Læsetid: 8 min.

’Arbejderklassen tilgiver overklassen. Hver eneste dag tilgiver de’

Klassesamfundet er hele tiden til stede, når man laver film i England, fortæller Lone Scherfig, hvis fjerde engelske film, ’Their Finest’, i sidste uge havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto
Gemma Arterton spiller walisiske Catrin, der under Anden Verdenskrig forsøger sig som manuskriptforfatter i London i Lone Scherfigs ’Their Finest’.

Gemma Arterton spiller walisiske Catrin, der under Anden Verdenskrig forsøger sig som manuskriptforfatter i London i Lone Scherfigs ’Their Finest’.

TIFF

23. september 2016

»Man kan ikke lave film i England, uden at det bliver politisk.«

Lone Scherfig ser på mig og nikker for at sikre sig, at jeg har forstået hendes pointe.

»Både upstairs og downstairs i Downton Abbey (berømmet britisk tv-serie om adelig godsejerfamilie og deres tjenestefolk, red.), handler jo dybest set om, hvordan man kan sameksistere i et land med ekstreme klasseforskelle.«

Vi sidder på en støjfyldt café midt i Toronto et par dage efter verdenspremieren på Scherfigs nye film, Their Finest, der handler om propaganda, film og filmfolk i London under Anden Verdenskrig, har stjerner som Gemma Arterton, Sam Claflin og ikke mindst Bill Nighy på rollelisten.

Det er hendes fjerde film i træk, der både er produceret og foregår i England. Og klassesamfundet England er kilde til konstant forundring og inspiration for den danske instruktør.

»Der findes f.eks. de såkaldte blue collar-konservative. Arbejdere, der er konservative, selv om de ikke tilhører nogen magtelite. De tror oprigtigt på, at dem, som er veluddannede og rige, skal bestemme. Bill Nighy har fortalt mig, at den familie, han kommer fra, havde det sådan: ’Lad nu dem, som er vant til det, bestemme. De kan bedst beskytte os.’«

»Man ser det meget tydeligt under Anden Verdenskrig, at man har en overklasseelite, som sidder i ministerierne – blandt andet den rolle Richard E. Grant og Jeremy Irons spiller i Their Finest – og som vejleder hele befolkningen i, hvordan den skal klare The London Blitz.«

Intet i klemme

Det er ikke bevidst, at Lone Scherfig har lavet fire film, der alle skildrer England i tiden under og efter Anden Verdenskrig. Hun har ikke haft en masterplan, forklarer hun, men efter hun fik så stor succes med sin første engelske film, An Education (2009), er det bare blevet sådan.

»Jeg får tilbudt film, der i høj grad ligner noget, jeg har lavet. Og det prøver jeg at lade være med, men det må godt ligne det lidt,« siger hun med et smil.

»Hver gang jeg laver en film, skriver den engelske presse med stor anerkendelse, at netop fordi jeg er udenforstående, kan jeg se England på en anden måde, end de selv kan. Men måske skyldes det mest, at jeg kan tegne tingene lidt mere firkantet op. Fordi jeg ikke selv står og føler mig enten tilpas eller utilpas i en eller anden rolle i det der kastesystem, som man nærmest kan kalde det engelske klassesamfund.«

Scherfig har med andre ord ikke noget i klemme, og hun er heller ikke lige så autoritetstro, som englænderne er.

»Jeg er ikke så underdanig, og det er helt klart en fordel i det job, jeg har. Men samtidig kan jeg virkelig også skildre englænderne med kærlighed. Jeg behøver ikke at være beskeden på deres vegne, hvilket de ellers virkelig er.«

»De er de første til at modsige én, hvis man roser dem. Vores skuespillere, som er ret store stjerner, er så søde og venlige og imødekommende og gør alt, hvad der bliver sagt, og møder til tiden, og gør, hvad de kan for at svare på de spørgsmål, der bliver stillet.«

Den beskedenhed holder hun meget af.

»For så behøver jeg ikke have den på deres vegne. Jeg kan godt lave en full on-kærlighedserklæring til England, fordi det netop ikke er mig. Og der er også nogle klicheer, som jeg ikke ved er klicheer, fordi jeg ikke har været der før.«

Buttet usikkerhed

På samme måde er det heller ikke bevidst, at alle fire af Lone Scherfigs engelske film handler om unge kvinder, der forsøger at finde sig selv i et mandsdomineret samfund.

I Their Finest spiller Gemma Arterton således walisiske Catrin, der får chancen som manuskriptforfatter på en spillefilm, der skal styrke briternes kampmoral. Anden Verdenskrig var for englænderne en krig, som skulle vindes både ude og hjemme, og mange kvinder fik lov til at arbejde i ellers mandsdominerede fag, fordi mændene var i krig.

»Det var ikke sådan, at jeg satte mig ned for otte år siden og sagde, at ’nu vil jeg lave en stribe film, der portrætterer kvinder i efterkrigstidens England’,« siger instruktøren.

»Men alle de piger – Jenny i An Education, Lauren i The Riot Club, Emma i One Day og Catrin i Their Finest – udvikler sig fra at være usikre og søgende til at finde deres egne ben at stå på. Det har været den overordnede bue hver gang. Og så kan man sige, at filmene er mere eller mindre politiske og mere eller mindre dynamiske og mere eller mindre kommercielle. De fire film har også det tilfælles, at de – som alle mine film – tonalt ligger et sted mellem komedie og drama. Men det er ikke en eller anden bevidst programerklæring, jeg har haft.«

Scherfig tænker sig om et øjeblik.

»Jeg kan jo godt leve mig ind i dem, og jeg ligner dem. Tre af dem bliver jo enten forfattere eller journalister – og muligvis også Lauren fra The Riot Club. Hun læser jo engelsk. Jeg forstår godt den der lidt buttede usikkerhed, eller hvad man skal kalde den, og mangel på retning, som de alle sammen har.«

Men det er faktisk ikke de kvindelige hovedpersoner, der fascinerer Scherfig mest, når hun læser de manuskripter, hun bliver bedt om at instruere.

»Det er mændene og drengene og deres dynamik og anderledeshed, som jeg forelsker mig i,« siger hun.

»Måske er jeg så tæt på de kvinder, at jeg går ind i historien sammen med dem og med deres fascination af mændene. Det er med andre ord ikke kvindeportrætterne, der trækker. Det er i virkeligheden heller ikke det at se England udefra.«

Klassesamfund. igen ...

Og det bringer os tilbage til klassesamfundet, der hele tiden er til stede, når man laver film i England. Ikke mindst hos skuespillerne, hvor det kommer til udtryk i den dialekt, de skal tale med i deres roller.

»De spørger, hvordan deres personer taler, og det kan jeg ikke særlig godt svare på, men så må jeg øve mig hjemmefra og sige, at vedkommende kommer derfra og derfra,« siger Lone Scherfig.

»Og så falder tingene på plads for dem i forhold til, hvor i klassesamfundet deres figurer er placeret. Englænderne kan høre, hvorfra et menneske kommer rent socialt, når de hører dialekten. Det bliver nogle gange en voldsom kliché. Men man kan se det, når man prøvefilmer folk. Det er den måde, de går til rollerne på.«

»Siger man, at personen kommer fra en bestemt del af det østlige London, er det den sang, der bliver sunget. Det har selvfølgelig noget med geografi at gøre, men det handler primært om klasse. Folk er enormt klassebevidste, og på den måde at det en fordel af være klasseløs på den måde, man jo er i den rolle, jeg har.«

Ømhed fremfor vrede

Det er ikke vrede, der driver Lone Scherfig, når hun fortæller sine klasse- og kønsrollekritiske historier. Snarere en ømhed over for dem, der kæmper og ikke har, hvad overklassen har.

»Hos nogle politiske instruktører er det en reel, oprigtig harme over samfundets indretning. Som f.eks. Ken Loach, hvis far fik 50 pund, da han havde arbejdet 50 år i de engelske jernbaner. Ét pund pr. år. Den historie sidder i ham.«

Men det er jo ikke Scherfigs historie.

»Jeg vil gerne videregive den slags, hvis jeg kan gøre det på en måde, så det ikke bliver den grædende spanske dreng med en tåre ned ad kinden. Det skal være historier, jeg føler, at jeg kan fortælle. Som passer til, hvad jeg kan fortælle. Helst en lille smule for svært.«

Den næste film, hun vil lave, foregår meget mere på bunden af samfundet, afslører hun.

»I suppekøkkener, i terapigrupper på hospitaler. Den er også på engelsk og foregår i New York, men er produceret fra Danmark og kommer til at ligne Italiensk for begyndere. Jeg går mere hele vejen, end jeg nogensinde før har gjort. Jeg vil jo gerne blive bedre hver gang.«

Rige og fattige

I England vil de rige helst se film om de fattige, og de fattige vil helst se film om de rige. Den mekanisme er Lone Scherfig bevidst om, og hun forsøger at krydse over mellem de to klasser med sine film.

»Jeg ærgrer mig nogle gange over, at jeg i The Riot Club (der handlede om priviligerede, uansvarlige universitetsstuderende, red.) ikke lod de onde tabe og de gode vinde. Det ville være en stor fed løgn, hvis det var sådan, at den ekstremt arrogante, unge overklassemand, der begår den kæmpe kriminelle handling i filmen, ikke blev tilgivet og kunne rykke videre og nærmest stå bedre end før. Men omvendt ville det have gjort filmen mere kommerciel, så flere mennesker havde set den.«

»Det er en afvejning, og det er en helt kalkuleret afvejning, fordi vi stod under optagelserne og overvejede, om vi skulle gøre det og skyde en ny scene, hvor de gode vinder, og de onde taber, og arbejderklassen tilgiver overklassen. Hvad de gør gang på gang. Hver eneste dag tilgiver de. Man undrer sig over, at der ikke er en stærkere reaktion fra deres side.«

Hvide mexicanere

Til sidst kan jeg ikke lade være med at spørge, hvordan Lone Scherfig som filmskaber – og udlænding, der arbejder i England– har oplevet Brexit.

»Jeg ved fra The Riot Club, hvor sindssygt arrogant og uansvarlig den elite, der styrer England, er. Hvilket man jo også så efter Brexit. De vaskede alle sammen bare hænder og var ude af klappen. Som om det var en tenniskamp, de nu havde vundet. Det er virkelig skræmmende.«

Hun regner ikke selv med at få problemer, selv om det miljø, hun er en del af i England, filmmiljøet, selvfølgelig er bekymret.

»Der er ikke nogen ja-sigere blandt dem,« siger hun.

»Dem kender kender jeg slet ikke. Og filmmiljøet så det ikke komme. Inde midt i London og i filmbranchen kom det som en overraskelse, og folk har været virkelig kede af det og bekymrede.«

Andre ser direkte fordele. Hun fortæller om Pinewood Studierne, hvor hun udførte efterarbejde på Their Finest, der netop havde bygget fem nye scener, da Brexit ramte.

»Det er et kæmpe apparat, og de lever i høj grad af store, amerikanske film og James Bond og Star Wars. Der bliver også lavet en masse amerikansk tv i England. De kalder englændere white mexicans, fordi arbejdskraften er billig, og fagforeningerne ikke er nær så stærke. Det er meget billigere at producere i England, hvor man samtidig er fuldt på højde med amerikanerne rent teknisk.«

»Det, at pundet falder så meget, er en god nyhed for Pinewood, fordi det sikrer deres investering i de nye scener, og pludselig er der en mærkelig dobbeltsituation, hvor nogle dele af branchen er glade, og andre ikke er.«

Scherfig er dog ikke bekymret på egne vegne.

»Arthouse-filmene er godt nok i høj grad finansieret på tværs af grænserne i EU, så det kan godt blive et problem, men jeg er så etableret derovre, og jeg er helt overbevist om, at skulle jeg arbejde i England efter Brexit, så ville man også finde ud af det.«

’Their Finest’ er endnu ikke i dansk biografdistribution

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu