Læsetid: 2 min.

Arbejdspladsen: Olav Hergel

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord
Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord
Kultur
20. august 2016

Det tomme bord

Jeg vil have et ryddet skrivebord. Da jeg var yngre, havde jeg ingen rengøringsvanvid, men nu er jeg fyldt 60 år, og min kone og børn mener, at det er ved at tage til. Der skal være pænt på mit bord. Det skal være ryddet og tørret over med en fugtig klud, ellers kan jeg ikke komme i gang. Om morgenen dyrker jeg en halv times motion, går i vandet og sørger for, at der er rent og ordentligt – og så går jeg i gang med at skrive.

’Sleiman’

Sleiman er en faktaroman, jeg udgav for tre år siden, og den symboliserer alle de artikler, jeg har skrevet. Jeg har været journalist i 30 år, og derfor har jeg helt utrolig mange tekster, hvor jeg har skrevet om et sted; hvordan der ser ud, og hvordan vejret er. Ofte når jeg skal finde historier, søger jeg i min egen journalistik. Jeg kan også skrive af fra mig selv – hvis jeg har lavet en god sætning i en journalistisk sammenhæng, så kan jeg godt kopiere mig selv i en roman.

’Lykke-Per’

Det er min yndlingsbog. Uden sammenligning mellem mig og Pontoppidan så kan den noget, jeg også efterstræber: at man kan læse sin samtid ind i romanen. Det skal være så realistisk som overhovedet muligt. Der er meget journalistisk sprog i Lykke-Per, miljøet og menneskene står op og ned af siderne. Alle, som siden har forsøgt at skrive den store samtidsroman, er faldet til jorden, fordi de er oppe imod den bog.

’Aisha’

Da jeg var yngre og havde set en fodboldkamp i fjernsynet, gik jeg altid ud og spillede på plænen, og så syntes jeg, at min teknik var blevet bedre. Når jeg i dag går lidt død i at skrive, kan jeg finde på at læse i bøger, som er rigtig godt skrevet. Jesper Steins bog Aisha er et eksempel på et flot og eksplosivt sprog. Stein er også tidligere journalist, og jeg synes ofte, at journalisters bøger er de mest velskrevne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her