Læsetid 8 min.

Man kan ikke skrive om slavehandlen uden at bruge ordet ’neger’

Mich Vraa er aktuel med en roman om den danske slavehandel. Han advarer mod, at vi glemmer vores fortid
Mich Vraa er aktuel med en roman om den danske slavehandel. Han advarer mod, at vi glemmer vores fortid

Joachim Adrian

30. august 2016

Da Danmark i 1792 som det første land i verden vedtog at forbyde den transatlantiske slavehandel, fik det i første omgang den modsatte effekt.

Forbuddet skulle først træde i kraft i 1803, men overgangsperioden blev ikke brugt til en langsom afvikling. I stedet blev handlen intensiveret, så antallet af slaver i Dansk Vestindien steg fra 28.000 til 36.000, og især fødedygtige kvinder var i høj kurs.

Målet var, at øerne efterfølgende skulle være selvforsynende med slaver, ja der blev ligefrem talt om oprettelse af negerstutterier, fortæller forfatter og oversætter Mich Vraa, som nu udkommer med en roman om den danske slavehandel.

»De forsøgte at pumpe lagrene op i løbet af de 10 år, men det lykkedes ikke, da børnedødeligheden var for stor. De forstod ikke, at hvis de gerne ville have negerstutterier, som de kaldte det, og ville holde besætningen ved lige, så var de nødt til at sikre slaverne ordentlige levevilkår. I den periode gik det hele ud på at gøre så mange negerkvinder som muligt gravide. Så var de flere penge værd,« siger Mich Vraa.

Hans nye roman Haabet skildrer slavehandlen i al dens gru. Den foregår i årene 1787 til 1825 – altså både før og efter at slavehandlen forbydes. Men en af pointerne er netop, at handlen fortsatte trods forbuddet.

»Der var også masser af danske slavetransporter efter 1803. De sejlede blot i det skjulte og til andre øer,« siger forfatteren.

Grusomheder nedtonet

En sådan transport finder sted i romanen, som har tre indbyrdes forbundne handlingstråde.

Vi følger den danske slavekaptajn Anton Frederiksen på en slavesejlads med skibet Haabet i 1787, hvor slaverne undervejs mod De Vestindiske Øer gør oprør med fatale følger.

I 1803 stiger Anton Frederiksen sammen med sin datter Maria igen om bord på Haabet – en rejse, der kommer til at vare længere end planlagt, og som følger trekantsruten.

Og endelig ankommer professor Mikkel Eide i 1823 til Sankt Thomas for at skrive en afhandling om slaveriet, som han er stor modstander af. Men hans idealer bliver sat på prøve i mødet med virkeligheden på en slaveplantage.

Læs også: Slaveland Danmark

Der bliver ikke lagt fingre imellem i bogens beskrivelser af forholdene på slaveskibet eller i plantagen, hvor hårde afstraffelsesmetoder som pisk og indespærring i et lille jernbur kommer i brug.

»Jeg har faktisk hele tiden været nødt til at nedtone grusomhederne, fordi de var så forfærdelige. Det kunne hurtigt blive spekulation i grusomhed,« forklarer Mich Vraa og fortsætter:

»Man kan godt opbygge en del indignation over den ufattelige menneskeforagt, som kommer for en dag. Mange nægtede at anerkende, at der var tale om mennesker, hvilket kan forarge mig så mange år efter. Borgerskabet herhjemme vidste godt, at man havde negerplantager, og at vores rigdom kom derovre fra. Men de sad bare og rørte sukker i deres te. Det siger noget om den menneskelige karakter. Vi er gode til at se gennem rædslerne, hvis ikke vi lige får dem smækket op i sylten.«

»Derfor kan jeg også godt være træt af, at man trækker racismekortet hele tiden. Meget af det, man kalder for racisme i dag, er jo vand i forhold til det, der foregik dengang. At man ikke engang anerkender, at de, man behandler så dårligt, er mennesker, men betragter dem som husdyr, det er racisme.«

Et præg af dokumentarisme

Romanen er ikke fortalt som en sammenhængende historie, men opbygget af dagbogsnotater, breve, logbøger mv. – altså som en form for dokumentarisme, selv om der bortset fra enkelte autentiske uddrag er tale om ren fiktion.

»Jeg vil gerne have, at der opstår en gråzone, hvor læseren er i tvivl om, hvorvidt det er virkelighed eller løgn. Intentionen er, at det kunne være sket alt sammen, så folk ikke bare kan lægge bogen fra sig som en spændende røverhistorie. Den har et virkelighedspræg, som skønlitteratur normalt ikke har.«

Inspirationen til formen er hentet fra John Williams brevroman Augustus, som Mich Vraa oversatte for et års tid siden.

»Jeg synes, at det var helt genialt, at skønlitteratur om romertiden kunne virke så autentisk. Så derfor fik jeg ideen, at min egen bog skulle laves på samme måde. Så ham står jeg i kæmpe gæld til.«

En anden stor inspirationskilde er selvfølgelig den danske forfatter Thorkild Hansen, hvis berømte trilogi om slavehandlen udkom i perioden 1967 til 1970.

»Thorkild Hansens bøger bygger jo på en meget grundig research. Jeg kannibaliserer bare på hans og andres arbejde og ville slet ikke have tålmodighed til at lave den samme grundige research. Til gengæld kan en roman noget, som nonfiction ikke kan. I Thorkild Hansens bøger kommer du jo ikke ind i hovedet på f.eks. slavekaptajnen eller en planter. En roman giver mulighed for at komme et spadestik dybere følelsesmæssigt,« siger Mich Vraa og uddyber:

»Bogen handler jo også om nogle universelle menneskelige vilkår, såsom hvordan vi forandrer os, når vi udsættes for forskellige ting eller nye vilkår. F.eks. når vi får adgang til en magt, som vi ikke har haft før. Et absurd eksempel er jo slaverne, som får lidt frihed om bord på skibet og reagerer ved at dræbe og voldtage.«

Vi svigtede dem

At Mich Vraa fik lyst til at skrive om den danske slavehandel, skyldes bl.a., at han har rejst en del i Caribien, hvor sporene fra den samme fortid findes på mange øer.

»Jeg har godt nok aldrig været på De Vestindiske Øer, men jeg er kommet meget på franske Guadeloupe, som har den samme historie, hvilket er tydeligt. En stor del af befolkningen er sorte og stammer fra Afrika mod øst. Plantagerne ligger der endnu. Der er også mange gamle sukkermøller. Når man først bliver opmærksom på det, kan man se det overalt.«

Da han af forlaget blev opfordret til at skrive en roman, var valget af emne derfor let. For det første lå der en god historie i emnet, men også fordi han finder det vigtigt, at vi i langt højere grad end tilfældet er vedkender os vores fortid som slavenation.

»Vi var et af de sidste lande til at ophæve slaveriet. Slavehandelsforbuddet er vel sådan en typisk dansk fodnotepolitik – et signal om, hvor gode vi var. I historiebøgerne har der enten stået ingenting eller blot, at vi var de første, der ophævede slavehandlen. At vi var foregangsmænd. Vi lærte ikke i skolen, at vi har kostet 300.000 sorte mennesker livet. Den historie har været fejet ind under gulvtæppet. Jeg håber og tror, at nutidens skoleelever lærer mere om det.«

»Det optimale for mig er derfor, at man læser bogen og siger: ’Hold da op, det vidste jeg alligevel ikke. Er det virkelig rigtigt, at hele Danmark blev hovedrig på at udnytte andre menneskers arbejdskraft på den måde?’ Det danske kongehus tjente også mange penge på slaveriet. I al fald er et af de fire palæer på Amalienborg bygget for slavepenge.«

Før Mich Vraa begyndte at researche og skrive bogen, var han egentlig modstander af, at Danmark på nogen måde skulle undskylde sin fortid, da ingen nulevende jo havde anpart i uhyrlighederne. Men undervejs ændrede han holdning.

»Vi svigtede dem og efterlod dem i et værre morads. Øerne blev solgt til amerikanerne for en slik, men de var ligeglade med dem. De ville bare forhindre, at tyskerne fik dem, da Første Verdenskrig brød ud. ’Farvel og ha’ det godt!’ Vi trak os ud som nogle værre kujoner, så jeg synes egentlig, at det vil være fint, hvis vi sagde undskyld. På det punkt har jeg skiftet synspunkt.«

Men modsat giver det også perspektiv, at det ikke kun var os, der fornedrede og udnyttede andre mennesker.

Som Mich Vraa påpeger i bogens efterskrift, havde slaveri været udbredt længe blandt stammerne i Afrika, ligesom mange europæere blev brugt som slaver i Nordafrika.

»Frem til 1780 var der flere hvide mennesker i slaveri i Nordafrika end modsat. Skal lande som Algeriet og Tunesien så også sige undskyld til Spanien og Italien? Nej, det skal de ikke, for de efterlod ikke landene i et udviklingsmæssigt og kulturelt forfald, som vi gjorde,« forklarer han.

Nødt til at skrive ’neger’

Gennem interviewet bliver ordet ’neger’ brugt med jævne mellemrum, lige som det i bogen er trykt utallige gange.

Da debatten herhjemme om brugen af ordet var på sit højeste, skrev Mich Vraa i en statusopdatering på Facebook, at man jo ikke i en bog om den danske slavetid kan omtale lasten som »mennesker af afrikansk oprindelse«.

»Jeg kan jo ikke skrive en bog, der foregår i 1792, og så står de på dækket og siger ’mennesker af afrikansk oprindelse’. De sagde ’neger’ og det, der er langt værre. Det bliver jeg nødt til også at gøre for at skildre de mennesker, der bruger ordene,« uddyber han.

»Men jeg håber ikke, at der er nogen, der bliver krænket af ordene i Haabet. I 2016 vil jeg jo aldrig drømme om at sige ’neger’. Argumenter om den etymologiske oprindelse er totalt ligegyldige, hvis den, du siger det om, bliver såret af det. Er der nogen, der føler sin krænket, skal man ikke gøre det,« fastslår han.

Læs også: Den danske slave, der ville eje sig selv

Modsat synes han dog ikke, at vi skal korrigere historien og ændre ordvalg i bøger eller på malerititler, som det f.eks. er sket i Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe eller på Statens Museum for Kunst, hvor ord som ’hottentot’ og ’negerhoved’ nu er fjernet.

»Den politiske korrekthed er gået langt over gevind, når man begynder at udradere de sorte mennesker i Tintin. Så kan han jo sidde i en bærestol, der svæver i luften. Det er farligt at fjerne noget, der afspejler den tid, det blev lavet i. Det samme gælder titler på malerier på Statens Museum for Kunst. Selv om jeg godt kan se fornuft i at tilpasse museets egne titler, er det en del af historien, at det har heddet sådan. Vi kan også blive historieløse.«

Mich Vraa føler ikke, at han er færdig med at skrive om den danske slavehandel.

Under arbejdet med Haabet dukkede der andre historier op, som ikke fandt vej til romanen – bl.a. om den Herrnhutiske Brødremenighed, som drev mission på Sankt Thomas, ligesom kærlighedshistorien mellem Peter von Scholten og mulatten Anna Heegaard også kunne danne afsæt for en roman.

»Han slog sig ned med hende og var hendes tredje eller fjerde elsker. Den dag, han forlader øerne efter at være faldet i unåde, går han bare om bord på skibet og sejler uden at sige farvel. Det er en fantastisk kærlighedshistorie,« siger han og indrømmer, at han kunne have lyst til at skrive en hel trilogi ligesom Thorkild Hansen.

»Overskrifterne for en sådan trilogi kunne jo være tro, håb og kærlighed. Men nu må vi lige se, hvordan det går med den her,« slutter han med et smil.

’Haabet’ udkommer på Lindhardt og Ringhof den 25. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Touhami Bennour
  • Robert Ørsted-Jensen
Erik Karlsen, Touhami Bennour og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Naturligvis er en forfatter, der vil være ærlig, nødt til at bruge de ord, der beskriver tingenes tilstand, og som de var. At vi er kommet derud, hvor den slags ikke længere er velset, fortæller blot, hvor dum tiden er blevet.
Mon ikke han er klar over, at hans brug af N-ordet, vil give ham masser af tæv fra alle de korrekte, og fra sprogpolitiet. Dem, der ikke vil ha'. at Pippi Langstrømpe er negerkonge fra Sydhavet, og alle dem, der vil forbyde brugen af ord som kolonialvarer, eller som fråder når en kørestolsbruger benævnes som handicappet.
Gætter på at denne spalte vil lægge plads til adskillige frådende angreb på Mich Vraa.

Erik Karlsen, Per Jongberg, Jørn Stjerneklar, Ernst Enevoldsen, Leif Høybye og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Britt Kristensen

Det er Pippi Langstrømpes far, der er negerkonge fra Sydhavet. Men sandt er det, at tiden er blevet dum. Faktisk torskedum.

Lars Peter Simonsen

Han beskriver det jo så glimrende selv:
"»Men jeg håber ikke, at der er nogen, der bliver krænket af ordene i Haabet. I 2016 vil jeg jo aldrig drømme om at sige ’neger’. Argumenter om den etymologiske oprindelse er totalt ligegyldige, hvis den, du siger det om, bliver såret af det. Er der nogen, der føler sin krænket, skal man ikke gøre det,« fastslår han."

Henrik Petersen

De fleste af dem vi kalder "sorte" er ikke ret sorte i forhold til dem der lever i Afrika.

Derfor er det også for det meste ret tåbeligt at kalde en person for "en person af afrikansk oprindelse". I de fleste tilfælde, så er der mere europæisk blod og gener i dem vi til dagligt møder.

Fik alle danskere undersøgt deres gener, så ville det vise sig, at vi alle sammen var et sammenrend af gener fra hele verden.

Drop al det racefis. Der findes meget få "racerene".

Robert Ørsted-Jensen

begrebet racsme er uanvendeligt når man ønsker at beskrive perioden før 1920- Racismemvar en vedensomspndende politisk bevægese der opstod i 1890erne og den var generelt båret af arbejderklassens angst for farvede. Racetænkning var det man oplevede i perioden fra 1750 til 1890 og den dannede grundlag for racismen som politisk bevægelse. Ordet racisme opstod først fra omkring 1930. Selv Hitler nåede formentlig knapt nok at høre sig selv blive betegned som racist. Idag misbruges ordet i flæng og ofter som var det det samme som fremmedhad hvad det ikke er. Fremmedhad er et potentiale alle mennesker er født med. Racisme er en europæisk opfindelse, resultatet af videnskabelige hypoteser der endte i udbredt racetænkning, som endte med at danne grundlag for en politisk bevægelse der idag er døende

Niels Nielsen, Martin Lund og Ernst Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det må være et bevidst valg, at fotoillustrationen (Joachim Adrian/Polfoto) her i netudgaven og den store helfigurs ditto i papirudgaven får det til at se ud, som var MV bag tremmer.

Nu er der jo altså forskel på at undersøge et ords etymologi og være historiebevidst omkring det, og så netop bruge det tåbeligt og historieløst i nutiden. Det er sådan set også PRÆCIS det som er blevet sagt, når man har frabedt sig at blive kaldt 'neger' idag. At folk så er så sårede på deres hvide privilegie at de konsekvent ignorerer denne vældigt indlysende skelnen, må vist stå for deres egen regning.

......og jeg synes i øvrigt at det er ret problematisk for et tidsskrift som Information at insinuere som man gør, med den vinkling overskriften kommer med. Om noget har mange danskere med afrikansk afstamning efterlyst et ordentligt dansk opgør med vores kolonimagts-fortid, og en historisk forståelse af hvad ordet 'neger' betyder. Så er det fandeme problematisk, at I med denne overskrift insinuerer, at der er tale om en eller anden påstået PC-tankekontrol, når der blot har været tale om at folk har frabedt sig, fortsat at blive kaldt noget der netop hører slave- og kolonitiden til!

Touhami Bennour

Den dummetid (arrogant) begyndte faktisk I opgangstiden (70,80,90), hvis en ser mig med gulerødder med top griner han, og mange andre dumme historie. I N.Afrika ser man anderledes på historien.

Britta B. Hansen

Mich Vraa er sympatisk i sin empati for de mennesker, som blev misbrugt som slaver af et ondt, dumt, ignorant og ikke mindst hyklerisk folk.

Mindre sympatisk er det, hvis de uhyrlige forbrydelser på menneskeheden (som jeg regner det som, hvis man efterlader sig 300.000 døde plus alle mishandlede mennesker), som fandt sted den gang bruges til at deminuere nutidig racisme eller fremmedfjendskhed og opfinder sin helt egen definition af racisme:

"Meget af det, man kalder for racisme i dag, er jo vand i forhold til det, der foregik dengang. At man ikke engang anerkender, at de, man behandler så dårligt, er mennesker, men betragter dem som husdyr, det er racisme."

Til orientering følger her AFSNIT I - Artikel 1 af FN's Menneskerettigheder (racediskriminationskonventionen):

1. I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination« enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.

http://menneskeret.dk/om-os/menneskerettigheder/menneskerettigheder-fn/f...

Måske skulle forfatteren i stedet for at formindske i dags racisme finde et nyt begreb for de menneskeforagtende grusomheder han beretter om i romanformat.

Robert Ørsted-Jensen, Ole Frank og Touhami Bennour anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jep Britta, det var faktisk det også jeg mente. Det ville være en god ide med et nyt begreb her. problemet med ordet racisme er at du ikke kan finde nogen hvide mennesker i den periode der ikke tænkte i racer og ikke anså sorte som værende lavere udviklede. Så det er som analytisk redskab uanvendeligt når du vil prøve at forstå perioden før 1920. Europæere var alle tabt i racetænkning og alligevel bekæmpede mange slaveri og umenneskelig behanling af mennesker de selv anså for laverestående og alligevel behandlede med respekt. Vi ender derfor i åndsvage diskussioner om hvem der var racist og hvem der ikke var og i realiteten er det idioti. Darwin var racetænkende og det var også alle der sad i de der menneskerettigheds- og anti-slaveri organisationer. Du kan ikke finde een enste der ikke tænkte at Europæere var en højere udviklet race og civilisation, og i perioden 1750 til 1860 var det slet ikke så tåbelig en hypotese som vi idag gør det til. Det var ikke urimeligt at tænke at det muligvis var sådan - hypotetisk set - at menneskeheden kunne opdeles helt som dyr og planter i menneskeracer og at der kunne være tale om lavere og højere mentalt udviklede former der kunne korrelleres med ydre tegn. Problemet var at tankegangen parredes med kolonialisme og menneskeforagt

Christian de Thurah

Det er fint, at emnet bliver taget op, specielt her op til 100-året for vores afståelse af øerne. Der er dog et par småting i det forfatteren siger, der skurrer lidt. Det er rigtigt, at Amalienborg delvis er bygget for penge tjent på sukker (dyrket af slaver), men Amalienborg havde oprindeligt ikke noget med kongehuset at gøre. Endvidere er det blevet en helt fast kliché, at øerne blev solgt til amerikanerne for "en slik", men 100 millioner kroner var dog næppe en slik i 1917.

Britta B. Hansen

Vi har lært, hvad mennesker er i stand til at gøre mod andre mennesker. Være det i slavehandelens tider, i nazitiden, eller i dag, hvor mennesker bliver slået ihjel og/eller tortureret mange steder i verden.

I virkeligheden tænker jeg, at begge 'former for racisme' (den yderst brutale i slavetiden og den, der manifesterer sig på mange måder og i mange forskellige grader, vi ser i dag) det samme. Den bunder i ringeagtelse af andre mennesker og i at tilkende andre mennesker en mindre eller ingen værdi.

Den ene (slavetiden) går bare hele vejen. Det er ethvert tegn på denne tendens, vi skal og må gå imod, for med vores kendskab til mennesket i al almindelighed kan det gå grueligt galt til sidst.

Uffe Palludan

"Han advarer mod, at vi glemmer vores fortid". Men han har ikke selv studeret den mere dybtgående, end at fremhæver Torkil Hansens slavetrilogi, mens han ikke selv har været på øerne. Det hele virker som historieløs storytelling forstået på den måde, at det der skete på de vestindiske øer ikke ses som en afspejling af det samfund, der var dengang. Det er selvfølgeligt ikke et problem hvis man vil skrive en roman om mennesker, men som det står her hander det om vores fortid. Hvad er det i det hele taget for et "vi" han opererer med? Har jeg et ansvar for det der er sket før jeg blev født og i Vestindien?

Jeg har været der, fordi jeg har interesseret mig for øernes historie sandsynligvis fordi jeg som dreng læste Torkild Hansens bøger, der jo var bestsellers dengang. Mon ikke Gyldendal genudgivet dem næste år?

Hvad var det for en tid? Skt. Thomas blev erhvervet i slutningen af 1600-tallet. Hvordan var menneskesynet i det danske samfund dengang? Der var slavelignende forhold på de danske godser, hoveri, stavnsbånd, sultedød. De der overlevede påføres nu skyld for det, den adel, der også undertrykte dem, gjorde i troperne.

Jeg kan huske, at jeg læste om, hvordan man hyrede skibsbesætningerne til de første sejladser til Vestindien. Problemet var nemlig, at det var svært, for det var den visse død at tage derned pga. "tropefeberen". Løsningen bestod i at finde nogle søfolk og drikke dem på pelsen og sanseløst berusede slæbe dem ombord på skibene og så sejle af sted. Når de så vågnede op var det for sent. At der i et sådan samfund også blev bedrevet slaveri kan vel egentligt ikke undre. Men skal vi undskylde at det danske samfund engang har har været mere uciviliseret end i dag?

Problemet med slaveriet var, at når det først der var der, var der nogle der havde interesse i at bevare det, og hvis eksistensgrundlag var slaveri. Det er den gamle historie om den amerikanske borgerkrig.

Hvem er "vi"? Jeg tror "vi" er dem DF definerer som danske. Men hvor danske var egentligt øerne? Hvordan kan det være befolkningen lærte at tale engelsk så hurtigt efter 1917? Og de glemte at tale dansk lige så hurtigt? Jeg læste at nogle af slaverne på Skt. Croix, som oprindeligt var fransk, talte pidgin, men ikke dansk-afrikansk, men derimod flamsk-afrikansk.

Danmark var i 1700-tallet ikke en dansk stat, men en mangenational. Overklassen i København var i høj grad holstensk, hovedbyen i trekanthandelen var Flensborg, mange søfolk norske.

Og så lige en sidste ting. Salget af øerne skete pga første verdenskrig. USA frygtede nemlig at Tyskland ville besætte Skt. Thomas og bruge den som u-bådsbase.

Touhami Bennour

Uffe Pálludan
Der var en verden før 1600 tallet. (Platon, Aristoteles, Avveroes(Ibn Rushd) Ibn Khaldun) man har allerede opfundet hjulet, alfabetet, hestkraft, hjerte pulse, åndedræt og meget mere. Og vikinger var der før vestindien.

Niels Nielsen

"Men hvor danske var egentligt øerne?"

Fun fact, jeg har spillet i et band, der blev inviteret til de vestindiske øer i forbindelse med 75-års jubilæet for afståelsen til USA, fordi vi spillede vestindisk soca (soul-calypso) musik. Og hvad kendetegner vestindisk soca?

Når man lyttede til rytmerne og energien i musikken, er der tale om typisk syd- og mellemamerikansk musik, fremført af saxofoner og understøttet af en traditionel rytmegruppe med trommer, bas, guitar, banjo(!) og et utal af rytmeinstrumenter, især triangel(!).

Når man lyttede til melodierne, var det tydeligt, at de havde danske rødder. Der var ikke tale om "den toppede høne", men om noget, der kunne ligne næsten til forveksling.

Så lidt danske nåede øerne altså at blive på det kulturelle område.

https://www.youtube.com/watch?v=E15D76Ig_Ds

PS: Ligesom Grønland er blevet lidt amerikanske efter besættelse under anden verdenskrig, hvor grønlænderne fik smag for steelguitar, som de så indoptog i den lokale kultur i form af den særlige genre "vaigatmusik".

https://www.youtube.com/watch?v=lOP8OCogVJs