Læsetid: 7 min.

Klodens sidste tykhud

Et litterært portræt af digteren, naturvandreren, den visionære fortæller Vagn Lundbye (1933-2016)
Vagn Lundbye var kendt som en politisk bevidst og moraliserende shaman, der talte naturen og de oprindelige folks sag. Men han var også en stor spasmager og grinebider.

Finn Frandsen

27. august 2016

Menneskemistro, myte og morskab må være blandt de stikord, som melder sig tidligst, når man efter Vagn Lundbyes død sidste lørdag i en alder af 82 vil søge at skaffe sig overblik over forfatterskabet og tegne nogle af de ofte meget personlige rejseruter, han så energisk fulgte.

Den første glose, menneskemistro, sigter til hans erklæret pessimistiske syn på sin art som »klodens eneste fejltagelse« og blev brugt af Suzanne Brøgger da hun i november 2002 overrakte Vagn Lundbye Det Danske Akademis store pris.

Forud herfor var samme år gået hans ’andet’ gennembrudsværk, erindringsromanen Trefoldighedsbarn, hvori forfatteren omsider tog det længe ulmende kæmpeopgør med en stemningslabil, kolerisk og tyrannisk far, men samtidig præsterede det økologiske kunststykke at lade sin hovedperson Emil berette barndomshistorie for en tigerslange på det sted, hvor de sidste tasmanske indfødte overlevede.

Brøgger kaldte romanen et uforligneligt digterværk, en nøgle til hele forfatterskabet, reelt en art hologram, der samlede Vagn Lundbyes bøger i et enkelt greb.

Og så fortsatte hun: »Her var ikke bare en moraliserende dinosaur fra Grønland, ædt af en hval, gift med en sæl, med fletningerne i klemme på Morten Korch. Her var en rigtig digter fra Langeland. (…) Vagn Lundbye har gjort det vovestykke at forbinde en mindeskultur med en skriftkultur. Og han har også fået hug for ikke at være moderne. Men han kan være hamrende ligeglad. Som kulturrevolutionær civilisationsnedbryder er han dansk litteraturs shaman.«

Med den sidst citerede sætning fra Suzanne Brøggers kloge, kærlige tale knyttes tråden til Vagn Lundbyes livslange forbillede Albert Dam (1880-1972), med hvem han delte ikke blot en indgroet civilisationsskepsis, men også en åben kosmosbevidsthed, en dyb forbundethed med naturen og en sørgmodig følelse af selv at stå uden for tiden. Valgslægtskabet udtrykkes klart i Totem Albert Dam (Digte 1977):

Nordbo ved tiliset uvejrssejl

spejdende horisonten rundt

Shaman i pyramidisk halvmørke

mellem amøbe og pukkelhval

Søger på vandring i sig selv

langs følingers mælkeveje

Sammenfaldet af træ og kvinde

Her fik vi ikke kun kerneglosen ’shaman’, men også den fælles følelse af indfældethed i universet, af rolig hjemmevanthed blandt medskabningerne, ligesom Lundbye ved at tale nok så indforstået om ’følinger’ demonstrerer, hvordan han også sprogligt overtager arven fra Dam.

Mytisk og hylende morsom

Mytiske er de begge i bestræbelsen på at fortælle arkaiske historier fra et sted forud for moderniteten og insistere på eviggyldige indsigter af fundamentalt fællesmenneskelig art.

Vor fejl er for Vagn Lundbye at se, at mennesket én gang for alle er faldet ud af sin sammenhæng og har mistet følelsen af samhørighed med både medmennesket og sine medskabninger i havet, i himlen og på landjorden.

Derfor må vi bestandig, i mytens og fortællingens form, mindes om, hvor vi kom fra.

I et digt taler han om, hvordan han skridt for skridt søger at kæmpe sig »tilbage mod det sted, hvor jeg mest var menneske«, og her bliver barndommen vigtig, ikke fordi den var specielt lykkelig, men fordi selve begyndelsen er så afgørende. »Du skal ikke tro, at din barndom ligger fast,« belærer den vise tasmanske tigerslange. »Verden ændrer sig hele tiden. På den måde ændrer begyndelsen sig også hele tiden.«

Hvis Vagn Lundbye hele tiden havde skrevet og talt sådan, kunne man måske have givet de skeptikere ret, der i ham så en prædikant og patetiker, en fortidslevning fra romantikken, en åndemaner fra et lejrbål, der var slukket for længst.

Men sandheden er, at han var en spasmager og grinebider af et helt særligt format. Kollegaen Henning Mortensen har således fortalt, hvordan han og Vagn Lundbye i forbindelse med en af Peter Seebergs runde fødselsdage i Lourmarin i Provence gik ind på et offentligt svømmeanlæg, hvor ’den danske indianer’ ufortrødent klatrede op til toppen af udspringstårnet og med sin lange fletning stod ude på kanten, mens først én, så ti, så flere af de solbadende franskmænd fik øje på fænomenet. Hvad ville der ske? Så sprang han, med fødderne først, med to fingre klemt om sin næse, øjnene fast lukket og fletningen, lodret, til sidst.

Rejsen frem, turen tilbage

»Enhver tidlig morgen taler landet indiansk,« skriver han i et digt. Selv kunne han tale næsehornssprog og forløste i moden alder sin gakkede humor, dels i de ’alvidende’ fortællinger Syv vidnesbyrd om Vor Herre Jesu Kristi latter (1999), dels i Lundbyes dyrefabler (1994) samt selvfølgelig i sine herlige Næsehornsdigte (1990), blandt hvilke man finder »Rhino ser ud over havet«:

Danse lidt med Dante i Inferno

Dø en Hamletdød når alt er flod og ebbe

Blive til et gotisk eventyr af Karen Blixen

 

Dykke lidt med Don Juan og Mozart

Drukne sig i Mahlers bølgeslag

Blive vækket lidt af Billie Holiday

 

Dulme smerten lidt i Brueghels døde hav

Drømme delfisk dumt om ’Guernica’

Blive til sig selv i Frida Kahlos selvportrætter

 

Voila: en afdød kær ven på hver linje! Dog, rejsen frem til denne muntre tone, denne overgivne forløsning, blev for Vagn Lundbye nu temmelig lang.

Ikke alene måtte han hele vejen om ad Nordamerikas indianere og nutidens grønlændere, han skulle også prøve sig af som litterær konstruktivist igennem en række ret så sammenbidte radikale prosaeksperimenter – først de tre serielt ’systemiske’ romaner Signalement (1966), Mørkespil (1967) og Roman (1968), hvor forløbsstrukturen blev nedbrudt og fortællerinstansen forvandlet til et komplekst mulighedsspil, siden fortællekredsen Nico (1969), hans måske mest tidstypiske værk, med kapiteloverskrifter hentet fra Velvet Underground og dunkle, rituelle excesser, rigt inspirerede af, hvad man dengang dyrkede som pop art, syrebeat og oprørsk grænsegang mellem genrer.

Over for ondskab og magt

Klaus Lynggaard skrev i sin nekrolog her i bladet i tirsdags så rammende, at der over Vagn Lundbye hvilede en fuldstændig betagende uskyld.

Men der var samtidig over ham noget kejtet og reserveret, en skyhed af en art, som indirekte kommer til udtryk i hans næste, episk mere traditionelle værk, radioromanen Smukke tabere (1970), hvori han via en jegfortællers notater skildrer en lille gruppe miljøpartisaner, der planlægger sabotage af et atomkraftværk.

Heri hedder det nemlig om kampfællen John: »Hans uskyld er stærkest, så længe det er mennesker, det drejer sig om, hvorimod den nok vil lide nederlag, hvis den stilles over for den udprægede ondskab og magtvilje, som gør mennesket til et umenneske. John er aldrig selv en situation eller handling, men han er en del af alle de dele, som en handling eller en situation er sat sammen af«.

Her er vi, tror jeg fremme ved noget væsentligt. John »er aldrig selv en situation eller handling«, og Vagn Lundbye besad tilsvarende en ikke uproblematisk evne til at sætte sig selv i parentes, gøre sig til en ingen, lade spillet spille sig selv.

Legendarisk var således hans spontane reaktion, da han engang i slutningen af 60’erne befandt sig i et fjernsynsstudie sammen med daværende udenrigsminister Per Hækkerup, og de begge skulle udtale sig generelt om forholdet mellem befolkningen og politikerne.

Hækkerup sagde: »Det er et meget alvorligt problem, at der er så stor en afstand mellem politikerne og befolkningen. Derfor er det af stor betydning, at politikerne taler et sprog, som folk kan forstå.« Så fik Vagn Lundbye ordet og sagde: »Jeg er helt uenig med dig. Det er et meget alvorligt problem, at der er så stor en afstand mellem politikerne og befolkningen. Derfor er det af stor betydning, at politikerne taler et sprog, som folk kan forstå«.

Studievært og minister måbede. Hvad var meningen? Men pointen var, at Hækkerups udtalelse var meningsløs fremsat af ham i hans magtposition. Ministeren inkarnerede for Vagn Lundbye selvglæde, svig, uansvarlighed og var i situationen slet og ret en hærfører i »den krig der kaldes samfundet«.

Vandring på Jorden

Selv så Vagn Lundbye det som sin mission at tale på naturens, folkets og den glemte histories vegne, som i Digte 1977, hvor han søger tilbage til et arkaisk Langeland med dets dømte forbrydere og mange ludfattige landarbejdere. For de sidstnævnte rejses et minde i »Daglejere ved Bønneløkke Skov«:

Landskaber

som ikke længere kan ses

uden gråd

 

Viden

som ikke længere kan rummes

uden vrede

 

Skridt

som ikke længere kan tages

uden oprør

 

Vagn Lundbye, der var søn af en grosserer, blev født i København, men gik i skole og i gymnasium i Aarhus. Derefter blev han både officers- og læreruddannet, men i stedet for at undervise slog han sig i 1963 ned i Rudkøbing Bymølle og indrettede gården til forfatterværksted.

Stedet dannede geografisk udgangspunkt for Langelandsk fodrejse (1979): »I vandringen vender jeg tilbage til mine sanser og min krop. Landskabet omkring mig bliver en føling, og længe har jeg ikke gået, før jeg med sanserne oplever min krop og dens vejr som en del af mangfoldigheden, jeg vandrer i. / Det er en troldsk og flygtig føling, og kun når jeg ikke er den alt for bevidst, mærker jeg den: en stor flammende harmoni.«

Der var den igen, følingen, hele to gange endda. Vil man have den strakt ud og præciseret, bør man gå til Vagn Lundbyes første gennembrudsværk, oprindelig udsendt som de tre romaner Tilbage til Anholt (1978), Hvalfisken (1980) og Den store by (1982), senere (1991) samlet i et enkelt bind. Værket emmer af mystik og vision, det kredser om glemte gåder, og det var disse bøger, Suzanne Brøgger sigtede til, da hun godmodigt drillende sagde »ædt af en hval, gift med en sæl«. Jeg ved, at Vagn Lundbye blev kisteglad, for jeg sad under hendes tale kun en meters penge fra ham.

Suzanne Brøggers prisover-rækkelsestale kan læses i bogen ’Minderids. Det Danske Akademi 1995-2002’ fra 2003.

For en gennemgang af Anholt-trilogien henvises til Erik Skyum-Nielsens artikel i tidsskriftet Reception nr. 70, 2012.

Om Vagn Lundbyes tidlige forfatterskab skrev Erik Skyum-Nielsen i tidsskriftet Kritik, nr. 40, 1976.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu