Læsetid: 1 min.

Pennefører

Synspunkt v. Anita Brask Rasmussen
20. august 2016

Hvem får lov at definere historien?

Det gør den, der skriver historien, og ikke nødvendigvis den, der skaber den.

I denne uge udkom Poul Smidts store biografi om Viggo Kampmann, som Information skrev om i begyndelsen af ugen.

Undertitlen på bogen er ’Modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister’ – man kunne tilføje: overset embedsmand og elendig noteskribent.

Alle som én er socialdemokratiets historieskrivere enige om, at Viggo Kampmanns betydning for velfærdsstatens opbygning og 1960’ernes velstandsstigning var enorm.

Nogle af de vigtigste skridt på den vej tog han allerede som embedsmand i Finansministeriet under Besættelsen. Men alligevel har han fyldt forsvindende lidt i fortællingen om de afgørende år for den danske samfundsmodel.

Det er der flere forklaringer på: Man skriver ikke historie om embedsmænd og ministre. Det gør man om statsministre.

Det var Viggo Kampmann kun i halvandet år og det på et tidspunkt, hvor han var plaget af sygdom og skandaler.

Dertil kommer, at man som historieskriver har brug for kilder. Kampmann skrev meget lidt. Han var en handlingens mand, siges det. Mens hans efterfølger Jens Otto Krag skrev taler, dagbøger, kronikker m.m. og gjorde det godt.

Krag er en gave for en biografist, og Bo Lidegaards fremragende og storsælgende bog om den karismatiske statsminister er et eksempel på dette.

At Kampmann nu dukker frem af skyggerne, gør ikke Krag mindre. Men det gør med rette Kampmann større. Og skærper opmærksomheden omkring den kritiske læsning af historieskrivningen og dens penneførere.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Krag er vildt overvurderet.
"Storsælgende" Lidegård ligeså.
Viggo Kampmann var mere embedsmand end politiker.
Hans krav til embedsmandsstanden om at være imod samarbejdspolitikken under besættelsen er dybt mystisk, da embedsmænd skal tjene deres ministre. Og Poul Smidts biografi overdriver Kampmanns betydning for udsalget af Danmarks undergrund til A. P. Møller.