Læsetid: 14 min.

Kan en god fortælling redde Europa i krise?

I 2012 fik den danske europaparlamentariker Morten Løkkegaard en ide: Der skulle skabes en fortælling om EU, så borgerne kunne få mere til fælles end frihandel og fri bevægelighed. Det gik ikke helt efter planen. Information har bedt en række af forfatterene til Den Nye Europæiske fortælling om at gengive det kaotiske forløb
I 2012 fik den danske europaparlamentariker Morten Løkkegaard en ide: Der skulle skabes en fortælling om EU, så borgerne kunne få mere til fælles end frihandel og fri bevægelighed. Det gik ikke helt efter planen. Information har bedt en række af forfatterene til Den Nye Europæiske fortælling om at gengive det kaotiske forløb

Line Høstrup/iBureauet

26. august 2016

Den Nye Europæiske Fortælling blev ledet af en gruppe intellektuelle og kunstnere fra de europæiske lande.

De skulle med input fra borgerne på en række borgermøder i europæiske hovedstæder forfatte en tekst om det europæiske fællesskab. Ikke om vores fælles regulativer og forordninger, men om vores fælles historie, kultur og identitet.

Ideen til projektet fik tidligere medlem af Europaparlamentet Morten Løkkegaard (V) på et møde i Bruxelles i vinteren 2012.

Morten Løkkegaard: »En dag sad jeg og forhandlede i et forhandlingslokale i parlamentet sammen med de andre medlemmer af kulturudvalget, og så kunne jeg se, at der ville blive en lille sjat penge tilovers på budgettet. Så siger jeg til min assistent: Hvad nu hvis vi introducerer et projekt omkring det her med den europæisk fortælling?

Jeg syntes, det kunne være sjovt at give kulturen noget mæle. Det manglede. Så skrev vi nogle stikord ned på bagsiden af en serviet, som vi sendte rundt om bordet, og da der var gået en halv time, så var der enighed om det.«

Torsten Laksafoss Holbek (tidl. assistent for Morten Løkkegaard): »Det var noget, der opstod i øjeblikket, men jeg tog selvfølgelig noter. Det havde potentiale til at blive noget lidt større, som var ud over, hvad man ellers sidder og laver af meget teknisk arbejde i Europa-Parlamentet. Lovgivning om handelsaftaler og markedsrelaterede ting er nok så vigtigt, men det her var anderledes.«

Morten Løkkegaard: »Der gik omkring to uger, og så en dag ringede telefonen på mit kontor. Det var Barroso! Som parlamentariker fra fjerde division får man normalt ikke sådan lige Barroso i røret, så jeg troede nærmest, at det var telefonfis. Det viste sig så, at han havde hørt om Den Nye Europæiske Fortælling og selv havde en gammel drøm om at lave noget lignende.

Barroso har altid været sådan en skabskulturel type, som rendte rundt og lyttede til opera og var med i diskussionsklubber. Han var meget begejstret. Så gik vi i gang med at konkretisere projektet.

Vi ville have intellektuelle og personer fra kulturens verden til at komme med deres tanker om EU. Det havde altid været økonomer og politikere, selv om de ikke er specielt visionære eller har gode bud på den store fortælling.«

Michal Kleiber (præsident for det polske videnskabsakademi): »Jeg sad på mit kontor, da min telefon ringede. Jeg blev selvfølgelig overrasket, da det var selveste Barroso. Han fortalte om projektet, og jeg blev glædeligt overrasket over, at han havde tænkt på mig.«

Per Nyholm (journalist og forfatter): »Jeg lå en eftermiddag på min seng i Wien under min orlov fra mit arbejde på Jyllands-Posten, da telefonen ringede. Det var sekretæren for arbejdsgruppen, som fortalte, at de skulle i gang med at skrive den her fortælling. Om det kunne interessere mig?

Det ville jeg gerne, for jeg havde ikke en brik at foretage mig på orloven, og så mente jeg, og mener stadig, at der mangler en samlende fortælling om Europa. Selvfølgelig er jeg dansker, men jeg er også europæer, og jeg har aldrig været i tvivl om, at EU med først et fælles marked og siden EU med grænsernes bortfald var det rigtige, ikke mindst set i lyset af vores krige.«

Line Høstrup/iBureauet

I vinteren 2012/2013 samlede Morten Løkkegaard og José Manuel Barroso en gruppe på små 20 personer, som fik til opgave at arbejde videre med Den Nye Europæiske Fortælling. Gruppen mødtes første gang i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor medlemmerne præsenterede sig over for hinanden og tog den første og indledende diskussion om projektet.

Rose Fenton (direktør for organisationen Free Word): »Vi mødtes for at tale om, hvorfor det her projekt var vigtigt. Det var det blandt andet, fordi det skulle være med til at stoppe den voksende desillusion, Europa var i på det tidspunkt.

Vi var blevet konfronteret med en finanskrise i 2008 og havde som europæere glemt, hvad vi også har opnået sammen. I gruppen diskuterede vi, om det var derfor, at vi ikke kunne løse de problemer, vi stod over for i EU. Jeg kan også huske, at alle i gruppen var godt op i årene.«

Peter Matjasic (tidl. præsident for European Youth Forum): »Vi var på den øverste etage af Berlaymont.Jeg havde aldrig været der før og kendte ikke nogen, så alt var nyt. Der var den der lidt akavede situation, hvor man går rundt og hilser.

Det var måske en meget kendt ballerina fra Portugal eller en museumsdirektør, men jeg kendte ingen.«

Morten Løkkegaard: »Vi indledte det første møde med at tage en runde. Det stod ret hurtigt klart, at her var der samlet 20 veletablerede kunstnere med store egoer, som nok ville få svært ved at samles om at lave en tekst.«

Peter Matjasic: »Vi sad rundt om et ovalt bord. Man kunne fornemme, at folk syntes, de var vigtige, og da mødelederen Paul Dujardin ikke gav lige meget tid til alle, blev der nogle problemer, for folk omkring bordet var tydeligvis kommet for at blive hørt. Det var fint at være en del af, men det handlede lidt om at positionere sig selv som en vigtig partner i projektet.«

Per Nyholm: »Folk kiggede hinanden an. Det var meget OK alt sammen, men det gik hurtigt op for mig, at der var to svagheder: Den geografiske spredning var for ringe, der var fire fra Frankrig alene, og så var der alt for mange kunstnere med.

Paul Dujardins og Barrosos mere eller mindre personlige venner fra alle mulige kultursammenhænge. Det var et pak af kulturmanagers, ikke ringe europæere, slet ikke, men selv om man kan passe sin kulturinstitution, er det jo ikke ensbetydende med, at man kan skrive og tænke, og det var jo det, der var brug for i sådan en komité: folk, der kan tænke og skrive.

Jeg foreslog for eksempel den tyske filosof Habermas. Det var fuldstændigt vanvittigt, at der ikke var en ordentlig tysker til stede.«

Morten Løkkegaard: »Det, som Barroso kunne byde ind med, var en masse gode venner. Forstå mig ret, ikke nepotistisk, men han kender en masse folk.«

Line Høstrup/iBureauet

I april 2013 blev arbejdsgruppen lanceret ved en ceremoni på kunstakademiet i Bruxelles.

Per Nyholm: »Det blev afholdt på den belgiske udgave af Charlottenborg i en stor smuk, neoklassisistisk sal. Der sidder vi så: Den daværende kommissær Viviane Reding og Barroso samt et par stykker til med et publikum foran os.

Jeg blev anbragt på scenen som ordstyrer. Alle var lidt nervøse.«

Morten Løkkegaard: »Når kommissionen er inde over, så bliver det hurtigt lidt officiøst med taler og så videre, men det var også meget stemningsfuldt med sort bagtæppe og teaterlys. Folk var opsatte på, at det skulle blive til noget. Du kender den der forventningens glæde: ’Ih, hvad er det her for noget.’ Det var ikke en af de sædvanlige pligtting, man bliver inviteret til, fordi en eller anden kommissær skal have opfyldt sin kvote af events.«

Rose Fenton: »Gæsterne var repræsentanter fra den etablerede elite. Det var de politiske beslutningstagere og store kulturpersoner, og det var ærgerligt.«

Per Nyholm: »Barroso er meget kulturinteresseret og holdt en tale, hvor han understregede behovet for kultur i Europa. Det varede vel i alt halvanden time, og så var der en drink bagefter. På det tidspunkt var der sådan set ikke nogle problemer. For vi var jo ikke kommet i gang.«

Michal Kleiber: »I løbet af de første møder gik det godt. Vi havde nogle meget interessante diskussioner om den europæiske kulturarv. Men da vi havde fået arven på plads, sagde jeg, at nu er udfordringen at finde ud af, hvordan vi på den europæiske kulturarv bygger vores fremtid.

Det er ikke nok at tale om, hvor smuk og skøn vores fortid og kulturarv er, hvis vi ikke kan finde fælles fodslag fremover. Det var kunstnerne ikke meget for at tale om, for de var jo ikke politikere, sagde de.«

Rose Fenton: »På et af møderne diskuterede vi Europas betydning for den moderne kunst. Vi skrev i det første udkast til teksten, at europæerne opfandt moderne kunst. Der måtte jeg slå i bordet og sige:

’Vent engang! Det her bliver lige lovligt nationalistisk.’ Man kan ikke sige, at vi opfandt moderne kunst her i Europa, for Picasso var jo for eksempel inspireret af afrikanske kunstnere. Det kan godt være, at den moderne kunst blev samlet i Europa med kunstnere som Paul Klee og Picasso, men den stod på skuldrene af andre – funderet i andre kulturer i Asien, Sydamerika og Afrika.

Jeg synes generelt, at møderne handlede for meget om, hvor meget vi har opfundet i Europa.«

Per Nyholm: »På tredje eller fjerde møde begyndte det at gå op for mig, at det ikke førte til noget. Vi sad ofte bare ved et bord og snakkede stolpe op og stolpe ned, men der kom aldrig noget ned på et stykke papir. Der var ikke et sekretariat. Der var ikke en mødeleder.

Stemningen var sådan set udmærket og meget kammeratlig og venlig og alt det der, men det konkrete fremskridt kunne ikke ses.«

Peter Matjasic: »Det var svært at finde frem til noget hele gruppen samlet, så i stedet blev man enige om at prøve at lave små grupper, som skulle komme frem med noget hver især, som til sidst kunne blive samlet af Paul Dujardin, som var koordinator. Det er en meget fransk måde at gøre det på.«

Per Nyholm: »I foråret vendte jeg fortvivlet tilbage fra et møde i Bruxelles og sagde til min kone: »Det her går ad helvede til. Vi kommer ingen vegne.« Hun spurgte: »Hvorfor sætter du dig ikke ned og skriver det selv?«

Og så satte jeg mig ned og skrev en tekst i løbet af et par dage og sendte den til alle. Da jeg så kom tilbage, så var det helt klart, at jeg nu var i hundehuset. Dujardin (koordinator i udvalget, red.) fastslog, at alle skulle have lov til at sætte deres fingeraftryk på det kommende dokument, og jeg havde jo sat mig ud over det ved at skrive en tekst.«

Morten Løkkegaard: »Jeg talte med Per løbende. Han gik fra at være meget begejstret til at være mindre og mindre begejstret.«

I 2013 fik gruppen et nyt medlem; den danske kunstner Olafur Eliasson.

Olafur Eliasson (kunstner): »Jeg kender det museum, der ligger i Bruxelles, der hedder Bozar, og museumsdirektøren, Paul Dujardin, skrev til mig og spurgte, om jeg ville være med. Jeg ville høre fra dem. Det var sådan, det startede.

Jeg fik at vide, at der var en interesse fra præsidentens side om at undersøge, hvorvidt den manglende forståelse for og identifikation med EU kunne belyses fra kulturel side. Jeg har beskæftiget mig med kunst, der er eksponeret for meget store grupper af mennesker, og som også handler om kollektivitet, systemer eller fænomener, og på den måde passede jeg ind i projektet, tænkte jeg.«

Morten Løkkegaard: »Da Olafur Eliasson kom med i gruppen, skete der noget. Indtil da havde det være relativt forudsigeligt. Olafur var for mig at se den, som var mest stringent tænkende, og han havde nogle klare tanker om, hvad kunst og kultur kan gøre for samfundet.«

Rose Fenton: »Jeg syntes, at både Eliasson og Pistoletto, som også var med, er geniale kunstnere med smukke idealer, og de er også store tænkere. Men de havde måske ikke energien fra den mindre etablerede og yngre generation. Den energi manglede i gruppen.«

Morten Løkkegaard: »»Det forekommer mig,« sagde Olafur »at det vi mest kan bidrage med som gruppe, er at give folk en oplevelse af, at vi lytter.«

Det var interessant, fordi jeg tror, det er rigtigt. Hvis du kigger på Brexit, har den engelske regering så lyttet til de der briter ude på landet? Det forekommer mig, at det har de ikke.«

Olafur Eliasson: »Jeg talte om, at kultur for så vidt nyder, at folk identificerer sig med den, og samtidig er kulturen alle steder.

Kommer man langt ud på landet, så er der i hver en lille by en musikforening, en teaterklub eller en lille kunstudstilling, så kultur er noget, der på mange måder er utroligt folkeligt. Jeg sagde, at den kulturelle sektor har civilsamfundets tillid, og det er det, EU ikke har.«

Line Høstrup/iBureauet

I begyndelsen af januar 2014 begynder gruppen at skrive den endelige tekst.

Morten Løkkegaard: »Da gruppen kom til skriveprocessen, blev det svært, fordi Pers billede af den proces var, at han og to andre skulle sidde på et ungarsk slot og skrive, men da det ikke skete, forsvandt noget af perspektivet for Per. Han var også tiltagende irriteret over sydeuropæerne. Der var for meget snak og meget lidt action.

Det var da også en udfordring, men jeg var måske mindre overrasket over det end Per, for jeg er jo vant til at arbejde i parlamentet.«

Per Nyholm: »Den endelige tekst læste jeg på et tidspunkt i februar. Jeg var på universitet i Tallinn for at holde et foredrag og stod ved udgangen til universitetet og sagde farvel, da jeg modtog den på min telefon. Jeg læste det hastigt igennem og tog det med hjem til mit hotel, hvor jeg læste det igen. Så svarede jeg:

»Det er uacceptabelt. Det er intellektuelt slapt og dårligt skrevet.« Og jeg sagde: »Jeg vil ikke have mit navn sat i forbindelse med det her papir, og jeg mener, at jeg skal forlade udvalget.«

Umiddelbart inden præsentationen af det endelige dokument meldte jeg mig ud af projektet i et brev til udvalget. Det er et meget skarpt brev, men det er min ærlige mening.«

I slutningen af februar 2014 blev den endelige tekst fremlagt for offentligheden i Berlin.

Rose Fenton: »Vi præsenterede det hele på Kunstakademiet i Berlin med udsigt over Brandenburger Tor – der lå så meget symbolværdi i, at vi holdt det sidste arrangement lige netop der.«

Morten Løkkegaard: »Rammen om det var jo imponerende. Hele den ene væg i lokalet var vinduer direkte ud til Brandenburger Tor, og hvis man er optaget af europæisk historie, så er det vanskeligt at finde et mere symbolsk sted: Det var her, linjen mellem Øst og Vest gik i en menneskealder, og på den måde er det også symbolet på Europas samling med murens fald i 1989.«

Michal Kleiber: »Det var et stærkt symbol på et forenet Europa – og det var faktisk meget rørende at offentliggøre vores arbejde med chartret lige der. Det var cirka fire sider langt.«

Morten Løkkegaard: »På stolene lå chartret på tysk, fransk og engelsk. Vi endte med at kalde det et charter, fordi manifest lød lidt for marxistisk. Der var 150 til 200 mennesker og en masse kameraer, som der altid er, når den tyske kansler er til stede, og så var der taler.«

Olafur Eliasson: »Jeg var meget opsat på, at Tyskland skulle invitere presse og folk udefra til at komme. Det var svært, men det lykkedes dem dog at lave denne her begivenhed, hvor Angela Merkel stod og talte, mens der var nogle performance-kunstnere, der optrådte og lavede noget på scenen. Og der var vist også nogle, der sang.«

Morten Løkkegaard: »Jeg havde tre minutter til at sige noget, og jeg kan love dig for, at jeg havde forberedt mig, for det var med kansleren og Barroso på forreste række. Der sad også formanden for Europa-Parlamentets kulturudvalg og den tyske kulturminister.

Jeg vidste jo godt, at det formentlig var min eneste chance for at tale direkte til kansleren.«

Rose Fenton: »Jeg skulle læse dokumentet højt for hele forsamlingen. Jeg fik øjenkontakt med Angela Merkel, der så ud til at lytte godt efter, og hun nikkede meget under hele oplæsningen. Men ærligt talt ved jeg ikke, om det var den bedste måde at fremlægge projektet på.

Det havde måske fungeret bedre, hvis vi havde læst en novelle op, der på en eller anden måde både ville ramme i hjertet og i hovedet på de mennesker, der sad i rummet.«

Per Nyholm: »Jeg havde jo meldt mig ud af gruppen og blev også hjemme fra Berlin. Tanken om at tage til Berlin og være en del af det cirkus, hvor det elendige papir skulle afleveres, var ikke til at holde ud.

Så ville Merkel udtale sig om, hvor vidunderligt det hele var og se alle sole sig i lyset fra den indsats, der var gjort. Så sagde jeg til min kone: »Vi tager til Ravenna.« Og det gjorde vi. Der kunne man som bekendt studere det romerske riges undergang. Det var lidt en protest på historiens vegne.«

Line Høstrup/iBureauet

I oktober 2015 holder en ny arbejdsgruppe et møde i Bruxelles, hvor de annoncerer, at arbejdet med en ny europæisk fortælling fortsætter.

Michal Kleiber: »Det oprindelige projekt var utilstrækkeligt, men det er blevet taget op igen og fortsætter. Jeg er med igen og er blevet ambassadør for komiteen, og det er nu Jean-Claude Juncker, der som formand for kommissionen, står for det.

Han er som bekendt mere pragmatisk end sin forgænger. Vi har allerede mødtes et par gange, og jeg har ikke mistet håber om, at vi kommer op med noget interessant.«

Olafur Eliasson: »Selve produktet kom til at repræsentere EU’s svaghed, nemlig at man er utroligt dårlig til at kommunikere. Der blev lavet lidt plakater, det blev hængt op lidt hist og her, det blev vist nok udstillet på Venedig Biennalen, og der blev lavet en bog, som sådan set er interessant nok.

Men man skulle i stedet for sådan et charter have fundet nogle penge og have lavet et kommunikationsmaskineri, hvori den kulturelle sektor kunne have samarbejdet med andre sektorer og kommunikeret budskabet ud på andre måder. Fidusen med charteret var, at det ikke kostede noget.«

Per Nyholm: »Selvfølgelig er det svært at lave. Men man kunne have vundet meget ved at have en bedre geografisk ordning. Problemet er, at du har disse kunstnere og kunstformidlere, og de kan ikke og skal ikke nødvendigvis være i stand til at tænke på en ny europæisk fortælling. Det er en opgave for filosoffer.

Det er en opgave for historikere og – skal vi sige – professionelle intellektuelle. Tænkere. Derfor kiksede det.«

Rose Fenton: »Problemet var måske, at vi til debatterne altid inviterede poeter, aktivister og andre til at deltage, som i forvejen var en del af de her diskussioner. Det er jo på mange måder symptomatisk for Europa, at EU opfattes som et projekt for eliten. Og det er måske også en af grundene til Brexit.

Det er bare eliter, der taler med hinanden, så det er nødvendigt, at der åbnes op for en meget bredere gruppe og samtale.«

Læs også: ’Det, kulturen kan, er at skabe et rum, hvor folk er gode til at være uenige’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er bare en enkelt fortælling til ære for Morten Løkkegaard - men den er han næppe i stand til at læse - den er nemmerligen på germansk ... ;-)

Seneste EU-bureaukratiske Blitzkrieg - Absurd forbrugerbeskyttelse -
http://www.spiegel.de/spiegel/europaeische-union-will-grillhandschuhe-re...

Mosters hæklede grydelapper, den seneste julegave, er nu forbudt - og endnu mere sure EU-skeptiske mostre er skabt - givetvis i 100.000-tal … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Når nogen vil skabe en fortælling om noget, får jeg altid en sær fornemmelse af, at de er ved at binde mig noget på ærmet. Noget som ikke er indlysende klart i virkeligheden. Måske ligesom de to vævere, der vævede det dejligste tøj, man kunne tænke sig, og med den forunderlige egenskab, at det blev usynligt for ethvert menneske, der enten ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.

Alan Strandbygaard

"Har de et negativt syn på EU?
Hm... Nå, jamen så pynter vi lige lidt på det, og blander lidt romatik og spænding ind. Så funker det.
Det er vel som med et hvilket som helst andet produkt. Antal påvirkninger - de rigtige steder?"