Læsetid: 18 min.

Den danske slave, der ville eje sig selv

I 1802 tabte en krigshelt fra Slaget på Reden, den unge Hans Jonatan, sagen om retten til sit eget liv. I den danske stats øjne var han stadig en slave fra De Vestindiske Øer. Historien om hvordan han stjal sig selv og grundlagde en stor slægt i Island er samtidig historien om dansk kolonialisme, og om hvordan racisme opstår
Plantagen Constitution Hill malet af Frederik von Scholten i 1833. Museet for Søfart, Helsingør
12. august 2016

Papiret er gulnet og tykt, siderne en anelse mørke og slidte i kanterne, hvor hundredevis af hænder gennem hundredevis af år har bladret efter svar på spørgsmål om deres familiemedlemmers skæbne i Rigsarkivets ‘Over-, hof- og stadsrettens oversigt over pådømte sager 1645-1919’.

I dag er det de færreste, der kan læse den gotiske skrift, der fortæller om det danske retssystems konklusion på det civile søgsmål ‘Generalenkefrue Henrietta Schimmelmann mod mulatten Hans Jonatan’ anlagt i 1801 og afsluttet i 1802.

Men islandske Gisli Palsson, der er professor i antropologi ved Islands Universitet, kender historien om Hans Jonatan.

Med professorens egne ord virker det, som om »historien om imperialisme, kolonialisme, racisme, menneskerettigheder og globalisering er blevet presset sammen i et enkelt kort menneskeliv«. Den fortæller han i bogen: The Man Who Stole Himself, der udkommer i USA til september.

Hans Jonatan blev født på St. Croix i 1784. Dengang en dansk koloni. Tusindvis af mennesker fra det afrikanske kontinent blev fragtet til De Vestindiske Øer, hvor de skulle arbejde som slaver på sukkerplantagerne, og Hans Jonatans mor var en af dem.

På plantagen Constitution Hill arbejdede Emilia Regina som husslave, og det lå i kortene, at Hans Jonatan skulle det samme. Afskaffelsen af slaveriet var stadig årtier væk, da Hans Jonatan blev født, men hvordan endte han så i en dansk retssal i begyndelsen af 1800-tallet?

Hans Jonatan og hans mor tilhørte familien Schimmelmann – en af de største slaveejere på St. Croix, hvor Hr. Schimmelmann endda i en periode var guvernør – og da familien flyttede hjem til Danmark, tog de dem med.

Det er ikke til at vide hvorfor, men det var almindeligt, at familier tog husslaver med sig på den lange rejse hjem.

Hans Jonatan var stadig et barn, da de ankom til Amaliegade 23 midt i Frederiksstadens København, hvor de enorme formuer fra sukkerindustrien havde finansieret det ene prægtige palæ efter det andet.

Mens han voksede op her, fik Hans Jonatan en klassisk uddannelse, hvilket ansås for helt uundværligt i adelen og overklassen, hvor det stadig var populært at have en page – oftest en lille sort dreng, der holdt herskabet ved selskab og morskab og på malerier fra perioden var med for med deres mørke hud at fremhæve ejerens hvidpudrede ditto.

Det var ikke usædvanligt, at pager fik en uddannelse af herskabet, så de kunne opføre sig civiliseret over for eventuelle gæster og være interessant selskab for ejeren. Men Hans Jonatan var ikke en sort page. Han var mulat.

Det fremgår af næsten samtlige danske papirer, der findes om ham. I hvert fald de der er skrevet i Danmark.

Historikere har spekuleret i, om Hans Jonatan i virkeligheden var Hr. Schimmelmanns søn, og om det kunne være grunden til, at familien tog ham med til Danmark, og at Hr. Schimmelmann behandlede ham godt.

Det skete ofte, at slavinder blev gjort gravide af deres hvide ejere – eller af gæster de blev bedt om at underholde.

I krig for Danmark

Gisli Palsson fremlægger dog i sin bog stærke indicier på, at faderen kunne være en sekretær, der i en periode arbejdede for Schimmelmann, Hans Gram.

Uanset hvad så behandlede Hr. Schimmelmann Hans Jonatan væsentligt bedre, end hans kone gjorde. Efter Schimmelmanns død meldte Hans Jonatan sig til den danske flåde – han ville hellere gå i krig for et land, der havde gjort han og moderen til slaver, end blive i huset på Amaliegade.

Og i krig kom han. Hans Jonatan tjente Danmark i et af de voldsomste søslag, landet nogensinde har set, Slaget på Reden i 1801, og det gjorde han på en måde, der vandt ham kaptajnens respekt.

Hans overordnede sørgede efter slaget for, at den danske kronprins erklærede, at Hans Jonatan var en fri mand, og derfor vendte han ikke tilbage til Amaliegade og Henrietta Cathrina Schimmelmann.

Men det ville generalenkefruen ikke finde sig i. Hun lagde sag an, og trods det, at det var en veluddannet ung mand, der havde tjent sit nye land i krig, der stod der i retssalen, ja, så tabte Hans Jonatan sagen.

Retten bekræftede, at han var Henrietta Cathrina Schimmelmanns ejendom, og at han ikke kunne leve i frihed, som han ellers havde gjort det, indtil enkegrevinde Schimmelmann ikke længere ville tolerere det.

Søhelten havde tilsyneladende ikke andet valg end at melde sig på Amaliegade 23 for atter at træde ind i husholdningen. Der var således ikke synderlig forskel på at være slave i Danmark og på De Vestindiske Øer.

»Hans Jonatans sag fandt sted på et meget kritisk tidspunkt,« fortæller Gisli Palsson: »Sukkerhandlen var for nedadgående, der var oprør og revolutioner i både Europa og kolonierne, og folk havde på fornemmelsen, at slaveriet ville ændre sig, hvis det da ikke blev helt afskaffet snart. Selv om samfundsudviklingen måske arbejdede i den retning, så gjorde retssystemet det ikke, så Hans Jonatans sag blev ført en lille smule for tidligt. Han tabte jo sagen og var i praksis en slave, indtil han stjal sig selv.«

Hans Jonatan valgte nemlig ikke at tage tilbage til Henrietta Schimmelmanns hus i Amaliegade, i stedet flygtede han ud af landet.

Systemet havde svigtet ham, men ved venners hjælp kom han til Island, hvor han grundlagde en slægt, der i dag tæller mere end 600 nulevende islændinge.

George Bjorn og hans børn Katie, Holger og Dagny. Først som 76-årig lærte Holgers datter, Roberta, historien om familiens slægt at kende.

Købmanden i Djupivogur

Gisli Palsson hørte første gang om Hans Jonatan i den danske tv-dokumentarserie Slavernes Slægt lavet af journalist Alex Frank Larsen.

Han sporede Hans Jonatans historie fra moderens navn på en liste over slaver på St. Croix til det lille samfund i Island, hvor Hans Jonatan endte sine dage.

Og i Island er der i dag mange, der forsøger at lære deres forfædre bedre at kende. Begejstringen går tydeligt igennem på telefonlinien mellem Reykjavik og København:

»Ja, jeg er femtegenerationsefterkommer af Hans Jonatan,« siger 74-årige Sigurdur Tomasson, der er dybt engageret i arbejdet for at udbrede kendskabet til Hans Jonatans historie i Island.

Men den begejstring har ikke præget alle efterkommere til alle tider, fortæller Gisli Palsson. Historien om Hans Jonatan er også historien om, hvordan racisme opstår, mener han.

I byen Djupivogur blev Hans Jonatan ansat i en lille købmandsbutik. Han blev senere leder af butikken, inden han sammen med sin kone Katrin Antoniusdottir valgte at flytte til et endnu mindre samfund og blive landmand.

I mange år efter hans død var navnet Jonatan forbundet med stolthed – han havde været en købmand, man kunne stole på, og det rygte fulgte med hans navn også efter hans død. I Danmark var betegnelsen ’mulat’ det eneste, der fulgte med hans navn.

»Jeg kan ikke finde noget bevis på, at de skulle have kaldt ham sort eller mulat i de beskrivelser, der er af ham fra Island. Et sted bliver han beskrevet som havende brunlig hud, men de har ikke noget sprog for hudfarve.«

Da Hans Jonatan ankom til Island var det mere sandsynligt, at islændingene betragtede ham som en veluddannet dansker, end som den mulat, der end ikke ejede sig selv, han blev set som i Danmark.

Takket være sin klassiske uddannelse talte han flere sprog, og han spillede violin, og han blev hurtigt et respekteret medlem af lokalsamfundet.

»Danske historikere har ret overbevisende argumenteret for, at det var sukkerindustrien og slaveriet, der fik racismen på dagsordenen og bragte kategorien ’sort’ ind i det danske sprog i det 18. og 19. århundrede. Før det var racisme noget helt andet og fyldte meget lidt. Hans Jonatan ankom til Island, inden denne bølge af nye koncepter var nået herop. Islændinge var relativt uvante med de koloniale regimers sprog på dette område. ’Blackness’ var simpelthen ikke en ting. Senere forandrede det sig dog dramatisk,« siger Gisli Palsson.

Første gang Hans Jonatan blev beskrevet som mulat var, da hans død registreredes i Island i 1827.

Det koloniale sprog var ankommet fra Danmark og Storbritannien, hvor mennesker rutinemæssigt kategoriseredes ud fra deres hudfarve.

Et par generationer senere var det ikke længere med stolthed, familien fortalte om forbindelsen til mulatten Hans Jonatan. Uafhængighedsbevægelsen i Island var begyndt at arbejde for frigørelsen fra Danmark.

For at blive et land i sin egen ret opfattedes det på det tidspunkt som nødvendigt at etablere et folk i sin egen ret. Ideen om Homo Islandicus opstod.

»Ideen om islændinge som noget helt særligt fysisk og mentalt. Nordiske, blonde, blå øjne, rene og så videre. En befolkning med en lang stolt historie og tradition med litteratur og sprog. Og man kan sagtens se, at så snart den slags tankegang var ankommet: Eugenikken og racismen fra USA og Europa, så må Hans Jonatans efterkommere have fået et anderledes forhold til deres ophav end tidligere.«

Gisli Palsson har i forbindelse med arbejdet til sin bog talt med en lang række efterkommere af Hans Jonatan.

I Island har genealogi i mange år været en yndet beskæftigelse, og det er mere end sandsynligt, at en del af dem vidste, at de var i familie med Hans Jonatan.

Hvordan de har håndteret den viden er et billede på, hvordan forholdet til race har udviklet sig gennem tiden. »Nogle af dem jeg interviewede fortalte, at deres bedsteforældre insisterede på at være tavse omkring det. Og én fortalte mig, at hun havde hørt, at et fotoalbum var blevet ødelagt, fordi det afslørede afrikanske ansigtstræk i slægten. Det har jeg ikke kunnet få bekræftet, men det hænger godt sammen med det, vi ved fra studier i romafamilier i Europa. Her bliver beviser på familiers baggrund også smidt væk.«

En familie der kæmper videre

74-årige Sigurdur Tomasson fortæller i telefonen fra Island om familiens kendskab til deres ophav. Det startede med en tilbagevendende drøm, hans mor havde, hvor en sort kvinde kom til hende og takkede for, at hun tog sig af hendes søn.

Sigurdur Tomassons mor ville meget gerne vide, hvad det handlede om, og det samme ville hans fætter Helgi Már Reynisson. Han og Alex Frank Larsen fandt Hans Jonatans historie frem fra arkiverne.

»Og da man i Danmark i 2001 markerede 200-året for Slaget på Reden, var min fætter inviteret med som æresgæst. Her fik Hans Jonatan endelig den anerkendelse, som han aldrig fik, mens han levede. 200 år senere! Og kun fordi min fætter havde gjort et fantastisk stykke arbejde.«

I dag kender Sigurdur Tomasson historien om Hans Jonatan særdeles godt, og han er en del af en fond oprettet af efterkommere, der har arbejdet på at skaffe penge til en dokumentarfilm om Hans Jonatan, der vises på islandsk tv i efteråret.

På Facebook er der oprettet en gruppe for efterkommerne. Mange af dem har mødtes til familietræf, og nogle har tilmed besøgt St. Croix og resterne af Constitution Hill, der i dag er næsten opslugt af jungle.

»Jeg er meget stolt af at være i familie med én, der kæmpede for sin frihed på den måde. Han overvandt vilkår, som man ikke kan forestille sig.«

Relationen til Hans Jonatan giver ikke bare Sigurdur Tomasson en spændende familiehistorie. Han får andet og mere ud af det.

»Jeg synes, jeg kan genkende noget af hans vilje i min familie i dag. Jeg har overvundet kræft to gange. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med det Hans Jonatan overvandt. Han havde et ubeskriveligt hårdt liv. Men jeg kan se, at vi på min mors side af familien ikke giver op så let. Vi kæmper videre.«

For Sigurdur Tomasson giver Hans Jonatans historie positiv inspiration. Det er historien om manden, der overvandt alle forhindringer, kæmpede for sin frihed og fandt den og kærligheden i Island. At dømme de personer, der behandlede ham dårligt, har han ikke det samme behov for:

»Vi kan ikke vide, hvad der drev Fru Schimmelmann dengang. Det var en anden tid. Hans Jonatan var mulat og selv om Gisli Palsson med sin bog har fundet ret gode beviser for, at det kan være en anden end Hr. Schimmelmann, der er far til ham, så er det jo ikke sikkert, at Fru Schimmelman vidste det. Måske lagde hun sag an på grund af et knust hjerte? Men for kun fem generationer siden var det altså sådan, at man mente, at det var okay at holde min familie som slaver. Det må vi ikke glemme,« siger han.

Der er en kirkegård i Djupivogur i det østlige Island. Det var der også i 1827, men Hans Jonatans enke og to børn var fattige og havde sandsynligvis ikke råd til en gravsten. Derfor har Hans Jonatan ingen. Men det vil Sigurdur Tomasson ændre på.

Da jeg taler med ham, har han kun to dage tidligere modtaget officiel tilladelse til at opføre en mindesten for Hans Jonatan på kirkegården.

»Så får vi efterkommere endelig et sted, hvor vi kan gå hen og mindes Hans Jonatan. Der skal være en lille mindetavle ved stenen, så hans historie ikke forsvinder igen. Så man altid kan se, at han har været der, og hvem han var,« siger Sigurdur Tomasson og er igen helt begejstret: »Jeg kæmper videre for ham.«

En amerikaner i Island

Efterkommere af Katrin Antoniusdottir, Hans Jonatans islandske kone, har altid haft et sted, de kunne gå hen og mindes.

I 1985 besøgte amerikanske Roberta Eiriksson Dollase hendes gravsted sammen med sin far Holger. Holger Eiriksson blev født i Norge af dansk-islandske forældre, men hans forældre udvandrede til USA, da han var fem år gammel.

Han havde altid vidst, at hans familie stammede fra Island. Det var derfor Roberta Eiriksson Dollase fra udkanten af Boston en dag i 1985 stod foran Katrin Antoniusdottis gravsten, der står der, hvor familiens gård engang lå:

»Jeg fornemmede en meget stærk forbindelse til Katrin,« fortæller hun i dag.

»Jorden, hvor gården havde ligget, var et lille stykke fladt land mellem havet og bakket, stenet højland. Selvom det var en julidag, så var det meget blæsende og koldt. Vi vidste, at deres overlevelse var baseret på fårehold og fiskeri, og det var tydeligt, at det måtte have været et hårdt og svært liv. Jeg strikker meget selv og havde strikket mange islandske sweatre, og jeg havde købt en del garn inde i Reykjavik. Og mens jeg stod der, gik det op for mig, at hvad der er en behagelig hobby for mig havde været en stor del af Katrins hårde arbejde med at skaffe fornødenheder til sin familie. Det bevægede mig meget at stå der og tænke over det liv, hun måtte have levet. Og på det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at Hans Jonatan døde ung, og hun derfor måtte sørge for sig selv og to børn alene.«

Da Roberta Eiriksson Dollase besøgte Island i 1985 kendte hun slet intet til Hans Jonatans historie. Den amerikanske familie vidste blot, at Holger Eirikssons bedstefar var født i Djupivogur, og det var den lokale præst, der i 1985 hjalp dem med at finde slægtninge og til sidst Katrin Antoniusdottirs gravsted.

De ville gerne vide mere, og Roberta Eiriksson Dollase husker, at nogen nævnte fortællinger om en mulat, men i arkiverne i Island fandt de blot forfaderen Hans Jonatans navn. Intet andet.

Da de vendte hjem til USA korresponderede Roberta Eiriksson Dollases far i en periode med de nyfundne islandske slægtninge, og det viser sig, at han i de breve faktisk fik yderligere kendskab til Hans Jonatans baggrund og hans hudfarve.

Kort før han døde, fortalte han det til Roberta Eiriksson Dollases bror, men bad ham aldrig at fortælle nogen om det.

»Min bror og jeg har talt om, hvorfor min far mon bad ham om det. Min far tilhørte en anden generation, og ligesom os alle var han et komplekst menneske, så der kan være mange grunde til det. Vi har besluttet os for ikke at spekulere over det, men jeg ville nu gerne have haft mulighed for at spørge ham. Under alle omstændigheder er jeg ikke i tvivl om, at det, vi nu ved om Hans Jonatan, ville have gjort min far lige så stolt af ham, som vi er.«

Havnen i Djupivogur som den så ud sidst i det 19. århundrede. Det var her, Hans Jonatan kom til efter flugten fra Danmark i starten af samme århundrede. 

Nicoline Marie Elise Weywadt/National Museum of Iceland, Reykjavik

Rødder

Jeg spørger Roberta, hvor gammel hun selv var, da de besøgte Island.

»Det er et vigtigt spørgsmål.« svarer hun. »Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville have reageret, hvis jeg havde lært historien om Hans Jonatan at kende som 26-årig eller 46-årig fremfor som 76-årig.«

Roberta Eiriksson Dollase er pensioneret gymnasielærer i historie og henviser til bogen Blindspot af Mazarin R. Banaji og Anthony G. Greenwald, der viser, at mennesker har præferencer for dem, der ligner dem selv, og at de agerer ud fra de præferencer.

»Derudover er jeg vokset op i USA, der har en lang historie med racisme, og som de fleste amerikanere så indoptog jeg en del af den racisme. Da jeg blev teenager afviste jeg ideen om racisme. Som historiestuderende ved først Brown University og siden Wesleyan Universitet overværede jeg forelæsninger af Martin Luther King Jr. Jeg blev meget inspireret af hans undervisning, og jeg støttede borgerrettighedsforkæmperne, og jeg har støttet den kamp for lighed, der stadig fortsætter. Alligevel må jeg sande, at det at erkende og overvinde elementer af racisme i min egen tankegang har været en livslang udfordring. «

Det var først, da Gisli Palsson kontaktede hende sidste år, at Roberta Eiriksson Dollase endelig fik svaret på spørgsmålet om faderen til Katrin Antoniusdottirs børn.

Et spørgsmål, der havde rumsteret i hende siden besøget i Island i 1985. Kort efter hun lærte historien at kende, rejste hun til St. Croix sammen med andre af Hans Jonatans efterkommere.

Det blåøjede og blonde amerikanske barn af norske, danske, islandske, irske og tyske immigranter havde aldrig forestillet sig, at hun kunne have forbindelser til De Vestindiske Øer og det afrikanske kontinent.

»At lære disse rødder at kende gav mig et bredere og dybere perspektiv. Min dna og mine forfædres kollektive erfaringer har været med til at forme den jeg er. Jeg føler, at mine afrikanske rødder gav mit liv en ny dimension og en stærkere forbindelse til den brede menneskelige erfaring.«

Havde hun kendt til disse rødder, mens hun stadig underviste i amerikansk historie ville hun have brugt den viden i sin undervisning.

Hun oplevede ofte, at hendes elever spurgte hvilken relevans for eksempel Den Amerikanske Borgerkrig havde for dem, når deres egen familie var emigreret længe efter, den var afsluttet.

»Jeg ville fortælle mine elever, at vi lever i et land, der er formet af historien om raceadskillelsen, og vi må leve med konsekvenserne af det i dag.

Hans Jonatans historie viser os, hvordan et enkelt menneske kan forme sit eget liv, selv når det bliver mødt med tilsyneladende uoverstigelige forhindringer.

Måske vigtigst af alt så er det at høre om menneskers erfaring i fortiden med til at lære os at føle empati for andre og opnå indsigt i, hvad vi som individer og borgere i et demokrati kan gøre for at undgå at gentage fejl og for at skabe en mere retfærdig fremtid.«

Den danske tavshed

Næste år er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA for en mindre formue. Det skulle have været markeret med en særudstilling på Nationalmuseet, men den er blevet sparet væk.

Og Gisli Palsson hører fra sine kontakter fra De Vestindiske Øer, at de ærgrer sig over, at det danske engagement i 100-årsdagen lader meget tilbage at ønske.

Men det overrasker ham ikke. Han er generelt i sine undersøgelser blevet mødt med tavshed.

»Det har været fascinerende at undersøge dansk slaveri gennem en enkelt persons historie, og jeg er imponeret af det voksende fokus på race og slaveri blandt forskere. Det startede med Thorkild Hansens slavetrilogi og siden har Alex Frank Larsen gjort et stort arbejde. Alt dette er spændende og voksende, men overordnet bliver jeg slået af den offentlige tavshed. Jeg fornemmer en defensiv holdning. Danmark synes at ville modstå det postkoloniale, selv om Danmark var en stor kolonimagt ligesom Frankrig, Holland, Storbritannien. Man har ikke i samme omfang forsøgt at erkende og se kritisk på perioden.«

Gisli Palsson peger på afstanden til De Vestindiske Øer som en mulig forklaring. Vi ser ikke sporene fra slaveriet og kolonitiden i gadebilledet, som man gør det i de andre tidligere kolonimagter.

Men selv dengang det ikke bare var spor, men lyslevende beviser i form af pager, hjembragte slaver fra øerne, pakhuse fyldt med sukker og enorme skibe enten ankommet fra eller på vej ud på trekantshandel, så var det ikke noget, man rigtigt så.

Gisli Palsson hæfter sig ved, at Søren Kierkegaard boede i Bredgade, mens Hans Jonatan boede i Amaliegade.

Og Hans Jonatan var langtfra den eneste slave i Frederiksstaden, hvor Kierkegaard flanerede og spekulerede over den menneskelige eksistens.

»Det er ironisk, at Kierkegaard teoretiserede om, at folk skulle vælge sig selv, men ikke levnede plads til at teoretisere om dem, der var andres ejendom. Det samme gælder for islændinge. Der var tusindvis af islændinge, der rejste gennem København i kolonitiden, og jeg har gjort en indsats for at læse deres breve og andre dokumenter, og jeg har ikke kunnet finde noget om, at de skulle have set de sorte i København, selv om der på det tidspunkt var omkring 50-100. Tjenestefolk og slaver var de, men kognitivt usynlige.«

Racismens opståen

Som antropolog har Gisli Palsson forsket indgående i racismens opståen og forestillingen om blackness. Han følger debatten, om hvorvidt racisme allerede er indlejret i os, eller om det er noget vi lærer.

Og forskellen på, hvordan Hans Jonatan blev behandlet og omtalt i henholdsvis Danmark og Island, og på hvordan hans efterkommere over tid håndterede deres viden om ham, har gjort ham klogere. Han spørger retorisk:

»Ville børn, der vokser op uden nogen form for kategorisering af forskelle blive racister eller det modsatte? Er vi prædisponerede for at se forskelle i hudfarve?«

Og han svarer selv på spørgsmålet:

»Jeg tror, at løsningen er at sige, at racisme opstår biosocialt. Det er legemliggjort og bliver indlejret i bærerne, som teoretikere siger. Hvis du bliver udsat for vold, fordi du er sort, så internaliserer du det fysisk på en måde, så du til sidst bliver sort, og dette reproduceres generation efter generation, og det ser vi konsekvensen af dag efter dag.«

Han konstaterer:

»Slaveriet i Vestafrika og på De Vestindiske Øer var med til at skabe racisme på et globalt plan.«

Med bogen om Hans Jonatan håber han at få folk til at undersøge forholdet mellem biografi og offentligt liv. Hans Jonatan erfarede livet som slave.

Fortællingen om Hans Jonatan er ikke en historisk abstraktion, men et levet liv, der gav liv til generationer af mennesker.

Mennesker som Roberta Dollase Eirikson og Sigurdur Tomasson, der i dag forholder sig til, at historien om racismens opståen på globalt plan også ligger i den enkelte historie om deres modige forfader, der kæmpede for sin frihed.

»Når vi forholder os til historien på den måde, kan det måske bidrage til at nedbryde den kognitive barriere ned mellem hjem og koloni. Og bryde den behagelige tavshed,« siger Gisli Palsson.

Europa oplever lige nu massive strømme af flygtninge og immigranter og med dem kommer nye bølger af modstand mod multikulturalisme, som dem der nåede Islands kyster efter Hans Jonatans død og ramte hans efterkommeres bevidsthed. Race kommer på dagsordenen og forsvinder igen i perioder.

»Og det fungerer ikke på den måde, som man måske havde forestillet sig, hvis man tænker historien som en lineær udvikling fra ulighed til mere lighed,« siger Gisli Palsson.

»Det er afgørende, at vi generation efter generation bliver ved med at fortælle historier som den om Hans Jonatan, og om hvordan racisme opstår, dominerer og forsvinder igen. At vi hele tiden ser på det i et nyt perspektiv. Måske vil vi med tiden blive bedre til at håndtere det.«

Efter Information i august skrev om Gisli Palssons bog om Hans Jonatan viste flere forlag interesse for at udgive den på dansk. 24. april udkommer ’Manden som stjal sig selv’ på forlaget Rebel With A Cause.

Serie

Danmark som kolonimagt

I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers emballager.

Information sætter i denne serie fokus på den mangelfulde historiske bevidsthed om, at Danmark har været kolonimagt og slavenation.

Seneste artikler

  • Vestindiens ’Nelson Mandela’ gør fortidens brutalitet lettere at bære

    16. marts 2017
    På De Vestindiske øer fik General Buddhoe æren for at lede oprøret, der afskaffede slaveriet, og han er siden blevet kaldt ’den vestindiske Nelson Mandela’. Men historikere har sået tvivl om, at han var den oprørsleder, han bliver gjort til. Alligevel holder befolkningen fast i fortællingen, for heltebilleder gør det lettere at håndtere fortiden
  • Forsker: Plan for Vestindien-fejring overser øerne selv

    2. december 2016
    Det er Danmark, der er i centrum i Kulturministeriets nye plan for markeringen af 100-året for salget af de danske besiddelser på Jomfruøerne. Planen fokuserer på at fremme bevidstheden om historien herhjemme, og selv om det er vigtigt, glemmer man ifølge forsker at fokusere på, hvad man kan gøre for øerne
  • Huller i hukommelsen

    7. oktober 2016
    Op til 100-året for salget af Jomfruøerne retter en bølge af bøger opmærksomhed mod Danmarks kolonitid og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af Danmark som human kolonimagt. Opgøret med forestillingerne om koloniherredømmet er del af en europæisk tendens, som var bemærkelsesværdigt lang tid om at nå til Danmark
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Philip B. Johnsen
  • Martin E. Haastrup
  • Malan Helge
  • Tanni Kromann
  • Torben Jørgensen
  • Carsten Mortensen
  • Per Jongberg
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Robert Kroll
  • Margit Tang
  • Grethe Preisler
  • Niels Erik Nielsen
  • Jakob Trägårdh
  • Lars Peter Simonsen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Oluf Husted
Olaf Tehrani, Philip B. Johnsen, Martin E. Haastrup, Malan Helge, Tanni Kromann, Torben Jørgensen, Carsten Mortensen, Per Jongberg, Robert Ørsted-Jensen, Poul Anker Sørensen, Robert Kroll, Margit Tang, Grethe Preisler, Niels Erik Nielsen, Jakob Trägårdh, Lars Peter Simonsen, Klaus Lundahl Engelholt og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

erling thaysen pohl

overordnet bliver jeg slået af den offentlige tavshed. Jeg fornemmer en defensiv holdning. Danmark synes at ville modstå det postkoloniale, selv om Danmark var en stor kolonimagt ligesom Frankrig, Holland, Storbritannien. Man har ikke i samme omfang forsøgt at erkende og se kritisk på perioden.«
Kære politikere og meningsdannere. Det handler ikke udelukkende om at undskylde slavetiden. Det handler i høj grad om at beskæftige sig med en fortid der har været med til at præge os på godt og ondt. Og stadig får politikere til at krumme tæer i skoene, når de skal forholde sig til denne fortid. Tag jer sammen. Når I er så glade for at lave historiekommisioner, kunne I passende lave en kommission, der kulegraver denne tid.

Malan Helge, Torben Jørgensen, Carsten Mortensen, Dorthe Jørgensen, Per Jongberg, Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Lars Peter Simonsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Verden er fyldt med Hans Jonatan'er .....og en dag vil de heldigvis være i flertal...men indtil da er det lidt op ad bakke - sommetider alt for meget op ad bakke ....:-(

jens peter hansen

Danmark har en kolonifortid. Yes, men lige frem så voldsom som England, Frankrig, Nederlandene, Spanien og Portugal og for den sags skyld Tyskland det har vi nu ikke. Der skrives og forskes i kolonifortiden og er blevet det de sidste 25 år. Historien om Hans Jonathan er ikke ukendt, slå op på google og man vil bare der finde hans historie flere steder. Min gamle biologilærer på gymnasiet sagde altid at vi alle stammede fra Gorm den Gamles mulatkvinde. Jeg håber det.

" I Danmark har Gisli Palsson ikke kunnet finde et forlag " anføres det (lidt anklagende) sidst under artiklen.

Det er da ikke så underligt.

Hvis bogen kommer på engelsk i en paperback udgave, så vil intet dansk forlag kunne konkurrere med den billige udgave på engelsk - som man vil kunne købe på nettet uden problemer.

En dansk udgave vil simpelthen ikke kunne sælges i synderligt omfang i konkurrence en billig udgave på engelsk..

Der er nogle ulemper ved at være et lille sprogområde - men mon ikke den engelske udgave vil sælge særdeles godt i Danmark ? ( jeg er i hvert fald køber til udgaven.)

Og hvis filmen om hovedpersonen får en bare nogenlunde rollebesætning, så bliver den givet en succes i Damark.

Majbritt Nielsen og john andy houbo Pedersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jens Peter, med Grønland og Vestindien, Østindien (trankebar) og forter i vestafrika der udskibede skib efter skib med slaver til salg i Vestindien - fylder Danmark mere (proportionalt med vores befolkning) end vi selv er opmærksomme på. Hvad areal under kolonistyre lå vi med Grønland i toppen,

Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist, Carsten Mortensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja med Grønland arealmæssigt, men stort set ubeboet. Jeg skriver jo heller ikke at DK ikke har en kolonial fortid eller ikke deltog lystigt i slavehandelen, ligesom de lokale konger på kysten der solgte deres landsmænd til de brutale, pengegriske europæere, herunder danske, norske og islændinge. Men at sammenligne DK med England og Frankrig som kolonimagter er vist at tillægge DK's indflydelse noget mere end vi fyldte. Det frikender naturligvis ikke DK, men proportionerne burde nu ikke bringes ud af kurs.

"Kierkegaard boede i Bredgade, mens Hans Jonatan boede i Amaliegade." Hvis Hans Jonatan flyttede til Island i 1801 eller 1802 boede han der ikke samtidigt med Søren Kierkegaard. Og Kierkegaard "teoretiserede" over, at man tog ansvar for sit eget liv, hvilket Hans Jonatan tilsyneladende gjorde.

Robert Ørsted-Jensen

Det er ok Jens Peter men vær opmærksom på at danske slaveskibe var uhyre aktive - man varleveingsdygtig i slaver også.

Kierkegaards forsmåede forlovede blev efterfølgende guvernørfrue i vestindinen og jeg besidder dokumenter der viser at hun forinden havde overtaget "Sorte Marie" som var med p ejsen fra København i 1840erne. Marie var tidligere slave men da hun ankom til København i 1840 var slaveri ilde set i det københavske borgerskab og hendes tidligere frue var nød til at skille sig af med 8 slaver og frigive Marie inden ankomsten og giftermålet i Danmark. Men Marie blev alligevel "udliciteret" til andre borgerfamilier og endte hos Olsens.Men jo, Kirkegaard oplevede bestemt konsekvenser af denne trafik på tæt hold. Mange af datidens kendte danske borgerfamilier havde trods personlig afstand fra at blive konfronteret med slaveri på hyklerisk vis store investeringer i Vestindien.

Robert Ørsted-Jensen

Den anden pointe er at det københavnske borgerskab fra 1750erne og 100 år frem ganske afgjort var regelmæssigt og ofte direkte og personligt konfronteret med sort slavery. Man kunne også vælge om man ville deltage i festen eller ej.

Men er sandheden ikke snarere at vi mennesker er udstyret med en sjælden evne til at se kun hvad det er i vores interesse at se og at vi i sjælden grad evner at anvende enhver form for ideologi - religiøs eller sekulær - det er ligegyldigt - som undskyldning og begrundelse for selv slaveri hvis vi mener at vi har brug for det. De kristne kirker velsignede slaveriets hårde arbejde som vejen til frelse for de hedenske sorte og "kommunismen" havde som bekendt sit GULAG og sine "genopdragelses lejre". med hårdt ubetalt arbejde for livet til enhver der stod den store leder imod

Philip B. Johnsen

I Australiens Nauru flygtninge og tortur koncentrationslejr, får Iraner bøde for forsøg på selvmord.
Link: http://www.mwcnews.net/news/asia-pacfic/58379-asylum-seeker-in-nauru.html

Læs evt.
"Australien afviser overgreb på asylbørn som ’hype’
Det massive læk af indberetninger om overgreb og selvskade på børn i australske asylcentre på øen Nauru får formentlig ingen reelle politiske konsekvenser. Uddelegering af flygtningeansvar og accept af skadelige forhold er ifølge eksperter blevet ’the new normal’"
Link: https://www.information.dk/udland/2016/08/australien-afviser-overgreb-pa...