Læsetid: 10 min.

’Det er fedt, at man som 50-årig kan gå ind i en swingerklub, og så har man bare alle mændene i sin hule hånd’

Den nye danske film ’Swinger’ sætter fokus på swingerkulturen, men hvad driver dem, der deltager? Information har talt med en swinger om lyst, magt og nydelsen ved at lade en cirkel af 30 mænd overdynge ens krop med sæd
Pernille er lærer, i slutningen af fyrrene og bor i en mindre jysk by med sin mand, Kenneth

Pernille er lærer, i slutningen af fyrrene og bor i en mindre jysk by med sin mand, Kenneth

Sille Veilmark

30. september 2016

I sidste måned modtog jeg en e-mail fra en læser – det sker af og til, men den her var ret overraskende. Det drejede sig om en reportage, jeg skrev i sommer:

I tre dage boede jeg sammen med 40.000 nøgne feriegæster i verdens største nudistby, Cap d’Agde i Sydfrankrig – en blanding af hippie-naturister og swingere på sexferie. Jeg var blandt andet på stranden og skrev om oplevelsen i en artikel:

Efter fem minutter er der action. Ti meter fra mig begynder en mand at give en kvinde oralsex, og langsomt diffunderer en masse mænd derover. 10, 20, 30 mænd stiller sig i en cirkel omkring dem. Enkelte står roligt med hænderne på ryggen og nyder showet, lidt som om de er til reception, andre sætter sig på knæ ved siden af kvinden for at onanere ud over hende, og der opstår hurtigt en ’de stive pikkes køkultur’.

Jeg går derover. Kvinden er cirka 40 år og ligger på ryggen på et blåt tæppe midt i cirklen, hendes nøgne krop glinser af sæd. En ældre herre sidder på knæ ved siden af hende. Med to fingre tager hun fat om hans brystvorter og stønner højt, mens han kommer ud over hendes bryster.

»Cum queen,« siger hun og ser på sin mand, som ligger ved siden af hende.

»I think I’m done now.«

Flokken opløses med spredte klapsalver, hvilket næsten er det underligste af det hele, og da alle er væk, vader parret ud i Middelhavet, hvor manden vasker sæden af sin kone. Jeg lægger mig på mit håndklæde, og da parret kommer op fra vandet, kan jeg høre, at de taler dansk.

Og så kommer vi til e-mailen, som tikkede ind cirka en måned efter, at artiklen var udkommet:

Hej Christian.

Vi er et par, der har læst din artikel om Cap d'Agde – og vi er bare lidt nysgerrige – hvornår var du dernede? Beskrivelsen af det danske par på det blå tæppe passer bare heeeeeelt vildt meget på os.

(Du skal jo kun svare, hvis du har tid og lyst).

Hav en dejlig dag

Mange hilsner

Pernille

Jeg læste beskeden to gange og svarede med det samme. Det var dem, viste det sig efter et par mails frem og tilbage – datoerne passede, og de kunne huske det hele. Og nu var jeg for alvor blevet interesseret.

I en tid, hvor debatten om sex og nøgenhed ofte handler om alt det farlige – hævnporno, voldtægt, chikane, overgreb – ville det være forfriskende at høre en (kvinde)stemme fortælle om seksuallivets lyse sider. Om hengivelse og nydelse.

»Hvis du har lyst, vil jeg gerne tale med dig om, hvad du godt kan lide ved at swinge,« skrev jeg.

»Det er, som om mange mennesker ikke helt forstår det.«

Sille Veilmark

En lille by kan ikke kapere det

Vi ringedes ved en onsdag aften.

– Da jeg skrev artiklen, var der flere, som kommenterede passagen, hvor du er midtpunkt for alle mændene på stranden. Det virker, som om mange ikke forstår, at man kan tænde på, at 30 mænd kommer ud over én. Hvorfor kan du godt lide det?

»Magt,« svarer Pernille hurtigt, og ordet hænger i luften et sekund.

»Når jeg ligger på knæ nede i Frankrig og bare spiller den af på dem, kan jeg se i deres øjne, at jeg har dem i min hule hånd. Det tænder mig fuldstændig. Det er mig, der bestemmer, hvem der får lov til at komme med mig, og hvem der får adgang til min krop. Det er fedt at blive tilbedt. At mærke en mands liderlighed efter dig,« siger hun

»Jeg kan godt lide sex. At give mig hen. At vise, at jeg synes, de mænd, jeg er sammen med, er lækre. Mange kvinder har måske en blokering: den pæne pige. Jeg tænder helt vildt på at se og høre en mand komme. Jeg er meget mere til at have 20 mænd, som bare kommer og tager mig – dut, dut, dut, dut – end til at og rode rundt med én mand i tre timer. Men det er meget individuelt. Andre swingerpar har det anderledes.«

15 mænd den første gang

Pernille er lærer, i slutningen af fyrrene og bor i en mindre jysk by med sin mand, Kenneth. Hun er sådan én, man bliver i godt humør af at tale med. Hun smiler med stemmen. Hun griner meget.

Hun vil gerne fortælle om swingerlivet, men kun hvis hun og hendes mand kan være anonyme. Det skal ikke rygtes, at der bor swingere på vejen. »Det kan sådan en lille by slet ikke kapere,« som hun siger.

Pernille kom sent i gang som swinger. I mere end 15 år var hun gift med »jordens kedeligste mand« – de havde kun sex med hinanden og kun meget lidt, men en dag fik hun nok.

Hun tog et fly til udlandet og brugte en halv uge på et hotelværelse med en anden mand. Så blev hun skilt og kort tid efter løb hun tilfældigt ind i sin gamle ungdomskæreste, Kenneth.

De fandt sammen igen. Kenneth var allerede swinger, og en måned senere stod Pernille for første gang i en swingerklub.

Hun var nervøs. Klokken var 10 om formiddagen en mandag i København, og hun var overbevist om, at der ikke ville komme swingere i klubben så tidligt på dagen – »godt det samme,« tænkte hun, for det hele var grænseoverskridende. Hun ville bare gerne have et glas rødvin til nerverne, men det nåede hun ikke.

»Vi gik bare ind, og så lagde jeg mig i en gynge og lukkede øjnene,« siger hun.

Kenneth stillede sig bag hende og nussede og kyssede hendes ansigt, mens mændene stillede sig op på række.

»Kenneth nussede mig og hviskede: ’Det var nummer 6. Det var nummer 7.’ Op til 15. Jeg tog 15 den allerførste gang! Det var en fornemmelse af, at det slet ikke var mig, som gjorde det, men det var det jo. Og jeg kunne enormt godt lide det,« siger Pernille.

På de otte år, der er gået siden debuten, har Pernille være sammen »cirka 1.200« mænd.

»Jeg indhenter noget,« som hun siger.

»Da jeg gik fra min eksmand, anede jeg ikke, hvad han var for én seksuelt; hvad der tændte ham. Da jeg møder Kenneth, begynder han straks at tale om en stor neger, som skulle komme og alt muligt. Vi plejer at sige, at Kenneth har pakket mig ud. Jeg har jo haft det i mig hele mit liv,« siger hun.

»Jeg får rigtig meget ud af det som kvinde. I mange år har jeg ikke følt mig attraktiv. Jeg får rigtig meget selvtillid og føler mig lækker, fræk og sexet. Det er fedt, at man som knap 50-årig kan gå ind i en swingerklub, og så har man bare alle mændene i sin hule hånd.«

En rekord

– Hvordan ser en standardaften i en swingerklub ud?

»Man kommer ind, får et håndklæde og tager måske et bad. Så klæder man sig i frækt tøj og sætter sig i baren. Vi vil ofte gå ind i et rum, hvor jeg simpelthen bare tager alle de fyre, der er i klubben. Eller også vil vi have lavet en aftale med et andet par – vi kender flere, som også godt kan lide at tage en del mænd – og så laver vi noget pigesex først for at lire mændene op. Og så ender man i én stor klump til sidst,« siger hun.

»Bagefter drikker man et glas hvidvin og hyggesnakker, og så tager man en runde mere. Og så slutter vi af med, at jeg ligger i en gynækologstol og lader alle fyrene komme ud over mig, inden vi tager hjem. Så har det været en god aften.«

– Hvor mange fyre har du så været sammen med?

»Jeg kan hurtigt have gang i 10-20 fyre på sådan en aften.«

– Bliver du ikke øm?

»Nej, det har jeg aldrig haft problemer med. Jeg har faktisk engang lavet en rekord i XXDark (swingerklub i København, red.), hvor jeg tog 80 på én eftermiddag. Og jeg kunne have taget flere. Men der var ikke flere.«

Hun griner igen – lidt genert, men også stolt.

»Vi er lidt ekstreme. Mange af vores swingervenner kunne aldrig drømme om at gøre det, jeg gør. De tager måske én eller bare hinanden. Der er ikke så mange, som gør det, jeg gør.«

Det er verden ikke klar til

Pernille og Kenneth har været i Cap d’Agde i Sydfrankrig nogle år i træk, og de er så forelskede i stedet, at deres campingvogn nu står permanent i byen. »Så vi altid lige kan smutte derned.«

Familie, kolleger og naboer ved ikke, hvad Pernille og Kenneth bruger så meget tid på. De fortæller folk, at de er nudister – ikke at de swinger – for så slipper de for at forklare og blive genstand for andres fordomme. Det største problem er hemmelighedskræmmeriet.

– Hvorfor siger I det ikke bare?

»Det er verden ikke klar til. Familien ville ikke kunne forstå det, og en del venner vil heller ikke. Vi har prøvet, at en gruppe venner i den by, vi boede i tidligere, fandt ud af, at vi var swingere, og at jeg var sammen med mange mænd. Og de slog prompte hånden af os.«

– Holdt de op med at tale med jer?

»Ja.«

– Hvorfor tror du, det er så tabubelagt?

»Der er ikke noget frigjort i den gængse dansker år 2016. Vi er ikke længere i 60’erne og de topløse tider. Hvis man følger med i medier, har der været mange sager om folk, som har følt sig stødt af nøgenhed – og det, vi laver, er jo endnu værre.«

Når Pernille og Kenneth tager i swingerklub – og det gør de tit – forgår det i København, i Aarhus eller i en lille sexbiograf i Aalborg.

Men de bruger også scor.dk og swingeren.dk til at finde nye partnere og har både film og billeder liggende på de sociale sexmedier (jeg har selv været inde at kigge).

»Hvis vi tænker: ’Nu skal vi have en fyr på besøg i aften’, så går vi bare på chatten og spørger: 'Hvem kan komme til vores by i aften?’ Så laver vi en aftale. Vi har efterhånden et kæmpe, kæmpe netværk. Der er mænd, som kører fra Fyn for at være her oppe en halv time.«

Hun ler, så man næsten kan høre, at hun ryster på hovedet.

»Det er jo egentlig helt gak.«

– Har I haft dårlige oplevelser?

»Ikke rigtig. Vi har været meget heldige.«

Et issue

- Der er en del snak om alle de farlige sider ved sex: hævnporno, overgreb, chikane. Hvad tænker du om det?

»Jeg vil altid være bange for, at en eller anden idiot bruger vores billeder på en måde, så de kommer ud. Den frygt ligger der altid. Og så er jeg bange for sygdomme. Vi passer meget på og går til kontrol, og jeg har – 7-9-13 – ikke haft noget som helst i de otte år. Hvis du passer på dig selv, så overskygger de gode ting de risikable.«

Der er også en anden ting: Pernille kan ikke lide, at Kenneth er sammen med andre kvinder.

»Jeg har det issue, at jeg ikke kan magte at se Kenneth have sex med en anden kvinde. Han må gerne dyrke oralsex, men ikke knalde. Vi prøvede i starten, og det tog mig flere dage at komme mig over de oplevelser, vi havde haft sammen, og det er ikke det værd.«

– Hvorfor?

»Det ligger helt tilbage i min barndom, hvor jeg blev svigtet, og det sidder dybt i mig.«

– Fordi du føler, at han fjerner sig fra dig, når han er sammen med en anden?

»Ja. Når ens mand gør det for næsen af én ... nej, det fungerer ikke. Vi gør meget ’cuckold’: At jeg får en masse, og han ser på. Det tænder Kenneth på. Vi har også et kyskhedsbælte, hvor han er låst inde, og jeg har nøglen.«

– Så han kan ikke knalde andre ...?

»Nej, men han må alt mulig andet. Og jeg arbejder på det. Vi ved godt, hvad man skal lade være med. Vi er enige om, at hvis han skal sperme, så skal jeg være i nærheden. Han skal ikke gå ind i et andet rum.«

– Bliver han aldrig jaloux?

»Kenneth kan ikke blive jaloux. Det kan ikke lade sig gøre.«

Det ville være befriende

I dag kommer de fleste af Kenneth og Pernilles venner fra swingermiljøet. De tager på ferier sammen og mødes til frokoster, hvor de taler om børnene. Måske ender det med sex, måske ikke.

»Det er vores netværk. Andre går til fodbold eller dyrker roning. Vi er swingere. Man lærer hinanden godt at kende. Alle parader er ligesom nede, når man ligger på en madras.«

– Men det er vel også lidt anderledes end at gå til fodbold ...

»Man kan ikke dele det med nogen. Du kan ikke sidde i frokoststuen og sige: ’Vi havde simpelthen den fedeste tur i Joys i går (swingerklub i Aarhus, red.).’ Det er meget hemmeligt.«

– Gør det det mere spændende?

»Nej, det ville være befriende, hvis man bare kunne sige til folk: ’Vi er swingere.’ Det er belastende, at man ikke kan fortælle om alle de fede oplevelser, man har.«

Pernille og Kenneth er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med personernes identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Hans Aagaard
Kim Øverup og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

”Jeg har det issue, at jeg ikke kan magte at se Kenneth have sex med en anden kvinde. Han må gerne dyrke oralsex, men ikke knalde. Vi prøvede i starten, og det tog mig flere dage at komme mig over de oplevelser, vi havde haft sammen, og det er ikke det værd”, siger den glade Pernille, der altså godt selv vil lege med 30-40 mænd på èn gang, men ikke tåler synet af sin ven Kenneth putte sin hårde stive penis op i en anden kvinde for snotten af hende.

Goddaw, mand, økseskaft …

Jeg må gerne det hele, du må bare ikke, for jeg er blevet svigtet i min barndom. Du skal holde om mig. Du skal nusse om mig. Alt imens 30-40 mænd sprøjter ud over mig. Eller knalder mig for øjnene af dig. Du skal bare ikke gøre det samme med en kvinde. Ellers bliver jeg jaloux. Derfor giver jeg dig kyskhedsbælte på, når jeg selv boller løs, så du ikke samtidig får lyst til at bolle med kvinderne, og hvis du ikke kan affinde dig med dèt, ja, så elsker du mig ikke højt nok.

Undskyld, Kenneth, eller hvad dit rigtige navn end måtte være, men hvad med at du fremover agerer som en rigtig mand, en seksuel kontrolfreak, der èn gang for alle sætter din muntre sexgale kvinde til vægs med besked om, at når hun kan bolle med alle mulige liderlige fremmede mænd i en swingerklub for øjnene af dig, ja, så kan du selvfølgelig også bolle med alle mulige liderlige fremmede kvinder for øjnene af hende.

Prøv noget sjovt næste gang i swingerklubben, Kenneth.

Tag og riv hende i håret, råt, brutalt, primitivt. Men kærligt. Træk rundt med hende, bind hende op ad væggen, og giv så klar besked om, at hun bare skal holde sin kæft og se på, mens du napper den ene model efter den anden lige for snuden af hende. Lad hende stønne og skrige i vild protest, når hun ser dig ordne alle mulige andre kvinder lige foran hende, og hun vil èn gang for alle glemme alt om sin traumatiserede barndom.

Du skal først løsne Pernille fra rebene på væggen, når hun ti gange har råbt til dig, at hun er din ”slavetøs” for altid, der gør alt hvad du beder om i sengen, og jeg garanterer dig for, Kenneth, at du får den frækkeste kvinde i hele verden, som vil kravle for dine fødder i al evighed. For dybest set elsker alle rigtige feminine kvinder, at blive domineret seksuelt i soveværelset af en rigtig maskulin mand, også selv om hun som kvinde er stærk og selvstændig i hverdagen.

Kig bare på hunløven i Afrika.

Denne vidunderlige skabning til pattedyr i lighed med os mennesker, er på alle måder et af de stærkeste og mest selvstændige dyr på kloden, som døgnet rundt er parat til at slå alt og alle ihjel, der prøver at gøre hende og hendes unger ondt. Hun behøver kun hanløven til at befrugte sig, når hun er i brunst mellem to kuld. Hun behøver kun hanløven til at forsvare territoriet. Selv jagten på føde tager hun sig af, men når hun i brunst elsker med hanløven, underkaster hun sig for en stund fuldstændig hans maskulinitet og primitive sider.

Så, nej, Kenneth, hold op med bare at være en hyggelig privat butler for din veninde i swingerklubben, hvor hun skal have lov til at gøre det hele med andre mænd. Alt imens du må nøjes med ”brødkrummerne” gående ud på, at du gerne må sprøjte ud over andre kvinder, men ikke må trænge op i dem, fordi hun er blevet udsat for omsorgssvigt i sin barndom. Alverdens sexologer ryster helt sikkert på hovedet af din underdanighed over for Pernilles luner, så måske du skulle tale med nogle af dem for at få et par gode råd.

Ring til de to underskønne sexologer Joan Ørting og Sussi la Cour.

Touhami Bennour

Sex var for pernille som narko. eller retterer sagt narko. Hun ser intet heller ikke de 20 eller 80 Md, og når hun begynder at se,så vil de ligne hinanden, de er bare tal, 80= 1

Og hvis nogen var i tvivl om det var en god idé for Pernille og Karsten at være anonyme, så behøver man bare at læse kommentarerne.... Trist at sexualitet skal være strømlinet for at være ok.

Troels Rasmussen

Først og fremmest: Jeg sagde jo, at du/journalisten skulle have interviewet dem dernede, men det her er lige så godt. Som Anders Sørensen har skrevet tidligere: Hvad med Kenneth?

------

Att. Ole Brockdorff:

Jeg er i tvivl om, hvad der er ironisk og hvad der ikke er i dit indlæg. Ud fra den første del fristes jeg til at spørge, om der er mange kvinder, der har pisset på din sukkermad? Jeg læser artiklen som, at Kenneth godt kan lide, at hun bliver bollet af en masse mænd, og har det fint med det; og at Pernille har forsøgt at overkomme sine hæmninger, men har svært ved nogle ting. Det er da ikke til at have ondt i røven over.

------

Jeg synes,at det her er endnu et eksempel på, at det kan være sjovt at tænke "hvad hvis kønnene var omvendt fordelt?". Hvis det var en mand, som var gået fra sin kone, fordi hun var for kedelig i sengen, og som i fritiden 'tager' 20 kvinder i sexklubber. Jeg ser det som at det ville være ildeset, og at han ville være klam og/eller kynisk, mens det her ikke er ildeset (jeg ser heller ikke ilde på det). Jeg er ikke imod, at der forskelle mellem, hvordan man reagerer.

En vigtigere ting er: Hvis der er nogen (især af hunkøn), der synes, at det at det handler om en kvinde, gør at det er et mere utiltrækkende, skammeligt, beskidt eller usmageligt,end hvis det havde handlet om en mand, så må I gerne kommentere på min kommentar.

Jeg føler ofte, at samfundet hylder snarere end fordømmer det, hvis en kvinde er seksuel på f.eks. denne måde, men det er måske fordi jeg ikke selv fordømmer kvinden (kvinder er fremmede væsener over mig, som jeg godt gad men ikke har noget med at gøre), og fordi jeg ikke selv er kvinde.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den her beskrivelse. Fordi på en måde kan jeg godt forstå hende, når hun taler om magt over mændene. Set fra en anden vinkel mener jeg, at man kan anskue det på den her måde: Hun opfylder mændenes (en mands) hede drøm om en villig kvinde, der altid er villig og parat til sex med næsten hvem som helst. Og hvor er den seksuelle frigørelse i det?

For mig at se er det bare en anden form for undertrykkelse af den seksuelle lyst og ikke mindst den seksuelle intimitet, som vi åbenbart er blevet bange for her i 2016.....

Troels Rasmussen

Att. Karsten Aaen:

En mands hede drøm, at han kan være en ud af 15-80 mænd, som kommer til at få udløsning på hende?