Læsetid: 3 min.

Google-illusionen: Vi tror, vi er klogere, end vi er

Når vi bruger søgemaskiner som Google, kommer vi til at føle os klogere, end vi er, viser amerikanske eksperimenter. Og det kan være problematisk i visse situationer
Kultur
9. september 2016
Når vi bruger søgemaskiner som Google, kommer vi til at føle os klogere, end vi er, viser amerikanske eksperimenter. Og det kan være problematisk i visse situationer

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

Skriver du et telefonnummer i en notesbog, kan du glemme tallene. For skal du bruge nummeret igen, skal du blot huske, at du kan finde det i notesbogen. Men der er en stor forskel på at vide, hvor du kan finde viden, og så at have konkret viden lagret i din hukommelse.

Og når vi næsten konstant har internettet og søgemaskiner som Google ved hånden, bliver grænsen mellem den viden, vi selv har, og den viden, vi blot kan finde frem til, svær at finde. Det forklarer Matthew Fisher, der er ph.d.-studerende i psykologi på Yale University og forfatter til en forskningsartikel om emnet.

»Vi forveksler tilgængelig viden med vores egen viden. Når vi slår ting op på nettet, skabes en illusion om, at vi selv mestrer bestemt viden. Men sandheden er, at det, vi kan, er at finde den viden via eksempelvis Google,« siger han.

Google-selvtillid

Sammen med to kolleger har Matthew Fisher publiceret en artikel i tidsskriftet Journal of Experimental Psychology baseret på ni eksperimenter med over tusind personer, som netop viser, at vi ved at bruge onlinesøgninger blander ekstern, tilgængelig viden sammen med den viden, der er inde i vores egne hoveder – og ikke på internettet.

»Internettet er helt åbenlyst et værktøj, der giver os tusindvis af fordele. På mange måder har det revolutioneret vores liv. Men det, vi har fundet, er en utilsigtet og overset effekt af denne vores nye måde at lagre information på,« siger Matthew Fisher.

I et af de eksperimenter, Matthew Fisher og hans kolleger udførte, bad de to grupper personer om at svare på spørgsmål såsom, hvorfor der findes tidszoner, hvorfor vi har skudår, hvordan glas bliver produceret, og hvorfor der er jokere i et kortspil. En af grupperne fik lov til at bruge internettet til at søge efter en forklaring, mens en anden ikke måtte bruge eksterne kilder til at finde svarene.

Efterfølgende blev begge grupper bedt om at vurdere, hvor gode svar de kunne levere på nye spørgsmål, som ingen relation havde til de første spørgsmål. Og her viste det sig, at gruppen, der i første del af eksperimentet havde brugt internettet til at søge efter svar, også vurderede deres evne til at svare på de næste spørgsmål højere end gruppen uden adgang til at søge på internettet.

Er det et problem?

Men er der overhovedet nogen negative konsekvenser ved at overvurdere ens viden, når man alligevel kan søge efter den viden? »Måske ikke generelt set,« siger Matthew Fisher.

»Hvis jeg overvurderer min viden om hovedstæderne i de amerikanske stater, er det ikke et så stort problem, fordi der er relativt få øjeblikke i mit liv, hvor jeg ikke bare kan tage min smartphone op af lommen.«

Men de situationer findes, forklarer han. Og det er i de situationer, hvor man er nødt til at vide – og ikke kun vide, hvor man finder viden. F.eks. til jobsamtaler eller til eksaminer. Og måske ønsker vi f.eks. også at basere vores politiske overbevisning på et grundlag, som vi selv er i stand til at huske, udrede og forklare.

Selv om vi kan slå argumenter op for at minde os selv om baggrunden for vores politiske overbevisning, ønsker vi måske ikke, at det skal være sådan, og Matthew Fisher påpeger, at man sagtens kan forestille sig, at folk har gode grunde til at ville tage ejerskab over den viden, som danner baggrund for deres politiske observans.

Det kan også være svært at identificere de huller i ens viden, som man ønsker at udfylde, hvis man har svært ved at vurdere, hvor meget man ved.

Eller som Matthew Fisher og hans kolleger skriver i en anden artikel: »Internettet kan forårsage en systemisk fejl i vores evne til at vurdere, i hvilken grad vi er afhængige af outsourcet viden.«

Mobiler forstærker effekt

Det er endnu ikke muligt præcist at svare på, hvad der gør, at vi sammenblander vores egen viden med den viden, der er tilgængelig via internettet. Men Matthew Fisher har en fornemmelse af, hvad det er.

»Vi føler os mere vidende, når vi bruger et værktøj, der giver os adgang til så megen information,« siger han.

Den stigende brug af smartphones accelererer også processen.

»Med smartphones har vi alle sammen en utrolig mængde viden i lommen. Det kan ændre vores tilgang til, hvad vi har brug for at huske. Betydningen af at have detaljeret viden er mindre, og det kan generelt være en god strategi: Vi kan på den måde vide langt mere, når vi kun skal huske, hvordan vi finder viden, frem for personligt at være i besiddelse af den.«

Publiceret 06.11.2015

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her