Læsetid: 3 min.

Burkaburkaen

Hvem sidder der bag skærmen?
Hvem sidder der bag skærmen?

Nilas Røpke Driessen/iBureauet

Kultur
9. september 2016

I disse uger raser striden om muslimske kvinders klædedragter i både Frankrig og Tyskland.

Da nyheden om det forbud mod burkaen, som er ved at blive stykket sammen i Tyskland, ramte Danmark, var det under overskriften på f.eks. DR: »Tyskland gør klar til delvist burka-forbud

Forbuddet er altså ikke helt og totalt som i Frankrig, hvor selv våddragter nu forbydes i det offentlige rum, men ’delvist’ og lidt mere vagt (hvis man er i det fjollede humør, forestiller man sig, at man f.eks. kun må bære burka til navlen, eller kun på overkroppen osv.).

Tyskerne spiller på den ene side på de praktiske argumenter om, at det f.eks. kan være svært at se noget, når man kører bil iført burka. Det er denne praktiske tankegang, der har ført til det delvise forbud, som er berammet til de tilfælde, hvor ansigtet har en funktion i det offentlige rum.

På den anden side har indenrigsminister Thomas de Maizière dog ’indrømmet’, at det i bund og grund ikke handler så meget om praktik eller sikkerhed, men om at burkaen på et højere plan er uforenelig med de ’åbne samfund’.

Det er lidt, som om de konservative godt ved, at de her har fat i deres egen yndlingsaversion. Når de går så ’gelinde’ frem, er det i virkeligheden mere et spørgsmål om strategi. Burkaen irriterer dem grænseløst, helt ud i det patologiske. Hvad er der på spil?

Burkafantasier

Måske er der ganske enkelt noget ved burkaen, som provokerer til en form for tænkning. Burkaen er som en slags skærm. Et forhæng, vi kan forestille os alt muligt bag. I en tid, hvor mere og mere overvåges, fremvises og udstilles, er burkaen måske det, som mest tydeligt opretholder en skranke, hvor noget er skjult.

Burkaen gennemskærer på denne måde både det personlige og politiske rum. Den er en klædedragt, som bliver ved med at vække forundring i nærmiljøet, samtidig med at den rent politisk har en spøgelsesagtig dimension.

Det er Marx og Engels, der tydeligst har gjort brug af metaforen med et spøgelse i en politisk kontekst – »Et spøgelse går gennem Europa,« som det hedder i første linje af Det kommunistiske manifest.

Uden at sammenligne kommunismen og islamismen på noget dybere plan kan vi blot konstatere, at de vækker frygt på samme måde, og at spøgelset som grundfigur går igen. Marx’ spøgelser er i dag blevet til nogen, som helt konkret render rundt på vores gader og stræder og siger ’bøh’. De må væk, disse sortklædte gespenster, jages ud!

Burkaen iværksætter et ubehageligt fantasmatisk rum i europæisk politik. For hvem gemmer sig bag sløret?

Offentligt hedder det, at burkaen har en problematisk anonymitet over sig, men mellem linjerne skinner det igennem, at denne anonymitet måske netop er et problem, fordi den sætter voldsomme fantasier i bevægelse hos de angiveligt ’rationelle’ politikere og debattører. Bag burkaen kan der f.eks. gemme sig en aggressiv terrorist, som argumentet i Frankrig ofte lyder.

De mest interessante fantasier er dog nok de seksuelle, som mest effektivt demonstrerer, at det ikke kun handler om, at burkaen skal forbydes, fordi den er undertrykkende, men næsten omvendt, fordi den er for ophidsende.

Som Søren Espersen engang ikonisk sagde det i Deadline:

»Jeg vil have lov til at se de muslimske kvinders flotte bryster!«

Det er netop slet ikke tilfældet, at burkaen anonymiserer og afseksualiserer. Eller jo tilsyneladende. Men lige så effektfuldt, som den dækker til, skaber den fantasier og forestillinger.

Netop fordi den er så abstrakt og uhåndterlig, er den perfekt til at skabe alle mulige billeder af det, vi frygter (og tiltrækkes af). Her møder vi ikke bare en tilfældig fremmed, men selve den Anden, som huserer i vores ubevidste.

Burkaburka

Det tyske satiresite Der Postillon havde for nylig en ganske effektiv måde at demonstrere pointen på, da de beskrev en ’burkaburka’, som en designer fra Düsseldorf netop skulle have skabt.

Ifølge sitet er der tale om en burkalignende beklædningsgenstand, som man kan bruge til at tildække sin burka i situationer, hvor den måtte være ulovlig eller virke anstødelig.

Hele debatten om burkaen kan nu falde, hævdede sitet. Man kan nemlig overhovedet ikke se, om der under burkaburkaen skulle gemme sig den farlige burka.

Der skal ikke meget introspektion til at fastslå, at burkaburkaen ikke løser problemet. Satirens succes består da netop omvendt også i overhovedet at vise os problemet om de fantasier, som burkaen skaber.

Kunne man ikke forestille sig en frustreret tysk politiker bare hive burka efter burka af, mens frygten vokser i kroppen: Er der overhovedet nogen inderst inde?

Publiceret 27.08.2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her