Læsetid 11 min.

Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf

Når jeg tænker på Selma Lagerlöf, tænker jeg på hendes frihedskrav og frihedsarv, der løber som gyldne tråde gennem litteraturhistorien, skriver Sara Stridsberg i dette essay om den store svenske forfatterinde
’Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for friheden, for den store frihedsarv, der kommer med hende. Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for forsøgene på at forstå det hele menneske, for lektionerne i empati og for den store kamp for kvinders fremtid,’ skriver Sara Stridsberg.

’Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for friheden, for den store frihedsarv, der kommer med hende. Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for forsøgene på at forstå det hele menneske, for lektionerne i empati og for den store kamp for kvinders fremtid,’ skriver Sara Stridsberg.

Polfoto
10. september 2016
Delt 7 gange

Det sker undertiden, at jeg forundres over en bog kan være så stille. Som om den bare ligger der og venter på, at nogen skal samle den op og åbne den. Stum, uskyldig, ligesom død. Som om siderne virkelig skulle vise sig at være tomme, hvis man åbnede dem. Som om der ikke fandtes en fremmed, myldrende verden af råb og stemmer og sange at falde ned i, fortabe sig og lade sig besejre af.

Den uåbnede bog afslører intet. Den råber ikke højt, som den burde. Den skælver ikke som den gør på sin inderside. Den ligner mest af alt en lille kiste. Det er lidt som at se Selma Lagerlöf på en pengeseddel: indespærret som en anden konge eller et uddødt dyr bag en glasmontre i et museum for naturhistorie: fanget, tæmmet, uskadeliggjort, monumental.

Hvis man vil få øje på en forfatter, sætter man sig selv på en håbløs opgave. Sådan er det, uanset om man leder inden for eller uden for hendes værk, og selv når forfatteren endnu ikke er ophøjet til monument og dronning af den svenske litteratur.

Øvelsen kan minde om kunstens berømte Venus-effekt (Diego Velázquez' Venus i spejlet): Man står og ser på et maleri, der forestiller en kvinde, der kigger ind i et spejl. Man forestiller sig, antager eller ligefrem forudsætter, at det er sit eget ansigt, hun betragter.

Men så går det op for os, at det er os selv, hun ser på og hele tiden har set på. Et pludselig fremmed blik stirrer fra spejlet på os i en besynderlig form for baghold. Den fremmede synes at skue direkte ind i vores sjæl – og nu er vi ikke længere sikre på, hvem der betragter hvem.

Enhver roman afslører en hemmelighed for kun dernæst igen at udviske sporene fra samme hemmelighed. At lede efter disse hemmeligheder hinsides romanen svarer til at opføre sig som en hel lille Nils Holgersson, der løber bag om spejlet og forsøger at finde noget på dets bagside. Kun for at opdage, at her er der blot en mørk og stum oval.

Måske findes Selma Lagerlöfs sande billede i virkeligheden på den svenske tyvekroneseddels bagside:

En lille sorgløs dreng flyver uden antydning af svimmelhed hen over Sverigeskortet på en stor, hvid fugl. Med et evighedsperspektiv og et himmelstormerblik, som skuer direkte ind i fattiges og riges sjæle – og forsøger at beskrive mennesket uden samtidig at forstyrre det.

Frihedskrav og frihedsarv

Når jeg tænker på Selma Lagerlöf, tænker jeg på hendes frihedskrav og frihedsarv, der løber som gyldne tråde gennem litteraturhistorien fra hendes snoede Värmlandsverden og frem til vores egen dunkle skæbnetid.

Jeg tænker på det sug, der er i hendes romaner: en mørk og uimodståelig malstrøm, der trækker læseren længere og længere ind i et menneskes mysterium. Og jeg tænker på kampen for kvinders stemmeret – »den mægtigste revolution, der nogensinde har rystet verden«, som hun kaldte den.

Det er fantastisk i dag at tænke på, at Selma Lagerlöf skrev så mange af sine værker – ja, skrev langt de fleste af dem – i en tid, hvor hun ikke måtte stemme. Og at hun, denne verdensforfatter, som fik tildelt Nobelprisen i litteratur og blev valgt til det svenske Akademi, juridisk var at betragte som et mindreårigt barn.

Men måske giver netop denne position uden for samfundskontrakten – i hvert fald forstået som indre eksistentiel tilstand og særlig skrivemodus – også frihed til at skrive direkte ud fra stilheden, som en fremmed og dissident i kulturen:

Måske kan der netop ligge en frisættelse i at stå uden for alle aftaler og i at kunne bevæge sig frit hen over alle verdenskort for at opsøge de verdener, som endnu ikke findes.

Måske er det ved at følge floden op mod strømmen, op imod dens udspring i bjergene, i modsat retning af ​​tyngdekraften, at der bliver muligt at få fat på det, som ingen før har set.

Måske er det kun sådan, man kan trænge frem til Gösta Berlings eller Portugaliens riger. Og en lov er desuden ikke spor andet end et politisk instrument, et tilfældigt og lunefuldt viljesudtryk, uanset om den er en stemmeretslov eller en udlændingelov.

At skrive er som kaste sig imod spejlets ydre, kunne man hævde. Det er at lade sin krop splintres imod glasset og forsvinde ind i spejlets sølvoverflade uden at efterlade synlige skader. Jeg vil hævde, at dette er en frihed, der er ulig nogen anden frihed.

'Det er fantastisk i dag at tænke på, at Selma Lagerlöf skrev så mange af sine værker – ja, skrev langt de fleste af dem – i en tid, hvor hun ikke måtte stemme. Og at hun, denne verdensforfatter, som fik tildelt Nobelprisen i litteratur og blev valgt til det svenske Akademi, juridisk var at betragte som et mindreårigt barn,' skriver Sara Stridsberg.

Polfoto

Kærlighedens ultimative Antarktis

Kejserdømmet Portugalien ligger tæt på Jordens udkant, i kærlighedens ultimative Antarktis.

Få figurer i verdenslitteraturen sidder så godt fast i læserbevidstheden som den lille fredelige kejser, der kan se og høre ting, kloge mennesker aldrig vil kunne ane. Som har fået en særlig skærm af Gud til at sætte for sine øjne, så han ikke skal se det, han ikke tåler at se. Den, som har mødt denne grandiose undersåt, vil aldrig glemme ham igen.

Når jeg spadserer gennem Stockholms gader og ser indvandrere fra Østeuropa med deres udstrakte hænder og smil, findes han og hans datter dér i skyggerne. For hvilken historie kan man fortælle, når man kommer hjem fra en rejse som deres?

Da jeg skrev min seneste roman, Beckomberga, var han der også med sin lille kjole, sit scepter og de knækkede stjerner.

Han var der i min barndom, blandt de mennesker, der flakkede om i hospitalets korridorer og kaldte sig selv for majestæter og kongelige, som om de ikke var havnet på verdens bund, men drog frem gennem livet i store guldkareter. Han findes blandt alkoholikerne med deres tragiske arrogance.  

Ikke hvem som helst kan kalde sig selv for kejser. Det står der måske ikke noget om i loven, men sådan er det bare. Den fattige og den, som er ingen, må ikke klæde sig ud som en kongelig person, må ikke opvarte generaler, biskopper, guvernører, baroner og hoffrøkener på deres fødselsdage eller sætte sig, hvor han vil på kirkebænkene. Den slags behøver man ikke at fastslå i loven, da mennesker alligevel uden videre bøjer sig for denne orden.

Selv ikke dem, som har fået et mirakelbarn direkte fra Solen, næsten deres eget lille Jesusbarn og er hjemsøgt af en kærlighed, der er så stor, at den får Himlen til at styrte mod Jorden.

Modstand mod den fattigdom, der tilintetgør sjælen

At nægte at bøje sig for øvrigheden, for klassetilhørsforhold og for undermenneske-tankegangen er en synd, som i reglen diagnosticeres som sygdom, men diagnosen kunne lige så vel hedde modstand, oprør eller revolution.

Den falske kejser er en parodi på magten, et opgør med autoriteterne, et oprør imod de uretfærdige love og konventioner, en modstand mod den fattigdom, der tilintetgør sjælen.

At føre kejserlige skatte med sig og at flyve stolt som Ikaros over det samfund, som dybest set er uden ret og nåde – som intet andet er end et stort, tomt og frysende koldt svælg, mørkt og uhyggeligt at se ned i; en verden, hvor man helt er udleveret til dem, som ejer og jorden kapitalen – det er også en revolutionær handling.

Man kunne også med Julia Kristeva hævde, at sindssygen kan være frirum for antisociale, apolitiske, individuelle udtryk, og at »vanviddet opsuger selv de mest uhyrlige og monstrøse politiske begivenheder«: fattigdommen, atombomber, gaskamre.

Sygdommen kommer hos det enkelte menneske til udtryk som en privat dæmon. Den dukker op i vidtåbne og skrøbelige eksistenser som hos en far, der ikke kan læse sine egne breve uden at bede nogen, som står over ham, om hjælp; en far, som kun lige akkurat hæver sig over en status som fattiglem; en far, som, uanset hvad han gør, altid vil befinde sig nederst i systemet.

Den dunbløde psykose beskytter ikke kun ham selv, men hele verden imod at få øje på denne uretfærdighed. Sygdommen bliver det adækvate svar på en absurd situation, på samme måde som genialitet kan opstå gennem forsøget på at håndtere de vanskeligste omstændigheder.

Man kunne også tilføje, at en forudsætning for at kunne skrive er evnen til at høre stemmer, hvilket igen er en definition på psykose.

'Krigens vanvid spreder sig som en smitte'

Det er foråret 1914, og »krigens vanvid spreder sig som en smitte«, skriver Selma Lagerlöf. Hun er netop begyndt at skrive på denne Kong Lear-historie, som vil få titlen Kejseren af Portugalien, og hun er netop og meget mod sin vilje blevet valgt til det svenske Akademi.

Hun er bange for, at hun ikke vil være i stand til at skrive herefter, og alt, hvad hun ønsker, er at skrive noget, der virkelig betyder noget, før hun bliver opslugt af forfatterfejringer.

Hun skriver til Sophie Elkan:

»Det er som en slags pensionering. Fra nu af duer jeg ikke længere til noget. Det er så besynderligt, at dette skal overgå mig netop nu, hvor jeg føler mig ung igen og arbejder, som jeg ikke har gjort i mange år. Jeg ønsker ikke at holde op med at skrive. Men i mine ører lyder fars ord: 'Når nogen er så høflige osv.'«

Den enes frihed er den andens ensomhed

Mens jeg skrev på Beckomberga, spekulerede jeg ofte på, hvordan en far og en datter kunne passes ind i en enkel historie.

Nu tænker jeg, at det måske ikke er muligt. At den enes frihed er den andens ensomhed, at en af dem må bøje sig, sådan som Klara Fina Gull Borg til sidst underkaster sig sin far, som sidder i dødens mørke land på bunden af søen med kejserskattene og venter på, at hun skal komme til ham.

For man kunne også tænke på Jan i Skrolycka som en far, der vægrer sig ved at skulle give slip på sit barn; som med sin fornuft og sit liv som pant nægter at sætte hende fri; som vil gøre hvad som helst for ikke at erkende, at en datter altid vil vokse fra sine forældre, gå sine egne vegne og give sig hen til seksualiteten og kærligheden – og til den skæbne, som venter en fattig pige på dette tidspunkt.

At 'komme i ulykkelige omstændigheder' eller at 'være en hore' betød i 1860’erne ikke nødvendigvis, at man havde solgt sin krop til fremmede – det var nok at være en ensom ugift mor.

Der optræder i denne roman et billede Klara Fina Gull Borg, hvor hun har gået alene i skoven over for Sortesøen, hvor skovbrandene har raset hele sommeren.

Faderen kommer tilfældigt til at se hende, mens hun står med udslagne arme. Det er, som om hun rækker sig ud efter den omgivende verden, i udlængsel, i en higen væk derfra. Det er i dette øjeblik, at Jan i Skrolycka får skærmen fra Gud sat for sine øjne. Klara Finas frihed er hans ensomhed, en af ​​dem må gå under.

»Hun kiggede ud på det land, der strakte sig mil efter mil (...) uden begrænsning og ende (...) Det var, som om hun ville tage det hele i sine arme, hele dette store, mægtige rige, som hun havde været udelukket fra helt frem til denne dag.«

For der findes vel næppe nogen, som orker at være nogen andens lys; som vil være selve solen, som en gammel solbleget brændevin.

Hvor får vi vores frihed fra?

Hvor får vi i grunden vores frihed fra? Når vi taler om Selma Lagerlöf og hendes oprindelse og oprindelseshistorier, er det næsten altid faderen, som toner frem som en sort flimrende dødssol foran alting.

Selma Lagerlöf selv skriver efter sin mors død:

»Og jeg forstår, at det hos mig, som gør, at jeg har fået så tilpas megen succes i min profession: den sunde fornuft, udholdenhed, flid – som jeg har fået fra min mor.«

Måske befinder det sig, som Selma Lagerlöf skriver, et sted mellem hendes fars forfald og hendes mors ordenssans.

En kvinde med sans for orden er også moderen i Skrolycka, Kattrina, som hele livet kommer til at forsørge denne mærkværdige, triste bagermand, og som til sidst kommer til at forlade ham for at følge Klara Fina, imod sine egne instinkter og sin overbevisning.

Hendes lavintensive kærlighed løber som et uanseligt, men vedvarende flethegn gennem Kejseren af Portugalien, hendes trofaste og tyste tilgivende holdning over for faderen undergraver en passion, den slags passion, som er dømt til før eller siden at miste kontakten med den elskede genstand.

Tak

Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for friheden, for den store frihedsarv, hun efterlod sig.

Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for forsøgene på at forstå det hele menneske, for lektionerne i empati og for den store kamp for kvinders fremtid.

Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for dårerne, for umådeligheden og umætteligheden, for de ensomme menneskeråb, som gjalder hen over det värmlandske evighedslandskab. Jeg vil gerne takke Selma Lagerlöf for kærligheden og dens forfald.

Kærligheden er den virkelige sindssyge. Det forvandler os til majestæter og tåber, kejsere og tiggere, en slags underdanige ligemænd i en ulige verden.

Tak til Selma Lagerlöf for hovmodighed og ild, for tappert at elske alt hinsides fornuften.

Tak for stædigheden, tålmodigheden, udholdenheden.

At læse Bibelen fra ende til anden kan måske ikke få en far, der er faldet, til at rejse sig igen, men undertiden får man dog noget at vide om verden og de mennesker, som bebor den, og disse menneskers længsel efter højere magter at bøje sig for.

Tak til Selma Lagerlöf for, at hun, længe før Sverige havde en flygtningepolitik, fik digteren Nelly Sachs og hendes skibbrudne digte ud af Nazityskland i en af ​​de sidste flyvemaskiner, som det lykkedes at forlade Berlin i foråret 1940:

For nogle år siden besøgte jeg Nelly Sachs’ lille eksillejlighed, der er nu rekonstrueret i sin helhed på Det Kongelige Bibliotek i Stockholm, 40 meter under jorden.

I reolen ved hendes seng står den tyske udgave af Gösta Berlings Saga – den, som engang inspirerede hende til at skrive breve til Selma Lagerlöf. Det var før Nelly Sachs skrev sine egne bøger, før krigen, før koncentrationslejrene.

Oven over Nelly Sachs lille seng i underverdenen svæver – så vidt jeg husker – en lille solbleget Nils Holgersson-dreng af træ, hængende i en tynd tråd.

Eftersom alle historier ender med døden, findes der ingen lykkelig slutning, men eftersom litteraturen eksisterer, og eftersom ordet ’kærlighed’ eksisterer, som Marguerite Duras skriver, og eftersom historierne og drømmene og utopierne og vrangforestillinger og evnen til at forestille sig det umulige eksisterer, så kan der også eksistere en hovmodig dreng, der flyver på en magisk fugl gennem underverdenen og ud af verdenshimlene, ligesom Nelly Sachs’ digte stadig bevæger sig rundt i hele verden som sår og gravskrifter, som vidner om det umenneskeligste ved mennesket, om fremmedhadets yderste meridian.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer