Læsetid 8 min.

Inde i hovedet på Charles Mansons kvinder

Den amerikanske kultleder og forbryder har siddet indespærret siden 1971. Men i den amerikanske psyke – og i en af sæsonens mest omtalte romaner i USA, som nu udkommer på dansk – rumsterer the Manson Family stadig meget voldsomt
Kvinderne, der sammen med Charles Manson blev dømt for en række bestialske mord begået i sommeren 1969: Patricia Krenwinkel, Susan Atkins og Leslie Van Houten. Kvinderne – og ikke mindst den svære fascination og identifikation, forfatteren Emma Cline følte med dem – danner afsæt for romanen ’Pigerne’, der er blevet storrost i USA.
27. august 2016

Charles Manson burde have været død. Den 29. marts 1971 blev den dengang 36-årige vaneforbryder og kultleder samt tre yngre kvinder, der var en del af hans såkaldte Familie, dømt til døden i gaskammeret for brutalt at have myrdet ni uskyldige mennesker i Los Angeles, deriblandt skuespillerinden Sharon Tate.

Retssagen var den hidtil længste og dyreste i USA’s historie, og da kendelsen var afsagt, og folk havde forladt retslokalet, rejste dommeren sig og trykkede nævningene i hånden. Den slags gør en dommer ellers aldrig.

Men siden juli 1969 havde de alle været mere eller mindre isoleret fra medier, familie, arbejde og venner, mens sagen rullede. Intet udefra skulle have lov at påvirke dem.

Dommeren, en tidligere pilot fra Anden Verdenskrig, havde selv muligheden for at reducere dommene til livstid, men det kom ikke på tale.

I stedet takkede han altså sine nævninge for både indsatsen og dommen og pointerede, at stod det til ham skulle de hver og en tildeles en Medal of Honor, »for service above and beyond the call of duty«, som han udtrykte det.

Den fik de nu aldrig, og hverken Charles Manson eller de tre unge kvinder endte i gaskammeret. Inden dommene blev eksekveret havde Californien nemlig afskaffet dødsdommen, og af samme grund blev de fire domme automatisk omstødt til netop livstid.

Charles Manson, der i dag er 81 år, sidder derfor stadig i fængsel, ligesom myten om hans Familie og deres grusomheder fortsat gnaver dybt i den amerikanske psyke. Hvordan kunne han lokke de unge kvinder til sig? Hvorfor lod flere af dem sig overtale til at begå så brutale forbrydelser? Var Charles Manson et produkt af sin tid, en voldspsykopat eller et forsømt barn?

Spørgsmålene har optaget en lang række amerikanske musikere og forfattere gennem årene, og denne sommer har de fundet vej til en af sæsonens mest omtale debutromaner i USA: Emma Clines Pigerne, der kaldes »brillant« af Richard Ford og snart er klar på både det store filmlærred og 35 forskellige sprog, deriblandt dansk.

Teenager i 1960’erne

Charles Manson hedder Russell Hadrick i Pigerne, og det er ret beset ikke ham, romanen handler om, men derimod hans unge piger og kemien imellem dem.

Fortælleren er den midaldrende Evie Boyd, der mindes sommeren 1969, da hun var fjorten år gammel, »the end of the sixties, or the summer before the end, and that’s what it seemed like, an endless formless summer,« som hun kalder det.

Evie, hvis forældre netop er blevet skilt, vokser op i den søvnige, solrige lille californiske by Petaluma nord for San Francisco.

Hun sniffer lightergas og læser bøger og venter utålmodigt på, at livet skal begynde, så hun kan slippe væk fra skolens kedsomhed, fra venindernes barnlige intriger, fra de voksnes løgne.

En dag i byens park får hun øje på en flok piger, lidt ældre end hende selv, og kan ikke tage blikket fra dem. »These longhaired girls seemed to glide above all that was happening around them, tragic and separate,« som hun udtrykker det. »I knew they were different from everyone else in the park.«

Pigerne er på jagt efter mad, som de kan tage med hjem til den ranch, der tilbyder alt det, Evie savner: venskaber, sammenhold og sange og siden også sex og stoffer samt naturligvis Russell, der, som Evie siger, »seemed to swing through a denser atmosphere than the rest of us. He walked among the group, giving benedictions: a hand on a shoulder, a word whispered in an ear.«

Skrøbelige kvinder

Udover sproget – spændstigt, lyrisk og diset gyldent og romantisk, som en shampooreklame fra Evies teenageår – er Pigerne stærk i beskrivelserne af sammenstødet mellem den kvindelige pyske og den maskuline virkelighed.

I et essay bragt i The Paris Review lægger Emma Cline ikke skjul på, at hun længe har været stærkt optaget af Manson-mordene.

»Jeg sad oppe til langt ud på natten, læste de forskellige bøger, kiggede på slørede videoer på You Tube. På billederne, jeg så af pigerne – med overraskende hverdagsagtige motiver – genkendte jeg noget af mig selv som 13-årig, et glimt af længsel i deres blik.«

Selvom afsættet for Pigerne for så vidt er forsøget på at fange det øjeblik, hvor en pige bliver til en kvinde, og hvor kvinden opdager, hvordan en mandeverden behandler kvinder, lurer Charles Manson naturligvis dystert i periferien.

Det er ham, der forfører de unge kvinder, straffer dem, lytter til dem og først lokker dem ud på de såkaldte creepy calls – hvor de bryder ind i huse om natten, mens beboerne sover, stjæler mad og rykker lidt om på møblerne, bare lidt – og siden til at begå de forbrydelser, der fandt sted over to nætter i august 1969.

For enhver med interesse for Manson-kulten, for amerikansk kultur og 1960’erne er det naturligvis en fornøjelse at gætte med på hvem og hvad, der gemmer sig bag Clines fiktive univers, hvilke virkelige personer og steder: Sharon Tates adresse på Cielo Drive i Los Angeles er blevet til den fiktive Edgewater Road i San Francisco; Suzanne er tydeligt inspireret af Susan Atkins, der indrømmede at have stukket den gravide Sharon Tate flere gange på mordnatten; Mitch Lewis er baseret på Beach Boys’ trommeslager Dennis Wilson og pladeproduceren Terry Melcher og så videre.

Joan Didions Los Angeles

I starten anede ingen, hvad der foregik, men mordene kom alligevel ikke helt bag på dem. I hvert fald ikke ifølge Joan Didion, der i essaysamlingen The White Album (1979) beskriver Los Angeles i 1968 og 1969 som en tid og et sted, hvor tingene var skredet og følelsen af, at man var for langt ude, at det var gået »too far«, sad dybt i byens sjæl.

»Stemningen var præget af en nervøs dirren«, skriver Didion. »Jeg kan huske, hvordan hundene gøede hver aften, og at det altid var fuldmåne.

Den 9. august 1969 sad jeg i den lave ende af min svigerindes swimmingpool i Beverly Hills, da jeg fik et telefonopkald fra en ven, der lige havde hørt om mordene i Sharon Tate Polanskis hus på Cielo Drive. Telefonen ringede mange gange i løbet af natten.

De første meldinger var modstridende. En ringede og sagde hætter, den næste sagde kæder. Der var tyve døde, nej, tolv, ti, atten.

Det var vrede sorte, der stod bag, dårlige syretrip var forklaringen. Jeg kan meget tydeligt huske alle dagens misinformationer, og jeg kan også huske, selv om jeg ville ønske, jeg ikke kunne: Jeg kan huske, at ingen var overraskede.«

Hvad Didion beskriver flere steder i sit forfatterskab, der altid vender tilbage til Californien i 1960’erne – og som også fornemmes stærkt i Pigerne – er en tid præget af opbrud. Vietnamkrigen, ungdomsoprøret, kampen for racelighed, mordene på JFK og Martin Luther King havde alt sammen været med til at skabe et samfund, der ja, var gået for vidt.

Ikke mindst i Californien, hvor unge mennesker i det årti var strømmet til San Franciscos Haight-Ashbury for at ryge sig skæve og til Los Angeles underholdningsindustri i håbet om at finde berømmelse.

I den atmosfære og netop i først San Francisco og siden Los Angeles fandt Charles Manson gehør og følgere. Han blev løsladt fra fængslet i 1967 efter at have siddet indespærret halvdelen af sit liv, men det gjorde ham ikke mindre interessant.

Tiden skreg på rebeller med langt hår og guitar, og godt hjulpet af sine kønne unge piger samt adgangen til en masse stoffer fik Manson hurtigt skabt sig venner i Los Angeles’ musikmiljø.

Det var imidlertid Mansons piger, der primært interesserede nævnte Dennis Wilson og Terry Melcher. Trods flere besøg i et pladestudie blev det aldrig til den store pladekontrakt for Charles Manson, der til gengæld boede en lille måneds tid på adressen på Cielo Drive, som Melcher havde lejet ud til Wilson (inden Tate Polanski flyttede ind).

I modsætning til næsten alle andre voksne mænd, der mødte Manson, fattede Wilson sympati for ham, og det var ikke mindst på hans opfordring, at the Beach Boys valgte at indspille Mansons nummer »Cease to Exist« som B-siden på singlen Bluebirds over the Mountain og på deres album 20/20, der udkom i januar 1968. Dog var titlen ændret til »Never Learn Not to Love«, og ydermere var kun Dennis Wilson krediteret for den.

Singlen toppede på en skuffende 61. plads på hitlisten, og heller ikke albummet blev en succes. I biografen Manson (2013) – den bedste af de mange, der findes – skriver Jeff Guinn:

»Var pladen blevet et stort hit, havde Charlie måske fundet en smule anerkendelse hos producere for ideen til et hit, selvom han ikke stod bag den endelige version. I stedet endte han som den ukrediterede komponist bag en sang, der skuffede, og i musikindustrien er det mere ødelæggende end ikke at have fået en sang indspillet overhovedet.«

Det var naturligvis helt afgørende for anklageren, at han kunne bevise, at Charles Manson havde opholdt sig på mordstedet og havde et motiv.

Charles Manson var rasende over den manglende pladekontrakt og anerkendelse, hvilket også i Emma Clines roman er den direkte anledning til, at Russell Hadrick sender sine piger afsted til Cielo Drive for at slå ihjel.

Kultlederen var hverken drevet af retfærd, kærlighed eller religion – men derimod et banalt ønske om hævn. Han ville være berømt som The Beatles, hvis The White Album (1968) han tolkede som en opfordring til at starte et raceoprør.

Hvilken rolle Evie spiller i de centrale drab er naturligvis en del af spændingen ved Pigerne.

Manson ved intet

De glade 60’ere sluttede måske med Manson Familiens drab, men historien om Charles Manson er fortsat lige siden. Allerede i 1970, mens retssagen stod på, blev de optagelser, som Terry Melcher havde lavet med Manson – og som ikke havde imponeret produceren – udsendt under titlen Lie.

I 1988 indspillede Lemondheads »Mansons Home is Where You’re Happy« og i 1993 indspillede Guns’N’Roses hans »Look at Your Game Girl«. Også flere film er det blevet til samt hyldemeter af fagbøger, deriblandt chefanklager Vincent Bugliosi Helter Skelter (1974), angiveligt den bedst sælgende true crime-bog nogensinde.

Charles Manson selv har siddet fængslet siden dommen i 1971. Ifølge forfatteren Jeff Guinn bliver hans privilegier ofte taget fra ham, fordi der bliver smuglet mobiltelefoner ind til ham, eller han får støtter og tilhængere til at offentliggøre hans kritik af både fængselsvæsenet og samfundet på skiftende hjemmesider.

Men derudover kan han godt lide at tegne, læse National Geographic og se John Wayne-film. Når andre indsatte spørger ham, hvad der egentlig skete den 9. og 10. august 1969 – hvorfor Sharon Tate og hendes venner og familien LaBianca blev dræbt – blinker han altid med det ene øje og svarer:

»Jeg ved ikke noget.«

Emma Clines ’Pigerne’ udkommer på dansk 1. september på Lindhardt og Ringhof under titlen ’Pigerne’ (oversat af Mich Vraa).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Skandaløst af Krenwinkel og Van Houten stadig sidder indespærret efter så mange år og benådningshøringer.
Det er hinsides enhver tvivl, at de forlængst har angret deres udåd, er fuldt resocialiseret - og er helt uden fare for deres omgivelser.
Det er primært p.gr.a Tate-familiens hårdnakkede modstand og hævnlyst, at de ikke har kunnet løslades - muligvis også andre i systemet. Det var ikke blot en dom mod konkrete mordere, men også en dom mod en hel generation og kultur - ungdomsoprøret og hippierne.
Susan Atkins døde i fængsel for et par år siden

Manson selv er en helt anden historie. Han har hverken angret eller kan forsvarligt løslades. Manden er bindegal.

/O

Søren Rehhoff

Jeg har altid synes det var morsomt, at Beach Boys indspillede en sang af Charles Manson. Snak om at modsætninger mødes. Ligeledes med Terry Melchers forbindelse til Manson. Melcher var også søn af Doris Day, som nok er noget af det mest renskurede man kan forestille sig. Dennis Wilson boede sammen med Mansons familie et stykke tid, ikke på Cielo Drive men på Sunset Boulevard, hvor Manson bl.a. orkestrerede sexorgier, hvoraf noget endda blev optaget på bånd.
En af grundene til at Charles Manson ikke blev krediteret for st skrive "Never Learn Not To Love" var vistnok at han i forvejen skyldte Wilson en masse penge for at have ødelagt hans hus, plus at Wilson også havde fået gonnore efter mødet med Manson og hans familie, så på den måde slap han trods alt lettere fra det, end f.eks Sharon Tate og de andre der blev myrdet.
Gad vide hvordan tingene ville have udviklet sig hvis Manson trods alt var blevet krediteret for at have skrevet "Never Learn Not To Love"
Her er en optagelse af Charles Manson og hans familie, måske er det Terry Melcher man kan høre i baggrunden, som prøver at rehabilitere Charlie. "Why dont you play some of the songs you weote in prison, man"

https://www.youtube.com/watch?v=RlN5pxC7gjI

Søren Rehhoff

Jeg har altid synes det var morsomt, at Beach Boys indspillede en sang af Charles Manson. Snak om at modsætninger mødes. Ligeledes med Terry Melchers forbindelse til Manson. Melcher var også søn af Doris Day, som nok er noget af det mest renskurede man kan forestille sig. Dennis Wilson boede sammen med Mansons familie et stykke tid, ikke på Cielo Drive men på Sunset Boulevard, hvor Manson bl.a. orkestrerede sexorgier, hvoraf noget endda blev optaget på bånd.
En af grundene til at Charles Manson ikke blev krediteret for st skrive "Never Learn Not To Love" var vistnok at han i forvejen skyldte Wilson en masse penge for at have ødelagt hans hus, plus at Wilson også havde fået gonnore efter mødet med Manson og hans familie, så på den måde slap han trods alt lettere fra det, end f.eks Sharon Tate og de andre der blev myrdet.
Gad vide hvordan tingene ville have udviklet sig hvis Manson trods alt var blevet krediteret for at have skrevet "Never Learn Not To Love"
Her er en optagelse af Charles Manson og hans familie, måske er det Terry Melcher man kan høre i baggrunden, som prøver at rehabilitere Charlie. "Why dont you play some of the songs you weote in prison, man"

https://www.youtube.com/watch?v=RlN5pxC7gjI

Manson har aldrig dræbt nogen. Så hvorfor skal han angre det? Han var ikke tilstede da mordene blev begået.

At han er gal synes jeg ikke berettiger et samfund til at holde ham i fængsel.

olivier goulin

Jeg har fatisk ondt af de piger, især de to nulevende.
De var meget unge, på stoffer og hooked på en unægtelig meget karismatisk. omend bindegal mand - selv en stakkel med en forfærdelig traumatiseret baggrund. Tiden og omstændighederne førte dem ind i en skæbne, som de naturligvis har deres personlige ansvarlig for - men det, der gør mest ondt, er at både Krenwinkel og Van Houten på bunden var gode, fornuftige og intelligente middelklassepiger, som ligeså godt kunne have fået et helt normalt lykkeligt amerikansk middelklasseliv - havde det ikke været for denne tragiske kombination af omstændigheder. Det er så tragisk en historie - stadig idag.

/O

olivier goulin

@Jan

Han gav instruktionerne, og var således bagmanden. Det er også strafbart.
En del af de folk, der er blevet dømt i Haag for krigsforbrydelser, har heller ikke direkte haft blod på hænderne.

/O

Dorte Sørensen

Var de ikke kristne eller under den kristne kultur?
Hvorfor skal vi ikke høre hvad kristen kultur kan føre til kvindeundertrykkelse og mord. Tænk hvis de havde være muslimer og det var i dag forbrydelserne var sket så havde hele "fremmed /muslim frygt banden" været oppe i det røde felt.

Peter Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Dorte Sørensen, fordi de fleste kristne versioner praktiserer deres tro på det nye testamente og ikke det gamle.
Håber det afklarer.