Læsetid: 4 min.

Kender du typen?

Hvordan kan den dumrian med bajerflaske og benzindreven hækklipper tro, at han kan ordne alting med et snuptag, når alverdens folkevalgte politikere ikke kan
Hvordan kan den dumrian med bajerflaske og benzindreven hækklipper tro, at han kan ordne alting med et snuptag, når alverdens folkevalgte politikere ikke kan

Mia Mottelson

Kultur
13. august 2016

Alle kender en havehækpolitiker. De ved, sådan en der til enhver tid kan løse ethvert samfundsproblem over havehækken. Problemer i verdenspolitikken såmænd også, hvis det skal være. Typen kan være vældig underholdende at høre på, men også kolossalt irriterende. Hvordan kan den dumrian med bajerflaske og benzindreven hækklipper tro, at han kan ordne alting med et snuptag, når alverdens folkevalgte politikere ikke kan.

Men det skal man endelig ikke spørge ham om, så vil det vise sig, at han, ene mand, kan bevise, at folkevalgte politikere, alle som en, er svindlere, korrupte skiderikker, fulde af løgn og kun ude på at rage til sig af tvangsudskrevne skattemidler. Man kan kritisere havehækpolitikere for meget, det er mildt sagt ikke altid, han ved noget som helst om det, han taler om. Men en ting må man i de fleste tilfælde rose typen for: Deres havehæk er klippet snorlige. Og den bliver passet og plejet. Samfundsproblemer er der jo nok af. Altid.

En anden type, man hurtigt lærer at kende på travet, er mere eksklusiv, det er en ret snæver kreds, der konfronteres med ham – det er næsten altid en mand. De fleste, hvis ikke alle, forfattere kender ham. Det er en læser, så godt som altid veluddannet, der i en belejlig stund betror en, at han egentlig også altid har følt, at det var forfatter, han skulle være.

Faktisk føler han sig som forfatter, det har han gjort lige siden sin tidligste ungdom. Når han ikke er blevet det, formelt og udadtil, har det mange grunde. Først skulle han gøre sin uddannelse færdig – måske fordi han syntes, han skyldte sine forældre det, fordi han så ville blive familiens første akademiker. Eller måske fordi han ikke ville skuffe sin familie, der har en lang tradition for, at alle tager en universitetsuddannelse. Og jo, så da også for at have noget at falde tilbage på.

Så blev han gift, så skulle der findes en passende bolig, senere en der var lidt større, fordi der kom børn til. Og nå ja, så skulle der tjenes penge, studiegælden skulle høvles af, og det koster nu engang at bo ordentligt i hovedstadsområdet. Så fik han tilbudt en større stilling, større indtægt, men også en del administrativt arbejde. Kort sagt: Tiden gik. Men inderst inde har han altid været forfatter.

Bedre end middelmådige skriblere

Man fornemmer, at han ikke bare ville have været forfatter, formelt og udadtil, han ville have været en af de bedste. I alt fald langt bedre end de middelmådige skriblere, der dominerer det såkaldte kulturliv.

Når man, i alt fald når jeg, hører på typen, får jeg altid en frygtelig dårlig samvittighed. Alle ved jo, at hvis man er forfatter, udadtil og formelt, møder man ikke andet end velvilje hos f.eks. skattemyndighederne. Hvis man ikke lige får betalt sin restskat og forklarer Skattefar, at man er forfatter, er det lige før, han siger undskyld. Han er virkelig meget ked af, at han kom til at forstyrre én i det store arbejde, man har påtaget sig for samfundets skyld.

Vent du bare med at betale, siger han til afslutning. Sådan noget som vuggestuer og børnehaver er praktisk taget gratis for forfattere, det er også noget alle ved. Hvis det er huslejen, der er problemet, får man et klap på skulderen af ejendomsselskabet. Skriv du bare videre, får man trøstende at vide. Alt det andet, det finder vi vel en løsning på. Og hvis det nu skulle gå helt, helt galt, og det virkelig kan være svært at se udveje, behøver man bare klage sin nød til Statens Kunstfond.

De sender straks det fornødne pengebeløb. Med cykel- eller taxabud, alt afhængigt af hvor man bor i landet. Så det gør ondt at høre på alle de fortrædeligheder, den virtuelle store forfatter har måttet gennemgå. Alle de forpligtelser, han har måttet påtage sig, fordi det er så dyrt at bo ordentligt. Det ender altid med, at man lusker væk, man kan ikke holde sig selv ud, man vil ikke udsætte ham for ens udadtil formelle eksistens som middelmådig forfatter med bopæl i provinsen. Man finder en eller anden havehækpolitiker, man kan snakke med. De hører alligevel aldrig efter, hvad man siger.

Kroophold

Min smukke hustru og jeg har gennem tiden af og til taget os et weekendophold – eller lidt længere – på et hotel eller en kro, af og til for at få en smule fred for den formelle verden udadtil. Her har vi truffet endnu en type fra vores righoldige galleri af folkelige skikkelser. Fredag eller lørdag aften bydes der op til dans på sådan en kroferie, min hustru har gået på danseskole, men det har jeg ikke, så vi nøjes med at lytte til hyggepianisten.

Når han har liret de numre af, som folk nu engang forstår ved ordentlig musik for normale mennesker, når han omsider frem til en mere personligt valgt sang. Det slår aldrig fejl, det er i alt fald ikke sket for os endnu: Manden giver sig til at synge, tit med lukkede øjne og altid inderligt og dybfølt, Sinatras gamle hit »I did it my way«. Det er et selvportræt i ord og toner, forstår man. En forklaring, en undskyldning måske, for alt det, der aldrig blev til noget for pianisten.

Der er ikke noget i vejen med almindeligt lønarbejde med pianospil som en lille biindtægt, men det var nu ikke det, han drømte om, da han var ung. Men så var der det ene og det andet. Han nåede alligevel i mål til sidst, nemlig ved at realisere drømmene og det forbandede liv på sin helt egen måde.

Det gjorde alle de andre hyggepianister også. Skam få den, der tænker ilde derom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Erik Starup

Ja, Bent Vinn Nielsen. Jeg kender typen, der altid taler dårligt om de, der er nederst på rangstien, ligesom det ikke forsømmes at berømme de, der står lidt højere på rangstien.
Sligt ønsker jeg ikke betale for at få lov at læse.

Jeg er en type, og det er jeg stolt af, for så er jeg da trods alt noget.
Der er ikke noget der giver liv og troværdighed som velbeskrevne typer i litteratur som i maleri. De skaber stor kunst.

Jens Erik Starup

Hvis kunsten består i at gøre sig lystig over menigmand og i at snakke øvrigheden efter munden, så findes der i sandhed mange kunstnere.

Ja, det har du ret i. Og dog er typer i Mus og Mænd og et utal af andre historier med til at skabe uforglemmelige læseoplevelser.
Selv i Matador vrimler det med genkendelige typer.
Og selvfølgelig har du ret i, at kunst skabes ikke kun ved at gøre sig til gode over andre, men snarere ved at leve sig ind i og forstå de typer, der potræteres.

Ja, da,
f.eks. skønlitterære forfattertyper og modtagere af livsvarige hædersydelser fra Statens Kunstfond for at have skrevet nogle bøger ingen gider læse …

Sidstnævnte kommentar vidner om et tæt åndeligt slægtskab med lagerforvalter Rindal og fodermester Kresten Poulsgård. Gå ind i stalden igen, Jan.

Sidstnævnte kommentar vidner om et tæt åndeligt slægtskab med lagerforvalter Rindal og fodermester Kresten Poulsgård. Gå lige ind i stalden igen, Jan.

Da ramte du godt nok plet, arme lund, flot skud i tågen …