Interview
Læsetid: 7 min.

’Mit lands tragedie kan ikke alene tilskrives kolonialismen’

Kolonialismen har smadret store dele af vores afrikanske civilisation, men vi bliver nødt til selv at tage ansvar for den måde, vi har valgt at forvalte vores vestlige livsform på. Det siger den romanaktuelle nigerianske forfatter Chigozie Obioma
Kultur
27. august 2016
Chigozie Obioma begræder tabet af sin egen igbo-kultur, men samtidig mener han, at den vestlige kultur, der er blevet pålagt nigerianerne, må trumfe, når de skal tilrettelægge deres samfundssystemer.

Mie Brinkmann

Enhver forfatter fra det afrikanske kontinent må i en eller anden udstrækning forholde sig til Afrika som helhed, kolonihistorien som et genkommende spøgelse og den postkoloniale virkelighed som et altoverskyggende tema.

Uanset om forfatteren skriver indadvendt poesi fra et landområde i Lesotho eller hårdkogt realisme fra en vestafrikansk metropol.

Mange føler sig fanget og fastlåst i de gængse og unuancerede fortællinger om det, vi kalder Afrika – og som altså består af 54 lande, omkring 900 millioner mennesker og et areal, der udgør 20 procent af jordens overflade.

Én af de forfattere er kenyanske Billy Kahora, der i foråret udtalte, at vi konsekvent overser og reducerer den dybde og særegenhed forskellige litterære bidrag fra forskellige dele af Afrika har, når vi læser dem fra et politisk og postkolonialt perspektiv.

»Det er på tide, at vi sætter litteraturen fri fra det politiske og historiske,« sagde han til Information. Han beskrev selv sit forfatterskab som noget, der »har meget lidt at gøre med kolonitiden.«

Den nigerianske forfatter Chogozie Obioma, der sidste år blev shortlistet til Bookerprisen for debutromanen Vi var fiskere, har svært ved at genkende Billy Kahoras anke.

For virkeligheden i langt størstedelen af Afrika er postkolonial – om vi vil det eller ej, fastslår han, da Information møder ham på plænen ud til Øresund på Louisiana.

»Jeg forstår godt, at man prøver at skrive sig ud af den postkoloniale fortælling. Den er trættende og tragisk, og ganske ubehageligt at forholde sig til, at mange afrikanske lande ikke er nået længere siden 1960’erne og 70’erne. Men det er nu engang sådan det er – og det bliver vi nødt til at forholde os til for netop at skrive os videre og ikke spilde endnu flere år,« forklarer Obioma.

Hans forfatterskab har – ifølge den 30-årige forfatter selv – alt at gøre med kolonitiden og den postkoloniale virkelighed, han er vokset op i. Vi var fiskere er skrevet på en afsindig vrede og dyb undren:

»Det er et mysterium, at Nigeria ikke er kommet længere, siden vi i 1960 genvandt selvstændighed, og at vores rigdom stadig i så høj grad omsættes til korruption, sult og fattigdom,« fortæller Chigozie Obioma og påpeger, at Nigeria ikke alene er Afrikas mest folkerige land, men tilmed også sidder på enorme mængder ressourcer i form af olie, gas og frugtbar jord.

»Og alligevel er seks timers elektricitet uden afbrydelse et sjældent og nærmest mirakuløst fænomen, hvor jeg kommer fra,« tilføjer han og ler.

Hvor Billy Kahora har svært ved at genkende sin egen skrift i 1960’ernes toneangivende forfattere, så føler Chigozie Obioma et nært slægtskab med dem – særligt den nigerianske Chinua Achebe, der i 1958 leverede det, der i dag regnes for ét hovedværk inden for postkolonial litteratur, Alt falder fra hinanden.

Ifølge Obioma søgte Chinua Achebe først og fremmest at vise Vesten, at de tog fejl af Afrika og Nigeria, og at der fandtes en afrikansk civilisation længe før Vestens voldelige og ignorante kolonisering af kontinentet.

»Jeg har forsøgt at skrive videre fra, hvor Achebe slap. Nu har vi – takket være forfattere som Achebe, Beti og Thiong’o – vist Vesten, at der var en civilisation før. Nu skal vi undersøge, hvad der er nu – og beslutte os for, hvad der skal komme efter,« lyder det fra Chigozie Obioma.

Jeg er også vred

Det er ifølge Obioma et ubestrideligt faktum, at kolonihistorien fortsat hjemsøger det nigerianske samfund i stor stil. Og briter bærer utvivlsomt en stor del af ansvaret for dets dysfunktionalitet, mener han.

Men det er også et faktum, at der er gået 56 år siden Nigeria genvandt sin selvstændighed – og det, der er sket siden da kan ikke alene tilskrives kolonialismen.

»Vi bliver nødt til at lægge de her entydige fortolkninger af historien fra os. Det bliver en sovepude. Jo, jeg er også vred. Og jo, kolonialismen har smadret store dele af den afrikanske civilisation til uigenkendelighed. Men vi bliver nødt til at tage ansvar for den måde, vi siden har valgt at forvalte Vestens livsform på,« siger Chigozie Obioma.

Det er det, Vi var fiskere ifølge Obioma handler om. Det er fortællingen om fire brødre, Ikenna, Boja, Ibembe og Benjamin, der vokser op i det postkoloniale Nigeria og trodser deres forældre ved at fiske i den forheksede og forbudte flod, Omi-Ala. Brødrenes far arbejder i det nordlige Nigeria, flere dagsrejser fra deres hjemby Akure og kommer kun hjem hver anden weekend.

Deres mor har travlt med at passe sin bod på markedet og de to mindste søskende, David og Nkem. Ved floden møder drengene den gale mand, Abulu, der vandrer nøgen rundt i landsbyen med vildt hår, udspilede øjne og erigeret penis og kaster forbandelser og profetier ud.

Én af dem rammer Ikenna – han lader sig forgifte af Abulus ord og vender sig væk fra sine brødre og familie. Og derfra følger en lang række tragedier.

Bogens epigraf – et digt af den sydafrikanske digter Mazisi Kunene (f. 1930-2006) rammer nogenlunde fortællingen ind:

Galningen er trådt ind i vort hus med sin vold

Besmudser vores hellige steder

Påberåber sig selve sandheden om universet

Bringer vore ypperstepræster i knæ med jern

Åh! ja børnene,

Som gik på vore forfædres grave

Skal rammes af galskab.

»Det er et ret konkret billede på kolonialismen,« forklarer Chigozie Obioma og lægger hånden på Mazisi Kunenes digt: »I min bog repræsenterer Abulu den britiske galning, der fra 1861 til 1963 troede, at hans levemåde og tankegang var universel sandhed og tvang Nigeria og andre dele af verden til at underlægge sig hans overbevisning med vold og magt.«

Vesten er udgangspunktet

Men Abulu er ikke den eneste karakter i Vi var fiskere. Ikenna har et valg, han kan vælge ikke at tro på Abulus forbandelse og lade sig forgifte af frygt og had, forklarer Obioma. »Og på samme måde har briterne ikke været alene om at skrive Nigerias historie. Vi bliver ved med at gentage de sidste årtiers korrumperede og udsigtsløse fejltrin. Vi forsøger at afrikanisere vestlig kultur – med korruption, fattigdom og vosld som resultat. Afrika er fuldstændig på spanden, og det skyldes for mig at se, at vi fortsat prøver at videreudvikle et system og en civilisationstanke, vi grundlæggende ikke forstår.«

De sidste 56 år har ifølge Obioma vist, at afrikansk kultur og en vestlig livsform er inkompatible størrelser: »De kan simpelthen ikke sameksistere, og vi har allerede spildt så mange år og muligheder i den naive tro, at de kan forenes.«

Chigozie Obioma er ligesom romanens Ikenna, Boja, Obembe og Benjamin vokset op i et splittet samfund.

Drengene taler nogenlunde igbo og nogenlunde engelsk. Deres mor knipser konstant med fingrene over hovedet for at forsage djævelen og andre onde ånder, mens hun taler i igbo-ordsprog, som drengene ikke forstår.

Drengenes far kræver derimod, at de taler engelsk derhjemme, og han drømmer om at sende dem til Canada, hvor de kan få »rigtige uddannelser« og blive succesrige advokater, læger, piloter og professorer.

»De sidder fast mellem afrikansk og vestlig kultur – de er ikke længere hjemme i igbo, men behersker heller ikke den engelske kultur. Og det er dér, vi står i dag: Nigeria er nødt til at træffe et valg,« siger Chigozie Obioma.

Og det valg er ifølge ham altså Vesten. Det er ikke til at tage fejl af Obiomas kærlighed til afrikanske civilisationstanker og især igbo-kultur. Men de kan ikke stå mål med Vesten – desværre:

»Den globale kultur er vestlig og det er – uanset hvor smertefuldt det er – vores udgangspunkt. Vores samfundsstrukturer og retssystemer bliver nødt til at foregå efter Vestens anvisninger. Vi kan bevare afrikanske traditioner, såsom igbo- eller yorubakultur, som filosofiske og kulturelle bagtæpper, men vi bliver nødt til at dedikere os helhjertet til en vestlig livsform,« fortæller Chigozie Obioma.

Og den vestlige livsform har for ham bestemt positive aspekter, som størstedelen af det afrikanske kontinent bliver nødt til at anerkende. »For hvor ville vi stå uden den lægevidenskab, infrastruktur og teknologi, der også kom med kolonialismen?« spørger han.

Derudover bygger hans personlige eksistensgrundlag, litteraturen, på Vestens litterære skrift og kultur.

»Jeg ville ikke sidde her med den her bog i hænderne, hvis det ikke var for kolonialismen. Jeg siger ikke, at det opvejer, hvad det har kostet. Prisen for de her ting har været alt for høj, men vi må anerkende, at det ikke alt sammen er negativt.«

Hvide hejrer

Vi var fiskere er en tragisk fortælling. Men den emmer også af håb, kærlighed og tiltro til det, der kommer. Chigozie Obioma fremhæver selv, hvordan David og Nkem, de mindste og uskyldige søskende, beskrives som hvide hejrer, den afrikanske form for fredsdue, i bogens sidste kapitel:

»David og Nkem var hejrer: De uldhvide fugle som dukker op efter et uvejr med uskadte vinger og livet i behold. Selvom de blev til hejrer midt i stormen, kom de til syne, oppe i luften og svævende på deres vinger, i slutningen af den, hvor alt, hvad jeg nogensinde havde kendt til, var forandret.«

Chigozie Obioma tror på, at det kan ændre sig med de yngre generationer. Måske skal der en revolution til, flere storme. I så fald er det fuldstændig altafgørende, at det sker på et oplyst og reflekteret grundlag, mener Obioma:

»Vi skal lade den nye generation samle det op, der giver mening for dem. Vi skal rette op på de misforståelser og misfortolkninger, vi har importeret fra både afrikansk og vestlig kultur.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her