Interview
Læsetid: 9 min.

’Min roman er også en samtale med mine forældre’

Norske Linn Ullmann har skrevet om sine berømte forældre, Ingmar Bergman og Liv Ullmann, og om sig selv i en roman med indlevede øjebliksbilleder, kølige skildringer af absurde tilstande og humoristiske beskrivelser
Kultur
20. august 2016
Norske Linn Ullmann har skrevet om sine berømte forældre, Ingmar Bergman og Liv Ullmann, og om sig selv i en roman med indlevede øjebliksbilleder, kølige skildringer af absurde tilstande og humoristiske beskrivelser

Ditte Valente

Linn Ullmanns bog om hendes forældre, De urolige, handler både om faren og moren og hende selv, om hendes opvækst hos henholdsvis den ene og den anden.

En sommermåned hos faren på Fårö ved Gotland, resten af året hos moren på vekslende steder, bl.a. i nærheden af Oslo og i USA. Faren var den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, moren er den norske skuespillerinde,Liv Ullmann, og de boede i hvert deres land.

Bogen, som Linn Ullmann har skrevet som en roman, udelader deres navne, og den veksler løbende mellem første og tredje person, indlevede øjebliksbilleder, kølige skildringer af absurde tilstande og humoristiske beskrivelser af hændelser og situationer, der gør ondt i maven på læseren. Mens man ler.

Læs også: Ullmann uden sentimentalitet

Linn Ullmann beretter om en samtale, som hun dog ikke medtog i romanen: »Min far var et meget sprogligt menneske,« fortæller hun, »men så begyndte han at miste sproget.«

Ingmar Bergman, der var gift fem gange, og desuden havde Linn Ullmann med Liv Ullmann, som han ikke var gift med, fik i sin sidste tid en række små blodpropper i hjernen og kom til at lide af afasi. Linn Ullmann fortæller, at hun en dag spurgte ham, om han kunne fortælle om hendes mor, og så begyndte han at fortælle en lang historie om en kvinde, der spillede klaver.

»Jeg sagde til ham, at det vist var min halvbror Daniels mor, han talte om, hvortil han replicerede: ’Hvordan skal jeg kunne kende forskel på dem alle sammen?’«

Et forhindringsløb

Overordnet fremstår De urolige som ét langt forhindringsløb, hvor den ene barre eller vandgrav efter den anden uforudset dukker op: Da moren, som skal filme i USA og mener at have fundet den helt rette bolig til pigen – en villa med have, græsplæne og klatretræer – er det første, udlejeren siger, da de ankommer, at plænen ikke må betrædes!

Eller da faren mod bogens slutning er død og skal begraves, forsvinder brødrenes og ægtemandens kufferter med sørgetøjet i lufthavnen, og de må i hast få syet nyt. Scenen ender med, at mændene ankommer i løb, mens Linn Ullmann grædende står og råber på dem.

Da jeg møder Linn Ullmann i Gyldendals mødelokale med gulv til loft reoler og sorte vægge, som sensommersolen tegner romber på, siger jeg det til hende: at bogen kan læses som et langt forhindringsløb. Men hun forstår det ikke. Ordet altså. Jeg gestikulerer højdespring og barrer, og til sidst dæmrer det, hinderløb hedder det på norsk. Så lærte vi begge et nyt ord dén dag.

Efter at have tænkt sig lidt om svarer hun dernæst, at forhindringerne måske afspejler selve kernen i bogen, nemlig forhindringerne for farens og datterens plan. Meningen var, at Linn Ullman skulle optage en række samtaler mellem dem på bånd og udgive bogen som en dialog med Ingmar Bergman.

Men inden de når dertil, er hans hukommelse svækket så meget, at de samtaler, der kommer ud af projektet, og som er gengivet i bogen, på ingen måde kan stå alene. Der hengik da også syv år efter farens død, før Linn Ullmann overhovedet fandt båndoptageren frem igen.

Men har dette evindelige hækkeløb at gøre med Ullmanns måde at opfatte tilværelsen på, vil jeg vide: »Det er vel en del af uroen, min roman handler jo om urolige mennesker. Mennesker, der planlægger, men så møder andre mennesker, så planerne går i stykker. Man lægger en plan for at forhindre uroen, forældrene lægger hele tiden planer. Jeg lægger selv planer, laver rammer for at gøre tingene forudsigelige, men det bliver ikke, som jeg havde tænkt,« smiler hun. »At skrive er ganske rigtigt et forhindringsløb.«

Hun underviser i at skrive, og hun siger altid til sine studerende, at hvis de føler, at de befinder sig i et flow, så er der sandsynligvis noget galt.

»Man skal ud på de 70.000 favne, når man skriver – for nu at citere din landsmand Søren Kierkegaard,« siger hun.

»Jeg lægger selv strenge rammer for min skriveproces, der skal være disciplin både med tidspunkterne og med, hvor man sidder. Det nytter ikke noget at nøjes med at skrive, når man føler for det. Man må også være troløs over for sine egne ideer, stoffet trækker måske i en anden retning, og så må man følge med. At skrive er en kæmpestor eftersøgning efter noget, man ikke umiddelbart kan finde, man må lytte for at finde stemmen, og man må være formmæssigt streng.«

– Hvordan arbejder man med formen, når det er ens forældre, man skriver om?

»Jeg lægger ikke skjul på, at romanens forlæg er selvbiografisk. Men der er selvbiografiske træk i mange af mine bøger, man skriver jo på sine erfaringer. Denne gang er det imidlertid på den ene side åbenlyst, på den anden side føler jeg, at jeg har måttet opfinde dem helt forfra for at kunne skrive om dem! Der findes ikke én sandhed, alting er et udsnit, man foretager.«

– Du veksler bogen igennem mellem første og tredje person. Er det for at lægge afstand til stoffet?

Det mener Linn Ulmann ikke nødvendigvis, at det er. Hun har undladt at give personerne navne, understreger hun, men det er især det at se scener og personer i forskelligt lys, der giver friheden i skriveprocessen. »Der dukker uventede vinkler op, det hele er meget intuitivt.«

Hvad angår skiftene mellem første og tredje person, så kan det gå begge veje: »Tredje person kan nogle steder skabe nærhed, det er ikke nødvendigvis det, der er vanskeligt, som kommer i tredje person. Men jeg tænker ikke så meget på, om det er vanskeligt stof, jeg skriver om. Nogle af de afsnit, der har været morsomst for mig at skrive, er dem, som læsere har syntes var de frygteligste.«

Hukommelsens lakoniske blik

Hendes forbillede, da hun skrev De urolige har været Fellini, fortæller hun. 8 1/2 og især Amarcord fra 1973: »I Amarcord vokser alt lidt større i hukommelsen, bliver lidt mere ... damen med de store bryster får en enorm barm; det hvide skib i natten bliver kolossalt; sheiken, der checker ind på et hotel, er fulgt af en hel sværm af haremskvinder ... jeg forsøger at skrive med hukommelsens lakoniske blik,« forklarer hun.

Et fantastisk udtryk, synes jeg, men hvad betyder det? At affekterne nedtones?

»Hukommelsen er både rig og vældig skrøbelig,« svarer Linn Ullmann. »Hukommelsen er ekstremt upålidelig, den er i sig selv en forfatter. Hvis man sætter et andet lys på, ændrer den sig, den ændrer sig afhængigt af, hvor man ser fra.«

– Tænker du i billeder?

»I billeder og i bevægelsen i rummet. Jeg har danset ballet i mange år, jeg er meget optaget af komposition og koreografi. Det er mit dope at læse om koreografi, og sådan arbejder jeg også til en vis grad – med at sætte scener op imod hinanden: farens bevægelser i rullestolen; pigens ranglede kejtethed; moren med sit lange, vakre hår, sin lysende skønhed.«

»Jeg kan se på dans i timevis!«

– Har du slet ikke oplevet nogen barrierer, fordi det er dine forældre, du skriver om?

»Selvfølgelig er der forhindringer. Men kunstnere bruger deres egen erfaring. Hvis nogen har forholdt sig til sine forældre, så er det min far. Til hans egen far, til hans mors gådefuldhed, begge mine forældre har brugt deres egen erfaring og omskabt den til kunst. Begge mine forældre har ydet deres bedste i deres arbejde. Noget af det bedste, de har lavet, var, når de arbejdede sammen.«

» Så har de fået en datter, der blev forfatter. Men mine forældre må vel være de første til at vide, hvordan det fungerer, de brugte om nogen sig selv. Min mor har desuden skrevet to selvbiografiske bøger, den første en fortælling om hendes liv som alenemor med en datter – mig.«

Samtalen

Når man læser Linn Ullmanns bog, snakker litteraturen med. Hun er litterat af uddannelse, og litteraturens stemmer falder hende i talen som kommentarer og fortolkninger af det, hun oplever. Men endnu mere end litteraturen spiller film og billeder en rolle.

»Min bog er en samtale med mine forældre, men også med så mange andre,« konstaterer hun selv. »Med min fars film – eksempelvis Persona (hvor Liv Ullmann spiller en kendt skuespillerinde, der holder op med at tale, red.) – men også med bøger. Jeg er vokset op med bøger, dem bruger jeg for en stor del for at komme nærmere mit eget liv, jeg har ikke nødvendigvis brug for et familiealbum, jeg forstår via film og bøger,« siger hun og fortsætter:

»Jeg var i færd med at skrive en scene, hvor min far læser et digt af Gunnar Björling (finlandssvensk avantgardist, red.) højt, men pludselig blev jeg i tvivl, om det virkelig var sket,« fortæller Linn Ullmann. »Jeg huskede et gult ark, som han foldede ud, men så faldt det mig ind, at min far ikke læste digte i nogen synderlig grad, og at han vist aldrig havde talt om Gunnar Björling. Senere blev jeg gjort opmærksom på, at jeg selv havde skrevet en scene i min roman Et velsignet barn, hvor en far læser et Gunnar Björling-digt op. Jeg havde inkorporeret scenen i min egen hukommelse, så den hilste tilbage med noget, jeg troede, jeg havde oplevet. Man kan have skrevet noget eller tænkt noget, så man husker det som oplevet,« ler hun.

Fårö ér bare

Da Linn Ullman begyndte på bogen, havde hun meget svært ved at komme i gang, fortæller hun.

»Jeg fikk det ikke til

»Jeg fikk det ikke til,« gentager hun. »Jeg huskede ingenting om min fars sidste dage. Jeg kunne ikke se ham for mig, lige meget hvor meget jeg forsøgte. Jeg kom ingen vegne. Men så faldt jeg over et foto af den amerikanske kunstner Georgia O’Keeffe. På billedet er hun ældgammel, hinsides alder og køn – og det var som at se min far, som han så ud i den sidste tid. Jeg måtte studere hendes kunst for at finde ind til ham. Der er ingen logisk forklaring, hun minder egentlig ikke om ham, men der er noget med strengheden, økonomien i udtrykket, en enkelhed og strenghed, som i et fjeldlandskab med rene, klare linjer.«

»Sådan var min fars ø, Fårö. Den er ligeglad med, om jeg er der eller ej, den er et portræt i sig selv. Jeg tænkte på det landskab, og så begyndte erindringen at åbne sig.«

– Du har ingen billeder i bogen?

»Det er jo en roman! Hvis jeg havde kaldt personerne ved navn og sat fotos på, var hele projektet klasket sammen. Genkendeligheden ville skygge for det, der står i bogen,« siger Ullmann og uddyber: »Jeg er meget lidt optaget af at skrive biografi, meget lidt optaget af mine forældres berømmelse. En roman er på en måde et hemmeligt sted, hvor man er ganske alene både som forfatter og som læser – modsat på de sociale medier. Den ensomhed, man befinder sig i, når man skriver, åbner en mulighed for at skrive – eller læse – om det, man aldrig ville sætte ord på i offentligheden. Det er to forskellige rum. Jeg sætter pris på den ensomhed, jeg får lov til at tænke, udforske mit sprog, udfordre det på en måde, som ikke lader sig gøre i offentligheden.«

Til slut vil jeg gerne vide, om det alt i alt har været en hæmsko for Linn Ulmanns skriveproces, at hendes forældre er så berømte.

»Neej,« svarer hun – og lidt efter: »Jeg er blevet for gammel. Til daglig identificerer jeg mig snarere som forælder end som datter. Jeg er velsignet med to børn, og jeg har også – målt i år – en meget længere identitet som forælder end som datter. Men alle forfattere bakser vel med hæmsko. Forfattere kan imidlertid bruge hæmsko til noget i modsætning til for eksempel hjernekirurger. Præcisionen er den samme: Snit dér og ikke dér. Men hjernekirurgen kan ikke trykke på delete.«

– Du bærer et kors om halsen, skal man lægge noget i det?

»Jeg har fået det af min mand,« svarer hun. »Men for mig er det et ...« – Linn Ullmann leder efter ordene – »Tvivl og tro ... både bøgerne og i livet findes der en søgen, en mulighed for at verden er større end det, man lige kan se. Den søgen kommer for eksempel til udtryk i min roman Et velsignet barn, en nåde ... Jeg tror, at alle mine bøger rummer personer, som leder, søger, undrer sig.«

’De urolige’ anmeldes på side 9.

Linn Ullmann deltager i Louisiana Literature i weekenden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her