Læsetid: 3 min.

’Resonans kan være svaret på en tid, hvor der ikke svares’

Den danske sociolog Rasmus Willig har i årevis beskæftiget sig med de tyske sociologer Axel Honneth og Hartmut Rosa og har bl.a. skrevet forord til den danske udgave af Rosas ’Acceleration og fremmedgørelse’. Hvordan ser han Hartmut Rosas nye hovedværk ’Resonans’?
8. august 2016

– ’Resonans’ bliver næppe en bestseller. Hvilke styrker og svagheder ser du i Hartmut Rosas omfattende forsøg på at skabe et nyt fundament for en kritisk teori?

»Jeg tror nu godt, at Resonans kunne blive en international bestseller, altså på de sociologiske og filosofiske boghitlister. Den tilbyder en skarp og relevant samtidsdiagnose, som potentielt kan tale til en bred kreds af læsere. Styrkerne er et enormt overblik over både socialfilosofien og sociologien, og en imponerende evne til at rekonstruere herskende teorier og bygge selvstændige argumenter. Rosa er helt klart en værdig aftager efter de største tænkere i Frankfurterskolen.«

»Når det er sagt, kan man også ydmygt pege på nogle udfordringer ved bogen. Det er, som om det rammer for godt på vores samtid. Jeg tror, det skyldes de ofte forsimplede eksempler, men det er tit prisen for en kritisk teori. Det er umuligt at undersøge alle verdens forhold, selv om den kritiske teoritradition åbner muligheden for at opbygge større samfundsvidenskabelige teorier. I det arbejde er der også noget, der går tabt.«

– Værket er over 800 sider ...

»Ja, det er paradoksalt, at værket er så langt. I den – ifølge Rosa accelererede – tid vil ingen have tid til at tage en måned ud af kalenderen for at komme igennem det side for side. Det er i øvrigt Rosas egen kritik af Jürgen Habermas: At tiden i højhastighedssamfundet ikke er gunstig for gode rationelle argumenter, når kompleksiteten i dag er reduceret til korte statusopdateringer på diverse sociale medier.«

– Kapitalismens styrke har en stærk evne til at nedkæmpe kritikken af dens egne skyggesider. Ser du et decideret marked for at stække den resonanslængsel, som Hartmut Rosa beskriver – lidt lækker ’well being’, hvor man efter en mindful yogatime i kirken kan hævde at være resonant – i sync med verden?

»Det er påfaldende let at falde i den fælde at se det stigende forbrug af for eksempel meditation som en måde, hvorpå det moderne menneske søger at komme i balance, i ligevægt eller opnå resonans med en verden, der stritter i alle retninger og aldrig står stille. Men for en kritisk teori er det ikke kun markedet, der skal tilbyde sådanne former for at opnå balance, men også samfundets institutioner.«

»Her er der meget at hente hos Rosa. Vi har behov for politikere og politiske institutioner, hvor vi får svar, der står i relation til vores eget levede liv. Vi har med andre ord behov for politikere, der svarer og leverer svar på vores bekymringer. Og i dag er det vel ikke forkert at sige, at mange har en fornemmelse af, at det ikke er tilfældet.«

– I din bog ’Afvæbnet kritik’ skriver du om, hvordan kritikken altid drejes tilbage på individet selv på det moderne arbejdsmarked. Er ’Resonans’ en filosofi i udbrændthedens tidsalder?

»En teori om resonans kunne kort fortalt være svaret på en tid, hvor der ikke svares. I Afvæbnet kritik handler det jo i store træk kun om, hvordan der ikke svares på kritik. Det leder til voldsomme følelsesmæssige reaktioner som f.eks. stres og depression, så på den måde er der en lighed. Hertil kommer at de mange indsamlede svar på kritik, som er min empiri, vidner om et utålmodigt sprog – eller med Rosa ord et ’accelereret’ sprog – der konstant forsøger at komme foran sig selv, f.eks. »tænk fremadrettet«, »vær proaktiv«. Et sprog, der er forud for ens egen forestillingsverden og ens selv. Og når selvet kommer i ubalance har vi kimen til f.eks. udbrændthed.«

– Hvad skylder du Hartmut Rosa?

»Vi er jo begge elever af Axel Honneth, men det er jo også tydeligt, at vi på hver vores måde har gjort op med vores lærermester. Rosa påpeger, ligesom jeg gjorde tidligt i min første bog Til forsvar for kritikken, at det er svært at se stabile former for anerkendelse i vores eksisterende samfund. Det er nu den vej, som er blevet beskrevet udførligt af Rosa.«

»Selv har jeg kritiseret Honneth for ikke at forklare, hvorfor de mange oplevede krænkelser og uretfærdigheder ikke – med hans begreber – leder til en kamp om anerkendelse. Det inspirerede mig til i bogen Umyndiggørelse at beskrive de umyndiggørelsesprocesser, der leder til, at kritik ikke bliver udtalt. I det arbejde skylder jeg Hartmut Rosa en tak for at have åbnet øjnene op for, at hastigheden på for eksempel moderne arbejdspladser får mange til at resignere og dermed censurere deres kritik – de erfarer, at der alligevel er noget nyt på vej, så hvorfor overhovedet ytre sig!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Stig Bøg
  • Kurt Nielsen
Pernille Elholm, Stig Bøg og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er ’Resonans’ en filosofi i udbrændthedens tidsalder?
Jeg ved ikke hvad filosofien resonans står for, men vi har i den grad behov for en filosofi til brug for "omtankens tidsalder".

Vi ved i dag hvordan alt vigtigt hænger sammen. Vi lader os ikke besnakke af repræsentanter fra førerkulten. Vi kan tænke selv. Og nu er det det vi skal gøre.

Nikolaj Svennevig og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar