Man kan ikke skrive om slavehandlen uden at bruge ordet ’neger’

Da Danmark i 1792 som det første land i verden vedtog at forbyde den transatlantiske slavehandel, fik det i første omgang den modsatte effekt.

Forbuddet skulle først træde i kraft i 1803, men overgangsperioden blev ikke brugt til en langsom afvikling. I stedet blev handlen intensiveret, så antallet af slaver i Dansk Vestindien steg fra 28.000 til 36.000, og især fødedygtige kvinder var i høj kurs.

Målet var, at øerne efterfølgende skulle være selvforsynende med slaver, ja der blev ligefrem talt om oprettelse af negerstutterier, fortæller forfatter og oversætter Mich Vraa, som nu udkommer med en roman om den danske slavehandel.

»De forsøgte at pumpe lagrene op i løbet af de 10 år, men det lykkedes ikke, da børnedødeligheden var for stor. De forstod ikke, at hvis de gerne ville have negerstutterier, som de kaldte det, og ville holde besætningen ved lige, så var de nødt til at sikre slaverne ordentlige levevilkår. I den periode gik det hele ud på at gøre så mange negerkvinder som muligt gravide. Så var de flere penge værd,« siger Mich Vraa.

Hans nye roman Haabet skildrer slavehandlen i al dens gru. Den foregår i årene 1787 til 1825 – altså både før og efter at slavehandlen forbydes. Men en af pointerne er netop, at handlen fortsatte trods forbuddet.

»Der var også masser af danske slavetransporter efter 1803. De sejlede blot i det skjulte og til andre øer,« siger forfatteren.

Grusomheder nedtonet

En sådan transport finder sted i romanen, som har tre indbyrdes forbundne handlingstråde.

Vi følger den danske slavekaptajn Anton Frederiksen på en slavesejlads med skibet Haabet i 1787, hvor slaverne undervejs mod De Vestindiske Øer gør oprør med fatale følger.

I 1803 stiger Anton Frederiksen sammen med sin datter Maria igen om bord på Haabet – en rejse, der kommer til at vare længere end planlagt, og som følger trekantsruten.

Og endelig ankommer professor Mikkel Eide i 1823 til Sankt Thomas for at skrive en afhandling om slaveriet, som han er stor modstander af. Men hans idealer bliver sat på prøve i mødet med virkeligheden på en slaveplantage.

Læs også: Slaveland Danmark

Der bliver ikke lagt fingre imellem i bogens beskrivelser af forholdene på slaveskibet eller i plantagen, hvor hårde afstraffelsesmetoder som pisk og indespærring i et lille jernbur kommer i brug.

»Jeg har faktisk hele tiden været nødt til at nedtone grusomhederne, fordi de var så forfærdelige. Det kunne hurtigt blive spekulation i grusomhed,« forklarer Mich Vraa og fortsætter:

»Man kan godt opbygge en del indignation over den ufattelige menneskeforagt, som kommer for en dag. Mange nægtede at anerkende, at der var tale om mennesker, hvilket kan forarge mig så mange år efter. Borgerskabet herhjemme vidste godt, at man havde negerplantager, og at vores rigdom kom derovre fra. Men de sad bare og rørte sukker i deres te. Det siger noget om den menneskelige karakter. Vi er gode til at se gennem rædslerne, hvis ikke vi lige får dem smækket op i sylten.«

»Derfor kan jeg også godt være træt af, at man trækker racismekortet hele tiden. Meget af det, man kalder for racisme i dag, er jo vand i forhold til det, der foregik dengang. At man ikke engang anerkender, at de, man behandler så dårligt, er mennesker, men betragter dem som husdyr, det er racisme.«

Et præg af dokumentarisme

Romanen er ikke fortalt som en sammenhængende historie, men opbygget af dagbogsnotater, breve, logbøger mv. – altså som en form for dokumentarisme, selv om der bortset fra enkelte autentiske uddrag er tale om ren fiktion.

»Jeg vil gerne have, at der opstår en gråzone, hvor læseren er i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller løgn. Intentionen er, at det kunne være sket alt sammen, så folk ikke bare kan lægge bogen fra sig som en spændende røverhistorie. Den har et virkelighedspræg, som skønlitteratur normalt ikke har.«

Inspirationen til formen er hentet fra John Williams brevroman Augustus, som Mich Vraa oversatte for et års tid siden.

»Jeg synes, at det var helt genialt, at skønlitteratur om romertiden kunne virke så autentisk. Så derfor fik jeg ideen, at min egen bog skulle laves på samme måde. Så ham står jeg i kæmpe gæld til.«

En anden stor inspirationskilde er selvfølgelig den danske forfatter Thorkild Hansen, hvis berømte trilogi om slavehandlen udkom i perioden 1967 til 1970.

»Thorkild Hansens bøger bygger jo på en meget grundig research. Jeg kannibaliserer bare på hans og andres arbejde og ville slet ikke have tålmodighed til at lave den samme grundige research. Til gengæld kan en roman noget, som nonfiction ikke kan. I Thorkild Hansens bøger kommer du jo ikke ind i hovedet på f.eks. slavekaptajnen eller en planter. En roman giver mulighed for at komme et spadestik dybere følelsesmæssigt,« siger Mich Vraa og uddyber:

»Bogen handler jo også om nogle universelle menneskelige vilkår, såsom hvordan vi forandrer os, når vi udsættes for forskellige ting eller nye vilkår. F.eks. når vi får adgang til en magt, som vi ikke har haft før. Et absurd eksempel er jo slaverne, som får lidt frihed om bord på skibet og reagerer ved at dræbe og voldtage.«

Vi svigtede dem

At Mich Vraa fik lyst til at skrive om den danske slavehandel, skyldes bl.a., at han har rejst en del i Caribien, hvor sporene fra den samme fortid findes på mange øer.

»Jeg har godt nok aldrig været på De Vestindiske Øer, men jeg er kommet meget på franske Guadeloupe, som har den samme historie, hvilket er tydeligt. En stor del af befolkningen er sorte og stammer fra Afrika mod øst. Plantagerne ligger der endnu. Der er også mange gamle sukkermøller. Når man først bliver opmærksom på det, kan man se det overalt.«

Da han af forlaget blev opfordret til at skrive en roman, var valget af emne derfor let. For det første lå der en god historie i emnet, men også fordi han finder det vigtigt, at vi i langt højere grad end tilfældet er vedkender os vores fortid som slavenation.

»Vi var et af de sidste lande til at ophæve slaveriet. Slavehandelsforbuddet er vel sådan en typisk dansk fodnotepolitik – et signal om, hvor gode vi var. I historiebøgerne har der enten stået ingenting eller blot, at vi var de første, der ophævede slavehandlen. At vi var foregangsmænd. Vi lærte ikke i skolen, at vi har kostet 300.000 sorte mennesker livet. Den historie har været fejet ind under gulvtæppet. Jeg håber og tror, at nutidens skoleelever lærer mere om det.«

»Det optimale for mig er derfor, at man læser bogen og siger: ’Hold da op, det vidste jeg alligevel ikke. Er det virkelig rigtigt, at hele Danmark blev hovedrig på at udnytte andre menneskers arbejdskraft på den måde?’ Det danske kongehus tjente også mange penge på slaveriet. I al fald er et af de fire palæer på Amalienborg bygget for slavepenge.«

Før Mich Vraa begyndte at researche og skrive bogen, var han egentlig modstander af, at Danmark på nogen måde skulle undskylde sin fortid, da ingen nulevende jo havde anpart i uhyrlighederne. Men undervejs ændrede han holdning.

»Vi svigtede dem og efterlod dem i et værre morads. Øerne blev solgt til amerikanerne for en slik, men de var ligeglade med dem. De ville bare forhindre, at tyskerne fik dem, da Første Verdenskrig brød ud. ’Farvel og ha’ det godt!’ Vi trak os ud som nogle værre kujoner, så jeg synes egentlig, at det vil være fint, hvis vi sagde undskyld. På det punkt har jeg skiftet synspunkt.«

Men modsat giver det også perspektiv, at det ikke kun var os, der fornedrede og udnyttede andre mennesker.

Som Mich Vraa påpeger i bogens efterskrift, havde slaveri været udbredt længe blandt stammerne i Afrika, ligesom mange europæere blev brugt som slaver i Nordafrika.

»Frem til 1780 var der flere hvide mennesker i slaveri i Nordafrika end modsat. Skal lande som Algeriet og Tunesien så også sige undskyld til Spanien og Italien? Nej, det skal de ikke, for de efterlod ikke landene i et udviklingsmæssigt og kulturelt forfald, som vi gjorde,« forklarer han.

Nødt til at skrive ’neger’

Gennem interviewet bliver ordet ’neger’ brugt med jævne mellemrum, lige som det i bogen er trykt utallige gange.

Da debatten herhjemme om brugen af ordet var på sit højeste, skrev Mich Vraa i en statusopdatering på Facebook, at man jo ikke i en bog om den danske slavetid kan omtale lasten som »mennesker af afrikansk oprindelse«.

»Jeg kan jo ikke skrive en bog, der foregår i 1792, og så står de på dækket og siger ’mennesker af afrikansk oprindelse’. De sagde ’neger’ og det, der er langt værre. Det bliver jeg nødt til også at gøre for at skildre de mennesker, der bruger ordene,« uddyber han.

»Men jeg håber ikke, at der er nogen, der bliver krænket af ordene i Haabet. I 2016 vil jeg jo aldrig drømme om at sige ’neger’. Argumenter om den etymologiske oprindelse er totalt ligegyldige, hvis den, du siger det om, bliver såret af det. Er der nogen, der føler sin krænket, skal man ikke gøre det,« fastslår han.

Læs også: Den danske slave, der ville eje sig selv

Modsat synes han dog ikke, at vi skal korrigere historien og ændre ordvalg i bøger eller på malerititler, som det f.eks. er sket i Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe eller på Statens Museum for Kunst, hvor ord som ’hottentot’ og ’negerhoved’ nu er fjernet.

»Den politiske korrekthed er gået langt over gevind, når man begynder at udradere de sorte mennesker i Tintin. Så kan han jo sidde i en bærestol, der svæver i luften. Det er farligt at fjerne noget, der afspejler den tid, det blev lavet i. Det samme gælder titler på malerier på Statens Museum for Kunst. Selv om jeg godt kan se fornuft i at tilpasse museets egne titler, er det en del af historien, at det har heddet sådan. Vi kan også blive historieløse.«

Mich Vraa føler ikke, at han er færdig med at skrive om den danske slavehandel.

Under arbejdet med Haabet dukkede der andre historier op, som ikke fandt vej til romanen – bl.a. om den Herrnhutiske Brødremenighed, som drev mission på Sankt Thomas, ligesom kærlighedshistorien mellem Peter von Scholten og mulatten Anna Heegaard også kunne danne afsæt for en roman.

»Han slog sig ned med hende og var hendes tredje eller fjerde elsker. Den dag, han forlader øerne efter at være faldet i unåde, går han bare om bord på skibet og sejler uden at sige farvel. Det er en fantastisk kærlighedshistorie,« siger han og indrømmer, at han kunne have lyst til at skrive en hel trilogi ligesom Thorkild Hansen.

»Overskrifterne for en sådan trilogi kunne jo være tro, håb og kærlighed. Men nu må vi lige se, hvordan det går med den her,« slutter han med et smil.

’Haabet’ udkommer på Lindhardt og Ringhof den 25. august