Læsetid 6 min.

Tegneserien er blevet højkultur

De nye tegneserier er fornyende i emnevalg, innovative, ekspressivt abstrakte og bevæger sig fra det narrative mod mere musikalske og lyriske mønstre. Efter i 200 år at have været et lavkulturelt medie er tegneserien blevet avantgarde
Signe Parkins har foreviget sin datter i sin skitsedagbog. Tegningen er siden hen blevet udgivet i bogen ’Signe Parkins & Drawings’, som samler et udvalg af den danske kunstners vildtvoksende skitsebogstegninger.

Signe Parkins har foreviget sin datter i sin skitsedagbog. Tegningen er siden hen blevet udgivet i bogen ’Signe Parkins & Drawings’, som samler et udvalg af den danske kunstners vildtvoksende skitsebogstegninger.

13. august 2016

En lille pige, tegnet i skrøbelig sort streg, står med armene korslagt og et stålsat blik i øjnene og kigger direkte på os. Hun er omgivet af pulserende rød vandfarve, der synes at brede sig over papiret. Teksten lyder:

»Der vokser en ny vilje i Ella.«

Det er kunstneren Signe Parkins’ datter, foreviget en dag i dennes fortløbende og derved livsledsagende skitsedagbog. Hun fanger en sandhed og noget egentlig skræmmende i børn og vor oplevelse af deres gryende erkendelse – et blik på og fra virkeligheden og dansk tegneserie-avantgarde lige nu.

Den danske tegneserie er i disse år mere alsidig end nogensinde og udvikler sig stadigt i nye retninger.

Flere faktorer er i spil: Fremkomsten af den såkaldte graphic novel – kort og upræcist definerbart som tegneserier i bogform med litterære ambitioner – inden for de sidste femten år har betydet en gradvis tilpasning af tegneserien til og af en højkulturel kulturprofil og til en langt større alsidighed i emnevalg og udtryk, end det var tilfældet for tegneserien i dens første små tohundrede år som moderne, lavkulturelt massemedie.

Denne udvikling har bevirket og er blevet yderligere styrket af det stigende antal kvinder, der fatter interesse for formen – som traditionelt har været meget mandsdomineret – i disse år. Og helt konkret betyder etableringen af en dansk skole for tegneserieskabere i Viborg i 2012, at vi efterhånden ser fremkomsten af, hvad man kan beskrive som en kritisk masse af nye skabere, der finder det helt naturligt at gå nye veje med tegneserien.

Forfatter Edo Chieregato og tegner Michelangelo Settola har lavet novellen ’Snuder på lastbiler’ – en fortælling, hvor naturen vinder. Vi følger en langtidschauffør og hans gamle ven, hvis vej han tilfældigvis krydser på motorvejen, samt en bondedreng, der fisker efter skildpadder

Nye spillere

Blandt de mest interessante nye spillere på scenen er det skønlitterære vækstlagsforlag Basilisk, som sidste år lancerede en tegneserielinje. Profilen er imidlertid ikke i så høj grad litterær, som den er visuelt bevidst.

Det er foreløbig blevet til to udgivelser. Den første, Signe Parkins & Drawings, samler et udvalg af den danske kunstners vildtvoksende skitsebogstegninger, oprindeligt offentliggjort på hendes blog, i en smukt udformet bog personligt indbundet i mønstret stof. Disse er oprindeligt tegnet som en art uregelmæssig dagbog over Parkins’ og hendes families liv i og omkring et boligkompleks i Århus. Oftest er der tale om en enkeltstående tegning ledsaget af lidt tekst, der forankrer det ofte meget fantasifulde billede mere konkret og ofte en anelse for banalt. Formen gør det hele en anelse flygtigt, men for den receptive læser byder bogen alligevel på genuint anfægtende øjeblikke, som det indledningsvis nævnte.

Der er en legesyg energi over Parkins’ figurer, der som oftest skildres i spændstig bevægelse dikteret af de daglige udfordringer, vi alle kender. De omgives af løst antydede, til tider gennemsigtige rum og kærligt detaljerede genstande og miljøer – ofte hentet i den omgivende natur – som på analytisk vis suggererer de strukturer, der præger vores liv og erkendelse. Hendes eksakte brug af akvarel accentuerer dette yderligere.

Basilisks anden tegneserieudgivelse, Snuder på lastbiler, er en novelle af forfatter Edo Chieregato og tegner Michelangelo Settola. De to hører til i kredsen omkring den bolognesiske antologi Canicola, der har været et kreativt kraftcenter i italiensk tegneserie i over ti år. De har blandt andet gjort socialrealismen til deres kald på en måde, der bringer mindelser om neorealismen i efterkrigstidens italienske film.

Settola arbejder i gnidret, taktil blyant og trækul i åbenlys gæld til den store tyske tegner Anke Feuchtenberger. Hans svedende, plumpe figurer fremstår fragile og levende; hans miljøer snavsede og hedt atmosfæriske. Vi følger en langtidschauffør og hans gamle ven, hvis vej han tilfældigvis krydser på motorvejen, samt en bondedreng, der fisker efter skildpadder.

Et natlig lastvognskø ved en grænseovergang, hvor chaufførerne griller i skæret af lysmasterne; et skildpaddeskjold, der splintres på køkkenbordet; en mystisk, truende last i traileren – alle er de ingredienser i den lille, dygtigt kalibrerede og underligt skæbnesvangre stemning i en fortælling, hvor naturen vinder.

Rikke Villadsen, en af dansk tegneseries mest innovative skikkelser, er i gang med et stort anlagt serielt projekt, ’Ni piger’. Som titlen antyder, er planen ni bøger, hver omhandlende et pigebarn. To er foreløbig udkommet. I en af dem, ’Hesten’, ankommer en lille pige til en herregård med en kuffert fuld af døde dyr. Hun vil købe sig vej til Amerika hos den sadistisk anlagte herredreng og hans høje, benede husholderske.

Innovativ skikkelse

Basilisks tegneserieredaktør er en af dansk tegneseries mest innovative skikkelser, Rikke Villadsen. Forrige år udsendte hun den rablende western-dekonstruktion Et knald til. Hun er nu i gang med et stort anlagt serielt projekt, Ni piger, i samarbejde med forfatteren og dramatikeren Bjørn Rasmussen, som de udsender på det lille litterære forlag Gladiator. Som titlen antyder er planen ni bøger, hvert omhandlende et pigebarn. To er foreløbig udkommet, og de viser Villadsen i hastig udvikling som billedskaber, ligesom de tydeligt fortsætter den udforskning af køn og identitet, der har været en konstant i hendes værk.

I Liftet fra sidste år møder vi en lille pige, der en nat kravler op af et hul på en mark og lader sig samle op af (endnu) en langtidschauffør – stor, svedende og med et fjæs som en elefantsæl. Spændingen i det mørke førerrum rumler intenst et sted mellem begær og uskyld. Hestens lille pige ankommer derimod til en herregård med en kuffert fuld af døde dyr. Hun vil købe sig vej til Amerika hos den sadistisk anlagte herredreng og hans høje, benede husholderske, men hun er underlagt deres luner.

Villadsen arbejder med sortkridt, der gengives i hver sin valør i de to små bøger. Liftet er knugende dystert med billeder, der lukker sig om figurerne, men det er alligevel Hesten, der kalder mest på klaustrofobien – de skarpt komponerede billeder bringer mindelser om tysk ekspressionisme à la Murnau, men stemningen er tættere på Michael Haneke, når han er tættest på frysepunktet. Følelsen af håbløshed står skrevet i de lyse billeder. Hvad den større fortælling i Ni piger ender med at blive, er svært at sige nu, men der er konsekvens og kreativt drive i serien. Desværre er bøgerne en anelse højt prissat.

Hvor selv de mest eksperimenterende tegneserieskabere normalt holder fast i det narrative, er der i stigende grad kunstnere, som udforsker mulighederne for abstrakte tegneserier. Blandt dem er svensk bosatte Allan Haverholm. Siden sin stort anlagte, fascinerende og noget ujævne debut Sortmund (2006) – som på overfladen var en gotisk thriller med hilsen til H. P. Lovecraft og med stregen hentet fra den designstærke, dynamiske amerikanske tegner Mike (Hellboy) Mignola – har det været tydeligt, at han befandt sig dårligt inden for de givne rammer. Den udartede til metafiktion og personlig (anti-)eksegese.

Musikalske mønstre

Siden har Haverholm stødt bevæget sig væk fra det traditionelt narrative i tegneserier, der opererer efter musikalske eller lyriske mønstre. Det er således ikke overraskende, at han efterhånden er nået ud i det rendyrket abstrakte. Det kan til tider blive for indadvendt, men vinder meget ved Haverholms altid stilsikre balancegang mellem det dramatisk svungne og det stramt asketiske, i såvel billeder som design.

Hans foreløbig mest helstøbte abstraktion er den smukt udformende, stofindbundne When the Last Story Is Told, eller När sista historien berättats, som er udkommet på det svenske alternativforlag C’est Bon Kultur, hvor Haverholm efterhånden har slået sine folder en årrække. 68 sider funderet i en stram opbygning af tre gange to rammer. Disse brydes løbende og, i modsætning til selv mange abstrakte tegneserier, er der her kun sjældent tale om egentlige sekvenser – man får ikke fornemmelsen af, at der sker en udvikling over tid mellem rammerne. De holder i stedet benhårdt på formen.

Der varieres mellem tusch, akryl, monotypi og forskellige former for collage, stilrent og smukt sat i system. Der svinges, kradses og hviskes ud; klæbes, foldes, klippes og trykkes. Indimellem dukker referencer til livet bag kunsten op i form af fragmenter af kuverter og forsendelsesetiketter med kunstnerens navn og adresse, eller fotografier i hvilke egentlige genstande skimtes. »LEGATER,« står stemplet på en bleggul lap, presset fra alle sider; et stærkt rødt felt trænger gennem rammerne et andet sted og lægger sig som en renskuret tavle oven på et natligt oplyst, fotografisk gengivet kammer.

Som titlen antyder, handler det om de strukturer og former der ligger bag de fortællinger, vi skaber i vores liv. Selvrefleksionen er åbenbar. Det er uhyggeligt stringent, rent æstetisk, med tryk på uhyggeligt: Følelser suggereres i de mere ekspressive sekvenser, men får aldrig lov at slippe fri. Sørgeligt, frustrerende og smukt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu