Læsetid: 7 min.

’Det er en journalistisk bacille, at vi hele tiden er på jagt efter noget nyt’

Whistleblower og tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard kritiserer danske medier for ikke at stille politikerne til ansvar for fejl begået i krigene i Irak og Afghanistan. I sidste afsnit af Informations serie Det omvendte interview interviewer han chefredaktør på dagbladet Politiken Christian Jensen
Tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard (t.v.) kritiserer danske medier for ikke at stille politikerne til ansvar for fejl begået i krigene i Irak og Afghanistan. Han interviewer Informations tidligere chefredaktør, nuværende chefredaktør på dagbladet Politiken Christian Jensen.

Tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard (t.v.) kritiserer danske medier for ikke at stille politikerne til ansvar for fejl begået i krigene i Irak og Afghanistan. Han interviewer Informations tidligere chefredaktør, nuværende chefredaktør på dagbladet Politiken Christian Jensen.

6. august 2016

De seneste år har de danske medier skrevet en række kritiske historier om krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan. Om det manglende grundlag for krigen i Irak. Om det efterfølgende kaos i begge lande. Om den danske håndtering af krigsfanger. Men selv om medierne har skrevet kritiske artikler, har de ikke været i stand til at holde Forsvaret og politikerne ansvarlige og dermed heller ikke til at ændre noget, siger whistleblower og tidligere efterretningsofficer ved Forsvaret Anders Kærgaard.

Og han taler af erfaring. I 2012 lækkede han en video fra en operation i Irak, som viste, hvordan en gruppe civile irakere blev tilbageholdt af irakiske sikkerhedsstyrker.

Videoen skabte voldsom debat om det danske forsvars håndtering af krigsfanger og blev senere brugt af de tilbageholdte irakere, som lagde sag an mod den danske stat for at have overladt dem til de irakiske sikkerhedsstyrker, som udsatte dem for tortur.

Anders Kærgaard gik først til ledelsen og senere til medierne, men sagen fik ingen formelle konsekvenser for personer i Forsvaret eller på Christiansborg. Det undrer ham i dag, ikke mindst fordi sagen havde store konsekvenser for ham selv: Han arbejder ikke længere i Forsvaret og har mistet kontakten til sine tidligere kolleger.

Her interviewer han Christian Jensen, som under og efter den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan har været chefredaktør på Information og medlem af chefredaktionen på Berlingske. I dag er han ansvarshavende chefredaktør på Politiken.

Anders Kærgaard, whistleblower og tidligere efterretningsofficer: Altså, jeg har jo været udsendt, så hvis jeg bliver presset, så bliver jeg Rambo og smadrer hele lokalet.

Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken: Ja? Det er skidegodt.

Anders Kærgaard: Bare lige så du ved, hvad du har med at gøre.

Christian Jensen: Så lægger jeg dig i aflåst sideleje. Jeg er nemlig røgdykker.

Begge griner.

Anders Kærgaard: Men altså: Helt overordnet synes jeg, at medierne har for meget fokus på enkeltsager og på det juridiske: Hvem har gjort hvad? Hvad har Forsvaret sagt og gjort? Både i min egen sag og i andre lignende sager bliver det sådan noget: Han sagde, hun sagde, hvem sagde, jeg sagde. Men de her historier – som ofte har stor samfundsmæssig betydning og interesse – bliver aldrig løftet op på et niveau, hvor det handler om, hvordan vores folkevalgte og vores systemer agerer. Det er helt fraværende. Og det oplever jeg som vildt frustrerende.

Christian Jensen: Det er rigtigt. Der er en rastløshed og en troløshed i journalistikken og i medierne, som kan virke flakkende og brutal. Vi siger, at noget er vigtigt om mandagen, og så er det pludseligt noget andet, der er vigtigt om tirsdagen. Det er en journalistisk bacille, at vi hele tiden søger den næste historie og hele tiden søger delmængder til helheden, og nogle gange glemmer helheden selv. Det ligger i det journalistiske temperament og i den journalistiske metode, at vi hele tiden er på jagt efter noget nyt.

Anders Kærgaard: Men I har vel et valg?

Christian Jensen: Ja, og der har du helt klart en pointe. Vi skal generelt skal være bedre til at fastholde dagsordener. Det at konfrontere de ansvarlige og fastholde konfrontationen er meget vigtigt. Når en minister ikke svarer, skal han ikke have mulighed for at sige, at det må hans embedsmand svare på. Hvis vi mener, at det er vigtigt og væsentligt for samfundets oplysning, at der bliver svaret. Så skal vi holde fast og kræve et svar. Og vi skal også vise et temperament og fastholde et pres, hvis han eller hun ikke svarer, for eksempel ved at skrive i avisen hvor mange dage en minister ikke har villet svare.

Det skal både lægge et pres på den minister, som ikke vil svare, men også fortælle offentligheden, at det er en vigtig sag. På et tidspunkt bliver ikkesvaret et svar i sig selv. Så bliver svaret, at ministeren har ansvaret, men ikke lever op til det. Så du har en pointe. Men det skal ikke forstås sådan, at journalister eller medier er samvittighedsløse eller kyniske eller ligeglade med de ting, vi lægger frem.

Anders Kærgaard: Min oplevelse er også, at viljen til at fastholde absolut er til stede, men at presset typisk er rettet mod embedsmændene i stedet for mod ministeren. Der har stort set ikke været noget pres på for eksempel Nick Hækkerup og Nikolaj Wammen (tidligere forsvarsministre, red.). Jeg kan ikke finde en eneste kritisk artikel i hverken Politiken eller Information, hvor der bliver spurgt, hvorfor han ikke vil svare, og hvorfor han gør, som han gør. Man glider ligesom længere ned i Forsvaret.

Christian Jensen: Vi søger svar der, hvor vi kan få svar. Jeg vil tro, at der ligger en masse telefonsvarerbeskeder hos begge de pågældende ministre. Svarer de ikke, mener jeg klart, at vi skal gøre det klart for vores læsere og offentligheden, at de ikke ønsker at svare, og dermed udstille deres ansvarsforflygtigelse.

Anders Kærgaard: Men jeg ser det ikke ske. Jeg ser i stedet – og det kan godt være, det er mig, der er blevet lidt hysterisk efterhånden – at den ene minister efter den anden nægter at svare.

Christian Jensen: Ja, men altså …

Anders Kærgaard: Og så ryger sagen over til en eller anden embedsmand. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at alle de her sager kører til et vist punkt, og så sker der ikke mere. Ingen bider sig fast. Hvad der skal til, for at man kan bide sig fast, det ved jeg ikke, men som whistleblower bliver man en lille smule frustreret.

Christian Jensen: Det kan jeg sagtens forstå. Og ja, vi er da havnet i en mediemæssig blindgyde med vores krige, men dybest set er det også en politisk blindgyde. Der er ikke flertal i Folketinget for at få undersøgt de krige. Der er truffet en dybt demokratisk, menneskelig og etisk uforsvarlig beslutning om, at vi godt kan drage i krig, men vi vil ikke kigge på konsekvenserne af den krig.

Anders Kærgaard: Præcis.

Christian Jensen: Det er et politisk svigt af dimensioner. Når du oplever, at politikere og ministre ikke svarer, så er det nærmest lagt ind i den politiske doktrin om, at vi er forbi krigene. Krigene er fortid. Vi kigger frem. Vi har brugt demokratiet til at drage i krig. Kan et folketingsflertal så bagefter tillade sig at sige, at måden, vi kom i krig på, ikke skal være underlagt nogen former for demokratisk kontrol? Nej, det kan det selvfølgelig ikke. Så det er et kæmpe svigt over for samfundet. Her tænker jeg både på vores demokratiske institutioner, men jeg tænker da i særdeleshed på de mennesker, herunder dig, som har løbet store risici i deres liv og har betalt en høj pris. Det er ikke i orden.

Anders Kærgaard: Nu har jeg haft næsen ret langt nede i den her Chilcot-rapport (rapport om Storbritaniens indsats under krigen i Irak, red.), og alle kigger i retning af Blair og siger: Hmm, han er en skidt fyr. Men det, der optager mig, er deres anbefalinger om, at hvis man vil løse noget fremadrettet, så skal man have en åben og kritisk debat om, hvad der er målet, og hvad der er de langsigtede mål. Den danske forholden sig til Irak og Afghanistan er ikke til stede politisk.

Christian Jensen: Slet ikke til stede.

Anders Kærgaard: Og så tænker jeg: Hvis jeg havde min egen avis, så havde jeg sat en måned af, og så havde jeg taget én politiker ad gangen og havde afkrævet dem et svar: Hvorfor vil du ikke have de her ting afdækket? De siger, at alting er afdækket, men det er jo tydeligt for enhver, at alting ikke er afdækket.

Christian Jensen: Ja, og nu det er vores opgave som medier at påvise det. Når jeg efter offentliggørelsen af Chilcot-rapporten hører, at Anders Fogh Rasmussen er på ferie, så tænker jeg bare: Du er på ferie?! Der er kommet en britisk undersøgelse, som drager endnu mere tvivl om krigsgrundlaget, end der var i forvejen. Om krigsførelsen. Som har direkte afledte relevante spørgsmål i en dansk kontekst. Du er på ferie. Det er ikke i orden.

Anders Kærgaard: Men de slipper jo af sted med det.

Christian Jensen: Det gør de. Man kan sige: Journalistik kan gøre meget, og vi skal helt klart gøre det mere insisterende, mere konsistent, det er jeg helt med på. I forhold til politikerne er det jo også vigtigt at sige, at den hårdeste dom, der kan fælles over dem, er vælgernes dom ved et valg. Derfor er det jo helt afgørende, at vælgerne træffer beslutninger på et oplyst grundlag.

Anders Kærgaard: Men kan man gøre noget ved det?

Christian Jensen: Det ligger i den journalistiske natur, at vi hele tiden stræber efter nye historier. Nyt, nyt, nyt. Det handler om, at vi hver eneste dag skal holde det nye op mod det passerede og sige: Det kan godt ske, at det er nyt, men er det også vigtigere? Og så skal vi fastholde nogle dagsordener over længere tid. Der ikke er noget, der forandrer sig over et døgn, og hvis vi gerne vil lave forandringer med vores journalistik, så kræver det vedholdenhed over længere og ofte meget lange perioder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Kurt Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Oluf Husted
  • Steffen Gliese
  • Maria Francisca Torrezão
Mads Berg, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Oluf Husted, Steffen Gliese og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Colin Bradley

WAUW!! Betyder det her at vi nu kan forventer en storstilet Politiken kampagne for genåbning af Irak Kommission?

Kirsten Lindemark, Mads Berg, Anne Eriksen, Oluf Husted og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Det ville være nyt og særdeles velgørende at opleve journalister gå kritisk til politikerne - hele tiden. Ind bagved flosklerne og spindoktorernes one-liners. Men det oplever vi næppe, så længe det er politikerne der bevilger medietilskudene.

Kirsten Lindemark, Anne Eriksen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Han giver ham jo ret i alt og slipper samtidig afsted med at love, at der ikke sker forandringer. Det er den samme strategi som politikerne bruger over for journalisterne.

Men Anders Kærgaard stiller jo også selv spørgsmål som til forveksling ligner de spørgsmål en journalist kan finde ud af at stille.

Journalisterne er jo samtidig i lommen på politikerne i og med at hvis de bliver for 'dygtige' så nægter politikerne jo bare at stille op og giver deres 'nyheder' og interviews til mere imødekommende journalister.

Nu har Information så skiftet chefredaktør. Det må være en oplagt mulighed for at få supleret med nogle andre boller på suppen.

Jeg tillader mig at komme med et hint: Politikere er ikke dumme. De er kloge.

Kirsten Lindemark, Anne Eriksen og Mads Berg anbefalede denne kommentar

Politikerne er muligvis kloge, de undgår da enhver form for konsekvens af egne handlinger...
Whistleblowere og skarpe journalister er også en mangelvare - fordi de vil komme til at mærke konsekvenserne.
Alt i alt en sølle omgang!

Jeg tror, vi er mange, rigtig mange, der glæder os til, at medierne begynder på at insistere og fastholde politikere, der forsøger at undslå sig deres ansvar.

Bare sæt i gang på Politiken, CJ.

Kurt Nielsen, Oluf Husted, Kirsten Lindemark, Hans Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Fedt Anders!
Jeg undrer mig også tit over, hvorfor helvede ingen medier rigtigt går til flæsket af politikkerne. Måske er det sådan at, hvis man ikke selv har kæmpet for ens rettigheder, så tager man dem for givet. Og når nogen som dig, vælger den hårde vej, og whistle-blower, ja, så får vi andre: på den ene side en helt, en der afslører virkeligheden. Men også en opvågning som kræver at vi indrømmer at vi har en del af skylden, og dermed bliver vi også nødt til at se os selv i øjnene. Det samme gælder alle også journalister, og så er det desværre kun de få som vælger den hårde vej til sandheden. I stedet vælger de den nye historie. Dermed opstår der et vakuum der hvor sandheden skulle komme frem.

Tak for din indsats Anders, både under og efter krigen!

Kurt Nielsen, Oluf Husted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig forstået, hvorfor den samlede presse var/er så bange for Anders Fogh Rasmussen, at han kan slippe afsted med selv den mest uhyrlige ansvars fralæggelse.?
Sådan en bette bondeknold bør da ikke kunne skræmme nogen