Baggrund
Læsetid: 13 min.

Houellebecqs længsel efter det gamle Europa

Senest var det ikke en religionskritisk ytring fra Houellebecq, der trak overskrifter, men hans forståelse for Brexit og hans nye udstilling i Paris. I disse dage udkommer flere af hans romaner på dansk i nye udgaver. I den anledning er det tid til at genlæse hans forfatterskab og få et nyt blik på hans civilisationskritik. For inde under al satiren toner en forfatter frem forpligtet på Europa og den europæiske roman
Kultur
13. august 2016
Houellebecqs roman ’Underkastelse’ genopsøger gamle erkendelser og tidligere grundsten i den europæiske civilisation i nutidens søgen efter ny mening.

Alessandro Albert

Nogle gange føles litteraturen lidt for aktuel. Som intet andet litterært værk i lang tid blev Michel Houellebecqs roman Underkastelse kastet ind midt i en kulturel og politisk ophedet debat om vestens forhold til islam. Romanen udkom den 7. januar sidste år, samme dag som attentatet på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris, og fremskrev i sin fremtidsdystopi et Frankrig anno 2022 styret af en muslimsk præsident, underkastet sharia.

Parallellerne mellem roman og virkelighed var også slående, som når Houellebecq beskrev borgerkrigslignende sammenstød i Paris’ gader mellem islamister og højreradikale franskmænd. Romanen blev både set som profetisk, men også som om Houellebecq i et anfald af islamofobi nedgjorde alle muslimer. Han blev af selveste den franske premierminister Manuel Valls beskyldt for med sin roman at prædike had og intolerance mod islam i et tolerant land.

Den aktuelle politiske sammenhæng kom til at støje for romanen. Som oftest når et kunstværk kastes ind som argument i en politisk debat, går det galt. Det islamofobiske som sådan er svært at læse ud af værket. I det hele taget kan romanen ikke tages til indtægt for en målrettet kritik af nogen af de tre monoteistiske religioner. Den er først og fremmest litteratur, som undersøger, hvordan den vestlige kultur i sin senkapitalistiske afviklingsprocis i en ny islamisk konstellation griber tilbage til en tidligere kulturel højkultur i den kristne middelalder.

Læs også: Set med Houllebecqs øjne

Man kan diskutere sandsynligheden af romanens fremskrivning af en blid muslimsk magtovertagelse af Frankrig – og Europa. Især i romanens anden del må man være mere end almindelig velvillig, for at plottet går op, ligesom hovedpersonen François’ omvendelse til islam er på skrømt. For nylig sagde Houellebecq til det italienske dagblad La Repubblica, at han først havde tænkt sig, at det i romanen skulle være katolicismen, der var på fremmarch som politisk magt, og at romanens hovedperson i stedet for islam skulle konvertere til katolicismen. Det forklarer en del af romanens grundlæggende uklarhed.

Romanen indskriver sig i en pågående debat, der har stået på siden Jerntæppets fald i Europa, og øst/vestpolariseringen blev afløst af en syd/nord. Man troede et kort øjeblik, at religionen i det nye genforenede Europa skulle spille en mindre betydningsfuld rolle, men lige så overraskende er det, at den tematik stadig har alt muligt for sig i det nye verdensbillede.

De sekulære samfund har ikke endegyldigt fundet svarene på de udfordringer, som fraværet af en gud har efterladt, og et samfund, der udelukkende søger rusen og lykken i det materielle, hænger ikke sammen. Houellebecqs romaner er del af denne nye måde at opmåle verden på, og de beskæftiger sig i udstrakt grad med selvafviklingen af hele det europæiske civilisationsprojekt. I centrum for den undersøgelse står manden, det sølle væsen, ude af stand til at bære den civilisatoriske forpligtelse.

Ofre for en nydelsessyg kultur

Her i begyndelsen af det 21. århundrede er det bemærkelsesværdigt, at det er en helt realistisk roman, som udfolder en vision for et Europa i opløsning. I Underkastelse befinder vi os utvetydigt i de sidste tider af den vestlige civilisation. Ingen andre ideologier end den liberalkapitalistiske gælder. I den vestlige verden har markedskræfternes indflydelse spredt sig til alle områder af livet, og vi efterlades som ofre for en nydelsessyg, men syg, kultur. Vi møder en træt vestlig universalisme, der er holdt op med at tro på sig selv.

Houellebecqs helte, eller måske snarere antihelte, bliver ofte set som autobiografiske intellektuelle varianter af forfatteren selv, og ganske rigtigt er Michel i Udvidelse af kampzonen, Bruno i Elementarpartikler eller François i Underkastelse i kraft af deres profession en slags intellektuelle, men i deres romanfunktion er de alle først og fremmest fortabte vestlige mænd, reduceret til fysisk degeneration i en tilværelsens ulidelige illusionsløshed.

De drikker og spiser for meget og søger på trods af potensproblemer og hæmorider kortvarige seksuelle nydelser. Eksistentielle overvejelser står side om side med lavpraktiske burleske beskrivelser af sex, mad og samfundsværdier. I denne opdaterede version af Sartres Kvalme orker ingen længere dybest set den civilisatorisk hårdt tilkæmpede individuelle frihed.

François er en hovedperson af samme støbning som de øvrige mandlige hovedpersoner i Houellebecqs romaner, en desillusioneret og gennemsnitlig protagonist. Han er litteraturprofessor med speciale i den franske forfatter Joris-Karl Huysmans til en ussel løn på Sorbonne. Han taler stort set ikke om følelser. Da først moren og siden faren dør, er det ikke noget, der fylder eller går ham på. François synes ude af stand til at indgå i relationer og føle virkelig tæthed til andre, endsige sig selv.

Alt er således ved det sædvanlige hos Houellebecq, bortset fra at dette følelsesmæssige fravær står i skærende kontrast til den vold, der udspiller sig lige uden for François’ vinduer i et Frankrig, som gennemlever en muslimsk magtovertagelse. En valgkamp står for døren, og stemningen i hele landet er trykket og farlig, med gadekampe og vilkårlig vold i adskillelige byer, højreradikale, eller de identitære som de kaldes i romanen, har kampe med etniske grupper.

Men så er der det greb, som er hele romanens raison d’etre, nemlig spejlingen af nutidens kulturelle konflikt med den på Huysmans tid, denne prominente franske forfatter fra dekadencen i anden halvdel af det 19. århundrede. Man kan intet skjule i en roman, og Houellebecq gør da heller intet for det, når han allerede i romanens første sætning anviser, hvordan Huysmans gennem alle hovedpersonens triste ungdomsår var hans ledsager og trofaste ven kulminerende med en doktorafhandling om forfatteren.

Der etableres fra første færd et nærvær med hovedpersonen; man erfarer, at han har haft en ulykkelig opvækst, og at han har kastet sig over Huysmans, både for at læse ham, men også for at udbrede hans romaner fra den franske dekadence for andre. Igen og igen i løbet af romanen læser François en af Huysmans romaner. Når han er ulykkelig eller går i stå, vender han tilbage til dem, og han gentager sågar Huysmans rejse til klostret i Saint-Sulpice, da han konverterede til katolicismen.

I overdreven grad peges der i dette stykke litteratur om litteratur på ambitionen om at ville genskrive Huysmans og afprøve hans dilemmaer på nutiden. Ved på den måde at læse en forfatter og knytte an til en tidligere epokes kulturkrise kastes Houellebecq med Underkastelse tilbage i favnen på den europæiske romantradition og civilisationshistorie.

Inde i François’ personlige krise og ulykke udfoldes en langt større, som gælder hele det franske samfund. François selv beruses ikke, da han kommer til Saint-Sulpice, som Huysmans af klostrets atmosfære af røgelse, eller røres til tårer af dens bønner, salmer og sange. Den lader trods et ihærdigt forsøg François kold, men til gengæld lokkes han siden hen i en kulsort satire til at konvertere til islam.

Houellebecq laver i Underkastelse en psykologisk sand fremstilling af en kulturs tab af mening, og hvordan denne kultur opgiver sine værdier, og som følge af ensomhed og fortsat narcissistisk binding til egne behov og seksuelle drifter underkaster sig et religiøst styre. Den bizarre løsning til sidst i romanen, hvor manden finder ny værdighed og autoritet i islam, lyder ikke som andet end et hult ekko og tegnes med den sorteste sorte ironi.

Sådan er det sådan set hos Houellebecq igen og igen. Han forsøger at vride sig fri af en europæisk tradition, nægte sig selv den, sikkert under påskud af ikke at ville gøre sig illusioner om noget som helst. Han er en afvikler. Han anser eksempelvis Proust og Thomas Mann som de sidste fuldstændig europæiske forfattere, hvis romaner ikke længere står i noget som helst forhold til virkeligheden. Og ved at gribe tilbage til Huysmans dekadence afviser han også hele den franske tradition for engagement, den »klæbrige humanisme« og alle de konsekvensløse formalisterne.

Men i hele det forsøg på at gøre sig fri af det europæiske romantradition, viser han i virkeligheden at være dybt præget af den. Det er et af de stærkeste træk ved den europæiske roman at være på jagt efter mening, men aldrig at finde den endegyldigt eller at afvise den. Også Houellebecq betjener sig af satire og ironi i sin afvikling, samtidig med at han i Underkastelse i så høj grad trækker ikke bare på Huysmans, men også på den litteratur, der er skrevet af Camus, Sartre, Bloy, Baudelaire, Rimbaud, Mallarmé og mange flere.

Huysmans

Hvem var denne Huysmans overhovedet? Der findes i Underkastelse en lille biografisk skitse, hvoraf det fremgår, at Huysmans ved siden af sine romaner levede et liv som underordnet embedsmand i indenrigs- og kulturministeriet, og at næsten hele hans liv udspillede sig inden for det 6. arrondissement, hvor også romanens François bor.

Huysmans var kendt for sine naturalistiske skildringer af parisisk arbejderproletarliv. Med Mod strømmen fra 1884 skete der en vigtig ændring, og Huysmans skabte sit hovedværk om Jean Des Esseintes, sidste skud i en gammel adelsslægt og raffineret æstet, der isolerer sig fra samfundet i sit hjem. Han anser det almindelige småborgerlige liv med dets fokus på det materielle for ulideligt banal og hengiver sig i kontemplation til kunsten i et liv gennem bøger, kunst og musik og lever nedsænket i en artificiel stimulans af alle sanser frem for at bevæge sig ud i verden og at søge ind bag verdens slør af forløjet fremtrædelse.

Huysmans levede i en epoke, hvor de europæiske nationer var på deres højeste og stod i spidsen for vidtstrakte koloniimperier. Det var også en epoke præget af de største teknologiske og kunstneriske landvindinger inden for alle kunstarterne. Det var i den tid, Huysmans nedkaldte alle sine forbandelser om tidens middelmådighed. I løbet af nogle årtier, hvor Europa blev anset for at være den menneskelige civilisations højdepunkt, havde kontinentet med Første Verdenskrig begået selvmord.

En radikal fornyelse af prosa

Huysmans roman var en sensation. Han skabte en radikal fornyelse af prosaformen og prægede afgørende den delikate forbindelse mellem forfinelse og forfald, der herskede i kunsten i sidste del af århundredet og omkring år 1900, der går under betegnelse dekadence.

Dekadence-begrebet går igen i Houellebecqs roman. At vi lever i de sidste tider, gælder alle hans romaner, men i Underkastelse bliver nutiden læst gennem Huysmans hovedværk, ligesom den er til stede som en helt eksplicit figur for kulturel omvæltning. Houellebecq afviser eksplicit den modernistiske roman og knytter i stedet an til Huysmans og den epoke, der endegyldigt forsvandt med Første Verdenskrig. Det gør han på grund af forståelsen af dekadencen.

Dekadence-begrebet knyttes oprindeligt til det antikke romerske imperiums fald og til den moralske deroute, der var den menneskelige, politiske og kunstneriske baggrund for Romerrigets opløsning. Sådan ser det også ud i Houellebecqs roman: Europa når i et fremskredent stadie af opløsning ikke at redde sig selv ganske som det havde været tilfældet for det antikke Rom i det 5. århundrede efter vor tidsregning.

Den massive tilstrømning af indvandrere med en traditionel kulturel baggrund, der stadig bærer præg af naturlige hierarkier, kvindens undertrykkelse og respekten for de ældre, udgør i Underkastelse en historisk chance for en moralsk og familiemæssig genoprustning af Europa og åbner dørene for en ny guldalder for det gamle kontinent.

Det er Houellebecqs ironiske konklusion. Den muslimske magtovertagelse ved Frankrigs nye præsident Mohammed Ben Abbes mimer med andre ord hele det europæiske civilisationsprojekt. En af romanens bifigurer gør allerede på et tidligt tidspunkt François opmærksom på, at Ben Abbes’ vigtigste sammenligningsgrundlag netop er Romerriget. Med andre ord udfolder romanen her midt i undergangen en vision om en ny republikansk forsoning og formulering af et nyt stort projekt for Europa, der ligner Romerriget, men netop hviler på en ny respekt for religionen og genoplivelsen af traditionelle samfundsstrukturer.

Den nye præsident hader ikke de øvrige religioner, tværtimod, kun ateismen og dermed hele den sekularisme, som Europa har været grundlagt på i de seneste årtier. Det republikanske forenes med de nye spirituelle traditioner, de muslimske, de kristne og de jødiske, i en ny alliance. Det er udtryk for en anden form for vestlig kulturel relativisme, hvor man siger, at alle er lige, og at tro er underordnet. Nu her er det så bare muslimer, der skal indfri den europæiske idé.

Lad mig dvæle mere ved, hvordan Houellebecq bruger Huysmans. Som sagt er det moderne liv i Houellebecqs optik knyttet til dyb ensomhed. På mange måder opfatter François sit ensformige middelklasseliv lige så ulideligt som Des Esseintes gør i Mod strømmen. Han spiser mikroovnopvarmet mad foran tv’et og ser porno på nettet. Hans romantiske relationer er flygtige og oftest med en ung studerende fra studiet i højst et år af gangen.

Da vi møder François i romanens nutid, er han 43 år, og det er med bevidstheden om, at hans (kærligheds-)liv endegyldigt er forbi. Den sidste i rækken af unge studerende, Myriam, har forladt ham nogle måneder forinden, men vender for en kort stund tilbage. Det bemærkelsesværdige er, at udsvingene i François’ kærlighedsliv altid ledsages af læsning af Huysmans romaner og samtidig af den politiske udvikling.

Da Myriam første gang forlader ham, genlæser han Mod strømmen; da Myriam en enkelt aften uden den store kærlighedslykke vender tilbage, lukker François sig efterfølgende inde i en uge ude af stand til at passe sin undervisning og reflekterer over, hvordan Huysmans kunne skrive videre efter mesterværket; da François omkring sin 44-års fødselsdag igen er sammen med Myriam, læser han en tidlig roman af Huysmans, om forfatterens fejlslagne ægteskab. Og der er mange flere eksempler. Romanen ender i en nærmest perfekt travesti over Huysmans omvendelse til katolicismen.

François bliver ikke katolik, men efter hjemkomsten til Paris ender han med at lade sig besnære af lokkende tilbud om at kunne vende tilbage på universitetet, som nu er på private muslimske hænder. Han lader sig gerne omvende til islam, ikke mindst fordi det også stiller et nyt kuld af unge sexvillige studenter i udsigt. François er ikke for alvor troende; hans valg er overfladisk, pragmatisk og uden den troens ild og glød, som Huysmans var styret af.

Det dominerende tematiske spor i Underkastelse gælder det politiske og vedrører det multikulturelle samfund og alt, der har at gøre med brisante spørgsmålet som immigration, religion, etniske mindretal og genkendelige emner som mediernes udeladelse af konflikter, der har rod i etniske forskelle og venstrefløjens indre dilemma mellem antiracisme, feminisme og patriarkalske strukturer hos indvandrergrupper. Romanen sætter i sit plot disse emner på spidsen, trækkes ud i sin ekstreme konsekvens og i et fremtidigt scenarie, som ud fra en realpolitisk vurdering er usandsynlig.

Houellebecqs Underkastelse har rod i det uløste dilemma efter Jerntæppets fald i Europa, at troen og religionen har trukket sig tilbage fra vores liv på en måde, som efterlader den enkelte med en desperat og uforløst længsel efter et nyt fællesskab. Og det fællesskab tilbydes ikke af den liberale kapitalisme. Romanen undersøger de mulige betingelser for det i en ny islamisk konstellation. Den handler om mangel på hengivelse, ligegyldighed, misantropi, som hele tiden har været et tema i Houellebecqs romaner. Islamificeringen er derfor ikke svaret eller temaet for romanen, men en mulig konsekvens af Vestens mangler.

Rocamadour-episoden

Islam erobrer i Houellebecqs vanvittige vision et splittet, dekadent, modløst Europa, på samme måde som kristendommen gjorde det, da Romerriget faldt fra hinanden og blev frelst af en religion med mellemøstlig baggrund, der bragte velstand, nye ideer, en patriarkalsk struktur og velordnede rammer. Houellebecq skaber en ny illusion om sammenhæng midt i den store desillusion – ligesom Huysmans gjorde, da han konverterede, og ligesom François gør, da han frivilligt underkastede sig islam. Den ny guldalder for Europa skal ikke føres i kristendommens navn, men i dens yngre og mere enkle søsterreligion. Islam skal bære faklen videre.

Det nye koncept for Europa, hvor samtlige individer forbindes og indeholdes i ét punkt, Gud, genkendes i romanen i statuen Den sorte jomfru i Rocamadour og den kristendom og forestilling om alle sjæle i én, der går tilbage til den romanske middelalder. Det er ikke tilfældigt, at samtalen om Rocamadour første gang falder lige efter, at en ven for François har afsløret, at Ben Abbes’ vigtigste sammenligningsgrundlag er Romerriget, et nyt udvidet Europa, hvor Frankrig er opløst i Europa.

I det hele taget står Rocamadour-afsnittet præcist midt i romanen med en særlig alvor og med et fravær af den satire, der ellers kendetegner den. Den er romanens centrale fikseringspunkt, ligesom den er aksen mellem Europas fortid og mulige fremtid – og så markerer den samtidig forskellen eller undtagelsen fra hele det projekt, der følger Huysmans’ romaner og religiøse omvendelse.

Houellebecqs hovedpersoner er alle vokset op i en verden, hvor desillusionen er blevet en fast bestanddel af livet. Illusionen om kontinentets værdier og glorværdige fremtid findes ikke, men kun den verden, hvor mænd søger tilflugt i konsum, sex og i kunstens verden. Den verden, de søger tilflugt i, er imidlertid en lukket verden uden perspektiver for livet og fremtiden. De kan rejse og bevæge sig frit, men ingen steder føles livet væsentligt anderledes. De befinder sig i en tid med slutning, i et rum med grænser, midt i et Europa, der synes at have mistet troen på sig selv.

Underkastelse opdager som sådan ikke nyt land, inddrager ikke fuldstændig nye erkendelser, men genopsøger som en udvej af den absolutte desillusion gamle erkendelser og tidlige grundsten i den europæiske civilisation.

De svimlende perspektiver ligger i, at Houellebecq får rullet dette kulturantropologiske bagtæppe ud for nutidens søgen efter ny mening. Han kritiserer i fiktionens form sin egen samtid ved at tydeliggøre nogle tendenser til en rent hypotetisk fremtidsvision et ubestemt sted mellem utopi og dystopi. Houellebecq skriver her i de sidste tider for Europa en traditionel realistisk roman. Uden tvivl fordi han står i dyb gæld til den europæiske roman, og fordi der i satiren også ligger en bekræftelse af eller længsel efter sammenhæng – og Europa.

Michel Houellebecqs debutroman ’Udvidelse af kampzonen’ og ’Elementarpartikler’ i Tine Byrckels danske oversættelser fra forlaget Rosinante er begge just udkommet. De koster henholdsvis 200 og 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Houellebecq tror tydeligvis ikke på sig selv og den mangfoldige, europæiske kultur, han er udsprunget af. Den dekadente stirrer modfaldent på sin egen svaghed. Jeg har ikke den store lyst til at læse ham. Han er så oplagt på galt spor, og skulle i øvrigt kvitte smøgerne på offentlige steder.

Interessandt fransk fingerstilling - Houellebecq kan både ryge en Gauloise og pille næse samtidigt ...

Michael Kongstad Nielsen

Kan det være Victor Hugo, der hænger på væggen over Houellebecq? I så fald har han noget at se op til.