Interview
Læsetid: 9 min.

Donald Trump og den appalachiske folkesjæl

Sommerens litterære sensation i USA er en 31-årig ’hillbillys’ erindringer om en opvækst i en dysfunktionel familie i en stålby i Ohio. Hans bedsteforældre er tilflyttere fra Appalacherne, men familien magter aldrig at løsrive sig fra bjergegnens irsk-skotske kulturtraditioner. Det er denne hvide underklasse, der føler sig bedst på bølgelængde med Donald Trump
Festligt lag i Appalachebjergene. Underklassekultur og selvop-fattelse flytter med fra bjergene, når beboerne udvandrer.

Espen Rasmussen

Kultur
27. august 2016

Historien om den 15-årige dreng J.D., der faldt i søvn med hovedet på en bibel under grandonklens begravelse i landsbyflækken Jackson i Kentucky, er blevet fortalt utallige gange.

Den er faktisk lidt af en familielegende. I J.D. Vances hukommelse lyder den således:

»Efter begravelsen forlod den sørgende flok kapellet og gik imod parkeringspladsen. Netop i det øjeblik opdagede min bedstemor og bedstefar, at jeg var forsvundet,« skriver forfatteren i sine erindringer Hillbilly Elegy, der er blevet sommerens litterære sensation i USA.

»Mine bedsteforældre blev mistænksomme. Senere fortalte de mig, at selv i Jackson kunne der være børnelokkere, som stikker en pind op i din numse eller sutter på din tissemand, ligesom de gør i Ohio eller i Indiana eller i Californien. Så bedstefar udtænkte straks en plan.«

Planen var simpel. Der var kun to udgange fra parkeringspladsen, og ingen var kørt ud endnu.

Vance fortæller videre:

»Bedstefar hentede to pistoler i sin bil og gav én af dem til bedstemor. De stillede sig så op ved hver udgang og gennemsøgte alle biler. Midt i postyret kom min onkel løbende og spurgte: Hvad foregår der? Jo, J.D. var blevet kidnappet, forklarede hans far. Nej, nej. Han er bare faldet i søvn på sin stol i kapellet, lød onkel Petes svar.«

Episoden er én af mange kaotiske og voldelige optrin beskrevet i den 31-årige forfatters erindringer om opvæksten i en vidt forgrenet og dysfunktionel familie i stålbyen Middletown i det sydvestlige Ohio.

J.D. Vances bog er af anmeldere – og forfatteren selv – blevet kaldt en kultursociologisk analyse af USA’s ’glemte’ hvide arbejderklasse – dem, der udgør Donald Trumps kernevælgere. Vance benytter sine personlige erindringer og dybe indsigt i sin egen sociale klasse til at skildre en underklassekultur, der har sin oprindelse i den Appalachiske region.

Der bor 25 mio mennesker af irsk-skotsk afstamning i den appalachiske bjergkæde, som løber gennem de fem sydøststater – North Carolina, Tennessee, Virginia og West Virginia. Men mindst lige så mange, måske millioner flere, er i tidens løb flyttet nordpå til industristaterne i Midtvesten for at finde jobs.

Og, påpeger J.D. Vance i lidt af en åbenbaring for amerikanerne, disse indvandrere medbragte en kultur og en livsstil, der flere generationer senere lever videre i det nye landskab.

Og det er her, hunden ligger bekravet.

Det er ikke svært at forstå den massive opbakning, man finder til Trumps budskab hos en afsondret befolkningsgruppe i Appalacherne. Men når man hertil lægger deres efterkommere i det industrielle Midtvesten, giver Trump-fænomenet pludselig mening.

Mentaliteten

Vances påstand er, at den republikanske præsidentkandidats popularitet i Midtvesten ikke kun kan tilskrives afindustrialiseringen og den efterfølgende økonomiske krise. Der er også en dybereliggende kulturel forklaring. Mange af disse vælgere identificerer sig med den appalachiske mentalitet.

De føler sig trådt over tæerne af storsnudede, elitære politikere, journalister og akademikere, der taler nedladende om dem. De oplever det som en ydmygelse, at USA taber den ene krig efter den anden. Det er deres sønner og døtre, der lader livet på slagmarken eller vender hjem som mentale og fysiske vrag.

Hvis der er et Udkantsamerika, så må det være den hvide befolkning i de appalachiske bjergstater. Det er denne region og dens kulturtraditioner, der tjener som pejlemærke for Vance, selv om han aldrig selv har boet i området.

Forfatteren vokser op i Ohio, men der er mentalt set ikke langt til den by i nabostaten Kentuckys bjerge, hvorfra hans mormor og morfar som nygifte udvandrede i 1940’erne. I bil tager det fire timer at køre ’hjem’ til Jackson, og familien gør det ofte for at besøge slægtninge. Hver sommer tilbringer J.D. skoleferien i de smukke appalachiske bjerge. Blandt disse tilflyttere i Ohio er Kentucky-dialekten selv på to generationers afstand ikke forsvundet.

De tre generationer af Vance-familien bor i anonyme Middletown, Ohio, hvor de fleste mænd arbejder på det lokale stålvalseværk. Næsten alle naboer stammer fra Appalacherne. De taler det samme sprog. De kalder hinanden hillbillies (på dansk: bondeknolde eller knoldesparkere) og vé den, der kommer udefra og kalder dem det. Så vanker der tæv. Et mere præsentabelt navn er hill people eller bjergfolk.

Hjemme hos Vance-familien er en typisk dag præget af højlydte skænderier, voldelige trusler, banden og svovlen, prygl og slåskampe, tallerkener, potter og pander, der flyver gennem luften.

Familiens «ære« forsvares af både kvinder og mænd, og selv af drenge og piger, der straks ryger i totterne på en fremmed, hvis han skulle tale nedsættende om en slægtning. De fleste ægteskaber holder kun i kort tid. I hans barndom gifter J.D. Vances mor sig hvert tredje eller fjerde år.

Mændene går fra en kvinde til en anden uden at bekymre sig om deres afkom. Antallet af enlige mødre er, som i fattige sorte familier, tårnhøjt.

Døtre beskyttes af fædre med våben. Forfatteren fortæller om sin tante, der var på vej med sin far i bil til Californien og en tidlig morgen stoppede ved en benzinstation for at gå på toilettet.

»Tante Wee tænkte, hun også ville børste tænder og rede sit hår, så det tog sin tid. Bedstefar kunne ikke forstå det. Han troede, en eller anden pervers person var i gang med at voldtage hende inde på dametoilettet. Så han ladede sin pistol og sparkede døren ind.«

Knytnæve

Der er ikke langt fra en æreskrænkende udtalelse til en knytnæve i ansigtet eller et gevær stukket i maven i dette miljø. Mænd mistænkt for voldtægt forsvinder sporløst og bliver fundet med ansigtet vendt nedad i Jacksons bjergbæk. Det bliver kaldt hillbilly-justits. Spiritus, narko og smertestillende tabletter har inficeret disse små bjergbyer. J.D.s mor er både sygeplejerske og narkoman.

Ligesom hos Karl Ove Knausgård er det ikke altid lige let at vide, hvad der i denne bog er fiktion, og hvad der er gengivelse af virkelige begivenheder. Vance er rasende god til at fortælle historier om sin familie og ynder lige som sin norske kollega at give detaljerede beskrivelser af de vigtigste personer i sit liv samt deres daglige gøren og laden. De er næsten uden undtagelse allesammen slægtninge.

Hillbilly Elegy (en bondeknolds klagesang) er mange ting. Udover erindring og personligt vidnesbyrd om en hvid underklasses afkobling fra den amerikanske drøm er bogen også en solstrålehistorie. J.D. overkommer utrolige odds; i modsætning til de fleste af hans kammerater bliver han ikke hængende. Han gør karriere.

Det starter med fire barske år i marineinfanteriet og to år i Irak, hvor han lærer selvdisciplin, hårdt arbejde og får styrket selvtilliden. Som soldat lærer han at holde styr på sin økonomi og undlader at sætte sig unødigt i gæld.

Efter endt militærtjeneste går det videre til Ohio State University, hvor veteraners kursusafgift dækkes af forbundsstaten. Han bliver dog nødt til at påtage sig to jobs for at betale kost og logi. Trods det færdiggør han sin bachelor på to fremfor fire år. »I løbet af semestret sov jeg gennemsnitligt fire timer hver nat,« husker forfatteren.

Han vil være advokat og søger ind på Yale Law School. Minsandten om han ikke bliver optaget. Men hvordan betale 60.000 dollar om året for kursus, kost og logi? No problem! Fordi J.D. kommer fra en fattig familie, bliver næsten alt betalt af det private universitet.

I dag er han gift med en jurist, han mødte på Yale. Hun kommer fra en dannet og velstående familie. De bor med deres to hunde i San Francisco. Han er direktør for en investeringsbank i Silicon Valley.

Mamaw og papaw

Forklaringen på denne succes er ifølge Vance, at han var så heldig at have nogle bedsteforældre – kaldt Mamaw and Papaw på de kanter – der motiverede ham. De havde været nogle forfærdelige forældre for hans mor. De skændtes og sloges dag ud og dag ind. Mamaw serverede nogle gange affaldsprodukter for Papaw, når han kom hjem fra arbejde. De var som hund og kat.

At vokse op i det miljø skadede J.D’s mor permanent. Hendes temperament var helt ude af kontrol. Hun kunne hverken holde på et job eller på en mand. J.D. og hans ældre søster, Lindsay, blev flyttet fra hus til hus og fik fire gange nye stedfædre. Indimellem boede han hos bedsteforældrene, der nu var forsonede og indstillet på, at deres barnebarn skulle have den tryghed, de aldrig havde givet hans mor.

Til sidst flytter J.D. ind hos sine bedsteforældre, hvor han tilbringer alle gymnasieårene. Papaw lærer ham at løse matematikopgaver. Mamaw holder ham fra narkotika og dårligt selskab.

»Hvis du ikke skaffer dig af med de kammerater, skal jeg nok gøre det. Jeg kører dem over med min bil,« lyder advarslen fra den intimiderende og evigt svovlende bedstemor.

J.D. Vance lægger ikke skjul på moralen. Listen over hans klager er lang og fokuserer primært på alle hans folks laster. Nuvel, nedlægningen af kulminer i Appalacherne og udflytningen af industrijobs fra Midtvesten bærer en del af ansvaret for det dybe sociale forfald i regionens hvide underklasse. Men den ufortalte historie er, at mange af hans frænder er luddovne.

En af dem fortæller Vance, at han opgav et job, fordi han ikke orkede at stå tidligt op om morgenen. Han foretrækker at være arbejdsløs. En anden er nygift med spædbarn og pjækker fra sit arbejde flere dage om ugen. Han bliver til sidst fyret og protesterer højlydt; han forstår ikke hvorfor.

»I byer som Middletown anser man hårdt arbejde for at være en dyd. Men du kan spadsere gennem disse byer og opdage, at 30 pct. af de unge mænd arbejder færre end 20 timer om ugen. Ikke en af dem er bevidst om deres egen dovenskab,« skriver Vance et sted.

Han mener, at hillbillies ikke er ambitiøse på deres børns vegne. De gør for lidt for at motivere dem til at score gode karakterer i skolerne og nå til college. De sætter sig i gæld for at købe ting, de hverken har råd til eller brug for. Ernæringen er så usund, at folk dør af allehånde spiserelaterede sygdomme. Den gennemsnitlige levealder i regionen er 68 år. I Jackson går nogle børn sultne i seng.

»Det er denne irrationelle verden, jeg er vokset op i,« konstaterer forfatteren i dystre toner.

Begejstrede konservative

Ikke overraskende er amerikanske konservative tænkere og politikere begejstrede for Vances bog. Den skulle nemlig vise, at det er op til det enkelte individ – ikke staten – at løsrive sig fra den sociale dårskab og realisere den amerikanske drøm om at træde ind i middelklassen.

Men som den indisk-amerikanske journalist og intellektuelle Fareed Zakaria påminder om i en nylig kronik i The Washington Post: Man skal ikke glemme, at J.D. Vance aldrig ville være nået til, hvor han er i dag uden de rimeligt gode skoler i Middletown, de seks års tjeneste i marineinfanteriet betalt af forbundsstaten og uden statens dækning af hans kursusafgifter til universitetsuddannelsen.

»Jeg forstår ikke, hvorfor Vance lægger så lidt vægt på statens bidrag til hans succes,« skriver Zakaria.

Noget andet undrer Zakaria og undertegnede. Hvor i bogen er den racisme, som vi oplever fra Trumps tilhængere i den hvide arbejderklasse? Er der ikke noget om, at uagtet hvor lavt hvide folk er faldet i sydstaternes økonomiske hierarki, har de altid kunnet trøste sig med, at sorte rangerede under dem?

En mulig forklaring er, at der næsten ingen afroamerikanere bor i Appalacherne. Det gør der derimod i Middletown, Ohio. I et interview med National Public Radio i sidste uge blev Vance spurgt, om fattige hvide og fattige sorte i byen ikke følte, de var i samme båd.

»Vi følte aldrig nogen animositet mod de fattige sorte. Vi tænkte blot, de levede et andet liv. Og de boede jo i den anden ende af byen,« lød hans svar.

I samme interview fortalte J.D. Vance, at næsten alle hans slægtninge og venner I Kentucky og Ohio vil stemme på Trump.

Forklaringen?

»Trump er folkets opium… Hans lette løsninger dølger deres smerte. Når han taler, får de det bedre. De relaterer til ham på et følelsesmæssigt plan,« svarede forfatteren.

Vance vil hverken stemme på Trump eller Hillary Clinton. I stedet vil han sætte kryds ved en tidligere CIA-agent og republikaner Evan McMullen, der er blevet opstillet af konservative intellektuelle som et alternativ til Trump.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er ikke vores kultur og tradition, vi er kontintalister med mere interesse for ånd og fritænkning.