Baggrund
Læsetid: 9 min.

Manden de kaldte Vagn

Vagn Lundbye er død, 82 år gammel. Klaus Lynggaard mindes en nær ven
Forfatteren Vagn Lundbye døde 82 år gammel på et plejehjem lørdag ved 18-tiden, oplyste en kilde tæt på familien. Her på et foto taget i 2011 i hans hjem på Langeland

Forfatteren Vagn Lundbye døde 82 år gammel på et plejehjem lørdag ved 18-tiden, oplyste en kilde tæt på familien. Her på et foto taget i 2011 i hans hjem på Langeland

Finn Frandsen

Kultur
23. august 2016

Jeg ved ikke rigtig, hvad vi havde forestillet os, den dag i de tidlige 1980’ere.

’Vi’ var min daværende gode ven, billedkunstneren Lars og så mig. Vi var del af en flok venner, som havde lånt en jagthytte ikke så langt fra Bagenkop, og med den som base prøvede vi at tørlægge Langeland.

Det var tiden med dødsdruk og alskens narko og sex i flæng og cigaretter ad libitum, men også med løfter og drømme og forventninger og det uudslukkelige håb om en fabelagtig fremtid.

Jo, vi ravede rundt i den kulsorte nat og snakkede om Polanski-månen og dens uforlignelige Munch-fjæs og reciterede højtideligt yndlingspassager fra den seneste digtsamling af Nordbrandt, mens Bowie, Iggy Pop, Lou Reed, The Doors, Siouxsie & the Banshees, The Cure og Simple Minds stod ud af den medbragte ghettoblaster og tomme flasker hobede sig op alle vegne.

Men Lars og jeg havde en plan. Vi havde planlagt en pilgrimsfærd. Til fælles havde vi kærligheden til ikke blot Vagn Lundbyes forfatterskab, men også til hans personlige fremtoning, idet han jo ikke blot lignede en indianer, han talte efter vores overbevisning også som én vis og snedig gammel høvding.

Han talte for miljøet og imod dem, der enten aktivt ødelagde det eller bare var pisseligeglade. Han var et forbillede for os på så mange planer. Vi var starstruck og stolte af det.

Hvad vil I?

Lidt beklemte var vi dog begge, den morgen vi lånte Carls bil og drog afsted mod Rudkøbing, hvor denne Lundbye residerede.

Vores mål var et kunstnerisk commando raid, for vi havde ingen kontakt haft med manden og ej heller meldt vores ankomst.

Jeg klamrede mig til et eksemplar af min debutbog, Vinterkrig, en digtsamling, der forsøgte at opsummere hele min generations erfaring, men næppe formåede at dække min egen ditto.

Den ville jeg højtideligt overrække ham, og så ville der ske et eller andet fantasmagorisk, og livet ville blive endnu mere fantastisk og farverigt, end det allerede var (også selvom jeg konsekvent gik klædt i sort i de år), måske ville han ligefrem adoptere mig, og så kunne jeg komme i lære som indianer hos ham.

Læs også: ’Vi taler jo hele tiden om vores barndom, som om vi kun har en’

I stedet mødte vi ham i indkørslen, i hvidt sportskluns og med en tennisketsjer i hånden, tydeligvis på vej væk.

»Hvad vil I?« spurgte han brysk.

Øh, bøh, ja, hvad ville vi? Kiggede ned i jorden, op mod himlen, mumlede et eller andet, lammede og vel også en smule pikerede. Her kom vi for at bære ham i guldstol, og så skulle han spille fucking tennis.

»I kan sætte jer i køkkenet og drikke noget kaffe,« sagde han, og så var han væk.

Og sådan gjorde vi vores entre på Møllergården, hvor den gamle kæmpe boede. Her mødte vi litteraten Erik A. Nielsen, venligheden selv, og Vagns datter, Camilla, der lavede kaffe til os.

Hende kendte jeg jo fra Lundbyes uopslidelige bog, Digte 1977, en af de vigtigste bøger i mit daværende litterære liv ,og hvori hun optrådte. Stort! Det endte med at blive nogle storslåede timer i selskab med Nielsen, til Vagn atter dukkede op.

Han virkede nu noget åndsfraværende og ikke synderlig imødekommende, så efter at Lars havde givet ham en af sine tegninger og jeg ham Vinterkrig, listede vi høje væk.

Det havde måske ikke været nogen stor succes, men det havde heller ikke været ren fiasko. Og det var på en måde nok. Vi havde overrakt vores hyldest. Mere kan man ikke.

Som at blive adlet

Stor var min overraskelse derfor, da jeg nogle uger senere fik et brev fra Møllergården. Allerede håndskriften på konvolutten var indbydende, smukt svunget og helt klart resultatet af øvelse, vilje og æstetisk sans.

Indeni lå et brev, hvori Vagn Lundbye takkede for bogen – og takkesang med takkesang på! – og roste dens indhold. Jeg var lige ved at besvime af glæde og stolthed.

Det blev – med filmens ord – ’the beginning of a beautiful friendship’. Selv om vi altså startede som pennevenner. Vagn Lundbye var en stor, stor brevskriver. Også det var han.

At Lars og jeg sammen med den stærkt savnede Michael Strunge blev inviteret med til Vagn Lundbyes 50-års-fødselsdagsfest i eftersommeren 1983 som repræsentanter for den uvorne, fremadstormende generation, var så stort, at det er svært at gøre andre det begribeligt. Det var fandeme bedre end at blive medlem af Akademiet eller komme på finansloven, for mig var det som at blive adlet. Vi kvitterede herfor ved at blive så hønestive, at man må sig forbarme. Gratis sprut, ikke sandt? Men sjovt var det sgu alligevel.

Herfra vil jeg tillade mig kun at omtale min ven som Vagn, for det er ham, denne tekst handler om. Jo, jeg blev oprindelig draget mod ham som litterat, idet han var et lysende forbillede.

Romanerne Nico (1969) og Smukke tabere (1970), fortællekredsen Her ligger min Yucca frugt (1972) og ikke mindst antologien Alt er liv fra 1976 betød alverden for mig i den formative fase.

Men den mand, jeg lærte at kende som Vagn, var ikke til at kende fra den offentlige person Vagn Lundbye, der fremstod ubøjelig, ubestikkelig og principfast, et hundrede procent på miljøet, de sidste naturfolk og dyrelivets side og ikke til fals for hverken billige politiske smutveje eller afstumpede liberalistiske Karl Smart-manøvrer med personlig vinding for øje.

Urokkelig i sin tro på at vi kunne stoppe miljøsvineriet og den daglige udryddelse af alverdens dyrearter, hvis vi hver især gjorde os vores globale ansvar bevidst og var parate til at yde en indsats. Det stod ikke til forhandling og var ikke til at spøge med.

Vagn var ikke moralist i dén forstand, men hans foragt for udbyttere, dyremishandlere og naturødelæggere var afgrundsdyb.

Hans tro på, at dyr har en sjæl, og hans kærlighed til hvaler og næsehorn og alle mulige andre skabninger var ægte, inspirerende og fuldstændig smittende. At søkoen blev mit totemdyr er intet tilfælde og et hundrede procent Vagns værk. Og han havde fuldstændig ret. Søkoen ER mit totemdyr.

Drømmernes Befrielsesfront

Privat var Vagn sjov og sød og kærlig og generøs, og han havde altid en ræv bag øret. Det kærlige og venskabelige drilleri var der som oftest plads til, og jeg ser ham for mig smilende, afventende, hvornår falder mon tiøren? Finurligheden inkarneret.

Han havde noget legende i sit væsen, som jeg kunne genkende fra drengetiden, Vagn blev på sæt og vis aldrig rigtig træt af at lege røvere og soldater – eller måske snarere cowboys og indianere.

Vi legede det i hvert fald tit. Der hvilede en uskyld over Vagn, som var fuldstændig betagende, og som aldrig forlod ham.

Da vi blev venner, var han mellem faste forhold, faktisk på vej ud af en stor kærlighedssorg, og han lod sig godvilligt opsluge af min vennekreds, der alle uden undtagelse tog ham til sig som én af vores egne. Hvad han trods aldersforskellen altså også var.

Og selv om Vagn aldrig deltog i vores overdrevne indtagelse af snart sagt hvad som helst, fordømte han det heller ikke. Det tætteste han kom, var engang hvor jeg kom et ordentligt lag smør på brødet og han rystede på hovedet og sagde:

»Det bliver dit hjerte ikke glad for.«

Ellers lod han os køre dødstrippet helt ud og gik bare selv i seng.

Han var en så velkommen gæst hos min daværende kæreste og mig i vores Nansensgade-lejlighed, at vi gav ham nøgle dertil.

Oh, at komme hjem og finde Vagn i stuen med en avis og en kop kaffe, så vidste jeg bare, at det ville blive en knaldgod dag eller aften, fuld af inspirerende samtaler, venskabeligt drilleri og ind i mellem nogle ordentlige venstresving ud i patos og verdensforelskelse.

I en tid, hvor min tillid til begge de politiske fløje kunne ligge på et meget lille sted, var der noget dragende over Vagns tro på en tredje vej, hvor miljø og trivsel og medmenneskelighed stod i centrum.

Vi elskede at citere nogle linjer fra Leonard Cohen-sangen »The Traitor«, der opsummerede hvad vi stod for og troede på: »Ah the Dreamers ride against the Men of Action/ Oh see the Men of Action falling back …«

Drømmernes Befrielsesfront, det var os.

Bøf Lindstrøm

Vagns tro på kunsten og litteraturen var lige så smuk som klippefast, og han elskede at citere, at læse højt, at gå på udstillinger og kigge i kunstbøger, når han altså ikke læste om sine elskede nordamerikanske indianere, som han virkelig vidste noget om.

Han troede på alskens slags magi, og at han tiltrak så mange teologer, som tilfældet var, er et af de mange paradokser ved ham. Men hvad, de tror på sæt og vis vel også på magi, selv om de kalder det noget andet.

At Vagn fik et kælenavn i vores kreds, hvor han konsekvent omtaltes som Doktoren, skyldtes en gang nede på Møllergården, hvor jeg drillede ham med en novelle, jeg ville skrive til Døves Jul, der skulle starte med linjerne: »Der skulle være stor fest på Møllergården.

Den gamle doktor travede op og ned ad gulvet i sit arbejdsværelse, optaget af forberedelserne til den megen festivitas, der greb så forstyrrende ind i arbejdet med hans banebrydende 18-bindsværk, Spoleormens sande væsen og natur. Novellen realiseredes desværre aldrig, selv om Vagn påstod han havde store forventninger til den.

Møllergården blev et helle for mig, et sted, hvor jeg altid var velkommen, smukt beliggende op ad Bymøllen i Rudkøbing, som den jo er.

Vagns liv som globetrotter afspejlede sig i et interiør, der myldrede med artefakter fra hans utallige rejser samt naturligvis en imponerende bogsamling og et herligt, hyggeligt rod.

Når man ankom, lød beskeden konsekvent:

»Hvor er det dejligt, at se dig. Jeg har lavet bøf Lindstrøm.«

Det blev en hel talemåde i min kreds, hvor bøf Lindstrøm endte med at betyde ’Velkommen, elskede ven!’ Tænk, jeg aldrig igen skal spise Vagns bøf Lindstrøm. Det er næsten ubærligt.

Vi måtte stort set alt på Møllergården. Kun arbejdsværelset oppe under loftet var forbudt område. De få gange, jeg var derinde, oplevede jeg altid en vis ærefrygt derved.

Det var Troldmandens Værksted. Her opbevarede Vagn bl.a. førsteudgaven af Johannes V. Jensens Digte 1906, med håndskreven dedikation til Holger Drachmann. Det hører med til historien, at den var uopsprættet! Det lo vi meget af!

I sidste halvår af 1984 boede Lars Dan og jeg på Møllergården i en art kunstnerkollektiv. Der kan skrives bøger om lyset på Langeland. Om dagen malede Lars, mens Vagn og jeg skrev.

Han på Alvidende fortællinger og jeg på Martin & Victoria. Om aftenen kiggede vi på, hvad Lars havde malet, hvorefter Vagn og jeg læste op af vores respektive works in progress. Og ve mig, hvis ikke jeg havde fået skrevet noget den pågældende dag. Så faldt der brænde ned.

Det varede lige til den decemberdag, hvor Vagn henkastet over maden sagde: »Åh, for resten, jeg tager til Sumatra på mandag.«

»Nå, for helvede. Hvor længe?«

»Årh, bare nogle måneder.«

Det var så afslutningen på det kunstnerkollektiv. Men fantastisk mens det stod på. Og da han efter sin udlandsekspedition besøgte mig i det kvindekollektiv i Peder Skramsgade, hvor jeg dengang boede, sad vi sammen i køkkenet og kæftede op, da den yndigste skabning kom vimsende derud og fik samtalen til at forstumme.

»God røv,« sagde jeg, da hun var forsvundet igen.

»God det hele,« sagde Vagn.

Kvinden med den gode røv blev så min livsledsager. Hun var som Vagn så rigtigt sagde ’god det hele’. Og hun blev mindst lige så glad for Vagn, som jeg var. De var helt på bølgelængde med dyr, magi, klodens velfærd og så videre.

Da jeg ved årtusindskiftet følte, jeg var kommet så langt fra litteraturen, det overhovedet kunne lade sig gøre, sagde jeg noget i den her retning til Vagn: »Ja, så endte jeg altså som rockanmelder på et dagblad.«

Det var ingen klagesang, blot en konstatering.

Vagn tog mig om skuldrene, kiggede mig i øjnene og sagde: »Du kan råbe og skrige, alt hvad du vil, du er og bliver digter.«

Det stod så heller ikke til diskussion. Jeg vil forsøge at leve op til tilliden, nu hvor én af mit livs giganter er draget bort til de evige jagtmarker. Jeg glæder mig allerede til at se ham igen. Jeg har så meget at fortælle ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Æret være hans minde!

Jørn Andersen

Så smukt.

Claus Oreskov

Han var med til at sætte fokus på de nordamerikanske indianers håbløse politiske og økonomiske situation. Det gjorde han ved at skrive om de indianer, der formulerede en modstand og en mod kultur. Fortrinsvis AIM indianerne ” American Indian Movement” og de stærke mohawk indianer fra Akwesasne. Fra denne front kom en strøm af impulser og iderige publikationer og Vagn Lundbye forstod at videreformidle meget af dette. Jeg vil i den sammenhæng fremhæve en af hans bøger. Vagn Lundbye ”den Indianske Tanke”. Her få man en god introduktion til den moderne indianer i USA og deres politiske kamp. Moderne jo for det er en kamp på liv og død som stædig pågår. Leonard Peltier sidder stædig som politisk fange i USA og de canadiske Lubicon cree har nu kæmpet i over 35 år for at blive anerkendt som det de er et indiansk folk. Imedens ødelægges deres land af olieboringer og tømmerhugst. Jeg tror det ville være i Vagn Lundbyes ånd hvis de mange miljøbevidste ville støtte op om indianernes kamp – for den kamp de miljøbevidste lige er begyndt at kæmpe, den har indianerne i nord og syd Amerika kæmpet i 500 år!

Holger Madsen, Bill Atkins, Jakob Trägårdh og Pia Svendsen anbefalede denne kommentar

Åh, jeg bliver helt misundelig - han var så dejlig <3

Om artiklen, ikke manden VL :

Undskyld, men sagde (eller skrev) han aldrig noget mindeværdigt? Hvis han gjorde, fremgår det i hvert fald ikke af artiklen. Man kunne ha' ønsket sig en mere nøgtern og fagligt funderet nekrolog.