Læsetid: 8 min.

Fra Auschwitz til Korskærparken

Hvad skal der til, for at man kan kalde noget vidnesbyrdlitteratur? Skal man have haft en hård opvækst i underklassen for at kunne skrive autentiske bøger om det, og hvad er det autentiske, når det gælder traumatiserende oplevelser eller en hård opvækst? Vi er gået historisk til værks og har også talt med en forsker om forholdet mellem den danske samtidslitteraturs underklasseskildringer og vidnesbyrdet
Kan man virkelig undskylde Karina Pedersens bog ved, som forlaget Gyldendal gør, at kalde bogen for 'vidnesbyrd'? 

Kan man virkelig undskylde Karina Pedersens bog ved, som forlaget Gyldendal gør, at kalde bogen for 'vidnesbyrd'? 

Niels Hougaard

17. september 2016

Umiddelbart er der langt fra Primo Levis beretning fra Auschwitz i Hvis dette er et menneske til Karina Pedersens omdiskuterede bog, Helt ude i hampen, om hendes opvækst i det sociale boligbyggeri Korskærparken ved Fredericia.

Hvad der imidlertid forener de to bøger, er betegnelsen ’vidnesbyrd’. Der står ikke vidnesbyrd på titelbladet af Karina Pedersens bog, men vi har både hendes redaktørs og Gyldendals litterære direktørs ord for, at der er tale om et vidnesbyrd.

Michael Jannerup har sagt, at forlaget »antog bogen ud fra, at det er et stærkt personligt vidnesbyrd«, og Gyldendals Johannes Riis skrev som forsvar for bogen, at »vi betragter bogen som et stærkt personligt vidnesbyrd«.

Grunden til at hæfte sig ved termen ’vidnesbyrd’ er, at det på mange måder blev af afgørende betydning for den efterfølgende diskussion af bogen.

Kan man virkelig sige, at Helt ude i hampen skriver sig ind i den litterære tradition for vidnesbyrd, eller er brugen af den term en fribillet til at skrive hvad som helst og undgå indsigelser og faktatjek? Ja, hvad ligger der overhovedet i det ord?

I første omgang kan vi måske blive lidt klogere af at konsultere litteraturhistorien for at finde svar på de spørgsmål, der melder sig.

Ny tids genre

Det var en anden kendt vidnesbyrdforfatter, Elie Wiesel, der i 1977 sagde, at »hvis grækerne opfandt tragedien, romerne epistlen og renæssancen sonetten, så har vores generation opfundet en ny litteratur, vidnesbyrdets«.

Med ’sin generation’ mener han de forfattere, der i årtierne efter Anden Verdenskrig fandt en måde, hvorpå de kunne fortælle om de vanvittige oplevelser med holocaust og overgreb på menneskets ellers ukrænkelige individualitet, de havde haft.

Der er ingen tvivl om, at vidnesbyrdet spiller en helt central rolle i den europæiske efterkrigslitteratur. Italienske Primo Levis Hvis dette er et menneske er måske det bedst kendte eksempel, men også polske Tadeusz Borowski og andre må nævnes.

Læs også: Vidnesbyrd

Men vidnesbyrdet er ikke bare centralt i den litteratur, der blev skabt i de første årtier efter 1945, det er det også i den, der først blev skrevet i 1980’erne, 90’erne og helt fremme i vores årtusinde.

De bedste eksempler er ungarske Imre Kertész, tysk-rumænske Herta Müller og tyske W.G. Sebald. Det er også vidnesbyrdlitteraturen, der i de seneste ti år har hentet flest nobelpriser.

Når vi taler om vidnesbyrdlitteratur, taler vi om en genre, der bevæger sig i det uklare krydsfelt mellem sandhed og fiktion. Den svenske litterat Horace Engdahl har peget på afgørende karakteristika i sit essay »Philomenas stemme« bragt i danske Kritik i 2005, hvori han taler om, at »vidnesbyrdet kræver et svar fra det menneskelige fællesskab for at fuldbyrdes«.

Der skal tales med en anden stemme, vidnesbyrdet handler ikke blot om at bevare fortiden som et autentisk minde for at kunne afslutte den, men i højere grad om det ekko, det sender ud i en eftertid.

Vores identitet skabes fortløbende på baggrund af vores erindringer, og her kan fortid og nutid ikke holdes klart adskilte.

Vidnesbyrd handler derfor mere om at holde det i live for andre, og netop derfor er der så stor opmærksomhed på, hvordan de fremstilles.

Det er det,  litterater kalder repræsentationen. Den kollektive historiefortælling kan genskabe en kronologi og årsagssammenhæng, men det er ofte først i vidnets litterære bearbejdning, at man virkelig forstår, hvad der er på spil.

For en forfatter som Imre Kertész var den litterære ambition og livsmålet eksempelvis ikke at levere en fuldstændig autentisk beretning om hans ophold i Auschwitz, men derimod at vise, at erfaringen af holocaust ikke kan isoleres som en unik erfaring, der ikke har noget med vores tid at gøre.

For den havde ifølge ham alt med vores tid at gøre – og hvis vi ikke indser, at holocaust ikke bare var et enestående ulykkestilfælde, men også en logisk følge af vores vestlige civilisation, så kommer vi på et tidspunkt til at gentage det.

I den forstand er vidnesbyrdet ikke bare et mausoleum, men en stemme, der taler til os alle med etisk vægt.

Velfærdsstatskritik

Mens vidnesbyrdlitteraturen kan henføres til en række europæiske forfattere, og sidste år med Svetlana Aleksijevitj modtog endnu en nobelpris, så er fænomenet begyndt at få en ny udformning i den danske samtidslitteratur; især de værker, der kan siges at være del af det, vi her i avisen for et par år siden vovede at kalde den etiske vending eller den litteratur, der tager kritisk livtag med velfærdsstaten og beskriver systematiske svigt i dens kerneinstitutioner.

Termen bruges med andre ord i forbindelse med de såkaldt autentiske beretninger, mere eller mindre i selvbiografisk form, fra personer, der er vokset op i de sociale boligbyggerier, der sammen med det såkaldte Udkantsdanmark udgør de vigtigste scener for den litterære skildring af underklassen.

Tue Andersen Nexøs nye bog om de seneste 20 års danske litteratur har eksempelvis titlen Vidnesbyrd fra velfærdsstaten, men også litteraturforsker Nicklas Freisleben Lund har anvendt  begrebet i sin behandling af de danske underklasseskildringer, der leverer kritiske modbilleder til forestillingen om en velfungerende velfærdsstat.

Læs også: Velfærd på krykker

I artiklen »Vidnesbyrd hinsides velfærdsstaten« fra Jyllands-Posten den 29. juli i år kalder han Yahya Hassans debut fra 2013 for et frontalangreb på forestillingen om en velfungerende velfærdsstat.

Bogen fungerer for Freisleben Lund »som vidnesbyrd om eksistensen af en markant social ulighed og et samfund, hvis nederste del ikke kan nyde de materielle og immaterielle goder som velfærdsstaten ellers skulle garantere«.

Andre beskrivelser af dybe klasseskel, social eksklusion og lorteliv genfinder han i romaner som Jacob Skyggebjergs Vor tids helt, Kenneth Jensens Tragedie plus tid, Kim Basses Det halve menneske og især i Morten Papes Planen.

Men han finder den også i Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme om et liv, der ikke kan leve op til kravene i det såkaldte konkurrencesamfund, og han finder det i Aydin Soeis Forsoning og i Ahmad Mahmouds Sort land – fortællinger fra ghettoen.

Vidnesbyrd eller ej?

En lille mellemregning: Er det den særlige tvist i brugen af vidnesbyrd fra at gælde dybt traumatiserende kz-erfaringer til at gælde en ødelæggende opvækst i en dansk ghetto, der har fået Gyldendal til at sætte den etiket på Karina Pedersens Helt ude i hampen og således trække den over mod det litterære og immunisere den mod kritik og faktatjek?

Lad os tage forlaget på ordet og se, om der er litteraturhistorisk belæg for denne brug af vidnesbyrdbegrebet.

Da jeg ringer til Nicklas Freisleben Lund for at gå ham lidt på klingen, er han mere forsigtig end i sin artikel med at anvende termen ’vidnesbyrd’ på samtidslitteraturen.

»Jeg bruger helt klart termen i en blødere og bredere forstand, end Horace Engdahl gør. Jeg taler ikke om specifik genre, men bruger ordet ’vidnesbyrd’ til at indikere, at værkerne forsøger at give stemme og form til et særligt erfaringsrum,« siger han og tilføjer, at han måske lige så godt kunne have kaldt artiklen »Beskrivelser eller scener hinsides velfærdsstaten«.

Alligevel er han efter det første forbehold med på, at der er spor af vidnesbyrdtankegangen i den nye litteratur. Det handler for ham om at skelne. Dennis Gade Kofods seneste roman, Nancy, Helle Helles eller Ida Jessens romaner har alle givetvis, siger han, rødder  i forfatternes egne oplevelser af og erfaringer med underklassen, men deres bøger præsenterer sig som 100 procent fiktion og dermed ikke som  vidnesbyrdværker.

»Men Morten Papes Planen har helt klart en slags vidnesbyrdtilgang. Hos Pape har vi sammenfald mellem den, der skriver, og romanens jeg, og vi støder her på sammenblandingen af fakta og fiktion, hvor den personlige erindring fiktionaliseres og fremstilles med litteraturens greb. Det samme gør sig også gældende i Aydin Soeis Forsoning og Ahmad Mahmouds Sort land

– Hvad så med Yahya Hassan?

»Den er vanskeligere. Hassan skriver ud fra egen erindring,  men hans digte er karakteriseret ved en helt anderledes og bevidst performativ gestus end eksempelvis Papes bog. Men det, der peger i retning af vidnesbyrdet, er, at den verden, han fremskriver, i vidt omfang er blevet accepteret som valid, samtidig med at debutens gennemslagskraft netop skyldes, at den udfordrer vores umiddelbare opfattelse af de liv, der leves i ghettoen. Her nærmer man sig vidnesbyrdslitteraturens dobbelthed, i den forstand at digtenes beskrivelser på den ene side bliver anset for gyldige, men samtidig forstyrrer os, fordi de gør det, vi tror, vi kender, skandaløst og gådefuldt.«

Når man i den gamle vidnesbyrdlitteratur kunne tale om en etisk dimension, så kan man på tilsvarende vis i den nye danske litteratur tale om anfægtelser af velfærdstaten.

Læs også: Velfærdsstatens idé om social mobilitet er politisk naiv og eksistentielt ødelæggende

»Det interessante ved Yahya Hassan er, at den vrede, han skriver på, er altomfattende og i den forstand uden et ideologisk mål for øje. Man har netop forsøgt at spænde ham for en masse forskellige politiske vogne, men har aldrig kunnet fastholde ham noget sted. Det betyder ikke, at hans digte ikke er politiske eller kritiske. Men der er tale om litteratur, der sparker væk og undviger. Det er også den pointe, Horace Engdahl fremfører i sin definition af vidnesbyrdlitteratur: Vidnet udarbejder ingen teori, prædiker ingen doktrin og søger ikke at overbevise nogen om sit verdenssyn,« siger Nicklas Freisleben Lund.

Det er bl.a. på den baggrund, at han finder det problematisk at kalde Karina Pedersens bog for vidnesbyrdlitteratur:

»Den er i højere grad en debatbog, der har en tydelig dagsorden. Hvor Yahya Hassans skrift på samme tid er enormt partikulær og universel,  så skriver Karina Pedersen fra et klart defineret politisk ståsted, hvorfra hun positionerer sig mod en klart defineret del af samfundet. Derfor står Helt ude i hampen også tilbage som en ideologisk tekst, som en skrift mod underklassen. Bogens scener udgør aldrig mere end gentagelser af den samme pointe: Velfærdsstaten har spillet fallit og er blevet til en taberfabrik, og løsningen er en borgerlig eller liberal politik.«

Freisleben Lund anfægter også hele bogens fiktionspræmis, et argument, der er blevet massivt fremført i kølvandet på den første bølge af kritik:

»Det er åbenlyst et noget desperat redningsforsøg. Logikken er, at hvis bogen kan påkalde sig en karakter af personlig erindring eller vidnesbyrd, så underminerer eller ugyldiggør det kritikken af de faktuelle mangler. Det er åbenlyst og ret banalt, at der altid vil være uenighed om de detaljer og fortolkninger, der findes i en privat erindring. Men for at teksten skal fungere som vidnesbyrd, må man som læser stadig kunne stole på, at der findes en grundlæggende kongruens mellem den virkelige, delte verden  og den version, der skildres,« siger Freisleben Lund og uddyber:

»I forhold til Karina Pedersen er problemet altså ikke de private diskussioner om, hvorvidt hun havde en seng eller sov på sofapuder. Men når hun tegner et så misvisende og ideologisk farvet billede af sit barndomskvarter og hele det miljø, som hun tilsyneladende gør, så er det et kæmpe problem for Helt ude i hampen og dens troværdighed, uanset om vi definerer bogen som et faktuelt udsagn, en debatbog, en erindring eller et vidnesbyrd.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Vidnesbyrd' er meget interesant analyseret af Ruth Franklin ' A Thousand Darknesses: Lies and Truth in Holocaust Fiction af Ruth Franklin.(Nu så mange af den slags efterkrigsforfattere bliver nævnt.)
"What is the difference between writing a novel about the Holocaust and fabricating a memoir? Do narratives about the Holocaust have a special obligation to be 'truthful'--that is, faithful to the facts of history?
http://www.stiba-malang.com/uploadbank/pustaka/MKSASTRA/THOUSAND%20DARKN...