Læsetid: 6 min.

Dame konge es Carré

Spionromanernes 84-årige konge har omsider skrevet sine erindringer fra en livslang research. Bogen ’Duernes tunnel’ rummer en rigdom af bizarre, anekdotiske oplevelser med verdens magtfulde og kendte mennesker – som da Richard Burton skreg til sin kone: ’Elizabeth, for fanden, dit fjols!’
Skal man tro le Carrés egne ord, har han aldrig selv deltaget i farlige eller dramatiske operationer som dem, han beskriver i romanerne, men har dog færdedes i spionagens og kontraspionagens miljø

Skal man tro le Carrés egne ord, har han aldrig selv deltaget i farlige eller dramatiske operationer som dem, han beskriver i romanerne, men har dog færdedes i spionagens og kontraspionagens miljø

Stine Bidstrup

27. august 2016

John le Carrés erindringer har været imødeset med spænding, dels fordi han sjældent har ladet sig interviewe, dels fordi han har en fortid som spion i de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6, men hvad var det egentlig han foretog sig der?

Nu, hvor han er blevet 84 år, er Duernes tunnel, som bogen hedder, så endelig udkommet, og her åbner han vinduet ind til det, han kalder den hemmelige verden.

I hvert fald åbner han det på klem, for han er stadig bundet af den tavshedspligt, som alle agenter er underlagt, og som nogle af dem har svært ved at holde, når de bliver pensionerede og gerne vil skrive om deres liv. Det er lidt af en balancegang.

Selv meldte han sig som ganske ung ud af tjenesten for at blive forfatter på heltid, da han med romanen Spionen der kom ind fra kulden fra 1963 fik et verdenshit, som senere blev fulgt af en lang række af andre, som skriver sig direkte ind i alverdens krige, terrorhandlinger og aktuelle storpolitiske konflikter, som gør dem særdeles nærværende og relevante samt kvalificeret indsigtsfulde – (i modsætning til James Bond-fiktionen, som er pure fantasi). I flere af hans 22 romaner optræder den diskrete spionchef George Smiley.

Skal man tro le Carrés egne ord, har han aldrig selv deltaget i farlige eller dramatiske operationer som dem, han beskriver i romanerne, men har dog færdedes i spionagens og kontraspionagens miljø, og bogen er fuld af anekdotiske historier og nøgler til hans romanpersoner, som ofte har modeller i det virkelige liv.

Okay, man skal lige vænne sig til, at han i virkeligheden slet ikke hedder John le Carré, men David Cornwell, og David er, hvad han kalder sig og bliver kaldt af andre i det daglige.

Adgangsbilletten

Den unge David Cornwell stod til en akademisk karriere, men forlod sin engelske kostskole og flyttede til et universitet i Bern i Schweiz i noget, der havde karakter af en flugt fra hans far, der var storsvindler, en faderfigur, han har bakset med lige siden.

Allerede her blev han som 17-årig patriot hvervet til mindre efterretningsopgaver, som senere blev flere og større og en egentlig agentuddannelse.

Han har afhørt afhoppere fra jerntæppelandene, aflyttet telefoner og – tilbage i England – forsøgt at opspore sovjetiske spioner i venstreorienterede kredse.

I efterkrigstidens Bonn blev han placeret som andensekretær på den britiske ambassade, men en stor del af jobbet bestod i at guide vesttyske politikere på besøg i Londons Whitehall med alle regeringsbygningerne.

Ikke særlig heroisk, og i virkelighedens verden er spionarbejde ofte en systematisk og triviel indsamling af informationer om et andet land.

Tiden i Bonn afspejles i romanen En lille by i Tyskland, en intrikat periode, hvor topnazister slap for et retsopgør, fordi Vesten havde travlt med at alliere sig med tyskerne mod den nye, store fjende, Sovjetunionen. I øvrigt kom han til at elske tysk litteratur og kultur i det hele taget.

Succesen som forfatter er adgangsbilletten til, at han har kunnet møde en masse interessante personer på højt niveau, som syntes, det var interessant at møde ham.

Således blev han inviteret til Rom af den italienske præsident Francesco Cosiga, som ville rådføre sig med ham om, hvorvidt et land overhovedet har brug for spioner. Hvilket han, skriver han, den dag i dag er i tvivl om.

Han er også blevet bedt om råd i en gidselaffære – uden at kunne give noget. »Min falske identitet som mesterspion«, kalder han det, når han får henvendelser af den art.

I gamle dage blev man spottet som spionemne. I dag ansøger man – og meget arbejde består i at kunne håndtere en computer. Når mange unge i dag spørger ham, hvordan man bliver spion, svarer han »spørg din studievejleder!«

Margaret Thatcher ville indstille ham til en orden, som han takkede nej til. I stedet inviterede hun ham til frokost i Downing Street, hvor han til hendes misfornøjelse forsøgte at tale statsløse palæstinenseres sag.

»Kom ikke her med sådan en tåreperser«, affærdiger Jernladyen ham. Det, han i stedet får ud af det, er en spøjs historie til sin erindringsbog. En af mange.

Som da forfatteren Joseph Brodskij, som han dårligt nok ved, hvem er, under en frokost med ham får at vide, at han har fået Nobelprisen – og bliver fuldstændig chokeret og faktisk handlingslammet.

Også bladkongen Rupert Murdoch spiser han frokost med, skønt en af dennes aviser lige har svinet ham til. Le Carré tager det som en oplevelse og forlanger som pris for at stille op blandt andet en donation til et kriseramt polsk teater, hvilket han får.

Er han blevet venstreorienteret? Delvis, kun delvis. Han sympatiserer med nogle af terrorcellen Rote Armee Fraktions holdninger, skriver han, men ikke med metoderne.

Arafat opnår han et møde med efter diverse sikkerhedstjek og omfavner ham. Det er alt sammen led i en uophørlig research, hvor han ved møderne med verdens store mænd tager notater.

De tror, han noterer det, de siger, men i stedet noterer han deres væremåde og forskellige kuriøse detaljer, som han senere bruger i romanerne.

»Jeg har mødt to forhenværende KGB-chefer i mit liv og har kunnet lide dem begge«, erklærer han frejdigt.

Det karakteriserer ham som forfatter, at han forstår sine personer og deres forskelligartede bevæggrunde. (Hvad sagde ikke Lars von Trier: »I understand Hitler«). Dog havde han svært ved at snuppe dobbeltagenten Kim Philby, som hans gode ven og forfatterkollega (og forudsætning i genren) Graham Greene til gengæld godt kunne lide.

Papegøjen Coco

I romanen Dame konge es spion foregår en del af handlingen på en færge mellem Hongkong og Kowloon. Senere erfarer han under et besøg i Hongkong, at der faktisk er en tunnel mellem øen og fastlandet.

Der burde den være foregået. Det gør ham flov – og lærer ham, at han bør researche grundigere, før han skriver.

Under denne sin livslange research har han røget opium i Laos, opsøgt krigsherrer i Rwanda og selvfølgelig besøgt legendariske Raffles Hotel i Singapore.

Han har sluttet venskab med krigskorrespondenter, som har taget ham med til brændpunkter, og med eller uden dem boet på hoteller, der a la Ricks Café i filmen Casablanca var vandingssted for våbenhandlere, narkobaroner, eventyrere, plattenslagere, ægte og uægte nødhjælpsarbejdere, krigstrætte bladsmørere og andre farverige personer, som har inspireret ham.

På Hotel Commodore i Beirut var »den mest prominente beboer« en papegøje ved navn Coco, der styrede kælderbaren med jernhånd«. Den kunne efterplapre »Marseillaisen«, Beethovens Femte samt diverse missillyde med et fast hyl: »Ned på dækket, dit stupide svin, få så røven ned nu«.

Sandhed eller løgn? Le Carré erkender, at erindringer ikke altid er sandheden, men sandheden, som man husker den.

Burton og Bier

Richard Burton spillede hovedrollen i Spionen der kom ind fra kulden. Fra optagelserne i Dublin (som skulle illudere Berlin) husker le Carré, at hustruen Elizabeth Taylor ankom i en hvid Rolls-Royce, som samlede en irriterende, stor menneskemængde.

»Elizabeth, for fanden, dit store fjols!« skreg Burton, der lige havde konsumeret en halv flaske Johnny Walker. Det gjorde han jævnt hen. Bagefter gik han ind og spillede en af sit livs store roller.

Fortidens tyske mesterinstruktør Fritz Lang opsøgte ham under Bogmessen i Frankfurt for at få et samarbejde i gang, men ingen ønskede yderst forståeligt at producere en film for den aldrende instruktør, der var halvt blind.

Andre instruktører, der var inde over, var Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick og i to ombæringer Sydney Pollack, men intet af det blev til noget.

Pollack ville gerne filmatisere Natportieren, men, som danske tv-seree vil vide, blev det i stedet en tv-serie med Susanne Bier som instruktør. John le Carrés egen yndlingsfilm er Pollacks Out of Africa.

På kasino med far

Det mest lidenskabelige afsnit i bogen handler om Ronnie, den storsvindlende far, der levede som en rigmand, når han ikke lige var i fængsel.

Et frygteligt traume for sønnen, der samtidig er fascineret af hans overbevisende charme og ekvilibristiske bedrag.

Faren misbrugte teenagersønnen som inkassator af tvivlsomme tilgodehavender og tog ham med på spillekasino i Monte Carlo, hvor der under græsplænen var små, bælgmørke tunneler, hvor igennem duer fra kasinoets tag blev sendt flaksende ud over Middelhavet. Her kunne spillerne efter en bedre frokost skyde til måls efter dem.

De duer, der overlevede, gjorde »det, duer nu gør«. De vendte tilbage til kasinotaget, det sted, de kom fra. Akkurat som de mest hærdede spioner og krigskorrespondenter har det med at ville til fronten på ny, og som le Carré refererer et mundheld, som altså ikke gjaldt for ham selv: En gang spion, altid spion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu