Læsetid: 11 min.

Sandhederne om Ejersbo

Rune Skyum-Nielsens biografi om forfatteren Jakob Ejersbo har været et halvt årti undervejs. Den er endt som en samling vidneudsagn fra efterladte, der ikke er skrevet sammen til én sammenhængende tekst, men en mosaik af kronologisk indsamlede rekonstruktioner. Det gør den ikke fragmenteret, men til gengæld – ifølge Skyum-Nielsen selv – til en sjældent sandfærdig biografi
Kultur
20. august 2016
Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen har skrevet bogen ’Jakob var her’ om forfatteren Jakob Ejersbo. Bogen udkommer på mandag.

Journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen har skrevet bogen ’Jakob var her’ om forfatteren Jakob Ejersbo. Bogen udkommer på mandag.

Da Rune Skyum-Nielsen i 2009 får hul på Jakob Ejersbos 1.300 sider lange romanværk om Afrika, er det lidt af et tilfælde. Hans kæreste er gået fra ham, og samtidig er hans far blevet diagnosticeret med kræft, så den dengang 31-årige journalist føler ikke, han kan foretage sig meget andet end at forsvinde ind i nogle bøger.

Af sin storesøster låner han Eksil, Revolution og Liberty, efter at hun har læst dem, og de gør indtryk. Rune Skyum-Nielsen plejer ikke på den måde at knytte sig til litteratur, men han er så godt tilpas blandt de mange unge skæbner i bøgerne, at han bruger usædvanlig lang tid på at læse dem. Forsøger ligesom at skrabe smøren hen over brødet i slowmotion, og da han i sommeren 2010 endelig vender sidste side i Liberty, er han knust.

Seks år senere møder jeg en rygsæk- og kondiskoklædt Rune Skyum-Nielsen på Assistens Kirkegård. Han er lidt nervøs, siger han, ikke så meget for interviewet, mere for modtagelsen af sin store biografi, Jakob var her. En masse mennesker, der kendte Jakob Ejersbo, har jo lagt deres private minder om forfatteren i Rune Skyum-Nielsens hænder.

Vi mødes ikke bare på kirkegården, fordi noget af Jakob Ejersbos aske ligger her, men også fordi kirkegården endte som et slags knudepunkt i den alt for tidligt afdøde forfatters liv. Da han først flyttede til København i 1993, boede han på Jagtvej, siden i den tilstødende Humlebækgade, og i breve har han kredset om »den store kirkegård, der ligger for fødderne af hans lejlighed«. Han gik ture her med sine bedste venner, som siden er blevet Rune Skyum-Nielsens betroede, og til sidst endte han altså med ligge her. Derfor er det – i hvert fald i København – det mest tilbagevendende sted i fortællingen om Jakob Ejersbo.

Selv om han har en elendig stedsans, mener Rune Skyum-Nielsen godt, at han kan finde Jakob Ejersbos gravsten, og vi bliver enige om at foretage interviewet til fods.

»Af og til har jeg været forbi og besøge stenen. Især før jeg for alvor fik hul på bogen og vidste, i hvilken retning jeg skulle,« siger han og tilføjer afvæbnende:

»Men altså, det er ikke, fordi jeg har camperet her eller haft en sygelig kultdyrkelse af en afdød forfatter.«

Jakob og bøgerne

Efter den voldsomme læsefinale i sommeren 2010 giver Rune Skyum-Nielsen sig i kast med at undersøge, hvorfor nogle bøger om en flok unge i Afrika i 1980’erne kan efterlade så imponerende et indtryk. Hurtigt finder han ud af, at Ejersbos dokumenterede historie er meget beskeden. I forbindelse med udgivelsen af gennembrudsromanen Nordkraft har forfatteren udtalt, at han ikke selv var stofmisbruger i Aalborg, men at han kendte nogen, der kom i miljøet. Og at han synes, man bør frigive hashen. Og at han i øvrigt hellere læser amerikanske forfattere end danske kolleger. Det er mere eller mindre det.

»Det gør mig selvfølgelig nysgerrig, at han virker så hemmelighedsfuld, og jeg lægger en plan for at blive klogere,« siger Rune Skyum-Nielsen, mens vi trasker rundt på kirkegården.

»Jeg ved jo godt, at hans efterladte næppe vil have lyst til at tale med et fremmed menneske om deres nyligt afdøde ven eller søn eller bror, men jeg ved, at Gyldendals direktør, Johannes Riis, der også var Jakobs redaktør, virker som en nobel mand, og at han har været i kontakt med de fleste.«

Så Rune Skyum-Nielsen mødes med Johannes Riis, og den sølvhårede forlægger er positivt stemt. Han vil gerne have, at Ejersbo ikke bliver glemt – og at forfatterskabet stadig sælger – så Rune Skyum-Nielsen overtaler sin modstræbende redaktør på Ud & Se til at igangsætte et stort portræt af forfatteren. Johannes Riis skriver breve til pårørende og venner og opfordrer dem til at give journalisten fra togmagasinet en chance. De første, der får et brev, er forældrene Ejersbo, og de inviterer Rune Skyum-Nielsen hjem.

»Jeg bliver hentet af en smilende mand på perronen i Aalborg. Han kører mig op til det hus, som Jakob er vokset op i, når familien altså ikke opholdt sig i Afrika. Jeg husker det som en meget levende kulisse. Vi sidder i deres store have, og der er fuglefløjt og masser af insekter i luften. Selv om de er gæstfri, er de også på vagt og tydeligvis usikre på, hvad det er, jeg vil.«

Usikker er Rune Skyum-Nielsen også selv. Er det Jakob Ejersbo, han vil undersøge, eller er det hans bøger? Senere finder han ud af, at man ikke kan fortælle om det ene uden det andet. Bøgerne var Jakob Ejersbos liv, og Jakob Ejersbo og hans omgivelsers liv var i bøgerne. Det var ét stort miskmask. Men han talte sjældent om det, og fordi han var så mangefacetteret, var der meget få, der kendte ham til bunds. Eller anede, hvor stor en del af virkeligheden han brugte i sin litteratur.

Først efter et møde med en af de nære venner, Morten Alsinger, som pludselig finder en krukke med en del af Jakob Ejersbos aske frem og fortæller, at han har lovet ham at sprede den fra toppen af det højeste afrikanske bjerg, Kilimanjaro, går det op for Rune Skyum-Nielsen, at det her ikke bare skal være et portræt af en stor forfatter. Det skal være noget større.

Kilder og venner

I den følgende tid mister Rune Skyum-Nielsen sin far, mens Jakob Ejersbo bliver en stadig større del af hans liv. Konturerne af en kompleks livshistorie begynder at tegne sig, og han mødes med de mennesker, der har været tættest på Ejersbo. Flere end 70 kilder taler han med. Nogle bare en enkelt gang eller to gange, andre – for eksempel Ejersbos ven og sparringspartner Christian Kirk Muff – har Rune Skyum-Nielsen haft i røret en gang om ugen de seneste to år. Han har besøgt forældrene i Aalborg seks-syv gange og overnattet hos dem ved flere lejligheder. Søsteren har han mødtes med en håndfuld gange. Det bliver til hundredvis af interviewtimer – nogle mere emotionelle end andre.

»Jeg har tidligere prøvet at interviewe, hvor kilden er begyndt at græde, så det er ikke, fordi jeg blev chokeret, men jeg har kunnet se en klar tendens til, at Jakobs død nærmest var tabuiseret. Efter bisættelsen gik det hele i stå. Når vennerne mødtes, tog de sjove parykker på, og familien er nok kendetegnet ved ikke at tale så meget om problemerne. På den måde har en del kilder givet mig noget ekstraordinært, fordi de omvendt har følt, at de også har fået noget ud af at åbne om deres historie med Jakob. De har i hvert fald fået luft.«

Nogle interviewseancer har nærmest været en slags terapi. Andre relationer har udviklet sig fra det professionelle til noget mere nært.

»Med Muff og Morten er det i høj grad blevet et venskab. Ligesom rigtige venner kan vi være uenige, ærlige og konfrontere hinanden, og uden så nær en relation havde jeg heller aldrig kunnet nærme mig de historier, som bogen rummer, og de har leveret.«

Netop Christian Kirk Muff og Morten Alsinger tilbragte Rune Skyum-Nielsen tre uger i Afrika med, så de tre kender efterhånden en del til hinanden. Men undervejs er biografisten også blevet klar over, at mange elementer i Ejersbos forfatterskab og liv har kunnet bruges til at forstå sin egen historie med forældre, der ikke var i stand til at være der for ham og hans søster.

»Al den vrede, som Jakobs figurer kommer af med, men som Jakob også selv bar rundt på – og nok også længere end højst nødvendigt i forhold til sine forældres svigt – den vrede var der ikke plads til i vores barndom og ungdom. Og vi har nok været nødt til at lægge låg på vores frustrationer, mens Jakob har forstærket sine for at kunne skrive på dem. Nogle gange har jeg da også spurgt mig selv, om det var nødvendigt for Jakob at være så vred på sine forældre, at de skulle udstilles igen og igen? Det var det nok kun, fordi det vigtigste i hans liv blev at skrive gode bøger. Han var mere loyal over for bøgerne end selv de tætteste af sine højt elskede venner. Og det er specielt.«

Rune Skyum-Nielsens metode har været præget af gensidig tillid, og han har givet alle bidragsydere mulighed for at læse og godkende det, de står som afsendere på i Jakob var her. Blandt andet derfor er portrættet samlet som en kronologisk opbygget mosaik af rekonstruktioner med skiftende fortællerstemmer.

»Den nye og anderledes form, jeg er endt med, vil jeg vurdere, har en større sandhedsværdi end de fleste andre biografier, jeg har læst gennem tiden. Måske dem alle. Fordi der er plads til at opleve situationer og personen Jakob forskelligt. Jeg kommer ikke til at bringe læserne ud på en kollektiv deroute, for hvis en enkelt fortæller ikke taler sandt eller husker forkert, er det jo kun de afsnit, hvor den fortæller er afsender, der bliver berørt af det. Og jeg er immervæk endt med at bruge 33 fortællere.«

– Men mange af rekonstruktionerne vil vel være baseret på noget, folk har husket forkert. Hvordan har en grundig journalist som dig det med, at der er en vis sandsynlighed for, at flere ting ikke er, som de står i bogen?

»Hvis det er tilfældet, vil jeg have det dårligt med det. Men som jeg også skriver i epilogen, er der nogle gange noget med menneskers hukommelse. Man kan være tilbøjelig til at ophøje en hvid løgn til ren sandhed. Hvis man gerne vil huske ting på en særlig måde, ender man ofte med at gøre det – med hjælp fra tidens tand. Det kan man ikke gardere sig mod, selv om jeg har husket at lave mine tidslinjer – og lave dem grundigt. Tidslinjerne og Jakobs flittige brevskriverier gennem årene har også hjulpet mig til at si en del usandsynligheder fra.«

Samtalen går i stå, da Ejersbos gravsten pludselig dukker op foran os.

JAKOB EJERSBO. 6. 4. 1968 • 10. 7. 2008.

»Der er kommet en hjerteformet sten til siden sidst,« konstaterer han.

Dokumenteret og researchet

Da jeg spørger Rune Skyum-Nielsen til sine genremæssige forbilleder, tøver han lidt.

»Lidt ligesom et magasinportræt nogle gange bliver bygget op over den samme skabelon og gør læsningen frygtelig forudsigelig, synes jeg, at mange af de biografier, jeg har læst de senere år – også dem, der er vellykkede –
har det med at gentage de samme principper. De bliver berøringsangste i forhold til at tage hul på det eksplosive eller kontroversielle i den biograferede, og det er nogle gange selve grebet, der gør, at læsningen bliver lidt død i sværen.«

– Hvad er det for et greb?

»Jamen, at man citerer et gammelt brev og så fortæller frit fra leveren baseret på research og med sin egen fortællerstemme. Hvis man lader være med at pakke breve og hændelser ind i kommenterende tekst, men lader dem stå for sig selv, så opstår der dynamik og eksplosivitet. Læseren kan jo godt selv.«

Jo dybere Rune Skyum-Nielsen er kommet ned i Jakob Ejersbos historie, jo flere kritiske røster er der – naturligt nok – dukket op. Forfatteren har f.eks. trukket tunge veksler på sine venners og bekendtes oplevelser uden altid at huske at cleare sine skriverier med dem, hvilket af og til har medført interne stridigheder.

Det fremgår også af biografien, at der var flere aspekter i Afrika-trilogien, der ærgrede hans forældre, og at de ville have ønsket, at de havde kunnet tale ud om de sager, mens de stadig havde muligheden for det.

»Det er væsentligt for min bogs troværdighed, at de her ting er med, og den slags kan jeg savne i en del biografier efterhånden. Måske fordi biografisten går for imponeret til værks. Jeg har svært ved at tro, at man kan grave i et menneske i flere år uden at finde den slags.«

– Men er der større risiko for, at der opstår en slags berøringsangst, hvis biografisten samler alt i én fortællerstemme og forsøger at tage ejerskab over stoffet, mener du?

»Hvis man laver en sammenskrivning af mange kilders bidrag og forsøger at få dem til at pege i nogenlunde samme retning, må man nødvendigvis slibe nogle kanter af. Ellers stikker det for meget i forskellige retninger. Men det gør virkeligheden – altså stikker.«

Jakob var her er bygget sådan op, at hver rekonstruktion fortælles af en tredjepersonsfortæller. Det risikable ved den metode, påpeger Rune Skyum-Nielsen selv, kan være, at folk bliver usikre på, om han er afsender på disse rekonstruktioner, eller om de respektive fortællere, der er nævnt ved navn før hver rekonstruktion, er.

»Det var det, Åsne Seierstad kom galt af sted med i Boghandleren fra Kabul. I den efterfølgende retssag beskyttede hun sig med, at det var fiktion, og det kunne man se ved, at der var tale om en tredjepersonsfortæller, og hvordan kunne det så være andet end en fiktion med Seierstad som afsender? Men min bog er ikke på nogen måde fiktion. Vi bruger i vid udstrækning samme greb, men min bog bygger på journalistisk research. Og hvis der alligevel bliver ballade, har jeg ikke tænkt mig at trække en Åsne Seierstad.«

– Hvorfor er der ikke nogen gennemgående fortællerstemme i ’Jakob var her’?

»Det havde været mærkeligt med en alvidende fortæller, fordi Jakob følte en stor antipati over for netop det greb. Samtidig giver fortællingen om ham mere mening,
når jeg sætter brudstykkerne sammen fra andre fortællere, for han kendte den heller ikke selv, sandheden. Han var exceptionelt god til at se andre mennesker, mindre god til at se sig selv.«

Udgangspunktet for Rune Skyum-Nielsens indledende research var, at han var fan af forfatterskabet. Han havde på fornemmelsen, at han skulle fortælle om et stort menneske og en stor tragedie, men fandt siden ud af, at Jakob Ejersbo var et komplekst menneske med en rodløs opvækst og en uigennemskuelig måde at omgås venner og familie på.

»Jeg holder enormt meget af ham og ville på mange måder gerne have lært ham at kende, mens han levede, men jeg dyrker ham ikke længere på den endimensionelle måde, jeg måske gjorde, før jeg gik i gang. Jeg har fået et nuanceret forhold til ham og holder i dag mere af ham på trods.«

Han holder en pause.

»Og så vil jeg jo nok vurdere, at jeg er
kommet til at kende Jakob bedre, end nogen fik lov til i levende live. Mange, der har
bidraget til bogen, vil blive overrasket undervejs, fordi der vil være nogle ting, som de ikke vidste om deres ven eller søn eller bror. Han delte ikke alt med alle. Og slet ikke de samme ting.«

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Beskrivelsen af opbygningen giver minder til mere hypertext-baserede hjemmesider, hvor forfatteren netop ofte stykkede sit narrativ sammen af citater med kommentarer.