Sarah Cohr Lützen
For nogle år siden ryddede hun avisforsider, da hun nægtede at bade nøgen med Zentropas direktør. Siden har Sarah Cohr Lützen rejst verden rundt og gået på yoga- og kunstskole i Tibet og underviser i dag i yoga og serverer vegetarisk mad på en restaurant.
Nu udgiver hun så også noget så særligt som en samling yogadigte på det meget seriøse forlag Vandkunsten. Everybody Calm Down er digtsamlingens titel, og hun har selv lavet tegningerne til bogen, der ud fra påstanden om, at »orange er det nye sort«, er tilrettelagt i tidens farve, så alle digte i bogen står med orange skrift.
W.G. Sebald
Et sandt litterært mesterværk, et europæisk hovedværk, er W.G. Sebalds roman Austerlitz. Romanen kom på tysk i 2001, og den danske oversættelse ved Niels Brunse fulgte allerede i 2003. Siden har bogen været nærmest uopdrivelig på dansk, men omsider kommer romanen nu i en ny udgave som del af forlaget Tiderne Skifters Evergreens.
Jævnfør dagens artikel her i tillægget om vidnesbyrd er romanen ikke bare et af de bedste eksempler på vidnesbyrdlitteratur, den er også en ekstrem vellykket opdatering og fornyelse af genren i forhold til et traume, som forfatteren aldrig selv har været en del af, men her tager på sig kulturelt.
Asger Jorn
En kunstnerbog er ikke en bog om kunst, men slet og ret en bog som kunst. Kunstnerbogen er altså et værk i sig selv, og en lang række af disse udstilles nu i Den Sorte Diamant under overskriften OPSLAG NEDSLAG, der dermed for første gang viser et et dansk overblik over den voksende genre kunstnerbøger.
Her kan man eksempelvis se pionærværket Fin de Copenhague (Københavns endeligt), som Asger Jorn i 1957 lavede sammen med franskmanden Guy Debord. Udstillingen åbner den 30. september og har værker af Per Kirkeby, Sven Dalsgaard, Tal R, Amalie Smith m.fl.