Læsetid: 7 min.

Godsejer med musik og havregryn

Den nye tids godsejer satser på kulturen. Vini og Rudolf Iuel på Lundsgaard Gods ved Kerteminde har ombygget avlsbygningerne til kulturrummet Anexet, hvor godsets første kammermusikfestival afholdes denne weekend
’Vi skal have ny kunst af høj kvalitet,’ siger godsejerfruen og jazzsangerinden Vini Iuel om ambitionerne for Anexet i de gamle avlsbygninger på Lundsgaard Gods ved Kerteminde. ’Men erhvervslivet må gerne komme – til endagsarrangementer,’ tilføjer godsejeren, den økologiske landmand Rudolf Iuel.

’Vi skal have ny kunst af høj kvalitet,’ siger godsejerfruen og jazzsangerinden Vini Iuel om ambitionerne for Anexet i de gamle avlsbygninger på Lundsgaard Gods ved Kerteminde. ’Men erhvervslivet må gerne komme – til endagsarrangementer,’ tilføjer godsejeren, den økologiske landmand Rudolf Iuel.

Sille Veilmark

7. september 2016

»Udsigten er lige god til begge sider,« siger godsejer Rudolf Iuel tilfreds fra terrassen på Lundsgaard Gods.

Til gårdspladssiden ligger Storebælt og blinker med udsigt skråt ind mod Kerteminde og over mod Hindsholm – og for enden af indkørslen blafrer et banner om den kommende kammermusikfestival. Til havesiden sprudler et springvand foran et pynterækværk, mens en havetraktor trimmer parken langt borte.

»Det tager ni timer at slå græsset,« konstaterer han og byder på kaffe i solen denne septemberdag.

»Det handler om kvalitet. Man bliver nødt til at sigte tilstrækkeligt højt,« forklarer Vini Iuel. Hun er lige kommet hjem til Fyn fra et besøg på en svensk herregård, hvor det er lykkedes at tiltrække 70.000 besøgende til en udstilling om elskerinder og feminisme. Sådan kunne hun godt forestille sig en fremtidig succes på Lundsgaard Gods.

»Vi har bygget om i fem år nu, og vi er næsten færdige. Vi måtte bo i det gamle køkken i halvandet år,« fortæller hun og peger rundt. »Vi bruger kun linolie, kalk og limfarve. Vi tømte Danmarks største linoliefabrik for linolie.«

Gods på fire ben

Nu er godset klar til at satse på kulturen.

»Vi åbnede Anexet for et år og tre måneder siden,« forklarer Vini Iuel.

»Anexet er på 4.000 m2, og halvdelen blev finansieret af Realdania,« indskyder Rudolf Iuel, inden han igen går væk for at tale i mobil.

Så fortæller Vini Iuel ellers om en af de seneste aktiviteter i Anexet, nemlig Art Week i august, hvor 36 kunstnere arbejdede og udstillede gennem en hel uge – og hvor Martin Bigum og Anders Lund Madsen holdt talks.

»Art Week sluttede med en auktion til fordel for Børnecancerfonden,« siger hun. Rudolf Iuel kommer tilbage og nikker.

– Kan I få godset til at løbe rundt selv, eller burde I også have afholdt en auktion til fordel for Lundsgaard?

»Det kunne vi godt have haft brug for,« griner Rudolf Iuel.

»Men Lundsgaard skulle helst stå på fire ben: marken, husudlejningen, skoven og Anexet. Skovdrift giver ingen penge, så vi skal gerne leve af det økologiske landbrug. Og Anexet.«

– Hvad skal der være i Anexet?

»Vi er mest optaget af samtidskunst,« siger Vini Iuel. »I Kerteminde har vi Johannes Larsen Museet, så det er ikke de gamle malerier, der skal være hos os. Vi skal have ny kunst af høj kvalitet. Men nu har vi ansat en koordinator, for vi kan ikke nå det hele selv.«

Ægteparret Vini og Rudolf Iuel bor på og driver Lundsgaard Gods på Fyn. Godset har været i familiens eje siden 1747, og Rudolf Iuel arvede det, da han var tre år.

Sille Veilmark

Fasanhalefjer

»Da Anders Lund Madsen var her, sagde han til mig: ’Vini, du er godsejerfrue og jazzsangerinde – hvorfor står du så også og laver lyd?’ Jeg er professionel jazzmusiker og komponist, men jeg har haft travlt med ombygningen de seneste fem år – men nu er jeg tilbage i musikken igen.«

– Hvordan fandt I på at få kammermusikfestivalen her til Lundsgaard Gods?

»Det var Birgit Tengberg fra Sensommerkoncerterne, der henvendte sig til os. Hun havde været herude at høre Odense Symfoniorkester spille, og det viste sig, at akustikken var rigtig fin.«

– Vil I gerne være lige som Hindsgavl Slot ved Middelfart?

»Nej, Hindsgavl er et slot, og de gør det mest i hotel og konferencer. Vi er et gods, og vi satser på kulturen,« forklarer Rudolf Iuel.

»Anexet er ikke til fester. Der bliver ikke bryllupper på Lundsgaard!« understreger han med fast stemme, men tilføjer: »Men erhvervslivet må gerne komme – til endagsarrangementer.«

Varme i gulvet

På Fyn ligger godserne tæt. Nord for Kerteminde på Hindsholm ligger det langt større Hverringe Gods, men hvor Lundsgaard satser på kunstnerne, har Hverringe valgt at bruge sine gamle avlsbygninger til et nyt Bevaringscentrum, hvor håndværkere og arkitekter kan lære at bevare gamle bygninger.

Og syd for Odense for eksempel ligger Bramstrup, hvis lade blandt andet bruges til events – og som senest har lagt rum til teaterkoncerten Carl. Men Lundsgaard Gods har fundet sin egen model.

– Er der et andet gods i Danmark, der gør det, som I gerne vil gøre her?

»Det ved jeg ikke. Måske Gram Slot, men det er meget større end os.«

»Rudolf arvede godset, da han var tre år gammel,« siger Vini Iuel. Hun har kendt ham, siden de gik i skole sammen. De har to børn, Felix og Thalia. Selv sikrede Vini Iuel sig, at arvefølgen ville gå til den førstefødte – uanset køn.

»Jeg har altid været feminist,« siger hun.

»Men så fik vi så en dreng,« lyder det med et grin.

»Felix har fået at vide, at han har retten og pligten. I virkeligheden kan han gøre, hvad han vil. Bare han ikke tager penge ud af gården,« siger Rudolf Iuel.

Økologiske havregryn

Vi forlader terrassen med godsets to hunde i hælene og går gennem det nyrestaurerede orangeri. Så kommer vi forbi et atelier for billedkunstnere – og et hus, som parret gerne vil kunne tilbyde som refugiebolig til kunstnere.

De store avlsbygninger fra 1880’erne er som et slags ’gods i godset’.

»Derinde ligger der glutenfri, økologiske havregryn,« siger Rudolf Iuel om en enorm bunke havregryn, der rager op bag en stalddør.

»Havregryn er altid glutenfri, men vi håndterer dem, så de ikke kommer i nærheden af gluten,« uddyber han.

I et hjørne ligger den nye Café Agnes H. Her står kokken og gør klar til aftenens fredagsfolkekøkken – og byder rundhåndet af sine småkager. Bagt på økologisk smør. Hvis publikum skal tilbringe to døgn på Lundsgaard, så skal der også være mad.

Hårdt og bæredygtigt

Endelig når vi ind i selve Anexet. Der er helt stille og meget højt til loftet. Stole står stillet op på rækker til koncerterne. Spærrene er imponerende tykke. Gavlen er smuk – med en portåbning af glas og en lille glasroset øverst i murværket.

»De havde ødelagt gavlen, dengang de byggede et siloanlæg ind gennem gavlen,« forklarer Rudolf Iuel. »Men da vi renoverede gavlen, fandt vi vinduesrosetten. Den var bare blevet lagt på en af loftsbjælkerne.«

Telefonen ringer igen. Efterklangen i rummet er lang. Godsejeren trasker op ad trapperne sammen med hundene. Så viser han rundt i den øverste del af Anexet, hvor der kan være malerier eller masterclasses for musikere. Gulvet er af bambus.

»Det skulle være bæredygtigt – og hårdt,« forklarer Vini Iuel.

Bag Anexet ligger endnu en staldbygning med renoveret loft, men her er gulvet stadig det rene jord.

»Det koster 450.000 kroner at lægge gulv her med varme og kitning,« fortæller Rudolf Iuel.

Omme bag scenen er der en trappe op til en kunstnersuite. »Jeg har turneret i 25 år, så jeg ved godt, hvor usle kunstnergarderoberne tit er,« forklarer Vini Iuel. Så åbner hun døren ind til to spejlpladser med et lækkert bad og et stort opholdsrum med åbent køkken. Nu mangler hun bare at finde et gulvtæppe.

Rudolf Iuel er færdig med endnu en telefonsamtale.

»Så er havregrynene solgt,« siger han glad.

»Til en god pris?« spørger hun.

»Ja,« siger han stolt.

»Kan vi lægge gulv for de penge?« spørger hun.

»Nej,« siger han overbærende.

Vred over brotolden

De vil gerne se Anexet fyldt med folk fra hele landet.

»Meget af Danmarks kultur er centreret i de fire store byer. Jeg vil gerne slå et slag for Vandkantsdanmark. Det er vigtigt at få højkvalitetsting herud,« siger Vini Iuel. »Den broafgift over Storebælt gør, at man ikke lige tager over en aften og går i teatret i København. Det er underligt at dele Danmark med en brotold. Det er 500 kroner hver gang,« siger hun.

Parret slentrer tilbage mod den hvidkalkede hovedbygning. Gravhunden er ved at forvilde sig ind på en mark.

– Hvad skulle staten gøre, for at det bliver lettere for jer at drive godset?

»Vi skal ikke have støtte fra staten. Men vi skal have bedre rammevilkår. Arveafgiften er stadig for høj, og jordskatterne er svære at betale,« lyder det med sikker godsejerstemme.

Vini Iuel giver ham ret. Jordskatterne er for høje.

»Når man har de her rammer til låns, får man lyst til at fylde dem ud,« siger hun. »Vi kan bare godt lide at dele.«

Et godt sted til klassisk musik

Kammermusikfestivalen på Lundsgaard Gods i Kerteminde, der finder sted i den kommende weekend, har baggrund i Sensommerkoncerterne på Johannes Larsen Museet. 

De har været arrangeret af musikkenderen og filminstruktøren Birgit Tengberg, der siden 1990 har inviteret danske og udenlandske solister til museet til endagskoncerter.

Den danske Trio con Brio har her været genganger, og det er nu Trio con Brio, der har overtaget den kunstneriske kuratering af kammermusikfestivalen.

Pianisten Jens Elvekjær fra Trio con Brio kan tydeligvis slet ikke vente:

»Lundsgaard Gods byder på enestående rammer,« siger han. »Stedet er meget inspirerende. Akustisk er materialerne fine til klassisk musik, fordi de er af træ, og der er god resonans i rummet. Og så kan alle musikerne bo på godset.«

– Lerchenborg Musikdage ved Kalundborg bød også på den slags musikfordybelse i klassisk musik og ny musik (i årene 1963-1994, red.). Skal kammermusikfestivalen på Lundsgaard Gods udvikle sig til en ny slags Lerchenborg?

»Jeg har ikke deltaget på Lerchenborg. Men Lundsgaard rummer mulighed for, at festivalen kan udvikle sig til en national festival – Kerteminde ligger også så fint midt i landet. Her er plads til op til 400 mennesker. Man kunne forestille sig, at festivalen kunne bede en komponist komponere et stykke direkte til stedet. Og man kunne måske tilbyde masterclasses. Der er i hvert fald rum nok til det.«

– Hvorfor har I givet festivalen temaet ’Vandring’?

»’Vandring’ er ment som festivalens drivende kraft. Temaet var egentlig Birgit Tengbergs idé. Men det har vist sig at være en stærk ledetråd i vores søgen efter musik. Vi præsenterer både musik, der er skrevet af komponister, der har været på flugt, og komponister, der er emigreret til USA – eller blot musik, der er skrevet som fantasirejser. Til vores natkoncert har vi musik, der er skrevet på ufrivillig vandring – af komponister, der har siddet i koncentrationslejre. Men det vigtigste er, at temaet har kunnet åbne for en ny sammenstilling af musikværker,« siger Jens Elvekjær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Vest-Hansen
Niels Vest-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu