Belle er den intellektuelle elite, og hun vil ikke være ’lille kone’ til en vred, hvid mand som Gaston

I åbningsscenen i Disneys klassiske tegnefilm Skønheden og udyret slentrer hovedpersonen Belle en tur genne sin lille alsaciske landsby.

»En lille by fuld af små mennesker,« som hun synger i den amerikanske version.

Her har hverdagen været den samme i generationer. Den samme baguette og de samme sange – og Belle hader det. Hun passer ikke ind i den uniforme døs, men vil have »mere end det her landsbyliv«.

Hendes far er også udstødt. Han er videnskabsmand, og selvom han er godt på vej til at tæmme dampmaskinen (som kickstartede den industrielle revolution), synes de uuddannede bonderøve, at han er skør.

Skønheden og udyret, som fylder 25 år i efteråret og snart udkommer i en ny version, tegner et meget præcist billede af brudfladerne i det moderne politiske landskab: Belle er den intellektuelle elite, som repræsenterer oplysningstidens idealer – individualisme, selvrealisering, udviklingstro og videnskab.

»Hun vil gerne virke klog med sit blik nede i en bog,« som landsbyen synger i kor bag hendes ryg.

Havde filmen udspillet sig i dag, ville Belle sikkert flytte til Paris og læse litteratur på Sorbonne.

Hendes modsætning er muskelbundet Gaston, som i dag ville være arbejdsmand et sted i Marine Le Pens Udkantsfrankrig. Han repræsenterer landbysamfundets traditionelle livsform.

»En kvinde bør ikke læse bøger,« fortæller han Belle, da han gør kur til hende. »Så får hun bare fikse ideer.«

Han vil gøre Belle til sin »lille kone«, men hun afviser ham blankt. I mødet med hendes idealer har han intet at tilbyde. Kun en ansigtsløs folkemasse kan elske ham, og derfor tilbedes han i filmen af tre enæggede blonde bondetrillinger uden selvstændige karaktertræk.

Den store forskel mellem Belle og Gaston er, at hun har vendt traditionerne ryggen, mens han stadig lever efter dem.

Ingen skal bestemme, hvem Belle gifter sig med, eller hvad hun mener – hverken Gud, konge eller Gaston – og derfor truer hun reelt landsbyens livsform.

For hvad nu hvis alle gjorde som Belle? Hvordan kan man have et fællesskab og en kultur, hvis alle bare gør, som de vil?

’Build a wall!’

I august kom Gallup i USA med en stor analyse af Donald Trumps vælgere. De bor rigtig nok i hvide områder, som er hårdt ramt af økonomisk afmatning, men det er ikke dem selv, som er de fattigste.

De er blot vidne til en voldsom omkalfatring af deres land, og det skræmmer dem: Majoriteten af amerikanske børn under tre år er i dag non-white, kønsrollerne skifter; sprog, religion, demografi ændrer sig. Det er det skifte, Belle repræsenterer i landsbyen.

Der er altid tabere, når den traditionelle orden nedbrydes – i Skønheden og udyret er det Gaston, i USA er det hvide arbejdere uden for storbyerne.

»Jeg elsker de dårligt uddannede,« sagde Trump i februar til et valgmøde.

Det kunne han også havde sagt til indbyggerne i Belles lille landsby, som i dag ville have mistet alle deres industriarbejdspladser til Kina og have svært ved at holde huspriserne oppe.

I Alsace, hvor Skønheden og udyret foregår, stemte 36 procent på Front National ved regionsvalget i december. Det ville Gaston også have gjort.

Traditionernes opbrud kalder nemlig på en modreaktion: en længsel efter evige værdier, som ikke bare er individuelt defineret, men som er gode i sig selv. Det gode, det sande og det skønne. Fællesskabets værdier.

Folkeligt stormløb

I kampen for traditionerne, kan de nationalkonservative og islamisterne paradoksalt nok finde fælles fodslag. Både højrepopulismen og den islamiske vækkelse lover at tømre samfundets værdier fast, så de ikke flyder frit rundt.

Det er det, lederne i Rusland, Ungarn og Polen gør, når de taler om nationEN og religionEN. Folket er knyttet til jorden, sproget og maden – det har en værdi i sig selv.

I Skønheden og udyret leder Gaston et oprør. Landsbyfolket smider videnskabsmanden i spjældet og marcherer imod udyrets slot for at dræbe ham. Men det mislykkes. Gaston styrter i døden, og filmen slutter tilsyneladende lykkeligt, da Belle og udyret (som bliver forvandlet til en prins) gifter sig. The End.

Men hvad sker der med landsbyen efter filmens slutning? Omfavner de den nye verdensorden og accepterer Belles livsform? Næppe.

I slutscenen, hvor Belle og prinsen bliver gift på slottet, er der ingen landsbyboere til stede – der er kun embedsmænd og festklædte aristokrater. Lidt ligesom et EU-topmøde.

Mon ikke landbyboernes vreden bobler videre, måske Gaston ligefrem bliver en martyr for dem. Det er ikke usandsynligt, at prinsen og Belle snart oplever endnu et folkeligt stormløb på slottet. Lidt ligesom i Europa i dag. Og heldigvis for det – for hvem siger, at Belle altid har ret?