Læsetid: 10 min.

’Uanset hvor højt du råber, er du stadig en idiot’

For mange støjende mennesker skriger i munden på hinanden i jagten på anerkendelse, men de har absolut intet at sige. Tavshed er guld, mener komiker Anders Matthesen, som er aktuel med sit nye stand-up show ’Shhh’
Anders Matthesen mener, at den politiske korrekthed er så ekskluderende, at den kun levner plads til dem, der bager deres egne klidboller

Anders Matthesen mener, at den politiske korrekthed er så ekskluderende, at den kun levner plads til dem, der bager deres egne klidboller

Sille Veilmark

26. august 2016

Anders Matthesen har overophedede frontallapper, lige som hende børnepsykologen altid siger om ungerne i Go’ Morgen Danmark. For det støjer og suser for ørerne med larm fra de sociale medier, mens nyhederne flimrer i gule breaking news-bjælker foran vores øjne.

Hylekoret vil ingen ende tage, for danskerne råber i munden på hinanden, og ingen kan finde ud af at rejse sig op og sige: ’Shhh’.

Og det er titlen på Anders Matthesens nye show. Efter tre års pause er den 41-årige komiker tilbage med standup renset for unødige effekter. En mand og en mikrofon og en holdning. For der skal skrues ned for larmen.

»Jeg har følt mig svækket af alle de sanseindtryk, vi konstant udsættes for,« begynder Anders Matthesen og indrømmer hurtigt, at han selv er en del af problemet.

»Bombardementet af informationer, alle råber i munden på hinanden, selv om de intet interessant har at sige. Men man SKAL holde sig opdateret. Det skal man jo. Men skal man det? Hvad nu hvis man i virkeligheden bliver dummere eller mere afstumpet af det? Måske er det ikke godt at se tre-fire nyhedsudsendelser og kigge på sin mobil 150 gange om dagen,« siger han og knækker en Coca-Cola Zero op ved siden af kaffen. Klokken er 09.30.

»Eller også er det bare mig, der er kommet i den alder, hvor man råber: ’Skru ned!’ op gennem overboens gulvbrædder.«

Sille Veilmark

Hulemanden vender tilbage

Selv har Anders Matthesen forsøgt at være lydløs i de tre år, der er gået siden hans sidste show, ANDERS, ifølge et sjældent enigt anmelderkor cementerede hans plads som kongen af dansk comedy. Showet var et slags egodrab, hvor karakteren ’Anden’, i stil med den folkekære ’Stewart Stardust’, skulle lægges i graven.

I de tre års pause har han observeret, hvordan »alle mennesker har fået muligheden for at broadcaste sig selv gennem Facebook«.

Han oplever et mediebillede, hvor alle råber lige højt, men ingen rigtigt har noget at byde på. Hvor kravet om at skulle have en holdning til alting er blevet normen. Til en grad hvor det er blevet underligt ikke at sige noget:

»Nogle folk er blevet meget fortørnede over, at jeg har holdt lav profil i så lang tid. ’Nåårh, NU kan han være aktiv, fordi han skal sælge et nyt show.’ Men hallo, det skal du da være glad for? At jeg er så sød at holde min kæft, når jeg ikke har noget at sige.«

Når man interviewer Anders Matthesen, føles det som om, der er flere i rummet. Komikeren vrænger stemmen, når han giver den som kritiker. Det gør han ofte, for så at vende tilbage med et bidende svar, der lukker munden på den imaginære fjende:

»’Men mange af dine kollegaer er tilgængelige heeele tiden på de sociale medier.’ Fint nok, skal de så have en medalje for det? Det der krav med, at der hele tiden skal være noget nyt indhold, der skal ske noget. Hvorfor skal der det? Det er jeg ikke tilhænger af.«

»Jeg er af den gamle skole, hvor du stikker hovedet frem og forsvinder igen, for så at vende tilbage 20 kilo senere og med langt skæg, når du har noget på hjerte. I stedet for hele tiden at stå og råbe: Se mig! Se mig!«

Anders Matthesen har dog selv været aktiv på de sociale medier i månederne op til Shhh, der har premiere 2. september i Falconer Salen i København.

Løbende har han uploadet små videoer til nettet, hvor alle samtaler afbrydes af en gimmick, der skal forestille et tryk på lydløs-knappen på mobilen. Mange fans har undret sig og kaldt videoerne direkte usjove i kommentarfeltet.

Måske er videoerne en satirisk pointe, en slags antikampagne, der skal udstille danskernes iver efter indhold. Måske er det bare en fiks idé fra folkene bag Matthesen. Personligt går han ikke ret meget op i, hvad Team Matthesen lægger »på det dersens in-sta-gram«.

De ekstremt korrekte

Når alle taler i munden på hinanden, bliver konsekvensen ifølge Anders Matthesen, at de mest ekstreme vinder. Dem der ikke tøver med at bruge alle virkemidler eller tricks for at tiltvinge sig folks opmærksomhed.

»Det handler bare om at skabe noget drama, og dem der råber højest, vinder. Jeg så Donald Trump tale den anden aften og tænkte: ’Hold da kæft, han sparker sig selv i hovedet.’ Men han gør det jo med vilje. Han bliver usårlig af det,« siger Anders Matthesen.

»Vi bøvler med en politisk kultur, hvor skarpe holdninger forveksles med mandshjerte. At man tør sige noget, selv om det er vanvittigt. Det er meget foruroligende. Mit håb er, at der sker en modningsproces med de nye medier. At folk på et tidspunkt gennemskuer det. Okay, nu har jeg råbt højt og fået 19 millioner følgere på min side, og jeg er stadig en idiot. Det skete der ikke noget ved. Hvad nu?«

Over for de ekstreme står en gruppe af politisk korrekte og råber lige så højt. Det er dem, der hele tiden føler sig krænkede, mener komikeren.

Dem der vil tage sproget som gidsel og eksempelvis kalde noget for ’ciskønnet’ – en betegnelse for en person, der identificerer sig med sit eget køn – i stedet for ’normal’. Argumentet er, at det kan såre dem, der så ikke er ’normale’.

»’Normal’ betyder vel for helvede bare, hvad der er flest af ud af 100. Og så siger de: ’Er det ikke normalt at være homoseksuel?’ Jo, men det mest normale er vel at være hetero, ikke? Og ikke et ondt ord mod homoseksuelle, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk er. Men man kan vel godt sige, at det er mere normalt ikke at have rødt hår, end det er at have det?«

Anders Matthesen læner sig frem.

»Det betyder ikke, man er forkert. Men ’normal’ er i sig selv blevet et skældsord. Og vi begynder at gennemgå kulturhistorien for racistiske udtryk og frisere vores sprog for ord, der kan opfattes stødende. Jeg tænker, det er et udtryk for, at vi gerne vil være bedre, end vi er. Der er så mange ting, hvor vi kunne kigge på at forbedre os selv, frem for konstant at holde øje med, hvad andre siger, som muligvis kunne såre nogen.«

Pippi elsker alle

Anders Matthesen er selv blevet far og læser for tiden Pippi Langstrømpe for sin søn. Men sidste år besluttede Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, at Pippis far i nye bøger ikke længere må kaldes for ’Negerkonge’, men i stedet skal hedde ’Sydhavskongen’. Han er heller ikke konge af kurrekurredutterne længere, men nu blot konge for ’de indfødte’.

»Vi erstatter ord, som skader børn, men det har ingen betydning for teksten,« sagde Karin Nyman om ændringen til Dagens Nyheter. Den slags udtalelser er benzin på Anders Matthesens bål.

»Hvis man ikke må kalde ham negerkonge, kan man jo ikke sige noget andet. Man må jo ikke engang sige sort mand. Må man sige afrodansker? Nej, for det var muligvis i Sverige, ikke? Altså, man kan jo ikke snakke længere,« pruster komikeren.

»Astrid Lindgren skrev det jo sådan, fordi en negerkonge var eksotisk på disse kanter i den tid. Og det sjove var jo, at Pippi var en hvid pige, der ville være en negerprinsesse. Har nogen hæftet sig ved, at Pippi faktisk ikke er ond mod nogen som helst? Hun er meget tolerant, og er det ikke det, der er det vigtige? Man glemmer intentionen med, at han er negerkonge og går alene op selve i ordet. Det giver jo ingen mening.«

Sille Veilmark

Hvad med feminismen?

Sprogpolitiet markerer for Anders Matthesen en tilbagevenden til det politisk korrekte segments kritik af standup, efter det i mange år ikke kunne blive vildt nok.

For andre komikere er tonen på den danske comedy-scene dog så hård, at de ikke vil optræde her. Det fortalte den danske komiker og feminist Sofie Hagen, som er bosat i London, i februar måned til Politiken.

Blandt andet argumenterede Hagen for, at der er »respekt for den politiske korrekthed« i England, hvor det nærmest er et skældsord i Danmark. Hun anklagede også dansk comedy for at »sparke nedad«, hvilket hun mente var »ucharmerende og 90’er-agtigt«, mens man i England sparker opad mod eliten.

Anders Matthesen kender ikke Sofie Hagen personligt, men han køber ikke præmissen om, at komikere kun skal sparke opad.

»Det handler jo om politisk ståsted – og siger hun dermed, at der ikke skal være plads til højreorienterede komikere, som sparker ned på dem, de føler nasser på samfundet? Forstå mig ret, jeg opfatter også mig selv som ’en af de gode’, og jeg vil alle mennesker det godt. Men jeg mener også, alle har ret til at have en stemme,« siger Anders Matthesen.

»Og derfor er min pointe i showet også, at det er folks eget ansvar at lukke ned. Vi må selv kræve stilheden for os selv, frem for at forbyde andre at snakke.«

Så udvider han sigtekornet. Han kan eksempelvis ikke forstå, hvorfor det hedder Ungdomshuset, hvis unge ikke må gå derind, hvis de kan lide Hitler eller EU.

»Er de så ikke rigtige unge eller hvad? Problemet med den politiske korrekthed er, at den er hamrende ekskluderende. Så er der kun plads til alle speltfjabberne – ja, undskyld! – som bager deres egne klidboller og vil det bedste. Hvis ikke du har omsorg forrest i behovspyramiden og forstår, at det er vigtigere, at børn ikke slår sig, end at de leger i et klatrestativ, så er du psykopat og pacer,” siger han.

»Jeg støtter fuldt op om kvinders rettigheder, men der ligger også noget invaliderende i dele af feminismen. Svenskerne er slemme til det – det hele skal hakkes til Kalles kaviarmos, der bare glider ned. Nu skal jeg passe på, det ikke bliver en stand-up rant, men selv i en ufornuftig verden må det være op til folk selv at bevare fornuften. Vi kan ikke tvinge den ned i halsen på andre som vitaminpiller, men vi kan passe os selv og give det bedste videre til vores børn. Og hvis min nabo kommer med en upassende joke, er han sikkert ikke ude på at krænke mig. Han prøver nok bare at løsne lidt op for stemningen,« siger Anders Matthesen.

Pas dit, så passer jeg mit

Og dermed når vi måske ind til kernen af det, der har kendetegnet Anders Matthesens oplysningsprojekt siden første show Hvad snakker du om? fra år 2000. Nemlig at folk skal holde op med at være adfærdspoliti over for hinanden, men i stedet tage ansvar for deres eget liv og lykke.

Pas dit, så passer jeg mit, måske bedst eksemplificeret i den ikoniske monolog »Fremtidens Danmark« fra showet … Vender tilbage i 2008.

Her fragter Matthesen en rygekabine ind på scenen. Han sætter sig ind i glasburet og tænder en smøg. Knapper en øl op og tager et par store slurke. Nyder stilheden i et langt minut, for så at kigge ud gennem plexiglasset mod publikum og sige: »Det er ved at være for langt ude det hele. Det ved I godt, ikke?«

Otte år fremme i tiden fortsætter han nærmest monologen over for Informations udsendte:

»Nogle kan blive syge af at ryge, så må hele verden ikke ryge længere. Eller nogen kan blive stødt af et ord – jamen så lad dog for fanden folk blive stødt. Der er ikke nogen, der bliver ædt af tigere eller løver længere, vel, det har vi lige som ryddet op i. Der er ikke noget, der er rigtigt farligt, vi er ikke ved at dø af sult, så nu siger vi: ’Jeg føler mig såret.’ Jamen så sæt dig ned og vær såret og græd lidt over det. Og find så ud af, hvad du kan lære af det. Og hvad du vil lære dine børn.«

Hykleriets holdeplads

Om en uge har Anders Matthesen premiere på Shhh. Han anerkender, at der ligger et åbenlyst hykleri i at kritisere støjen i samtiden, når man selv er på vej med et flere timer langt comedy show og skal på turné i hele landet. Og snakke og snakke og snakke.

»I mange år har jeg bildt mig selv ind, at hvis bare jeg gjorde det som et ’kunstværk’, så fik det relevans og var legitimt at gøre. Men jeg har jo bare ledt efter en undskyldning for at lukke lort ud, for jeg har ingen løsninger på, hvordan vi redder verden. Så hvad skal jeg stå og skyde kæften frem for?« spørger Anders Matthesen.

At kalde det en identitetskrise mener han er at gå for langt, men tanken har i perioder givet ham skriveblokader op mod det nye show.

»Jeg er ikke et hak bedre selv, og det handler showet også om – min egen larm. Trangen til at blive hørt, afhængigheden af skænderier. Jeg er hunderæd for at blive den gamle mand fra Muppet Show, der sidder og brokker sig,« siger han.

»Så det er også min egen krise, erkendelsen af min egen skyld, jeg behandler. For vi gør verden en kæmpe bjørnetjeneste ved at lukke varm luft ud. Intentionen er fin nok, men med hver sætning skaber du mere larm. For hver mærkesag skaber du mere krig i verden. Og jeg gør det også nu ved at sige, at du gør det. Hver gang vi vælger et hold, bliver der mere krig. Mere drama.«

»Og det er grundlæggende min egen krise ved at snakke. Brokke mig på scenen. Larme. Spørgsmålet kradser hele tiden i baghovedet på mig. Gør jeg mere skade end gavn lige nu? Og jeg gruer for, at svaret er: ja.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Oluf Husted
  • Per Jongberg
  • Christian De Thurah
  • Anker Nielsen
  • Jørn Andersen
Carsten Mortensen, Oluf Husted, Per Jongberg, Christian De Thurah, Anker Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

En af danmarks bedst begavede, og mest klartseende, såkaldte kulturpersonligheder. Er glad for vi har ham.

Dennis Hauge, Tino Rozzo, Carsten Mortensen, Tue Romanow og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, for jeg er enig med Mattesen i det meste. Men nu siger jeg noget alligevel, bare for at lave lidt larm. Jeg er nemlig i Rasmus Modsat hjørnet i dag og nyder at have muligheden for at være med i debatten. Alternativet er jo ikke at sige noget og det kunne jeg såmænd og så have gjort. Var faktisk lige ved at vælge den løsning, men så kom jeg til at tænke på præmissen i Mattesens foredrag: at vi hellere må holde kæft. Men det skal han da ikke bestemme og slet ikke hvis han ikke selv kan.

Kasper Malskær

Det er godt at erfare, at Anders Matthesen i artiklen gør op med krænkelsesfundementalisterne (læs: de ekstremt korrekte) som lægger låg på den ytringsfrihed, der er grundlaget for et frit demokrati og et sundt samfund. Jeg husker specielt en meget omtalt episode med en meget omtalt tegning forestillende en vis person med en eksplosiv genstand i hatten. Under denne episode udtalte Mathessen noget i retning af; at 'bare fordi man kan, ville man jo heller ikke gå hen til en stor rocker og kalde ham et svin og spytte på ham' - hvorved Matthesen dragede paralleller til tegningen. En, i min optik, uheldig udtalelse fra en ellers intelligent og klarsynet mand.
Men sådan lærer vi jo alle og ændrer af og til vores holdninger.

David Zennaro

Tjah, jeg tilhører flere af de minoriteter, som han omtaler nedladende, fordi vi har opfundet et sprog, så man neutralt og præcist kan tale om folks seksuelle orientering og kønsidentitet. Det har han slet ikke blik for, og han virker bare som en priviligeret person, som lever af at nedgøre andre mennesker. Jeg bliver ærlig talt lidt træt af at høre på ham, for han virker som den idiot, han skælder andre ud for at være.

Kasper Malskær

Herdis Weins - jeg forholder mig sådan set bare til det, der står i teksten og går ud fra, at han mener det generelt. Jeg er bevidst om, at jeg sidestiller sproglige ytringer med illustrative, men jeg mener ikke, at forskellen behøver være så stor. Skal mennesker der er tilhængere af én bestemt ideologi da være undtaget for at måtte 'kræve stilheden for sig selv frem for at forbyde andre at snakke' som Matthesen selv udtaler under artiklen?
Desuden mener jeg også, at Matthesens udtalelse i forbindelse med tegningerne var en dårlig sammenligning, da tegningerne ikke var rettet mod én bestemt person, men mod en ideologi. Det var samtidigt uheldigt at sammenligne alle muslimer med en voldelig rocker, hvilket i sig selv er diskriminerende.

Christian Nymark

Hvis jeg havde ordet som Matthesen, ville jeg fortælle om de problemer verden står overfor og forsøge at angive løsninger. Et forsøg på at frembringe visioner, kunne man sige.

Men man kan jo også vælge at tale om sig selv..

Torsten Jacobsen

David Zennaro,

Et neutralt og præcist sprog, ligefrem? Mon ikke du lige skal genoverveje den påstand en gang eller to?

Eller anderledes og mere populært udtrykt: "Check your privilege!"