Læsetid: 4 min.

Set med Houllebecqs øjne

Den franske succesforfatter Michel Houellebecq forsøger sig som billedkunstner på Palais de Tokyo i Paris, og det er elendigt, rørende og oplysende
Kultur
13. august 2016
I et af udstillingens rum synger Iggy Pop med sin dybe sexede stemme om hunde, mens et diasshow viser billeder af Houellebecqs hund.

Michel Houellebecq

Det er simpelthen en latter, der trænger sig på ved ankomsten til Palais de Tokyo i Paris, når man træder ind i nutidskunstens tempel og konstaterer første billede og sætning i udstillingen Rester vivant – altså Forbliv i live. Rester vivant var i halvfemserne titlen på Michel Houellebecqs poetik med det meget gode råd til digtere om at forblive i live. For døde poeter skriver ikke.

Houellebecq har overlevet, og her på Palais de Tokyo præsenteres han som billedkunstner og kurator.

Første sætning præsenteres på baggrund af et fotografi af en solnedgang – eller er det en solopgang – »Les jeux sont fait«, altså »Terningerne er kastet«.

Udenfor i sommervarmen flokkes folk på terrassen med udsigt til Eiffeltårnet. Indenfor i det kæmpestore udstillingsområde er der temmelig tomt. Kender man bare lidt til Houellebecq, er det klart, at det må han have regnet ud. Hvem gider fordybe sig i kunst, når smukke unge kroppe ankommer i Uber-vogne og spiser thaisalater, mens der konverseres?

Læs også: Houellebecqs længsel efter det gamle Europa

Forfatteren Michel Houellebecq fik sit gennembrud med Elementarpartikler omkring årtusindskiftet og har sidst vakt skandale med romanen Underkastelse, hvor Frankrig til hovedpersonens store fornøjelse overtages af muslimske fundamentalister. Med en art telepatisk præcision udkom romanen samme dag, som terroren ramte Charlie Hebdo. Houellebecq holdt i lang tid op med sine provokationer. Her er han så igen i sommervarmen, mere diskret.

»Terningerne er kastet«. Sådan kan man selvfølgelig ikke helt oversætte »Les jeux sont fait«. Det er den sætning, man siger i kasinoer, når man ikke må blande sig i hasardspillet længere. I den forstand betyder det præcis det samme som Cæsars »alea iacta est«. Når man vil overskride Rubicon, sejre eller måske bare være med i spillet.

Fascistisk arkitektur

Der er åbent indtil midnat på Palais de Tokyo, som blev skabt til verdensudstillingen i 1937. Bygningen udgør en temmelig fascistisk arkitektur, kitsch-kolonner og skulpturer med stærke kroppe, skabt i de franske tredivere, hvor Frankrig endnu ikke havde valgt side mod mørkets magter. I de store kældre opbevaredes jødernes konfiskerede ejendele: hundredvis af klaverer og flygler. I 1999 blev vestfløjen – efter både at have været museum og filmskole – overtaget af kunsthistorikerne Nicolas Bourriaud og Jerome Sans.

Bourriaud havde teoretiseret ’relationel kunst’, og de to kuratorer gjorde Palais de Tokyo til Paris’ hippeste sted for samtidskunst. De folk, der sad på budgettet, var glade. Der udstilles i rå beton, her 17 år senere virker det passé.

Det skal straks noteres, at Houellebecqs udstilling er vellykket. Man skal bare ikke tro, det er andet, end hvad det er, eller at det holder i sig selv, for hvorfor i al verden skulle det? Det holder, fordi det er Houellebecq, som trods alt ved en del om kunst. Det viste han med romanen Kortet og territoriet og beskrivelser her af Jeff Koons og Damien Hirst med deres oppustede balloner og døde dyr i formaldehyd. Det, man kan opleve på udstillingen, er at nærme sig det visuelle i Houellebecqs romankunst. En form for houellebecqsk fænomenologi.

Houellebecq har åbenbart altid fotograferet, altid landskaber og steder uden mennesker. Selv et supermarked bliver til landskab. Eller bogstaverne »Europe« i håbløs beton ved en grænseovergang. Houellebecq har valgt at lade et neonlys blinke i det første rum, og stolene ligner noget fra et venteværelse.

Der er også film, korte sekvenser af total ligegyldighed, der kører i ring, om end det viser en videnskabsmand, der betragter sine ledninger, eller en lydmand, der netop ikke kan finde ud af sine ledninger. Der er også et vildt heftigt lysende rum med gulvet skabt af turistdækkeservietter fra hele Frankrig og en lydside fra en forlystelsespark eller et badeland.

Houellebecq har så også inviteret andre kunstnere, og ikke mindst de kaster lys over Houellebecq. Let it shine!

Man kan starte med den nok mest kendte: Iggy Pop. Der er en art relationel triumf i at få Iggy Pop med sin dybe sexede stemme til at synge om hunde. Det gør han rent faktisk en stor del af albummet Prèliminaire, i udstillingen sat op som et rum, hvor der synges om hunden som en »Machine for loving«. Med diasshow af Houellebecqs hund ved siden af et rum med præcis de trævægge, man stadig finder i håbløse sommerhuse eller i pornofilm fra halvfjerdserne. Det er stor kunst.

Korsfæstede pensler

Men der er også et helt rum overladt til maleren Robert Combas og hans malerier. Hvem husker længere, hvor ’stor’ Combas var i firserne? Houellebecq udstiller Combas, med malerier, korsfæstede pensler og »hovedstolen« – Combas’ allerinderste, et rum fyldt af lp-plader og rod. Kunstneren én til én. Det er grusomt. Det er kunstneren, som selvfølgelig forsvinder. Trods sætninger.

Så er der også en malermaskine skabt af Renaud Marchand. I enhver forstand umulig at gengive. Et stort kar fyldes med vand, og så drypper der langsomt maling ned i karret af forskellige farver. Er man tålmodig nok, opstår der undervejs sindssygt smukke skyformationer. Til sidst grumses vandet til, men så tømmes karret, og der fyldes op med frisk vand. Næsten som en frisk hund, en kærlighedsmaskine, som man jo bare kan bestille på nettet?

Velkommen i Houellebecqs univers. Det er ikke så lidt. Latteren forstummer, og tilbage bliver en form for værk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Michel Houellebecq er selv lidt af en sanger:

https://www.youtube.com/watch?v=4H7vEgEqvPk

Så i stedet for bare at lade Iggy Pop synge kunne den sang om hans hund, kunne han have lavet det som en duet mellem ham og Iggy Pop. "Take it away Iggy et Michel"