Læsetid: 9 min.

Velfærdsarkitekten

Ny biografi vil hive Viggo Kampmann ud af hans sindslidelses og Jens Otto Krags skygge og placere ham i front for opbyggelsen af velfærdsstaten
Viggo Kampmann havde kun været statsminister i halvandet år, da han på Sundby Hospital på grund af sygdom måtte overlade posten til Jens Otto Krag.

Bent Rej

15. august 2016

Poul Smidt ville meget gerne have været tilstede en af de dage i slutningen af 1940’erne, hvor dengang embedsmand og siden statsminister Viggo Kampmann skulle overbevise en socialdemokratisk forsamling om, at målet ikke bare var at fordele kagen retfærdigt, men at gøre kagen større, så der var mere at fordele, og at afskrivningsregler til erhvervslivet var et led i det arbejde.

»Det har ikke været populærmusik dengang. Det var han den første socialdemokrat, der sagde,« griner forfatter og journalist Poul Smidt.

Socialdemokratiet var et klassekampparti, men nu skulle de pludselig holde op med at hade kapitalisterne og i stedet medtænke erhvervslivet? Det har ikke været nemt at sælge, men det lykkedes for Kampmann. Han formulerede det kompromis mellem social retfærdighed og kapitalisme, som blev grundlaget for velfærdsstaten.

I biografien, Viggo Kampmann – modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister, argumenterer Poul Smidt for, at der var mange ting, Viggo Kampmann sagde og gjorde som den første socialdemokrat.

»Han var velfærdsarkitekten,« siger han: »Han var med alle de steder, hvor velfærdsstaten foldede sig ud. Som embedsmand, som finansminister, som statsminister var han visionær. Hans velfærdssyn var ikke alene socialpolitikken. Det var jo også uddannelse, forskning, teknologi, kunsten og kulturen. Arbejdet med denne bog har givet mig den forståelse, at man ikke kan tale om velfærdsstaten som en præcis størrelse. Den er et kludetæppe af tiltag, og Viggo Kampmann spillede en afgørende rolle i de allermest afgørende år.«

Læs boguddrag fra Kampmann-biografien her

De fleste kender måske Viggo Kampmann som den skandaleombruste, alkoholiserede og maniodepressive statsminister, der kunne forsvinde flere dage ad gangen på sine ’ture’. Han havde kun været statsminister i halvandet år, da han pga. sygdom måtte overlade posten til Jens Otto Krag. Men inden da havde han opnået det bedste valg for en socialdemokratisk statsminister i efterkrigstiden, været en populær og undværlig finansminister for H.C Hansen og Hans Hedtoft, embedsmand for Vilhelm Buhl og modstandsmand i centraladministrationen.

Og i Poul Smidts optik er det i høj grad Viggo Kampmanns fortjeneste, at sømmene i det kludetæppe, vi kalder velfærdsstaten, stadig holder i dag. Han tænker nemlig ikke kun politisk og teoretisk, men i høj grad også praktisk.

»Hvis redskaberne ikke findes, så opfinder han dem selv. Som for eksempel Regnecentralen og Kommunedata. Det er da enestående,« siger Poul Smidt begejstret

Demokratisk embedsmand

Viggo Kampmann blev født på Frederiksberg i 1910, men voksede op hos sin faster i Fredericia. Hans far døde tidligt og efterlod moren som enke med fire børn. Derfor blev den spæde søn adoptivbarn i Jylland – og vist nok voldsomt forkælet, fortæller familien til Poul Smidt i dag. En akademisk uddannelse fik han også, og den uddannede økonom sad som fuldmægtig i Finansministeriet, da Danmark blev besat.

Allerede i 1941 begyndte Kampmann at fodre modstandsbevægelsen med nyttige oplysninger fra centraladministrationen og Nationalbanken, og inden krigen var slut, havde han forfattet lovteksten til opgøret med unationale tjenestemænd. Embedsmænds forpligtelse over for demokratiet lå ham stærkt på sinde. De burde uddannes i demokrati, have ret til lydighedsnægtelse og selve forvaltningen skulle også udsættes for demokratisk kontrol, mente han.

– Mange af de tanker og strukturer, der bærer velfærdsstaten frem, var Kampmann ifølge din bog hovedarkitekt på, allerede inden han selv blev folkevalgt. Er det ikke et demokratisk problem? Og det vi ville kalde embedsmandsvælde i dag?

»Han var demokrat i alt, hvad han gjorde. Som kong Frederik sagde, så er embedsmanden mellemstationen mellem politikerne og den sunde fornuft. Og det var han. Han er nationsbygger og nationsbærer som embedsmand. Det er jo fantastisk, at han som leder af beskæftigelsessekretariatet under krigen og som den bærende kraft i professorudvalget kommer med de reformforslag, der gennemføres i efterkrigstiden. Mens Jens Otto Krag skriver det socialdemokratiske program Fremtidens Danmark, som ikke bliver til noget.«

I sommeren 1960 interviewede Dagbladet Informations Ejvind Larsen Viggo Kampmann i forbindelse med Kampmanns tiltrædelse som statsminister.

Læs også: ’Det danske folk har moralsk godt af at hjælpe’

Men hvis Viggo Kampmann er af så afgørende betydning, hvorfor er Poul Smidts biografi så den første? Den socialdemokratiske historieskrivning er i høj grad skrevet af dem selv, og Viggo Kampmann skrev ikke særlig meget, og det, han gjorde, gik op i røg, da hans sidste kone brændte hans papirer efter hans død. Jens Otto Krag skrev til gengæld meget, både bøger og dagbøger, og Poul Smidt lægger ikke skjul på, at han er kritisk over for den indflydelse, det har haft på den socialdemokratiske historieskrivning generelt:

Den læner sig for meget op ad Krags, mener han, og den heroisering kommer til at nedvurdere Kampmann:

»Krag kommer i sin gengivelse til, at gå lidt ud over, hvad han selv kan bære. Han skriver H.C. Hansen ned, han skriver Kampmann ned, og han skriver Buhl ned, men det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har respekt for Krag. Han var min ungdomshelt. Jeg interviewede ham på 1. maj-dage i Randers i 1960’erne, men i denne periode i 50’erne, hvor de begge er ministre, da er det Kampmann, der trækker læsset både for Hedtoft og for H.C. Hansen.«

Poul Smidt peger på et eksempel på skævvridning af historien: »Krag er jo for eksempel ikke tilhænger af folkepension for alle, som Kampmann udtænker. Krag er mere højreorienteret, men i sin gengivelse, placerer han Viggo Kampmann, som mere venstreorienteret, og så bliver der jo plads til ham selv i midten, selv om han i virkeligheden er en del af partiets højrefløj sammen med Per Hækkerup.«

Ifølge Poul Smidt var Krag og Kampmann meget forskellige typer: Kampmann er reformator. Krag er administrator.

»Kampmann er helt tydeligt fra begyndelsen optaget af at bygge alliancen med Det Radikale Venstre, så der kan regeres, handles og skabes resultater. Den form for politiske alliancer er Krag slet ikke så optaget af, da han kommer til. Men det helt afgørende er, at Viggo er modig på sine egne og andres vegne.

Han er modig, da han efter at have været finansminister i 14 dage siger til Hedtoft: Vi kommer sgu nok til at gå af, for det går ad helvede til, hvis ikke vi kan lave indkomstpolitik. I 1950! Han er 12-15 år foran sin tid. Først i 1963 får vi indkomstpolitik. Han siger ting, som man ikke må sige, og nogle år senere siger H.C. Hansen og Hedtoft det også. Det mod ser jeg ikke hos Krag.«

Åndsliv og politik

Reformatoren Kampmann dedikerede sit liv til at bygge et velfærdssamfund op, der var opbakning til, og som var bæredygtigt. Og der var brug for alle i det fællesskab, hvis etableringen af velfærdsstaten skulle lykkes. Poul Smidt argumenterer i sin biografi for, at historien om etableringen af Kulturministeriet i 1961, for hvilket æren i mange år er blevet tildelt dets første kulturminister, Julius Bomholt, er mere kompleks end som så.

Viggo Kampmann havde allerede i sommeren 1960 diskuteret etableringen af et ministerium med den mand, der blev dets første departementschef. Samme efterår viste Kampmann hele Danmark, at han så kunsten og kulturen som en vigtig med- og modspiller i det politiske liv og i fællesskabet i det hele taget. Åndslivet skulle forbindes til den politiske proces, for politikerne kunne ikke styrke det enkelte menneskes demokratiske livsindstilling alene.

Til Informations Ejvind Larsen udtalte han det berømte »regeret bliver der jo alligevel«, da han inviterede kulturlivet til at blive en del af fællesskabet og forpligte sig på at bidrage til den offentlige debat. Viggo Kampmann mente, at der var brug for åndslivet, så velfærdsstaten ikke alene blev en velstandsstat, er Poul Smidts fortolkning.

»Jeg tror, han er bekymret for fællesskabet. Han tænker, at på et eller andet tidspunkt, når arbejderne bliver funktionærer, og funktionærerne bliver middelstand, så forlader de gruppefællesskabet, og så bryder noget af det sammen. Så har de det godt, de har penge alle sammen, men den fælles forståelse om fællesskabet kan risikere at falde væk. Tænk, han sidder allerede der i 1960 og siger: Det, vi er i gang med at etablere, er meget godt og det helt rigtige, men succeseen bliver sin egen værste fjende på et tidspunkt. Det er ret begavet set.«

Ejvind Larsen tog statsministeren på ordet og var med til at arrangere de såkaldte Louisianadage på Krogerup Højskole sammen med Bjørn Poulsen, hvor tidens mest toneangivende forfattere og tænkere mødtes med toppolitikere – også statsministeren.

»Vi ville slet ikke kunne forestille os i dag, at en statsminister brugte flere dage ad gangen på at mødes med kunstnerne, fordi de spiller en afgørende rolle for fællesskabet. Også dér var Kampmann helt enestående.«

Antipopulist

Kampmann er en handlingsmand og beskriver også sig selv som reformator fremfor politiker. Hvad der aldrig har været betragtet som socialdemokratisk politik, bliver det pludselig.

»Han var antipopulist og ingen vindbøjtel, der rettede sig efter den seneste meningsmåling. Hvis det krævede 200 møder ude i landet at overbevise folk om, at afskrivningsregler for erhvervslivet var vigtige, hvis der skulle skabes arbejdspladser, så tog han de møder. Og i øvrigt var han en af de få økonomer, der tidligt mente, at det var politiske valg også upopulære valg, der skulle styre økonomien.«

Politikere kunne lære meget af Kampmann i dag, mener Poul Smidt:

»Han ville ikke blot vende sig i sin grav, men begynde at rotere, hvis han kendte til dagens twitterdemokrati,« siger han.

»For Kampmann var det resultaterne, der talte, og vælgerne var enige. De gav ham det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Selv om han var en lidt omstændelig type, der talte embedsmandssprog, anerkendte vælgerne det saglige politiske arbejde, hvor der tænkes fremad og bygges op tag efter tag, som det vist hedder i en af de røde sange.«

Men Poul Smidt lægger ikke skjul på – heller ikke i bogen – at skandalerne med utroskab, udeblivelse og alkohol også prægede Kampmanns politiske liv, og til sidst gjorde det umuligt for ham at regere. Men han gjorde det alligevel. Poul Smidts forklaring på, at Socialdemokraterne overlader olien til A.P. Møller, er i hvert fald enkel:

– Du skriver rosende om Viggo Kampmanns tilnærmelse til erhvervslivet, men er der ikke også eksempler på at forholdet har været for tæt? Det er under Kampmann, Socialdemokraterne forærer olien til A.P. Møller. Hvad er din forklaring på det?

»Han må have været syg. Hvorfor er hans fremsynethed ellers pludselig så fraværende, at de forærer det hele væk? Det er en syg mand, der svigter enormt. Og de andre i regeringen samler ikke op. Hvad fatter gør, er altid det rigtige, tænker de. Og det må vi simpelthen holde op med i politik. Vi må have nogle politikere, som kan sige til statsministeren: Du er ikke på rette vej. Viggo var jo ikke autoritær. Han kunne have tålt modsigelser. Men der er ingen tradition for at modsige sin statsminister, ingen andre end ham har haft modet til det.«

Da Viggo Kampmann måtte gå af i vanære, blev nedturen kun værre. Til sidst var det så slemt, at han besluttede, at han ikke ville begraves i ’det røde hav’ sammen med de andre socialdemokratiske statsministre på Vestre Kirkegård, og i stedet ligger han lidt derfra ved siden af sin biologiske far: »Han blev for meget i sin nedtur og tog for skæve standpunkter.

Han havde siddet på bænken og drukket med bumserne. Han vidste, at han ikke ville ikke gøre partiet nogen tjeneste ved at blive begravet i det røde hav,« siger Poul Smidt og tilføjer lidt efter:

»Hvis bogen skulle føre til, at han bliver placeret ved det røde hav ligesom de andre, så vil jeg da synes, at bogen er gået godt. For det har han fortjent.

Rettelse: I en tidligere version af artiklen skrev vi, at »Krag er jo for eksempel ikke tilhænger af folketingspension for alle«. Citatet var ikke korrekt. Dette er derfor nu rettet til »Krag er jo for eksempel ikke tilhænger af folkepension for alle«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Oluf Husted
Ejvind Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

"Viggo Kampmann skulle overbevise en socialdemokratisk forsamling om, at målet ikke bare var at fordele kagen retfærdigt, men at gøre kagen større, så der var mere at fordele".

1. "Fordele kagen retfærdigt". Her har Socialdemokraterne svigtet ad helvede til, ikke mindst i de sidste 30 år. Senest med Thornings mange reformer (læs: nedskæringer), indenfor dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn, pension mv. Uligheden er vokset.

2. "Gøre kagen større". Socialdemokraterne har de sidste 30 år kørt efter den neoliberale lærebog: Store tilskud og skattelettelser til erhvervslivet, privatiseringer (TDC, Dong, mv), dereguleringer (globalisering af kapital og arbejdskraft). Alt dette har også medført større ulighed både nationalt og internationalt.

Så med gunstige afskrivningsregler, indkomstpolitik og foræring af Nordsøolien til APM, lagde Kampmann måske kimen til vore dages kalamiteter i Socialdemokratiet.

Bill Atkins, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Socialdemokratiet skal bare leve op til sit navn: være socialt og demokratisk, dvs. sikre lokal medbestemmelse og universel økonomisk tryghed.

Michael Kongstad Nielsen

"Det er under Kampmann, Socialdemokraterne forærer olien til A.P. Møller. Hvad er din forklaring på det?
»Han må have været syg. Hvorfor er hans fremsynethed ellers pludselig så fraværende, at de forærer det hele væk? Det er en syg mand, der svigter enormt ,,,"

Der var ingen, der vidste, om der var noget olie i undergrunden, og om det kunne betale sig at hive den op, Den gamle A. P. troede ikke på det. Skal man klandre nogen, er det ikke Kampmann, og heller ikke Anker Jørgensen under genforhandlingen med Poul Nielson af koncessionsaftalen, men den borgerlige regering efter udløbet af enerets-perioden. På det tidspunkt havde staten mulighed for at rette op på skaden, men nej.

I dag bør S være mest skamfuld over DONG´s delvise salg til Goldman Sachs.

Poul Genefke-Thye, Robert Ørsted-Jensen, Ejvind Larsen, Bill Atkins og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Udviklingen sidenhen dokumenterer at "den bygning vi rejste" var bygget på sand. Det vil den vedblivende være hvis det er en national bygning, for vi mangler klippegrund i Danmark. Det vil den også vedblive at være hvis vi vedblivende overser at vi også skal evne at demokratisere økonomien