Læsetid: 7 min.

’Vi drømte ikke om noget’

Få unge fra 1980’ernes Generation No Future lagde store karriereplaner. Forfatteren Gordon Inc. fravalgte helt en uddannelse, mens kommunikatøren Nanna Kalinka Bjerke endte med at droppe ud af sin. De opførte sig diametralt modsat af nutidens unge, som forsøger at uddanne sig væk fra en usikker fremtid
Nanna Kalinka Bjerke i 1980’erne. Foto af foto: Sara Galbiati 
 (Original portræt

Kurt Fulton

9. september 2016

Har du ikke en karriereplan, når du starter på universitetet i dag, vil en venlig voksen sandsynligvis snart minde dig om, at din fremtid hænger i en meget tynd tråd.

At melde sig ind på en uddannelse, og se hvad der sker, virker nærmest uansvarligt i dag. Det var til gengæld ret normalt, da Nanna Kalinka Bjerke startede på Filmvidenskab i 1982.

Studiet var sammen med resten af de humanistiske fag i København placeret i en bunke grå betonblokke på Amager, som dengang var mere fælled og industri end havnebad og caféliv. Indenfor var gulvene belagt med nålefilt og gangene var lange, mørke og slidte.

Egentlig var det meningen, at bygningerne, som blev opført i 1972, skulle rives ned eller bygges om et par år efter opførslen, og derfor hvilede der en lidt opgivende stemning på stedet, da Nanna Kalinka Bjerke startede ti år senere.

De gode intentioner var ikke blevet til noget, og på den måde afspejlede universitetets indretning ret godt det øgenavn, som hendes generation fik tildelt – Generation No Future.

»Folk havde hovedpine på grund af de tunge døre, der smækkede hele tiden og gav genlyd over det hele. Og når man gik på toilettet, føltes det, som om man var med i en gyserfilm, fordi dørene lukkede af sig selv,« fortæller hun.

Tiden holdt dog ikke op med at gå, bare fordi det føltes sådan, når man opholdt sig i bygningerne. Og Generation No Future holdt ikke op med at eksistere, bare fordi de havde fået et stempel, som indikerede det.

Gordon Inc. droppede at tage en uddannelse i 1980erne; livet bød i forvejen på rigelige mængder rammer og bedømmelser. I ‘Dødsdromen’, 2001, skriver han: »Det var stort at spille i Allotria, mand! Jeg skulle synge tre numre først i sættet, bl.a. Guns of Brixton. Det var tidligt på aftenen, og der var ingen, der dansede, og folk sad bare på gulvet og stod og hang og kiggede vurderende på mig, og pludselig fik jeg det på præcis samme måde, som da jeg var oppe til den lille latinprøve i 9. klasse. Anarki? Min bare røv. Det her var en forpulet eksamen.«

Foto: Sara Galbiati (Privat portrætfoto: Gordon Inc.)

Hvide fliser og indkøbsvogn

I dag er Nanna Kalinka Bjerke partner i et kommunikationsfirma. Hun har i over 25 år deltaget i debatten om ligestilling, blandt andet med et program på Radio24syv og en bog, der udkom i 2002.

Det var samme år, som Beyonce udgav slut-shaming-sangen »Nasty girl« – halvandet årti før det igen var blevet moderne at være feminist.

I 1982 rendte Nanna Kalinka Bjerke imidlertid rundt i København uden mål og med. Hun kunne lide at gå i biografen, og hun kunne lide at lave små film og musik, men hvad det hele skulle ende med, brugte hun ikke meget energi på.

»Det lyder måske meget retro at sige, men vi drømte ikke om noget. Det var sådan en lidt destruktiv tid på mange måder. Alt, hvad der var trygt, var småborgerligt. Min drøm var nok at være alene, aldrig blive gift og så bo i et eller andet stort lokale, der engang havde været badeanstalt. Jo flere hvide fliser, jo koldere det kunne være, jo bedre. Og så skulle alt ens tøj ligge i en indkøbsvogn,« fortæller hun.

Filmvidenskab viste sig at være et frygteligt snobbet studie, og det passede ikke rigtig Nanna Kalinka Bjerke, selvom hun elskede at se film.

En dag tog hun sin mor med i biografen for at se Tid til kærtegn, der netop handler om forholdet mellem en mor og hendes datter. Selvom det var en Hollywoodfilm, gik den lige i hjertet.

Nanna Kalinka Bjerke græd og græd, da filmen var slut, og hun vidste, at det nok ikke var noget, hun skulle snakke for højt om på studiet.

Ekstremt elitært

No Future-generationen væltede sig i punkmusik og nedrivningsfantasier, men der herskede samtidig en masse regler for, hvad der var rigtigt og forkert.

Det oplevede forfatteren Gordon Inc. også. Han elskede den energi, som kom fra Sex Pistols, The Clash, Motorhead, Sort sol og Michael Strunge, men han var ikke begejstret for hierarkiet i det danske punkmiljø.

»Det var et meget restriktivt miljø og helt ekstremt elitært. Enten var man noget, eller også var man ikke noget. Du var typisk noget, hvis du var i et hot band, hvis du var digter eller gik på filmskolen, eller hvis du bare var hardcore.«

Gordon Inc. eller Claus Winther, som er hans borgerlige navn, blev færdig med gymnasiet i Hillerød i 1984. Derfra var der kun en vej, og det var ind til byen, men ikke for at studere. Det var han færdig med efter 13 år på skolebænken.

»Det sjove var, at alle gennemførte den samme vandring. De var vokset op i en mindre by eller en forstad til København eller til Aarhus, og så tog de vandringen ind til byen, punkmiljøet og musikken.«

Gordon Inc. blev på trods af sine forbehold en del af punkmiljøet. Og han snusede også til bz-tilværelsen i det besatte hus Allotria i Stengade på Nørrebro. Men som han har beskrevet i sin bog Dødsdromen, der blandt andet handler om hans ungdom i 1980’erne, så var der en underlig selvhøjtidelig stemning hos bz’erne.

Prisen for frihed

Det siger sig selv, at der ikke er meget frirum, når alle overvåger alle, og derfor frøs punken til sidst fast i en lidt forudsigelig skabelon. Det var derfor tiltrængt, da der kom ny energi ind i musikken fra hiphop og heavy metal i slutningen af firserne, fortæller Gordon Inc.

Han levede i mange år fra hånden til munden og havde ligesom Nanna Kalinka Bjerke meget svært ved at forestille sig alle mulige fremtidsscenarier for sit liv. Der var selvfølgelig steder, der skulle ses, og bøger, der skulle skrives, men han levede mest af alt sit liv uden faste drømme og forventninger om uddannelse og karriere.

I modsætning til sine jævnaldrende, der på et tidspunkt kapitulerede og købte villa i Hvidovre, fortsatte Gordon Inc. i store træk sin livsstil op gennem 1990’erne og 2000’erne.

Han freelancede for Information og Ekstra Bladet og har indtil videre skrevet tre bøger, men han tog aldrig nogen uddannelse og blev aldrig længe i det samme job.

»Jeg betaler nogle priser for de valg, jeg har taget. Jeg er 52 år, og jeg er på kontanthjælp. Jeg skal organisere hver måned for overhovedet at få mad og andre ting. Så jeg lever ikke noget borgerligt liv på nogen som helst måde. Det er måske også derfor, min datter har valgt en anden vej. Hun er netop blevet bachelor i Psykologi.«

Job i en bank

Til forskel fra Gordon Inc. er Nanna Kalinka Bjerke endt med et mere eller mindre borgerligt liv i dag. Hun skulle dog igennem en hel del omveje, inden hun kom så langt. Efter fire år på KUA valgte hun at droppe ud.

Selvom hun lærte en masse gode mennesker at kende på studiet, passede den akademiske stil hende ikke. I stedet startede hun sammen med nogle andre natklubben U-Matic, der lå i Vestergade i kælderen under 80’er-baren Krasnapolsky.

Mange år senere beskrev Mads Holger, hvordan han som 12-13-årig havde møvet sig ind på U-Matic kort inden den lukkede i 1991. Den var, huskede han, en af byens førende narkobuler samt rå, hård og generelt temmelig menneskefjendsk.

Nanna Kalinka Bjerke medgiver, at der var problemer med stoffer i klubben, men det var ikke med hendes gode vilje.

»Jeg fik så mange fjender, fordi jeg tog deres stoffer fra dem og smed dem i toilettet. Det var et stofsted, men vi gjorde jo alt for at bekæmpe det,« siger hun.

I 1986 forlod hun U-Matic og København til fordel for USA. I New York arbejdede hun som trainee i et humanitært og kulturelt marketingsbureau i nogle år, hvor hun lærte nogle helt andre ting om brugen af musik og kultur i kommunikation. Alt dette hjalp hende dog ikke, da hun vendte hjem til Danmark, som stadig sad fast i »fattigfirserne«.

»Dengang fik man at vide, at man skulle få sig et job i en bank. Folk var enormt bekymrede for fremtiden. Enten skulle man arbejde i en bank eller blive læge. Den stemning, man oplevede i 1970’erne, hvor der var en stemning af, at alle kunne gøre, hvad de ville, den var væk i 1980’erne. Folk var meget mere alvorlige. Vi var jo rædselsslagne for Thatcher og Reagan og atomkrig og ungdomsarbejdsløshed. Det så sort ud.«

Selvom mange reagerede ved at droppe ud af eller helt fravælge studierne, som Nanna Kalinka Bjerke og Gordon Inc., var der faktisk lidt flere end tidligere, der færdiggjorde en universitetsuddannelse: Mens blot 36,7 procent af de studerende på kandidatuddannelserne færdiggjorde deres uddannelse i 1978, var tallet i 1985 oppe på 41,9 procent.

Sammenlignet med i dag, er begge tal dog meget lave. I 2014 var andelen af kandidatstuderende, der gennemførte, oppe på næsten 85 procent.

Nå nå

No Future-generationen eller ’nå-generationen’, som den med foragt var blevet døbt af den foregående 68’er-generation, bestod af en gruppe mennesker, der tog sig god tid. Men det var måske ikke så mærkeligt, for det tager tid at finde ud af, hvor man skal hen, når alle de værdier og idealer, som hippierne havde prædiket, langsomt men sikkert faldt fra hinanden op gennem 1980’erne.

Nogle blev ansat i en bank og tog yuppie-kulturen og de kapitalistiske drømme med sig ind i 1990’erne, mens andre eksperimenterede med musik, politik eller stoffer for langsomt men sikkert at affeje alle de dogmer, der oprindeligt var identitetsmarkører, men endte med at føles som spændetrøjer.

På mange måder minder den trykkende stemning fra starten af 1980’erne om den stemning, som findes i samfundet i dag. Der er opbrud i tiden, og fløjene er efterhånden trukket godt op igen. Forskellen er blot, at de unge denne gang reagerer helt anderledes.

»De arbejder hårdt og samler forråd, mens vi andre spillede violin hele sommeren. Vi var interesserede i at købe en LP, når vi fik løn, fordi vi var ligeglade med alt det andet. Det var jo ikke, fordi vi var antimaterialister. Vi havde bare ikke det samme forbrugsbehov, for det fandtes ikke på samme måde. Vi havde behov for at gå i biffen hele tiden, høre musik og drikke sort guld,« siger Nanna Kalinka Bjerke.

Hun endte med at tage en master på Syddansk Universitet, 17 år efter hun forlod KUA.

Lise Møller Schilder er journalist og poptøs

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu