Læsetid: 4 min.

Atlantis-syndromet II

Jeg har den her fornemmelse af Atlantis som noget der er sunket, men som skal stige op igen. Et rige gået under på grund af grådighed som alle utopiers moder/fader

Line Høstrup/iBureauet

Kultur
3. september 2016

1. Hvad var det jeg ville med Atlantis, jeg ville noget, Atlantis var en ø, som tilfaldt Poseidon, da guderne delte verden imellem sig.

Han mødte en kvinde på den ø, hun hed Kleito, de fik fem par tvillingesønner, der som konger delte øriget imellem sig. Den ældste hed Atlas. Atlanterhavet er opkaldt efter ham. Atlantis er opkaldt efter Atlanterhavet, sådan har jeg forstået det.

De blev mere og mere grådige og mere og mere, skal vi sige, udenrigspolitisk aktivistiske. Så blev guderne vrede.

Atlantis der havde erobret hele Europa, blev besejret af det gamle Athen. Det jeg ikke forstår, det dragende ved Atlantis, Atlantis er så dragende, samtidig med at denne østat spiller rollen som dårligt eksempel over for Platons ideal- stat, det gamle Athen, det virker forkert.

Det andet, der er en anden ting, jeg ikke forstår, jeg har den her fornemmelse af Atlantis som noget der er sunket, men som skal stige op igen. Et rige gået under på grund af grådighed som alle utopiers moder/fader. Francis Bacons Nova Atlantis, hvorfor opkalde en videnskabelig idealstat efter et aggressivt, skurkagtigt ørige?

2. Thomas Mores Utopia, et ørige på grænsen af det kendte, på grænsen af det mulige, på grænsen af forstanden. I Utopia har de slaver til at slagte de dyr, der skal spises af de egentlige indbyggere, utopierne. Utopierne kan ikke selv slagte deres dyr, det vil slå skår i deres humanitet, men kødet skal de have alligevel.

3. Renæssancen, begyndelsen på den utopiske tænkning som en holden alle ideer desangående for nar? Hvad er det, der bliver genfødt, en genfødsel af noget på forhånd håbløst, noget man skulle have ladet blive dernede. Inde. Jeg ved det ikke.

4. Jeg har Debussys La cathédrale engloutie på repeat. Min første tanke var, at det drejede sig om Atlantis, men der er ingen katedraler i Atlantis, var ingen, hvad skulle de dér, 10.000 år f. Kr., allerede sidste sommer, jeg var i Normandiet, jeg googlede det ene og det andet, hvad som helst, det kunne jeg have gjort hvor som helst, jeg gjorde det i Normandiet, det gik op for mig, at den sunkne katedral hørte til byen Ys, som skulle have ligget ved den bretonske kyst, ikke i Normandiet.

Den by var ifølge en populær overlevering bygget af en konge ved navn Gradlon. Han byggede den på havbunden til sin datter Dahut, fordi hun elskede havet.

Kongen omgav byen med et dige, men prinsessen gav nøglen til diget til djævelen, der kom til hende forklædt som en rød ridder. Og så gik den under på én nat.

På stille dage kan man høre klokkerne fra byens sunkne katedral, de sunkne klokker fra den sunkne bys katedral. Ys var Europas mest strålende stad. Prinsesse Dahut levede et såkaldt depraveret liv.

5. Ys vil rejse sig af havet den dag Paris bliver oversvømmet.

6. At Ys vil rejse sig af havet, den dag Paris bliver oversvømmet, det er det mest åndssvage, det er den mest bizarre oplysning, hvad skal det gøre godt for, en særlig balance, en særlig formulering af den enes død er den anden brød.

Eller når et legeme nedsænkes i væske, fortrænger det en væskemængde svarende til legemets rumfang, og så vil den fortrængte væskemængde skylle ind over noget andet, nej, det går ikke op, det vil betyde, hvis Paris bliver nedsænket i vand, så vil den by fortrænge en mængde vand med samme rumfang, dvs. en mængde af vand som vil være tilstrækkelig til at dække endnu en by af samme størrelse som Paris. F.eks. Ys. Det går ikke op.

En anden tradition siger, at Ys vil stige op af havet, den dag en gudstjeneste bliver givet dernede. På havets bund.

7. Min søster fortæller mig, at Ys optræder i Antonia Byatts Besættelse. Hendes mand fortæller, at der optræder en by, som stiger frem af havet i Selma Lagerlöfs Nils Holgerssons forunderlige rejse, jeg går hjem og finder den, det sted i bogen, den hedder Vineta, den lå i Østersøen, ifølge visse teorier, på, ved Rügen.

Ligesom det kræver havblik og helt klart vejr at se den sunkne by ligge dernede på havets bund, på samme måde kræves der et roligt og stille sind for at kunne se erindringens billeder klart … det står der i en bog, jeg ved en fejl køber på Amazon.de.

8. Jeg googler Vineta, især billederne, jeg vil se billeder, den billedløse 1:1-verden, hvor ingen fordoblinger, ingen repræsentationer finder sted, jeg vil aldrig komme til at elske den verden.

Det kan være en del af pointen, det er ikke min opgave at elske verden, det er der ikke brug for, det er en egocentrisk forestilling, at jeg skal elske verden. En menneskelig forestilling.

9. Jeg googler Vineta, billederne viser fotos af forskellige brætspil, Vineta-brætspil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før, det er som at kunne stå med selve det sunkne i hænderne, det sunkne rige, det forjættede land, her er det, på et bræt, hvorfor skulle jeg have tænkt på det, jeg er ikke en brætspils-person, jeg mener, det vil sige, brættet gør mig ør, jeg er faktisk lykkelig, et landkort, brikkerne, Vinetas bydele, lykkelig, gudekort, vejrkort, tegn i sol og måne, alt det, lykkelig, men selve spillet er ikke noget for mig.

Også Vineta gik under på grund af indbyggernes skørlevned, som vakte gudernes vrede. Også Vineta var Europas mest prægtige by. Der var ingen storbyer i Nordeuropa på det tidspunkt.

10. Jeg øver mig i at få tingene tættere på ved at lade øjnene trække i dem. Jeg er ikke færdig med himlen, slet ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Så er der jo også 'Den lille Havfrue', og massevis af danske folkeviser fra middelalderen, der kredser om emnet.
Paris bliver næppe oversvømmet, nu da Xi og Obama har erklæret, at de vil underskrive Paris-aftalen. Så Y kan blive dernede.
Her er er eventyrlig musik til myten:
https://www.youtube.com/watch?v=QcUlQAfJuXE

Utopia er godt at vide findes. Det litterære franske nobelprisvinder Jean-Marie Gustave Le Clézio kredser i sit forfatterskab flere steder om den paradisiske urtilstand, som vi både kommer af, og kan finde tilbage til, hvis vi vil. .