En tyskers liv
Læsetid: 9 min.

»Dem, der i dag siger, at de ville have givet nazisterne modstand. Tro mig, det ville de fleste af dem ikke have gjort«

Brunhilde Pomsel arbejdede i hjertet af nazisternes propagandamaskine. Her fortæller hun om sin mangel på samvittighedsnag – og om sine private indtryk af Nazitysklands monstrøse propagandaminister, Joseph Goebbels
Brunhilde Pomsel fik i 1942 tilbudt et job som sekretær. Hun takkede ja og kom derved til at arbejde for Joseph Goebbels helt frem til 1945. I dag er hun 105 år, og hendes historie fortælles i dokumentaren ’En tyskers liv’.

Brunhilde Pomsel fik i 1942 tilbudt et job som sekretær. Hun takkede ja og kom derved til at arbejde for Joseph Goebbels helt frem til 1945. I dag er hun 105 år, og hendes historie fortælles i dokumentaren ’En tyskers liv’.

Kultur
19. august 2016

»Det var sjældent, vi så noget til ham om formiddagen,« siger Brunhilde Pomsel med lukkede øjne og hagen i hånden, mens hun tænker tilbage på sin daværende chef.

»Han plejede ad komme op af trappen fra sit lille palæ ved Brandenburger Tor – det var bygget sammen med hans kæmpestore propagandaministerium. Så trippede han op ad trappen som en lille hertug, gennem sit bibliotek og ind i sit smukke kontor på Unter den Linden.«

Hun smiler, da hun genkalder sig, hvor elegante møblerne var, og hvor sorgløs atmosfæren var i forhallen til Joseph Goebbels’ kontor, hvor hun sad og skrev på maskine sammen med fem andre sekretærer. Og hvor pænt manicurerede hans negle altid var.

»Vi vidste altid, når han var der. Men vi så ham normalt først, når han forlod sig kontor. Så skulle han gennem en dør, der åbnede direkte ud mod os. Så kunne vi stille ham alle de spørgsmål, vi havde på hjerte – og fortælle ham, hvem der havde ringet. Nogle gange kom hans børn på besøg. De var altid så ellevilde over at være med far på arbejde. De havde gerne familiens dejlige Airedale-terrier med. Altid var de meget høflige, nejede og gav hånd.«

En ny dokumentarfilm fortæller historien om Pomsels liv, og derfor giver hun et af de få og måske det sidste, længere interview i sit liv. Efter at have nået en alder af 105 og mistet synet sidste år, er hun nu lettet over, at hendes dage er talte, siger hun.

Handlede som de fleste andre

»I den sparsomme tid, jeg har tilbage – jeg håber på, det bliver måneder og ikke år – vil jeg bare klynge mig til håbet om, at der ikke bliver vendt op og ned på verden ligesom dengang. For der har været nogle rædsomme udviklinger på det seneste, ikke sandt? Jeg er lettet over, at jeg aldrig fik børn, hvis fremtid jeg skulle bekymre mig for.«

Men hvad er grunden til, at Brunhilde Pomsel først nu for alvor bryder sin tavshed, som den efter alt at dømme sidste overlevende fra den nazistiske ledelses inderkreds?

»Det er absolut ikke for at lette min samvittighed,« insisterer hun.

Selv om hun indrømmer, at hun arbejdede i hjertet af den nazistiske propagandamaskine – det hørte til hendes opgaver at pynte på statistikken over faldne tyske tropper og overdrive antallet af voldtægter begået mod tyske kvinder af Den Røde Hærs soldater, beskriver hun det forunderligt nok som »et job som et hvilket som helst andet«.

En tyskers liv hedder filmen, der er klippet sammen af over 30 timers samtaler med hende. Den fik for nylig premiere på filmfestivalen i München og er også grunden til, at hun har indvilget i at »svare høfligt« på mine spørgsmål.

»Det er vigtigt for mig, når jeg ser filmen, at jeg i spejlbilledet af mig selv kan erkende alle de ting, jeg gjorde forkert,« siger hun. »Men faktisk gjorde jeg jo ikke andet end at skrive på maskine i Goebbels’ kontor.«

Ofte kan vidnesbyrd fra mennesker, der står på tærsklen til døden, være gennemtrængt af skyldfølelse. Men Pomsel angrer intet.

Alt imens hun holder audiens og indimellem gestikulerer livligt med et bredt smil, ser hun faktisk snarere ud til at blive oplivet af sine gentagne understregninger af, at hun jo blot handlede på samme måde, som de fleste andre tyskere gjorde.

»De mennesker, som i dag siger, at de ville have givet nazisterne modstand … jeg tænker, at de sikkert er oprigtige nok. Men tro mig – det ville de fleste af dem ikke have gjort.«

Da først nazistpartiet kom til magten, »blev hele landet underlagt en slags tryllebånd«, insisterer hun. »Jeg må forholde mig til anklagerne om, at jeg ikke var interesseret i politik. Men sandheden er, at unge idealister dengang let kunne knække halsen.«

’På kontoret havde han en ædel elegance over sig … og så at skulle se på ham sådan: som en rasende dværg. Man kan ikke forestille sig større kontrast’, siger Brunhilde Pomsel om Goebbels.

’På kontoret havde han en ædel elegance over sig … og så at skulle se på ham sådan: som en rasende dværg. Man kan ikke forestille sig større kontrast’, siger Brunhilde Pomsel om Goebbels.

AP

En belønning

Hun husker, da hun fik udleveret sagsakterne for den antinazistiske aktivist og studerende Sophie Scholl, der var aktiv i modstandsbevægelsen Weiße Rose.

Scholl blev henrettet for højforræderi i februar 1943, fordi hun havde runddelt pamfletter mod Tysklands krig på universitetet i München.

»Jeg fik at vide af en af Goebbels’ særlige rådgivere, at jeg bare skulle lægge sagsmappen i pengeskabet og ikke se nærmere på den. Så det gjorde jeg heller ikke, og jeg husker, jeg var godt tilfreds med, at han stolede på mig. Og at min iver for at honorere hans tillid var stærkere end min nysgerrighed efter at kigge i mappen.«

Pomsel betegner sig selv som et produkt af preussisk disciplin. Hun husker dengang, hun var syv år, og hendes far, der var vendt tilbage fra kampene i Første Verdenskrig, forbød familien at bruge natpotter i soveværelserne. »Hvis vi skulle på toilettet, måtte vi trodse alle hekse og trolde og gå på wc.«

Hun og hendes søskende fik »smæk med tæppebankeren«, når de var ulydige.

»Den er altid blevet hos mig, denne preussiske fornemmelse for pligt.« Hun var 31 år og arbejdede for den statslige radiostation som vellønnet sekretær – et job, hun havde sikret i kraft af sit medlemskab af NSDAP, det tyske nazistparti – da en eller anden i 1942 anbefalede, at hun blev forflyttet til en ledig stilling i Ministeriet for Propaganda i 1942.

»Kun en smitsom sygdom kunne have holdt mig tilbage,« insisterer hun. »Jeg var smigret og betragtede jobskiftet som belønning, fordi jeg var den hurtigste maskinskriver på radiostationen.«

Hun husker sin lønseddel, hvorpå en række skattefrie godtgørelser var opført: Den lød på 275 Reichsmark – en mindre formue i forhold til, hvad de fleste af hendes venner tjente.

Veninden forsvandt

Hun husker også, hvordan livet for hendes livsglade, rødhårede jødiske veninde, Eva Löwenthal, blev stadig vanskeligere, da Adolf Hitler kom til magten.

Pomsel blev også chokeret over anholdelsen af en enormt populær nyhedsoplæser på radiostationen, der blev sendt i koncentrationslejr som straf for at være homoseksuel.

Men hun siger, at hun stort set forblev i en boble – uden kendskab til den ødelæggelse, som det nazistiske regime udmålte til sine fjender, selv om hun i bogstaveligste forstand befandt sig i selve systemets fysiske hjerte.

»Jeg ved godt, at ingen i dag vil tro på os – de tror, at vi vidste det hele. Men vi vidste intet – alt blev holdt hemmeligt.«

Hun nægter at indrømme, at det var naivt af hende at tro på, at de jøder, som var blevet ’fjernet’ – deriblandt hendes veninde Eva – var blevet sendt til landsbyer i Sudeterlandet for at genbefolke landsbyerne her.

»Vi troede på det – vi slugte det råt – det forekom alt sammen så plausibelt,« siger hun.

Da den lejlighed, hun delte med sine forældre, blev ødelagt under et bombeangreb, forsøgte Goebbels’ hustru, Magda, at trøste hende ved at forære hende en silkeforet dragt af blå Cheviot-uld.

»Jeg tror aldrig, jeg hverken før eller siden har fået noget så chikt,« siger hun.

»De var begge så søde imod mig.«

Hun husker sin chef som en mand, der var »kort af statur, men altid så velsoigneret«. Han havde »en gentlemans ansigt« og var altid »lettere solbrændt« og »iført klæder af den højeste kvalitet« – »og han havde så velplejede hænder – han må have fået manicure hver dag«, siger hun og griner ved tanken. »Der var virkelig ikke noget at udsætte på ham.«

Hun havde dog lidt ondt af ham på grund af hans halte gang, »som han forsøgte at kompensere for ved at være en smule arrogant«.

I 1945 fik Goebbels ordre til at slutte sig til Hitler i hans underjordiske beskyttelsesrum i krigens sidste dage. Det føltes for Brunhilde Pomsel, som om noget inde i hende døde.

I 1945 fik Goebbels ordre til at slutte sig til Hitler i hans underjordiske beskyttelsesrum i krigens sidste dage. Det føltes for Brunhilde Pomsel, som om noget inde i hende døde.

Blackbox Film

’En rasende dværg’

Det blev dog ikke til mange glimt af den mand, der gjorde løgnen til en kunstart i jagten på at nå nazisternes morderiske mål. Hun blev rædselsslagen, da hun så ham levere sin berygtede Wollt ihr den totalen Krieg-tale i februar 1943 på scenen på Berlins Sportpalast.

Hun og en anden kollega havde fået pladser på ringsiden, lige bag ved Magda Goebbels. Det var kort efter Slaget om Stalingrad, og Goebbels håbede på at rejse alle folkelige kræfter i forsvaret for det nu truede Tyskland.

»Ingen skuespiller kunne have forvandlet sig selv bedre fra civiliseret og seriøs person til en skvaldrende, bralrende mand ... På kontoret havde han en ædel elegance over sig … og så at skulle se på ham sådan: som en rasende dværg. Man kan ikke forestille sig større kontrast.«

De enkeltheder, Pomsel har valgt at fokusere på, kan meget vel afspejle den måde, hun har valgt at versionere sin historie på, så hun føler sig mere tryg ved den.

Men det kan også tænkes, at en kombination af uvidenhed og ærefrygt – samt den beskyttelse, som det enorme kontorkompleks i regeringskvarteret ydede – vitterligt har skærmet hende fra meget af virkeligheden.

Det var dagen efter Hitlers fødselsdag i 1945, at hun indså, at det liv, hun havde kendt indtil da, stod over for et brat ophør. Goebbels og hans følge fik ordre til at slutte sig til Hitler i hans underjordiske beskyttelsesrum – den såkaldte førerbunker – i krigens sidste dage.

»Det føltes, som om der var noget inden i mig, der døde,« siger Pomsel.

»Vi prøvede at gardere os imod at løbe tør for alkohol. Vi havde et stort behov for at opretholde en følelsesløshed.«

Og så blev hun sekretær igen ...

Hun løfter en pegefinger, imens hun anstrenger sig for at fortælle begivenhederne i rigtig rækkefølge: Hun husker, hvordan Goebbels’ assistent, Günther Schwägermann, 30. april overbragte nyheden om, at Hitler havde taget sit eget liv, efterfulgt en dag senere af Goebbels.

»Vi spurgte ham: ’Også hans kone?’ – ’Ja’ – ’Og børnene?’ – ’Børnene også.’«

Hun bøjer hovedet og ryster på det, idet hun tilføjer: »Vi var lamslåede.«

Hun og hendes sekretærekolleger gik derpå i gang med at skære hvide madsække op og sy dem om til et stort overgivelsesflag, de kunne fremvise, når russerne kom.

Da de diskuterede deres strategi forud for den uundgåelige pågribelse, erklærede Pomsel over for sine kolleger, at hun agtede at fortælle sandheden – »Jeg har arbejdet som stenograf og maskinskriver i Joseph Goebbels’ propagandaministerium.«

Det gjorde hun så og blev dømt til fem års indespærring i forskellige russiske fangelejre i og omkring Berlin.

»Det var ingen dans på roser,« er alt, hvad hun vil sige om den tid. Det var først, da hun vendte hjem fra fangenskabet, at hun fik kendskab til Holocaust, insisterer hun, idet hun om den morderiske begivenhed dog bruger eufemismen ’jødespørgsmålet’.

Hun genoptog hurtigt en tilværelse, der mindede om den, hun havde haft: Hun fandt et sekretærjob på den statslige tv-station, arbejdede sig op til at blive chefsekretær for stationens programchef og nød et privilegeret liv i et vellønnet job frem til sin pensionering som 60-årig i 1971.

Der skulle gå hele seks årtier efter krigens afslutning, før hun fandt på at undersøge, hvad der var blevet af hendes jødiske skolekammerat, Eva. Da Holocaust-mindesmærket blev afsløret i Berlin 2005, tog hun en tur fra sit hjem i München for at se det.

»Jeg gik ind i informationscentret og fortalte medarbejderne der, at jeg søgte oplysninger om nogen, en Eva Löwenthal.« En mand gennemgik arkiverne og fandt frem til hendes veninde. Hun blev deporteret til Auschwitz i november 1943 og erklæret død i 1945.

»Listen over navne på den maskine, hvor vi fandt hende, blev bare ved med at rulle over skærmen uden stop,« siger hun, idet hun læner hovedet tilbage og lader fingerspidserne løbe langs sin halskæde.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel er blevet meget debatteret de sidste dage ud fra den originale version. 29 indlæg er det blevet til.
Var det ikke en idé, om debatværten flyttede kommentarerne over under denne artikel og slettede den engelske version - så vil man undgå mange gentagelser.

Vibeke Hansen, Espen Bøgh og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Det er påfaldende, som Brunhilde Pomsels fortælling fra den gang ligner Traudl Junges – og at de begge nævner Sophie Scholl – som om de alligevel har/havde dårlig samvittighed …

Steen Kirkegaard Erichsen, Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jan Weis, selvfølgelig har de dårlig samvittighed, både Traudl Junge og Brunhilde Pomsel var ganske unge piger dengang, og ikke forbenede nazister/psykopater. Det kræver bare for meget smerte at indrømme det.

Tag bare Speer, som ellers indrømmede alt og tog sit ansvar på sig - dog indrømmede han aldrig sin medskyld i drabet på jøderne. Han indrømmede, at han relativt sent i processen vidste, hvad der foregik, men at han ikke var i en position, hvor han kunne gøre noget ved det.

Hvad der jo i og for sig kan være rigtigt nok, men det ændrer jo alligevel ikke på skyldsspørgsmålet - som minister i en ansvarlig regering kan man ikke undslå sig sit ansvar ved at henvise til, at man blot udførte regeringslederens ordrer, heller ikke selv om man på andre områder saboterede disse ordrer.

Gitta Sereny har skrevet et par meget interessante bøger om Speer og skyldsspørgsmålet.

Jens Bryndum, Torben Skov, Espen Bøgh, Per Torbensen, Flemming Berger, Søren Peter Langkjær Bojsen, Olav Bo Hessellund og Jan Weis anbefalede denne kommentar

I et interview i Der Spiegel fra 2003 gentager hun mange gange, at hun var "helt upolitisk" - så mange gange, at bladet mener, det på em måde lyder som en undskyldning.

- In jener Zeit, als deutsche Politiker Massenmörder waren, war Brunhilde Pomsel "völlig unpolitisch". Die 92-Jährige, die heute in München lebt, sagt das als nüchterne Beschreibung, aber sie wiederholt es so oft, dass es irgendwann doch wie eine Entschuldigung klingt.

Martin Madsen

Ærlig talt - medlem af nazipartiet, en del af den absolutte inderkreds, påstår uvidenhed og slap med fem års fængsel?
Hun er da den mest utroværdige person, man kan støde på! Hun må have indgået en eller anden form for beskidt handel, for at slippe af krogen.

Olav Bo Hessellund

Det er ikke usædvanligt, at mennesker, der konfronteres med ubærlige kendsgerninger - oplevet eller på erfaret på anden hånd - reagerer ved fornægtelse og fortrængninger. I linket forklarer en række amerikanske psykologer, hvilke mekanismer i den menneskelige psyke, der er i spil her. Emnet i videoen har intet direkte med anden verdenskrig at gøre, men principperne gælder uanset...
Er med danske undertekster https://www.youtube.com/watch?v=v5fHnrxUngo

Inge Lehmann, Hanne Utoft, Espen Bøgh, Martin E. Haastrup, Niels Duus Nielsen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

En ting har hun dog ret i. Ikke ret mange ville kæmpe i mod maskinen om den skulle opstå under nyt navn igen. Det fortæller historien os ganske tydeligt. Og jeg nægter at tro på at vi som mennesker har ændret os betydeligt på det plan siden 1930'erne. Det synes jeg vores nutid vidner om.

Ole Kristensen, Jesper Frimann Ljungberg, Tobias Rasmussen, Anne Hansen, Jens Bryndum, Jann Ringtved, Kenneth Graakjær, Inge Lehmann, Klaus Ankerstjerne Eriksen, Else Marie Arevad, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Lillian Larsen, Ervin Lazar, Ejvind Larsen, Eskil Nielsen, Tino Rozzo, Morten Bo Johansen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Ferling, Jens Erik Starup, Thomas Holm, Espen Bøgh, Maria Francisca Torrezão, Maria Christiansen, Per Torbensen, lars søgaard-jensen, Thomas Petersen, Brian Jensen, Erik Karlsen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Jette M. Abildgaard, Søren Johannesen, Karsten Aaen, Michael Friis, Britta Hansen, Peter Bækgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Alle der ikke direkte gjorde oprør, var medskyldige. Hvordan vi selv ville have reageret, er vi lykkeligt forskånede for at danne os nogen kvalificeret mening om.

Peter Bækgaard

Jens Illum. Hvor meget oprør gjorde vi egentlig? Flødeskumsfronten og kollaboration, var vores kendetegn.
Alle der arbejde i den inderkreds hun var i er lige så skyldige som lederne. At sminke på tallene og brystevsig af uvidenhed er ingen undskyldning. Hun burde have været en tur omkring Nürnberg. Et sted alle burde rejse til for at gå gennem historien. Museet i Hitler's colosseum kan anbefales.

Espen Bøgh, Per Torbensen, Jan Kønig og Michael Friis anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Med hensyn til skyld og fængsel så kunne man vel have buret den største del af den tyske befolkning inde.

Flemming Olsen, Anne-Louise Hansen, Espen Bøgh og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Jeg synes, at Brunhilde Pomsel virker ærlig og oprigtig. Let bagefter at sige, at den enkelte burde stritte imod.
Begivenhederne i 1930’erne og 1940’erne var naturligvis skræmmende. Ligesom der idag er mangt og meget der er skræmmende. Forskellen er bl.a. at vi nu har andre værdisæt (pga WWII), normer og kommunikation. Alle der bliver udfordret, brugt og misbrugt i disse tider.

Jeg tror dig...

Søren Johannesen

Skyld- og skamfulde mennesker er meget nemmere at kontrollere!
- med mindre de har set deres egen rolle i øjnene, og tilgivet sig selv ....
for så er hypnosens magt ophørt.

Alle tyskere er og bliver påført skylden for 6 mio. jøders død under ww2, det kan virke som en næsten umulig byrde at bære. Men det til trods er det forbudt i Tyskland at stille spørgsmål til den officielle historie. En åben og fri dialog ville synes et bedre middel til soning.

Der er rigtig mange tal og statistikker vedr. WW2, som ikke helt hænger sammen med andre data fra samme periode. Antallet af jøder bosat i Europa på det tidspunkt f.eks. Og antallet af tyske soldater afgået ved døden efter krigens afslutning og under ophold i allierede (amerikanske) koncentrationslejre ....

I en verden fuld af røvere, er der mange røverhistorier.

Peter Bækgaard, det følger naturligvis, at vi også var medskyldige. Ingen inderkreds kan afstedkomme noget som helst, hvis der ikke er en masse uden for inderkredsen, der deltager og stiltiende accepterer, og vi ser stadig lykkeligt forskånede for at vide det mindste om, hvordan vi selv ville have reageret.

As his secretary, she most certainly transcribed the following:
As secretary, she transcribed the following dictation from Goebbels:
March, 27th 1942:
"Aus dem Generalgouvernement werden jetzt, bei Lublin beginnend, die Juden nach dem Osten abgeschoben. Es wird hier ein ziemlich barbarisches und nicht näher zu beschreibendes Verfahren angewandt, und von den Juden selbst bleibt nicht mehr viel übrig."

(from http://www.holocaust-chronologie.de/chronologie/1942/maerz/24-31.html, about halfway down the page).

Do not confuse her claim of ignorance with her claim that most people would not have resisted. Most people did not actively - as she - take part. She may be old, she may be a female, but she still aided and abetted horrors:
http://www.welt.de/geschichte/zweiter-weltkrieg/article156710123/Goebbel...

Olaf Tehrani, Per Torbensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar

Ingen kan i dag forestille sig, hvordan det var at leve i dette NS-diktatur, som gennemsyrede samfundet fra bund til top og tvang enhver tysker til at vælge side med livet som indsats – bortset fra, at der var påfaldende mange villige hjælpere i projekt Holocaust uden at man af den grund kan eller bør idømme datidens indbyggere en kollektiv skyld …

No man can struggle with advantage against the spirit of his age and country, and however powerful a man may be, it is hard for him to make his contemporaries share feelings and ideas which run counter to the general run of their hopes and desires.
Alexis de Tocqueville: Democracy in America.

Citeret fra en bog, som vakte stor opstandelse i Tyskland, fordi forfatteren kom rimelig tæt på, at idømme en kollektiv tysk skyld -
Daniel Jonah Goldhagen: Hitler’s Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust. Alfred A. Knopf, Inc. USA, 1996.

Inge Lehmann, Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Else Marie Arevad, Per Torbensen, Grethe Preisler og Jens Illum anbefalede denne kommentar

Sophie Scholl har ret, og alligevel er hun medskyldig i samme grad, som alle andre i denne verden, der vælger at vende det blinde øje til, når de er vidner til ondskab og umenneskelighed.

Hvor vil jeg dog gerne tro, at jeg ville have bekæmpet nazisterne, og hvor vil jeg dog nødigt testes på det felt i virkeligheden.

lars søgaard-jensen, Erik Karlsen og Jens Illum anbefalede denne kommentar

Citat fra jens peter 19/8 kl. 16:44: "Med hensyn til skyld og fængsel så kunne man vel have buret den største del af den tyske befolkning inde."

Det der med skyldsspørgsmålet er en både interessant og "farlig" (jeg kan ikke komme på et andet ord) ting, for når man snakker om "skyld", er Tyskland jo ikke det eneste eksempel i verdenshistorien.
Hvis alle tyskere, der levede under 2. verdenskrig, var medskyldige, fordi de ikke gjorde modstand, hvor mange nuværende indbyggere i krigsførende lande er så også medskyldige i vore dages krige, fordi de ikke gjorde modstand? At skrive indlæg på diverse mediers debatfora er jo ikke rigtig modstand, med mindre det kan bringe debattøren i fare.
Det er altid let at fortælle, hvad andre burde have gjort, men ville man selv gøre det samme? Og har man gjort det samme? Har vi gjort nok modstand mod Danmarks deltagelse i de sidste krige? Jeg har ikke (selv om jeg var imod), så jeg er vel også medskyldig i Irak-krigen m.m.
Nogen vil måske hævde, at 2. verdenskrig og nazisternes forbrydelser var i en helt anden målestok end de krige DK har deltaget i. Men sådan tænker den, der står midt i det hele og får bomber i hovedet (uanset fra hvilken part) og sit hjem smadret, nok ikke.

Olaf Tehrani, Inge Lehmann, Randi Christiansen, Anders Reinholdt, Michael Friis, Britta Hansen, lars søgaard-jensen, Thomas Petersen, Jan Kønig, Niels Duus Nielsen, Brian Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Nå ja, man kan roligt udvide Brunhilde Pomsels udsagn om manglende modstand til også at omfatte Danmark, hvor ca. 1.000 danskere deltog i kampen mod nazismen.

Modsat deltog ca. 6.000 nazister i aktiv kamp for nazismen og 40% af Danmarks BNP endte i den tyske krigsmaskine.

Inge Lehmann, Hanne Utoft, Per Torbensen, Britta Hansen, lars søgaard-jensen, Jan Kønig, Carsten Mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Hvis vi holder os til danske forhold, så kan man jo spørge, hvordan var holdningen egentlig i kongehuset, folketinget, pressen, arbejdsgiverforeningerne og fagforeningerne egentlig op gennem trediverne. (Jeg formoder, at meget gik i glemmebogen fra 1943 og fremad).

Hanne Utoft, Per Torbensen, Bill Atkins og Jan Kønig anbefalede denne kommentar
Anett Desiree Avlastenok

@Bill Atkins

"Sådan er det også i dag" (rundt regnet og oversat til nutid :-).

Folk siger generelt JA til alt det forkerte - og NEJ til alt det rigtige....

Fx møder der 25465 mennesker op, - med lakaj fagforeningerne - d. 4. okt. ved folketingets åbningsdag EFTER politikerne ER gået hjem - i stedet for at møde op, med de ca. 150 personer som vil være at finde mens politikerne ER tilgængelige.

(Der har oven i købet fundet demoer sted med selveste Bilderberg Stine Bosse, seriøst !. Og jeg mener det var i forbindelse med lærer-reformen)

Folk bruger oseaner af mængder tid på underskriftindsamlinger (det forkerte) som ikke rykker ved noget som helst - i stedet for at sætte sig ind i hvad der forgår, hvorfor og hvem eliten egentlig er OG hvilken betydning dét har OG får på deres AFGIVELSE af stemme hvert 4, år (alt det rigtige, altså at begynde at undersøge... )... Som så leder mig videre til;

- At folk sætter sit kryds på ELITEN hvert 4. år (alt det forkerte) - i stedet for at holde op = sige NEJ tak (alt det rigtige). For se, alt dét og meget mere ville folk vide, hvis de vidste h v e m eliten er, hvad eliten allerede har udrettet på vigtige og betydningsfulde personer, herunder samfundskritikere og d e r f o r også ER i stand til at gøre, om nødvendigt... Alle mennesker kan købes, trues eller...

Spørgsmål !
Ved dit/Jeres parti (Gud) godt hvad der foregår, hvorfor og ikke mindst hvem eliten er og hvad eliten så også ER i stand til, for at få gennemtrumfet deres agenda ?

OG hvis dit parti ved det - men blot fortsætter som stemmeslugere for en videre fortsættelse for eliten, - hvilken "straf" skal dit parti så stå til regnskab for, efterfølgende og h v o r missede DU, i virkeligheden, selv...

Virkeligheden er, at der kommer i n g e n partier på magten, herfra, som ikke kan, ikke vil, ikke formår at videreføre elitens agenda - tro mig ....

Og tro mig (også) når jeg fortæller, at alt det din Gud (parti) og Bibel (partiprogram om guld og grønne skove) kan "give dig" - er præcis de samme tråde de andres (modstanderens) Gud og Bibel trækker i, hos dem... Hvorfor skulle det være anderledes ?.

Jeg tror det er naturligt at fornægte medskylden over for sig selv. Det er en del af overlevelsesmekanismerne. Jeg tror dog hun har 100% ret i at langt de fleste af os ikke ville blive modstandsfolk.

At vende det blinde øje til umenneskelige begivenheder (af varierende grovhed), behøver man ikke gå tilbage i historien for at finde eksempler på. Tag f.eks. De umenneskelige forhold vestverdenen ignorerer, i flygtningelejrene i "de lokale områder", i Tyrkiet og f.eks. Hvordan Australien håndterer flygtninge. Man kan også fundere over Israels behandling af palestinensere eller USA's Guantanamofængsel.

Jo vi er medskyldige og/for vi gør ikke gør ikke noget imod det. Tværtimod.

Anna Schøning, Inge Lehmann, Hanne Utoft, Randi Christiansen, Robert Ørsted-Jensen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Nazismen var et særsyn i Europas historie. Prognomer og rasehad er normale foreteelser. Skal vi bekæmpe fremmedhadet tror jeg, at vi skal lægge nazismen bag os som en unormalitet og i stedet prøve at forstå mekanikken bag de prognomer, der hærgede mindst siden middelalderen. Og hvad er det for et menneskesyn, der fik os til at opfatte hudfarve og ikke øje eller hårfarve som afgørende for, om man var et menneske et menneskelignende dyr, der kunne udnyttes og sælges som andre dyr?
Fremmedhadere er kun sjældent nazister. De knytter op til en ældre forestillingsverden, og det er den, vi skal forstå og bekæmpe.

jens peter hansen

Hvad jeg forsøgte at udtrykke var at med hensyn til skyld, så burer man altså ikke et helt folk inde. Mon ikke udtrykket medskyld dækker hvad mange tyskere og folk i besatte lande måske burde føle, mens svenskere og schweizere vel ikke var meget bedre. Mener Bill Atkins at man skulle have brændt gårdene ned og sænket fiskekutterne. Det kommunistisk dominerede, men for tyskerne arbejdende , B&W blev fx aldrig rigtig saboteret . At modstandsbevægelsens sabotagegrupper bestod af ganske få er rigtigt, men det er vel ikke det samme som at alle andre var protyske. Min for længst afdøde svigerfar var i en ret uskyldig gruppe der trykte illegale blade. Han blev sendt til Sachsenhausen KZ nord for Berlin i julen 1943. Hans modstandsgruppe var vel ikke farlig for tyskerne, men ikke desto mindre fik han næsten halvandet års gratis tyskundervisning og mén for livet. Det er rigtigt at modstanden i DK kom sent i gang og den var domineret af venstre og højre det politiske spektrum, men medløbere var de færreste.

Lasse Reinhold

Håber ikke, vi står med samme artikel i 2045, bare om sharia :)

Frydenholm af Scherfig giver glimrende indblik i danskernes holdning, både menig mand og autoriteterne, som skiftede 180° efter tyskernes nederlag ved Stalingrad.

Sjovt nok mindes jeg ikke at vi i skolen lærte noget om denne kovending. Det var stortset kun amen til modstandskæmperne som hvis man skulle tro min gamle lærer var 90% af den danske befolkning.

Hanne Utoft, John T. Jensen, Thomas Holm, Per Torbensen, Britta Hansen, Christel Gruner-Olesen, Jens Erik Starup og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

jens peter hansen, hvis du skal se et fladland som tog kampen op med den tyske værnemagt så se til Holland, hvor krigen kostede 250.000 hollændere livet.
https://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_om_Holland

Jeg erkender jeg ikke ved hvor meget Holland bidrog med BNP til den tyske krigsmaskine krigen igennem. Det har jeg tilgode.

jens peter hansen

Over 100.000 af disse var jøder der blev gasset og en r del døde af sult i vinteren 1944/45, da tyskerne lukkede for al forsyning til den besatte del af Nederlandene. I de 4 dage Nederlandene forsvarede sig mod tyskerne var tabene fra 10. maj til 14. maj 1940 mistede 2500 soldater livet. Hollænderne ventede på hjælp fra franskmændene og englænderne. Hvilken hjælp kunne DK vente ? Ingen. 25.000 hollændere deltog som soldater i de tyske tropper. Der var modstandsbevægelse i Nederlandene, men der var også endnu større medløberi i Holland end i DK.
Lige ved 80% af alle jøder blev udryddet. Langt større andel end i Belgien og Frankrig. Danmarks historie under besættelsen er ikke heroisk, men pragmatisk, som i de mange lande der var besat af tyskerne.
Rotterdam blev bombet og omkring 900 blev slået ihjel. Dette skete mens der var fredsforhandlinger med hollænderne. Et bevis på at tyskerne var bedøvende ligeglade med regler og naturligvis var bange for at briterne ville kunne benytte havnen. Holland var som alle andre besatte lande med til at holde den tyske krigsmaskine i gang. DK blev ikke nær så flået som de andre lande, men masser af virksomheder rundt om i Europa tjente fedt på krigen, mens befolkningerne måtte leve med få rationer. Også på det punkt var DK privilegeret. Der var imidlertid i hele Vesteuropa meget få helte de første 3 år efter de tyske besættelser og det er rigtig at modstanden først kom rigtig i gang efter Stalingrad. At der er folk der mener at de ikke har hørt det i skolen må bero på det faktum at de nok ikke hørte ret godt efter eller havde en pjækkedag.

Jens Erik Starup

En del kan vel forklares, hvis det er rigtigt, at nazismen var et elitært projekt.

https://www.information.dk/kultur/2009/09/nazismen-elitaert-projekt

Robert Ørsted-Jensen

Niels Nielsen@ - Speer - siger dem der har været nede i kilderne, vindste det heler, og han var selv dybt involveret i grov misbrug af slavearbejdskraft i rustningsindustrien i de sidste. Han buirde have haft samme straf som de andre medskyldige istedet blev han feteret som den "gode nazist" (jeg ville end ikke have hængt Hitler - bare lige slå det fast). Men kan derfor ikke sammenlignes med damen her.

Hun vidste nok til at hun burde have trukket følehornene tilbage, men i stedet valgte hun - som så mange andre af mit moderfolk - ikke at vide noget der kunne skade hendes karriere. Nu skildrer hun det så som om det var et valg mellem at vide alt eller vide intet. Det er hendes livsløgn og desværre var det også en masse andre menneskers livsløgn.

Robert Ørsted-Jensen

Erik Karlsen@ ligesom det ikke var et spørgsmål, som Brunhilde formulere det - om at vide alt eller vide intet, så var valget eheller ikke et der handlede om at enten gjorde man agtiv miodstand - eller også var man medlem af og arbejdede for DNSAP. Der var mange måde at overleve nazismen på - der ikke indebar et sådant stereotypt valg.

Ivan Breinholt Leth

Ifølge Hannah Arendt's undersøgelser vidste de der arbejdede i den nazistiske administration præcist, hvad der foregik, men de havde et specielt sprog til at fortrænge virkeligheden. Selvom der dengang hverken var internet eller mobiltelefoner, må man alligevel spørge om en stat i løbet af ca. 10 år kan aflive 6 millioner mennesker (ca. 10% af befolkningen) uden at andre end en meget begrænset elite kendte til denne forbrydelse? 6 millioner naboer forsvinder, og ingen stiller spørgsmål! Alle stolede blindt på Eichmanns påstand om, at jøderne udvandrede en masse, indtil Tyskland blev 'Judenrein'?

Robert Ørsted-Jensen

Ingen stat aflivede 6 millioner af sine egne borgere Ivan. Tyskland havde knapt selv jøder, der var 505 tusind jøder i Tyskland i 1933. Det var jøder fra central og Østeuropa man aflivede.

Robert Ørsted-Jensen

Der var mindre end 0,75% jøder i Tyskland i 1933.

Robert Ørsted-Jensen

prøv i øvrigt lige at sammenligne den % med tilsvarende tal på "fremmede" idag

Brunhilde Pomsel håber på - at der ikke bliver vendt op og ned på verden ligesom dengang. - For der har været nogle rædsomme udviklinger på det seneste, ikke sandt?

Selv om nogen mener, man ikke kan lære ret meget af historien, så burde enhver kunne se, at den i hvert fald ofte gentager sig, totalitære systemer med antidemokratiske dagsordener, om det så er nogle politiske eller religiøse af slagsen, allerede eksisterende eller importerede, burde få de fleste til at reagere rationelt, bruge deres demokratiske forstand og fornuft, en kollektiv dømmekraft uden slinger i valsen – etablere en modkraft ud fra den gamle erfaring, at demokratiet har mange fjender og skal forsvares hele tiden og ikke bør tillade nogle som helst grundlæggende undtagelser – demokratiet som en ny form for totalitarisme, vil nogen vrænge, ofte folk uden demokratierfaring eller med en skjult og bagudrettet dagsorden fra før Oplysningen – lad dem bare det, de afskrækkende historiske eksempler på barbariets hærgen, også her på vore breddegrader, taler deres morderiske sprog …

Især er udviklingen i Tyskland værd at beskæftige sig med – et samfund her senest ’besat’ af postmoderne folkevandringer langvejs fra, ingen havde forudset, med flere fremmede mennesker end de tidligere besættelsesmagter efter WW2 sendte af soldater – med en voksende population af højreradikale elementer, der igen marcherer i gaderne …

Tysklands indre og ydre grænser er skubbet frem og tilbage så ofte i historiens forløb, at tyskerne efterhånden selv tror, at grænser bare er til for at blive overskredet …

Som Peter Sloterdijk erindrede kanzler Merkel om - Die deutsche Regierung hat sich in einem Akt des Souveränitätsverzichts der Überrollung preisgegeben - diese Abdankung geht Tag und Nacht weiter. - og - Es gibt keine moralische Pflicht zur Selbstzerstörung - hvilket må betyde, at ‘moralen’ må forsynes med nogle helst humane begrænsninger – at den kantianske pligt til at optræde moralsk er blevet gjort meget sværere at opfylde på grund af den kvantitative tilstrømning ingen har kunnet forudse – hvilken også har medført, at en omvurdering af alle vestlige værdier, nedfældet i f.eks. konventioner o.a., er kommet på dagsordenen – ellers ender vores civilisation med tiden, som vi kender den, med den ’visse død’ – århundredets dilemma - men det har andre klogere hoveder jo allerede skrevet tykke bøger om, så hver enkelt må altså også her foretage et eksistentielt valg, og det mit i en borgerkrigslignende verbal kulturkamp og rigeligt med gammelkendte farlige lokketoner, som sidst blev hørt dernede i 30-ernes NS-Tyskland …

Tilsyneladende har folk, alt taget i betragtning (topstyret hetz, systemiske livsforringelser, osv) - løftet sig menneskeligt ud over den elitetære vildledning, som var styrende i 30'erne, og klarer idag problemerne kollektivt - skiller snot fra skæg - istedet for at søge dækning i rækker og geledder under kommando.

Kære alle.

Læg venligst mærke til den her kommentar fra Pomsels side:

"Pomsel betegner sig selv som et produkt af preussisk disciplin. Hun husker dengang, hun var syv år, og hendes far, der var vendt tilbage fra kampene i Første Verdenskrig, forbød familien at bruge natpotter i soveværelserne. »Hvis vi skulle på toilettet, måtte vi trodse alle hekse og trolde og gå på wc.« Hun og hendes søskende fik »smæk med tæppebankeren«, når de var ulydige. »Den er altid blevet hos mig, denne preussiske fornemmelse for pligt.« Hun var 31 år og arbejdede for den statslige radiostation som vellønnet sekretær – et job, hun havde sikret i kraft af sit medlemskab af NSDAP, det tyske nazistparti – da en eller anden i 1942 anbefalede, at hun blev forflyttet til en ledig stilling i Ministeriet for Propaganda i 1942."

De af os, der igennem vort studie på universitet har beskæftiget os med nazismens fremkomst i Europa ved, at det ikke kunne være sket, medmindre der i Tyskland (og andre steder sikkert også!) havde været denne totalitære opdragelse, hvor familiefaderen, Pater Familias, bestemte alt. Og hvor børnene blev straffet, hvis ikke de gjorde, som Pater Familias, sagde. Hun gjorde som der blev hende fortalt, at hun skulle gøre, gjorde hun - uden at hun stillede spørgsmålstegn ved sin chefs ordrer. Også hvis det handlede om at skrive memoer mm. og mv. om det såkaldte ømtålelige Judenfrage (udryddelsen af jøderne i Tyskland :( ).

Og netop derfor kunne Eichmann, Himmler og Goebbels bilde folk(et) i Tyskland ind, at jøderne bare var udvandret fra landet, fordi ingen turde stille spørgsmål til, om dette nu var også sandt, rigtigt eller korrekt. Og hvis man alligevel gjorde, ja så faldt der brænde ned, så kom Gestapo og hentede en ind til alt andet end en kammeratlig samtale!. Totalitære stater regerer nemlig ved hjælp af frygt, for enten end konkret fjende, eller en indbildt fjende - udenfor eller indenfor staten. Udtalt af lederens, chefens mund om at der var og er en (usynlig) indre og ydre fjende, der vil os tyskere det ondt mm. Og som af al magt skal bekæmpes - og ingen tør sige lederen imod, denne Pater Familias imod. Ingen. Fordi de netop har denne autoritære opdragelse hvor de følger Faders Vilje....

Netop derfor blev Adorno og Horkheimers, og hele Frankfurterskolens teorier om den anti-autoritære opdragelse mm. så populære, efter 2.verdenskrig, fordi man havde sat, hvad der kunne ske ved blindt at følge autoritære lederes ordrer mm. Hele det anti-autoritære oprør i 1960erne og i 1970erne sker jo netop, bl.a. på baggrund af 2.verdenskrig, hvor verden oplevede, hvor galt det kunne gå, hvis et folk, her tyskerne, bare fulgte lederens ordrer. Uanset hvor gale, vanvittige eller ulovlige disse order var....

Inge Lehmann, Hanne Utoft, Søren Veje, Anders Reinholdt, Per Torbensen, Keld Albrektsen, Robert Ørsted-Jensen, Herdis Weins og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Ja Karsten Aaen, nu er Tyskland jo ikke det eneste sted, hvor man i en eller anden udstrækning udrydder dem, man ikke bryder sig om.
Mon ikke sagen er noget mere simpel. I et autoritært system må du adlyde, eller også mister du hovedet.

@Karsten Aaen - gør nu sagen ret éndimensional, som om der ikke var flere og mere vægtige grunde til NS-regimets opkomst og sejlivethed, hvor især det arbejdende folks tilslutning mest var bestemt af deres materielle tilstands elendighed – nederlaget og tab af menneskeliv i WW1, arbejdsløshed, sult og nød under og efter, så den med opdragelsen gjaldt overvejende ’Die erhobene Klassen’ og militæret havde sine åbenbare interesser i projektet, fast arbejde og fornyet ’Glanz und Gloria’, for ikke at nævne kapitalisternes grådighed efter fornyet krigsprofit, nu hentet hjem på genoprustningen …

NS-propagandaen og forfølgelse af folk, der ikke nåede at forsvinde til udlandet, gjorde sit til, at fængslerne og lejrene fra starten bugnede efter mottoet: ’einordnen oder Rübe ab’ – preussisk opdragelse? – næppe forklaringen, min gode Karsten – de fleste af systemets lakajer og håndlangere var overhovedet ikke i besiddelse af noget så fancy som ’opdragelse’ …

Enig i at autoritetsafvisning i dag er blevet en fast bestanddel af det normative, og det er en gamechanger i forhold til 30'erne. Ikke at det umuliggør topstyring, men det kræver at magthaverne vægter manipulation, mere end 30'ernes massepsykose.

Hanne Utoft, Anders Reinholdt, Peter Jensen, Jan Kønig, Karsten Aaen og Jan Weis anbefalede denne kommentar

@ Jan Weis

Nu taler jeg ikke om NS-regimets opkomst, eller hvordan Hitler ved hjælp af storkapitalen, bl.a. IG Farben i Tyskland kom til magten. Jeg taler i min kommentar om, hvorfor personer som Pomsel adlød ordrer fra mænd, uden at de betænkte sig om, hvorfor de sagde sådan, eller om hvorfor de dog skulle adlyde de mænd, der udstak og gav disse ordrer. Ulovlige ordrer eller ej...

@Karsten Aaen,
det er forstået, men Pomsel er en singulær figur i denne hvorfor-sammenhæng og helt uinteressant som fænomen for tidens medløberi under NS-regimet - for hvor mange kan det mon dreje sig om ialt - og for øvrigt kunne man også tilføje tvangsmedlemsskaber af stort set alle foreninger oprettet af systemet selv - hvem adlød ikke ordrer fra personer, der i sagens natur på den tid ikke kunne have været andet end mænd ...

Denne tese om 'preussisk opdragelse' var rigtig nok populær i '60-erne, men senere suppleret med flere og mere generelle teorier og analyser ...

@Erik Jensen 23:40 (19/8)
Hvad var det nu lige Sophie Scholl (og hendes bror) var medskyldige i? …

@Jan Weis, tror du ikke Erik Jensen mener Brunhilde Pomsel og ikke Sophie Scholl?

Det må vi da håbe, Steen ...

Bekvemmeligheden indtog for egen person synes at være den forsvarsmekanisme som Pomsell benytter igennem flere steder.

Nazismen begyndte allerede i de tidlige 30ere, og allerede her var uhyrligheder til at få øje på, men udelades af bekvemmelighed, for en erkendelse heraf føres helt klart til sidenhen også at skulle erkende forholdet om at forfalske dødstallene fra Øst krigen og de voldtagne kvinder.

Hun blev jo også medlem af DNASP på et tidspunkt, så nogen tilslutning til og medløberi ligger der heri fra hendes side.

Hun kan heller ikke gemme sig bag den preussiske opdragelse, som den store øjelukker i disciplinens navn, for alene det hun tog en uddannelse til sekretær, må have givet hende nye tanker, idet det næppe foregik i Preussen, og da hun åbenbart blev opdaget og hothentet til Goebbels kontor for sine evner, må være fordi hun var kendt i byen.

NEJ, Pomsel din forklaring halter langt hen ad vejen, også omkring din jødiske veninde, som du selv angiver der var så tæt, - og intet og ingen følelse har for, men blot accepterer hunforsvandt.
Du gemmer dig bag tiden og selvbedraget i håbet om dit bedrag og historie herom vil blive accepteret, - men NEJ, du var medskyldig og ikke uskyldig.

Martin Madsen, Per Torbensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Mekanismen er :
Erhvervslivet er meget nemt for magthaverne. Dette er første styringsled. Erhvervslivet, og dermed 'arbejdsgiverne' ved godt selv, at det/de i høj grad bygger profitmaksimering på udfordring og grænseafsøgning af lovgivning, og er kun interesseret i hvad der kræves og ikke kræves. Forretningsfolk er hamrende ligeglade med om styret er eks. kommunistisk eller liberalt, bare lovens håndhævelse er til- og be-regnelig.
Andet led er populationens afhængighed i det globalt overvejende civilisatoriske set-up af erhvervslivet/arbejdsgiverne, for at have indtægter som kan understøtte tag over hovedet og ordentlig forplejning. Det er de færreste steder i verden at sikringen af nogen af disse for livselementer er etats-baserede 'rettigheder' borgere alment har krav på fra magten.
Det er den korteste kendte vej til at 'nudge' en population ind en ønsket adfærd, og efter ikke lang inkubationstid også tankegang.

Lotte Ransted

Hvis man synes en sekretær er skyld i hvad et nazistiske regime gjorde burde man måske udvide sin horisont en lille smule.

Jeg ser ingen der himler op om at skulle stille russiske soldater til ansvar for voldtægten af Berlin og Preussen. Jeg ser heller ingen der vil stille Churchills piloter til ansvar for terrorbombningerne af Dresden som de også måtte have vidst var bevidst rettet mod civilbefolkningen. Jeg ser heller ingen der kræver fængsel til Enola Gays besætning som uden tvivl er de personer på jorden som personligt har trykket på en aftrækker og myrdet flest mennesker.

Inge Lehmann, Hanne Utoft og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det nazistiske terrorregime var eet i en lang række af menneskehedens syndefald. Hitler kom jo ikke ud af ingenting. Folkedomstolen skal passe på med kontrafaktisk historieskrivning med sig selv i helterollen (fogh rasmussen syndromet) med at uddele domme og i øvrigt huske, at der peger tre fingre på een selv, når man peger ad andre.

Dele af verdenssamfundet, jøderne og den israelske stat synes ikke at have lært lektien, men fortsætter den onde spiral - nu med palæstinenserne som ofre. Den israelske stat blev oprettet i et klima af posttraumatisk stress, som verdenssamfundet ikke synes at have overvundet.

Forbrydelser mod menneskeheden og planeten fortsætter i en lind strøm, og nogle af de værste anses for legale. F.eks. er måden, hvorpå de fælles overlevelsesressourcer administreres, grusom og stupid ud over alle grænser og vil, hvis de ikke ændres, medføre vores undergang. Og ansvaret? Det kan selvfølgelig kun være pengemagtens - hvis ellers?

Inge Lehmann, Hanne Utoft, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Sider