Læsetid: 8 min.

Det er aldrig for tidligt at planlægge karrieren

Velfærdsstatens uddannelsesmål var lighed, frihed og kritiske samfundsborgere. I dag er uddannelse også en pligt. Pligt til at lægge karriereplaner, pligt til at vælge rigtigt og pligt til at blive færdig så hurtigt som muligt
Karrieredagene er »ejet af« Manova, en virksomhed der »leverer employer branding-løsninger til HR-, kommunikations- og marketingafdelinger i nogle af landets største virksomheder og uddannelsesinstitutioner« og bl.a. afvikler uddannelses- og karrieremesser.

Jens Dresling

9. september 2016

Året er 1978, og Jakob Lange er blevet kaldt til samtale på Ritt Bjerregaards kontor. Hun er Socialdemokratisk undervisningsminister. Han studiechef ved Københavns Universitet og leder af Den Koordinerede Tilmelding.

Hun har en opgave, som han skal løse: at udarbejde en såkaldt magisterprognose, der skal vise, at der i år 2000 vil være cirka 20.000 arbejdsløse magistre, mens der ville mangle et tilsvarende antal ingeniører.

»Den skulle tjene til skræk og advarsel for studerende, der havde tænkt sig at blive magistre. Der var helt klart et ønske om, at folk skulle holde sig væk fra de humanistiske uddannelser, ud fra Finansministeriets ønske om at uddanne flere, der ville komme hurtigt i arbejde og skabe vækst,« husker Jakob Lange.

1970’erne var oliekrisetid. Danmark var ramt af arbejdsløshed, inflation og underskud på statsbudgettet, og inde i Finansministeriet, den røde bygning på Christiansborg Slotsplads nummer 1, var man begyndt at forfine de avancerede matematiske modeller, som kan beregne økonomiske effekter af politiske tiltag.

Modellerne havde blandt andet leveret bud på, hvordan der kunne skrues ned for udgifter til arbejdsløse dimittender og op for væksten.

De beregninger var baggrunden for den opgave, Ritt Bjerregaard havde til Jakob Lange, og modellerne blev brugt til at fyre op under det arbejdsmarkedsrettede pres på de studerende, der allerede begyndte at kunne mærkes dengang, mener Jakob Lange.

At lægge karriereplaner – eller lade være – skulle ikke længere være op til den enkelte studerende. Nu skulle samfundet tage kontrollen.

Daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) giver de erhvervsfaglige grunduddannelser (EFG) et blækdryppende håndtryk. Tegningen illustrerede et debatindlæg i Information d. 29. april 1977, hvor Bjerregaard kritiserer avisen for at fokusere på de »200 privilegerede studerende på RUC«, der jamrer over, at lukningstruslen mod den samfundsvidenskabelige basisuddannelse, imens hendes lov om EFG-løn ignoreres.

Tegning: Per Marquard Otzen

Med vækst som motor

I 1980’erne så de første karrieremesser dagens lys, men først i 2000’erne voksede de landsdækkende Karrieredagene til den form for professionel speeddating mellem virksomheder og studerende, de er i dag.

Marts 2015 spørger Mærsk retorisk »Vil du sætte spor i samfundet?« på et stort farvestrålende banner i en hal i DGI-byen. Flere hundrede studerende står i kø langt ud på den brostensbelagte plads.

De venter på at blive registreret til årets Karrieredagene-messe, som hvert år i uge 10 turnerer rundt til landets største uddannelsesbyer.

Ved indgangen får hver kandidat klistret et mærkat på brystet. Her står oplysninger om studie og tidspunktet for, hvornår de bliver færdige og klar til arbejdsmarkedet.

Inde i hallen præsenterer 160 virksomheder sig fra deres bedste side. Fra hver deres stand udser de sig landets klogeste talenter, som Karrieredagene insisterer på at kalde de flere tusinde studerende, der bliver mødt med budskabet:

»Det er aldrig for tidligt at begynde at planlægge karrieren.«

En slagkraftig fortælling

2000’ernes krav om at effektivisere de studerendes studier og overgangen til arbejdsmarkedet havde allerede fået solidt fodfæste med det såkaldte ’nye højres’ gennembrud i dansk uddannelsespolitik i 1980’erne.

Den ideologiske nyorientering var i udlandet repræsenteret ved den konservative regeringsleder Margaret Thatcher i Storbritannien og den republikanske præsident Ronald Reagan i USA.

Uddannelsesområdet blev en slags politikernes laboratorium for, hvordan man kunne effektivisere og styrke regeringsmagtens greb om den offentlige sektor med afsæt i en kombination af de konservatives tro på den stærke stat og liberalisternes tro på frie markedskræfter.

I Danmark havde efterkrigstidens demokratiske samarbejdsmodel hidtil skabt en uddannelsespolitik, hvor uddannelsesinstitutioner, organisationer, undervisere og studerende havde haft massiv indflydelse.

Den blev i 1980’erne overtaget af en stærk statsstyring af de unges studievalg på baggrund af planøkonomiske instrukser fra Finansministeriet, som ønskede at sætte en stopper for de sidste årtiers løbske offentlige udgifter.

Historiker og uddannelsessociolog Knud Holt Nielsen fra Aarhus Universitet betragter 1980’erne og 1990’erne som en overgangsfase, hvor konkurrencestatens logik fik overtaget, fordi den blev en slagkraftig fortælling med borgerne castet i rollen som ressourcer, der skulle mobiliseres, så de kunne bidrage til velfærdsstatens overlevelse.

»Hvor uddannelse i velfærdsstatens første årtier var præget af demokratisering, frigørelse og lighed som noget centralt, blev uddannelse i højere grad et spørgsmål om, hvordan man kunne indrette uddannelsessystemet med fokus på at skabe mest mulig vækst i samfundet,« siger Knud Holt Nielsen.

Bertel Haarder (V) har været undervisningsminister fra 1982 til 1993 og igen fra 2005 til 2010. I 1980’erne gav han grønt lys til at øge optaget på ingeniøruddannelserne, fordi antallet af nye kandidater ikke kunne følge med erhvervslivets efterspørgsel. I midten af 1990’erne lå dimittendledigheden blandt ingeniører på 30 procent.

Foto: Lars Skaaning/Polfoto

Bachelorer skulle i arbejde

1980’erne er også årtiet, hvor begrebet ’fjumreår’ rammer den danske offentlighed.

Særligt daværende undervisningsminister Bertel Haarder begynder at bruge ordet flittigt i medierne for at understøtte ministeriets og regeringens budskab: Det er spild af samfundsressourcer, når studerende ikke marcherer den snorlige vej gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

De næste årtier skal det lille ord vise sig at blive et særdeles virkningsfuldt værktøj. I 1989 var ordet så velkendt, at man kunne slå det op i Retskrivningsordbogen.

Knap ti år senere overtager Margrethe Vestager (R) posten som uddannelsesminister. Selv om Undervisningsministeriet således har skiftet farve politisk endnu engang, er Finansministeriets mål om at få de studerende igennem uddannelsesmøllen og ud på arbejdsmarkedet stadig gennemgående.

Da Margrethe Vestager i 1998 – to årtier efter Ritt Bjerregaard forsøgte at sende Jakob Lange ud for at skræmme de studerende væk fra humaniora – underskriver den såkaldte Bolognaerklæring, er det også for at målrette de studerendes vej til arbejdsmarkedet.

EU-reformen vedtaget i den italienske by Bologna medfører, at alle kandidatuddannelser nu skal bygge på en treårig bachelor, der skal kunne fungere som en uddannelse i sig selv.

»Man regnede med, at langt flere ville vælge at nøjes med en bachelorgrad og håbede vel også, at de studerende vil være mere markedsorienterede, når valget af specialisering på kandidatniveau skulle ske tættere på studiets afslutning. De studerende skulle sluses ud i erhvervslivet uden for meget spild af SU-kroner og tid i form af såkaldte fjumreår,« forklarer Henning Salling Olesen, professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning og tidligere prorektor på Roskilde Universitetscenter.

Bolognaerklæringen har været et af de mest markante politiske initiativer hen imod målet om at få de studerende til hurtigere at generere vækst, vurderer han.

Når OECD de følgende år offentliggjorde analyser af landenes såkaldte uddannelsesregnskab, var det en streg i regningen, at danske studerende generelt blev ved at have en høj gennemsnitsalder.

OECD-rapporterne er sammen med politiske kampagner om fjumreår og cafépenge med til at skabe en generel opfattelse af, at de danske studerende stadig ikke er hurtige nok til at skaffe penge i statskassen.

Fjumreår

Ordet blev optaget i Retskrivningsordbogen 1989 efter heftig debat om de unges studiemønstre.

Reelt er de unges fjumreår paradoksalt nok en konsekvens af politikernes stigende pres, vurderer Knud Illeris, professor i livslang læring på DPU Aarhus Universitet og æresprofessor ved Columbia University, New York.

»I takt med de stigende præstationskrav på uddannelserne har de unge kompenseret på forskellig vis. Dels med de såkaldte fjumreår og dels ved at forlænge deres uddannelse, så der var tid til at arbejde med identiteten undervejs,« siger han i artiklen »Er du omstillingsparat« i Asterisk, som udgives af DPU Aarhus Universitet.

Specialepisk ramte effektivt

Det får i 2005 Uddannelsesministeriet – der igen har Margrethe Vestager i spidsen – til at skære i optaget af studerende via kvote 2. Problemet er, lyder ræsonnementet, at de studerende bruger for lang tid på at samle point til at blive optaget på drømmestudiet via kvote 2, og at systemet dermed forlænger de studerendes vej til arbejdsmarkedet.

I 2006 indfører Undervisningsministeriet endnu en regel, som skal få de studerende til at rubbe neglene. Denne gang i specialeskrivningen. Mulighederne for at forlænge fristen for aflevering bliver strammet.

Studerende, som ikke afleverer til tiden, bruger et eksamensforsøg, og kun ved særlige forhold gives der dispensation til tre måneders forlængelse med en ny problemformulering.

På Aalborg Universitet vurderer professor ved Institut for Læring og Filosofi Palle Rasmussen, som forsker i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, at specialereglen er blandt de mest effektive regler, der har kendetegnet, hvad han kalder 2000’ernes ekstraordinært massive fokus på at gøre de unge i stand til at generere samfundsvækst så hurtigt som muligt.

»Specialereglen har haft betydelig indvirkning ved, at specialetiden er blevet markant kortere. Ved samtidig at stramme reglerne for, hvor længe man kunne strække SU’en, tvang man effektivt de studerende ud på arbejdsmarkedet,« siger han.

Jagten på det perfekte CV

Men der er stadig behov for at stramme op, mener ministeriet. Fra 2009 indfører man derfor en regel, der skal lokke studerende hurtigere i gang med studierne.

De, der senest to år efter færdiggørelse af deres adgangsgivende eksamen søger ind på en videregående uddannelse, kan nu gange deres karaktergennemsnit med 1,08. Mens de, som for anden gang vælger at afbryde en uddannelse for at skifte spor, ryger bagerst i køen.

»Vi fik at vide, at opgaven var at lave en regel, der ville få de studerende hurtigere i gang, og det var tydeligt, at det påvirkede de studerende, at vi, politikere og studievejledere, bad dem om at komme hurtigere igennem. Det var ikke unormalt at høre om studerende, hvor forældrene opfordrede til at tage ud og opleve verden, mens de unge insisterede på i stedet at læse videre med det samme,« husker Jakob Lange fra sin tid som leder af Den Koordinerede Tilmelding.

Også de økonomiske modeller, der producerer uddannelsesregnskab, indikerer, at de seneste årtiers tiltagende krav om at tænke strategisk, lægge karriereplaner og komme hurtigt i arbejde har påvirket de universitetsstuderende.

Analysenotatet Hvad er op og ned på det akademiske arbejdsmarked, som paraplyorganisationen Akademikerne offentliggjorde i april 2016, viser, at vejen fra universitetet til arbejdsmarkedet er blevet kortere.

Selv om der fra 1996 til 2015 er sket en fordobling i antallet af kandidater fra landets universiteter, kommer de mange akademikere hurtigere i arbejde.

Akademikerledighed er faldet fra 8,7 procent i januar 1996 til 4,2 procent i februar 2016. Og det er tydeligt, at de studerende har bevæget sig mod de studieretninger, der har fået et ry for fremtidig jobsikkerhed, og fravalgt de uddannelser, som notorisk fører til arbejdsløshed, vurderer Henning Salling Olesen.

»Denne tendens er ikke talmæssigt så omfattende. Men de studerende går i dag i langt højere grad op i at indrette deres studietilrettelæggelse og specialisering efter, hvad der giver jobmuligheder, og er vældigt opmærksomme på, at alle de ting, de kaster sig over, skal se godt ud på CV’et. Bevidstheden om at forbedre sin karriereprofil er blevet ekstremt høj i løbet af 2000’erne,« siger han.

På karrieremessen i DGI-byen virker den udlægning ikke helt skudt forbi. Ved en stand med overskriften CV-tjek kan de studerende få hjælp til at tjekke, om CV’et er optimalt disponeret, om de skiller sig tilstrækkeligt ud fra mængden, udstråler deres unikke talent.

I standen ved siden af skyder en travl fotograf portrætter af ivrigt poserende studerende, der ikke vil gå glip af muligheden for at få tilført CV’et et ansigt lagt i de helt rette professionelle folder.

Anne Anthon Andersen er journalist og ekstern lektor (RUC og CBS)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu