt i USA og fra midten af årtiet opbygger flere kabel kanaler nyhedsudsendelser og ikke mindst CNN, på få år flerdobles pressekorpset i DC med an masse nye folk der ikke er med i spillet og har et desparat behov for at levere en løbende strøm af nyheder

Underhåndsaftaler og gensidig forståelse virker som bekendt kun når alle er med i legen, så på meget kort tid er alle de gamle tabuer væk og grænserne rykket betydeligt.

Samtidig betød det umættelige behov til nyhedskanalerne at sager der før ville skulle løbes igang over mange dage/uger/.. kunne jumpstartes på en enkelt dag

I 90'erne hælder internettet så yderligere benzin på bålet

Hvis det skal koges ned til en linie, så er det vel om TV mediet er forenelig med et demokrati ?

Nu er det altså ikke kun mediernes skyld det hele. Lakoff, Goerge, ham 'don't think of an elephant' har skrevet en fremragende artikel om Trump og om hvorfor han er nået så langt som han er.

Artiklen kan læses her:

https://georgelakoff.com/2016/07/23/understanding-trump-2/

Trump appellerer, ifølge Lakoff både det til han kalder for pragmatisk konservative og til det, han kalder for (white) union workers. Lakoff ser Trump som en pragmatisk konservativ, og der en del forretningsfolk, små som store i USA, der netop er pragmatiske konservative.

"Many business people are pragmatic conservatives. They like government power when it works for them. Take eminent domain. Establishment Republicans see it as an abuse by government — government taking of private property. But conservative real estate developers like Trump depend on eminent domain so that homes and small businesses in areas they want to develop can be taken by eminent domain for the sake of their development plans. All they have to do is get local government officials to go along, with campaign contributions and the promise of an increase in local tax dollars helping to acquire eminent domain rights. Trump points to Atlantic City, where he built his casino using eminent domain to get the property. If businesses have to pay for their employees’ health care benefits, Trump would want them to have to pay as little as possible to maximize profits for businesses in general. He would therefore want health insurance and pharmaceutical companies to charge as little as possible."

Hvorfor appellerer Trump til union workers i USA? Foruden altså at han siger at vil bringe produktion tilbage til USA igen. Lakoffs synspunkt er bl.a. det her:

"A good example of Trump winning with progressive biconceptuals includes certain unionized workers. Many union members are strict fathers at home or in their private life. They believe in “traditional family values” — a conservative code word — and they may identify with winners."

Lakoff nævner også det her:

"There are at least tens of millions of conservatives in America who share strict father morality and its moral hierarchy. Many of them are poor or middle class and many are white men who see themselves as superior to immigrants, nonwhites, women, nonChristians, gays — and people who rely on public assistance................Donald Trump expresses out loud everything they feel — with force, aggression, anger, and no shame. All they have to do is support and vote for Trump and they don’t even have to express their ‘politically incorrect’ views, since he does it for them and his victories make those views respectable. He is their champion. He gives them a sense of self-respect, authority, and the possibility of power."

Som sagt så fandt jeg at det var en yderst interessant og oplysende artikel.....og man kan sagtens drage en del paralller til dansk politik også, bl.a. om hvorfor så mange arbejderklasse-vælgere stemmer på Dansk Folkeparti mm.