Læsetid: 2 min.

Arbejdspladsen: Agnete Braad

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord
Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord
Kultur
24. september 2016

Orange æske

Jeg har lige fået den af min redaktør. Jeg syntes, det var en meget raffineret gave. Før sommeren, da vi skulle lave omslag til min bog, sad vi sammen med en grafiker inde på min redaktørs kontor, og der havde hun denne her lille orange æske.

Vi sad og talte om farver, og lige pludselig faldt vi alle tre over den. Jeg har ikke skænket den en tanke siden, men da jeg udgav min bog i sidste uge, fik jeg den i gave. Den minder mig om den gode proces, vi har haft.

Skrivebord

Det er i virkeligheden ikke et skrivebord, men et gammelt sminkebord. Det var det første møbel, mine forældre købte, da de flyttede sammen som meget unge.

Jeg har næsten ikke arvet andet end det. Det er helt skrumlet, og det er også en forkert højde til at skrive, man sidder ikke spor godt ved det, men det har ligesom bare fulgt mig. Egentlig kan man sige, at det er helt latterligt, men jeg er rigtig glad for det – det har noget historie.

Lampe

Jeg elsker lyden af den lille kugle, der hænger på lampen. Man hiver i den lille snor, og så tænder den. Det er ligesom at være forelsket i lyden af en cykel, der tikker om sommeren på noget god asfalt. Den siger bare et lille klik, men det er et virkelig dejligt klik.

Jeg kan godt lide den lampe alene af den grund. Det med at tænde lampen symboliserer også, at der er ro i huset. Min datter ligger og sover inde ved siden af, og så tænder jeg lampen, og så er der voksentid.

Orden

Jeg har meget brug for orden. Der må gerne være bunker, det generer mig ikke. Det er ikke rod for mig, for jeg ved præcis, hvordan tingene ligger.

Det er min egen orden, der må ikke være andre menneskers ting på bordet, det bryder jeg mig ikke om. Så kan jeg ikke slappe af. Der ligger nogle ganske bestemte ting, for eksempel en artikel af Suzanne Brøgger, der har inspireret mig til mit næste skriveprojekt. Det er min måde at arbejde på at være ekstremt struktureret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her