Læsetid: 1 min.

California drying

Californien blev erklæret i undtagelsestilstand i januar 2014, og i byerne er der endnu skilte, som opfordrer til at spare på vandet på skoler og institutioner, og på restauranterne er der ofte rationering på vand

Tine Sletting

23. september 2016

Udtørrede brønde, utæmmelige skovbrande, braklagte marker og nøgne bjergtinder, der tidligere var indhyllet i sne. At besøge landskabet i den gyldne stat er som at træde ind i en hed feberdrøm.

Californien er store biler, strande, palmer, Hollywoodstjerner og uspoleret natur, men de seneste fem år er der sket en radikal forandring med dele af den gyldne stat.

Lige så snart man kommer ud af byerne, bliver man mødt af et hårdt og tørt landskab. Kun vinmarkerne og mandeltræerne ligger som spredte grønne pletter i det.

Californien blev erklæret i undtagelsestilstand i januar 2014, og i byerne er der endnu skilte, som opfordrer til at spare på vandet på skoler og institutioner, og på restauranterne er der ofte rationering på vand.

Ved Tulare County Brandstation i East Porterville står en vandtank. Den har stået der i over to år, men skulle have været fjernet efter seks måneder. Hver dag kommer her omkring 30 mennesker fra oplandet for at hente vand. Salvador Baca Vargas (venstre) og Ezekiel Ceballos kommer her hver anden dag for at få vand til at vaske gulv med, vande deres frugttræer, skylle ud i toilettet og bade i.

Tine Sletting

I Fresno har Josh Cox startet sit eget firma, Mirage Lawn Painting. Tørken har fjernet så godt som alt overfladevand, så der er ikke meget at vande græs med, og flere byer har indført regler for, hvor meget og hvornår man må vande. Josh Cox tager derfor ud og maler folks græsplæner grønne med organisk maling. Det tjener han mere på end sit tidligere job som farmaceut.

Tine Sletting

I udkanten af Porterville ligger områdets eneste offentlige pool. Her kommer folk fra de omkringliggende byer for at køle sig af i vandet. En flok unge drenge holder udspringskonkurrence, mens en flok mødre gør klar til at spise frokost på det kunstige græs ved siden af poolen. Xavier krøller sig sammen i vandrutsjebanen og tager turen ned ad den igen og igen.

Tine Sletting

Bare få timer fra storbyen Los Angeles ligger East Porterville; en af de byer i Californien, der er hårdest ramt af tørken. Her er græsset i haverne for længst svedet af, og indbyggerne, hovedsageligt mexicanske indvandrere, fattige og folk fra arbejderklassen, lever i skyer af støv lige op og ned ad Porterville, hvor der endnu er råd til at holde liv i forhaverne.

Tine Sletting

Californisk tørke

Californien er officielt inde i sit femte år med tørke. Man håbede, at vejrfænomenet El Niño i efteråret 2015 ville afhjælpe situationen, men effekten var begrænset, og 2015 blev det hidtil varmeste år i Californiens historie.

Tørken har med ringere vandkvalitet, udtørrede brønde, skovbrande og jordsammenskridninger både økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser for private såvel som for virksomheder og naturområder.

I maj 2016 proklamerede statens guvernør, Jerry Brown, at man ville fortsætte arbejdet med at spare på vandet ved hjælp af ny lovgivning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu