Læsetid: 8 min.

Erhvervslivets yndlings-marxistiske missionsskole

Det var en realisering af både studenteroprørets og velfærdsstatsøkonomernes fremtidsvisioner, da Roskilde Universitetscenter blev oprettet i 1972
»I begyndelsen af 70’erne kunne alt lade sig gøre, tingene skulle laves om, nu skulle det være. Der var overskud og kraft til forandringer, som der ikke havde været før 68. Og heller ikke siden. Kreativiteten fik fuld udfoldelse i forbindelse med RUC.« Børge Klemmensen, medlem af RUC’s første ledelse ’interrimstyret’ i et interview til universitetshistoriker Else Hansen i 1995.

Mik Eskestad

9. september 2016

Dengang Lena Lindenskov skulle starte på RUC’s første årgang af den naturvidenskabelige basisuddannelse i september 1972, havde hun taget bussen en time for tidligt fra Roskilde Station for at være sikker på at nå ud på Marbjerg Mark i tide.

Det fortalte hun to årtier senere til universitetshistorikeren Else Hansen, der har skrevet det største samlede værk om Roskilde Universitetscenters historie: En koral i tidens strøm. RUC 1972-1997.

Der lå kun tre færdige universitetsbygninger, da RUC åbnede for de første omkring 700 studerende.

På markerne øst for Roskilde havde der førhen ikke ligget andet end en lille bebyggelse kaldet Lidtgodthuse.

Først i 1988 oprettede DSB en station, der blev opkaldt efter en fjernere bebyggelse med det mere mundrette navn Trekroner, og ifølge vandrehistorierne havde DSB først givet efter, da studerende i protest var begyndt at trække i nødbremsen, når toget kørte forbi RUC.

I dag er det 44 år siden, Lena Lindenskov som en af de allerførste studerende trådte ind i det nye ’basishus’.

Hun husker stadig den septembermorgen og følelsen af – på dette ellers temmelig afsondrede sted – at skulle være med til noget, der havde mere direkte forbindelse til ’virkeligheden’ end de gamle universiteter lod til at have.

Hun kendte ikke andre, der skulle starte på RUC, men fulgtes med en medstuderende, der skulle starte på den humanistiske basisuddannelse, som hun havde lært at kende et par dage forinden – de var begge flyttet på klubværelse i den by, de havde hørt, snart ville vokse sammen med det nye universitetscenter.

Ideen om at starte på det nyåbnede og allerede kontroversielle RUC havde Lena Lindenskov fået fra sin gymnasielærer:

»Han stak en brochure i hånden på mig og sagde, at det måske var noget for mig. Jeg kan huske, at der stod noget om gruppearbejde og om at tænke fagene konkret ind i virkeligheden – det var en mere moderne måde at tænke uddannelse på. Og så stod der, at man ville få sit eget skrivebord. Det havde jeg aldrig før haft, faktisk havde jeg ikke engang haft mit eget værelse,« fortæller Lena Lindenskov, der siden blev gymnasielærer, har haft eget konsulentfirma, og efterfølgende blev ansat på Danmarks Lærerhøjskole, der blev til Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som i dag er en del af Aarhus Universitet.

Oprør og tidsånd

Skovbørnehaven blev RUC senere kaldt, fortæller fysiker Kristine Niss i jubilæumsbogen RUC i 40 år.

»Analogien til skovbørnehavnen var oplagt, fordi vi alle hver dag blev transporteret fra byen ud på landet,« skriver Niss, men det var også fordi »forskellen på RUC og de andre universiteter var jo, at på RUC fik man ikke verden serveret i gennemtænkte udskårne bidder. Her var ingen klatrestativer. Her klatrede man i træerne.«

Jeg startede selv på RUC tre årtier efter dets oprettelse og trækker stadig indimellem med en særlig følelse af længsel og afstand i en grånistret hættetrøje med parolen »RUC’er by choice«.

Meget af det, jeg elskede og elskede at hade ved Roskilde Universitetscenter i det første årti af dette årtusind, findes allerede ikke længere, eller ikke længere i samme form. F.eks. er ordet ’center’ forsvundet.

Det samme er lyden af sko og støvler, der svupper gennem mudderet på vej fra stationen ned ad den sti, der nu er asfalteret.

Lugter der stadig af billig beton og gamle madrasser i grupperummene? Hvad med husmøderne? Romrotterne? De endeløse, egalitære vejledningssessioner, hvor op til ni studerende ad gangen blev rettet af i opmuntrende og tillidsfuld ånd. Eller fik lov at sejle ud i studentikose intriger, mens hvidhårede mænd så ufravendt smilende til. Selv det sidste lærte man noget af. Hvis man ville.

I midten af 2000’erne begyndte de politiske angreb på det kollektive i den projektarbejdsform, der havde karakteriseret RUC fra første dag.

Institutter blev besat i protest, og der blev tilberedt chili sin carne på transportable kogeplader i forelæsningslokalerne efter tværfaglige universitetspolitiske diskussioner med deltagere som Henning Salling Olesen, der i sin tid som medlem af Danske Studerendes Fællesråd havde været med til at bane vejen for de nye universitetscentre.

I en Studenterrådet-udgivelse fra 1970 (citeret i Hansen) stillede Salling-Olesen det retoriske spørgsmål: »Ønsker man at uddanne konserverende, snævertsynede (i den bredeste mening) separatistiske funktionærer og ledere til brug i vores mishandlede samfund? Eller vil man hellere uddanne socialt bevidste, samarbejdsformående, engagerede mennesker til de samme formål?«

I 2000’erne forekom det, som om de to figurer smeltede sammen.

»Her skal man prøve at skabe noget af alt det, man har savnet på de gamle universiteter,« sagde fysikeren Bent Elbek, medlem af RUC’s ’interrimstyre’ i 1970-1973 ved RUC’s oprettelse i 1972. Det projekt havde alle – som i: alle – en aktie i, hvad RUC’s forskellige øgenavne gennem de første to årtier også antyder: marxistisk missionsskole, kapitalistisk avantgardeuniversitet, erhvervslivets yndling. Lena Lindenskov husker diskussioner om, hvordan den problem- (og løsnings)orienterede tilgang, som de første årgange af undervisere og studerende udviklede på RUC, kunne bygge bro mellem forskellige interesser: lige fra stat og »storkapital, som vi kaldte det dengang« til bevægelser for social retfærdighed. Projektarbejdsformen var desuden en øvelse i at asfaltere, mens man kørte.

»Nogle af de første store diskussioner gik på det helt grundlæggende spørgsmål om kriterier for kvalitet i projektarbejdet. Det skulle have samfundsrelevans, man skulle være bevidst om målgrupperne, det skulle være problemorienteret og tværfagligt,« husker hun. Det hele skulle gerne have direkte berøring med nogens hverdag.

»I de naturvidenskabelige basisgrupper det første år aftalte vi at arbejde med et fælles tema: Roskilde Fjord,« fortæller Lena Lindenskov. »Det skulle blive til en helhedsundersøgelse, og min gruppe arbejdede med spørgsmålet om, hvordan man kunne restaurere de forurenede områder.«

Investering i fremtiden

Havde det stået til Socialdemokraterne skulle RUC have ligget i Aalborg for at sikre mere geografisk lighed i adgangen til uddannelse. Men den borgerlige regering var mere optaget af at sikre aflastning af Københavns Universitet og insisterede derfor på Roskilde.

Daværende undervisningsminister Helge Larsen (RV) udpegede »som rent drilleri« den socialdemokratiske Erling Olsen til at stå i spidsen for det kommende universitet i Roskilde.

To år efter RUC’s åbning havde Aalborg også fået et universitetscenter, der ligeledes havde fokus på problemorientering og projektarbejdsformer.

De to nye universiteter indgik i en europæisk oprustning på uddannelsesfronten: Hele 250 nye universiteter skød op mellem 1960-1975, og i OECD diskuteredes »overgangen fra eliteuddannelse til masseuddannelse«. Else Hansen har i sit arbejde vist, hvordan uddannelse indtog en central rolle i 1960’ernes velfærdsstatslige økonomiske politik.

»Økonomisk vækst var velfærdsstatens drivkraft, som forudsatte en omlægning fra landbrug til byerhverv og et højere uddannelsesniveau i arbejdsstyrken. Uddannelse blev anset for at være en investering i fremtiden,« som Hansen skrev i Årbog for Uddannelseshistorie, 2015.

Det Eksterne Rektorat

Roskilde Universitetscenter blev i sit første årti formet af både socialdemokratiske visioner om uddannelse af nye kritiske medborgere og af strømninger til venstre for Socialdemokratiet, der forsøgte at vriste universitetet fri af velfærdsstatsadministratorernes greb.

Der var konstant skriverier i pressen og debatter i Folketinget om, hvorvidt RUC levede op til videnskabelige standarder eller var et politisk eksperiment, der var ude af kontrol.

Der var knapt gået et år fra RUC’s åbning til ’jordskredsvalget’ væltede det politiske landskab, og det nye universitetscenter var en oplagt torn i øjet på det fremstormende Fremskridtsparti, der kaldte RUC en »marxistisk-maoistisk indoktrineringsanstalt«.

Truslen om lukning hang længe over RUC, men ifølge Thomas Thurahs biografi om Anker Jørgensen (S) støttede den daværende statsminister RUC, hvor hans søn var startet i 1974.

Det var imidlertid undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S), der stod for den konkrete politik i forhold til det nye universitetscenter, og i 1975 nedsatte hun et arbejdsudvalg, der skulle reorganisere RUC’s basisuddannelser, der dårligt havde nået at køre de første årgange igennem.

Anledningen var en kritisk rapport fra vismand Bent Rold Andersen, hvor der bl.a. stod, at »de politiske eksperimenter er blevet kompromitteret af en politisk og videnskabsteoretisk dogmatisme, der i selve sit væsen er i modsætning til RUC’s oprindelige pædagogiske grundtanker. Den livlige og frugtbare videnskabelige debat kom aldrig op at stå. Den blev kvalt af en marxistisk meningsterror (...)«.

Undervisningsministeren indsatte Det Eksterne Rektorat (DER) for at få ryddet op, hvilket afstedkom store protester på RUC.

»Studenternes umiddelbare hovedfjende som form for statsmagtens organiserede undertrykkelse er Socialdemokratiets politisk indsatte teknokratur, DER,« skrev en gruppe studerende i 1977 (citeret i Hansen).

»DER har kun et formål på RUC: med teknokratisk/administrative midler at likvidere enhver form for politisk målrettet studiearbejde, der vel at mærke kan understøtte en antikapitalistisk eller socialistisk bevægelse i studentermassen og rokke ved reformismens legitimitet,« stod der videre i de studerendes protest.

DER blev nedlagt kort efter, da en såkaldt ’pakkeløsning’, som få elskede, men ingen heller hadede nok til at få den effektivt stoppet, formåede at bygge bro over nogle af de modstridende ideer om RUC’s faglige og administrative indretning.

Moderniseringen af universitetet

RUC trak i sin organisering af projektarbejdet på studenteroprørets parole »Forskning for folket – ikke for profitten«.

Universitetet skulle bruges som motor i arbejdet for demokratisering og social lighed. Det var ideer i tiden, som flere siden har peget på banede vej for den ‘nyttiggørelse’ af forskningen, der i 2000’erne blev indkapslet i den borgerlige »Fra forskning til faktura«-parole.

Else Hansen beskrev RUC’s paradoks i en kronik i Information 29. juni 1998: »Universitetscentret blev et led i moderniseringen af universitetstraditionen. Det gav ikke anledning til sprængning af traditionerne til fordel for noget helt nyt og anderledes. 70’ernes udvikling er på det punkt paradoksal. Netop engagementet for at nedbryde traditionerne blev den kraft, som sikrede traditionernes genoplivning.«

Bent Elbek, der var med til at udforme RUC’s motto, In tranquillo mors, in fluctu vita – I stilheden døden, i strømmen livet – beskrev meningen med dette i en kronik i Berlingske i foråret 1973:

»Som havets brænding nærer korallerne, skal tidens strømninger og oprør være det, hvorpå det ny universitet skal vokse sig smukt og stærkt.«

Det blev på mange måder profetisk for RUC’s tilværelse. At trække sin næring fra »tidens strømninger« var der nogen, der dengang tænkte som et radikalt kritisk potentiale. Men det kan lige så vel være det modsatte. Korallen som troløs slave af tidsånden.

Ikke desto mindre var det på en bølge af frigjort energi, at RUC blev realiseret i løbet af de første år, efter studenteroprøret havde ført til et opgør med det såkaldte professorvælde.

Når Lena Lindenskov skal beskrive, hvad man som RUC-studerende fik med sig som noget særligt, formulerer hun det således: »Vi lærte at engagere os og tage ansvar for andet end os selv. Vi lærte at søge indflydelse og påvirke. Først og fremmest tror jeg, at RUC lærte os lysten og evnen til både at klare sig i og at medvirke til forandringer.«

Kilder: Interview med Lena Lindenskov. Else Hansen: ‘En koral i tidens strøm. RUC 1972-1997’. Roskilde Universitetsforlag, 1997. Else Hansen: ‘Universiteter og idealer i velfærdsstaten’. Årbog for Uddannelseshistorie, 2015. Jubilæumsskrifterne ‘RUC i 25 år’, udgivet på Roskilde Universitetsforlag 1997 og ‘Derfor RUC. På tværs i 40 år’. Thomas Thurah: ‘Statsminister Anker Jørgensen’. People’s Press, 2011. Artikler fra Information og Berlingske Tidende.

Nina Trige Andersen er journalist og historiker, uddannet på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu