Læsetid: 4 min.

Viggo Kampmann havde en frodig sociologisk fantasi

I fortællingen om velfærdsstaten har Viggo Kampmann altid stået i skyggen af sin efterfølger i Statsministeriet, Jens Otto Krag. Men det er helt forkert, mener en ny biografi, som får opbakning fra flere historikere. Vi bør huske Viggo Kampmann som det, han var: Velfærdsstatens chefarkitekt
Kultur
16. august 2016
Den tidligere socialdemokratiske statsminister fra 1960-62 Viggo Kampmann i sit sommerhus på Fanø i  begyndelsen af 1960’erne.
	 

 

Den tidligere socialdemokratiske statsminister fra 1960-62 Viggo Kampmann i sit sommerhus på Fanø i  begyndelsen af 1960’erne.
 

 

Arkivfoto: Mogens Berger/Polfoto

Han satte for alvor skub i økonomien

Claus Bryld

Historiker og professor emeritus ved RUC, hvor han blandt andet har forsket i Socialdemokratiets historie

– Har vi forsømt at give Viggo Kampmann sin del af æren for etableringen af velfærdsstaten?

»Ja, det vil jeg mene. Den politik, som Jens Otte Krag gennemførte efter 1962, hvor han blev statsminister, var allerede lagt under Kampmann i 1960 og 1961. Krag har fået størstedelen af æren, og selv om han selvfølgelig er en vigtig skikkelse i velfærdsstaten og Socialdemokratiet, så begyndte det jo i 1950’erne, hvor Kampmann virkede som tjenestemand sammen med blandt andet Erik Ib Schmidt og Jørgen Paldam.

De var de intellektuelle arkitekter bag velfærdsstaten. Ideerne blev udviklet omkring 1957 til 1961, netop i den periode, hvor Kampmann spiller så stor en rolle, og der er ingen tvivl om – som Poul Smidt også skriver i sin biografi – at han var mere reformator end Krag. Krag var mere administrator. Kampmann havde en frodig sociologisk fantasi, som var større end Krags. Krag var ingen idépolitiker, men det var Kampmann. Han fornyede Socialdemokratiet, det gjorde Krag ikke, han kørte videre på de ideer, som allerede var udviklet.«

– Hvad var Kampmanns største bedrift?

»At han for alvor satte skub i økonomien og for alvor fik industrialiseret Danmark. Han var selvfølgelig også begunstiget af heldet, for højkonjunkturen startede i Danmark i 1957 – væsentligt senere end i resten af Europa – og så gik det opad i 10 år, hvor Danmark blev industrialiseret.«

– Hvorfor var Kampmanns rolle så væsentlig i den proces?

»Fordi han reviderede de gamle ideer i Socialdemokratiet. Hans kongstanke var, at hvis man giver erhvervslivet afskrivningsmuligheder for investeringer, vil der bliver investeret mere, og det vil påvirke arbejderklassens løn og arbejdsvilkår. Det var helt rigtigt set. Mange af ideerne fandtes allerede under Stauning, men Kampmann operationaliserede dem og gik meget vidt i sin investeringspolitik.«

Han var en meget begavet politiker

Bo Lidegaard
Historiker og blandt andet forfatter til biografier om statsministrene Jens Otto Krag og H.C. Hansen

– Hvorfor står Viggo Kampmann så meget i skyggen af Jens Otto Krag i fortællingen om velfærdsstatens opbygning?

»Det skyldes især, at Kampmanns regeringsperiode blev kort, og når historiens dom udmåles, er tiden en væsentlig faktor.«

»Kampmann har haft en meget betydelig indflydelse i de år, han virkede, og der er ingen tvivl om, at han var en meget begavet politiker. Når Krag fascinerer, er det i høj grad, fordi han var strategisk aktiv tilbage fra krigen og frem til EF-medlemskabet (1972, red.). Det er en lang periode at forfølge de samme strategiske mål, og derfor er det klart, at Krag sætter et større aftryk, end Kampmann gør. Men det siger ikke noget om den personlige kvalitet af de to, som i øvrigt var rigtig gode venner.«

– Hvordan mindede de om hinanden?

»Deres vurdering af, hvad der skulle til for at skabe en holdbar velfærdsøkonomi, var parallel. Grundlaget for velfærdsøkonomien, som først den ene og så den anden stod for, var en åben, skattebaseret velfærdsmodel forankret i et europæisk marked. Det var det, de skabte, og det vi har bygget hele velfærdsudviklingen på. Det er derfor, de er så interessante.«

– Nogle mener, at Krag har fået lov til at diktere sit eftermæle via sine mange dagbøger og tekster, mens Kampmann ikke har efterladt sig samme mængde materiale og derfor er mindre anerkendt ...?

»Det gør en forskel at dokumentere, hvad man tænker og siger undervejs. Det, der er så interessant ved at skrive om Krag, er, at han ikke bare har skrevet dagbog, men at han livet igennem skriver og publicerer artikler, notater, læserbreve og taler. Det gør det muligt at følge, hvordan hans politiske tankeunivers udvikler sig med årene, og det gør det meget letter at skrive, end når man kun har folks tilbageblik at støtte sig til.«

– Hvad har været Kampmanns største politiske bedrift?

»Han tilskrives æren for at have udtænkt og indført folkepensionen – jeg ved ikke, om den nye bog finder belæg for det – men normalt forbindes han tæt med den første og helt afgørende velfærdsreform i 1956 og 1957.«

Kampmann var i udpræget grad samfundstekniker

Henning Tjørnehøj

Mangeårig konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO og forfatter til en række bøger om arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet

– Bør vi give Viggo Kampmann en større del af æren for opbygningen af velfærdsstaten?

»Ja. Jens Otto Krag har fået mest af æren, men de var lige gode om det – mindst. Kampmann fik ikke så lang tid som statsminister,hans sygdom kom i udbrud, og han blev også fysisk syg med en hjertelidelse, men før det sad han i lang tid som finansminister, hvor han også var indflydelsesrig.«

– Hvad har været Kampmanns største bedrifter?

»Det var Kampmann, som i slutningen af 1950’erne sagde, da Danmark for første gang fik overskud på betalingsbalancen: ’Vi skal lave bedre afskrivningsregler for virksomhederne’. Det blev portalen ind til de glade 60’ere. Simpelthen. Man har sagt, at Socialdemokratiet er et fordelingspolitisk parti uden interesse i vækst for erhvervslivet, men det er det rene sludder. Partiet havde en tæt forbindelse til fagbevægelsen, og fagbevægelsen levede groft sagt af at sælge arbejdskraft – og hvis der ikke er nogen at sælge den til, hvad skulle man så gøre?«

– Hvordan var Jens Otto Krag og Viggo Kampmann forskellige?

»Kampmann var i udpræget grad samfundstekniker, mens Krag havde et videre syn og var interesseret i at skrive bøger og i at male. Kampmann var formel og kontant. Knap og klar. Krag var lyriker, en romantiker, som kunne se videre end Kampmann. Krag var en mere spændende person end Kampmann, og derfor har han også fascineret de mennesker, som mødte ham – deriblandt pressefolk.«

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her