Læsetid: 6 min.

Historien om en flok helt almindelige, etniske danskere som radikaliseres

Peter Øvig Knudsen kalder det et ’mirakel’, at 80’ernes ungdomsoprør ikke endte med drab. I sin nye bog beskriver han, hvordan bz-bevægelsen sidst i 80’erne udviklede sig til en radikaliserende gruppe med klare paralleller til nutidens radikalisering af unge islamister
Store dele af Peter Øvig Knudsens nye bog om bz-kulturen, der udkommer 4. oktober, er gengivelser af facebookdrama, anonyme breve og forfatterens bøvl med kilder, der først vil snakke, men så vender på en tallerken og trækker sig efter pres fra baglandet

Store dele af Peter Øvig Knudsens nye bog om bz-kulturen, der udkommer 4. oktober, er gengivelser af facebookdrama, anonyme breve og forfatterens bøvl med kilder, der først vil snakke, men så vender på en tallerken og trækker sig efter pres fra baglandet

Sille Veilmark

30. september 2016

Klokken er lidt over syv om aftenen torsdag den 17. februar 1983, da politiet får meldingen om ballade i Nørrebrogade 46A.

En beboer har ringet, fordi han ikke kan komme ind i sin lejlighed. Bz’ere har barrikaderet ejendommen. Nu er de i færd med at rykke affaldscontainere ud på gaden og sætte dem i brand.

Politiet sender 130 mand ud for at rydde huset. En af dem får sin hjelm revet af og bliver ramt af en sten på højre kæbe.

Han hedder Arne Hansen, men efter aktionen bliver han af bz’erne dømt Yoghurt-Arne, fordi han efter turen på skadestuen må spise med sugerør.

Arne Hansen kommer aldrig tilbage til gaden. Han flyttes til radiokommandoen på politigården, får 4.000 kr. i erstatning og vurderer i dag, at han fik PTSD som følge af episoden, en diagnose, der ikke fandtes dengang.

Politiet finder aldrig gerningsmanden.

Det er en af mange voldsepisoder, Peter Øvig Knudsen gengiver i sin nye bog BZ: Du har ikke en chance – tag den!, som udkommer 4. oktober.

»Bz-bevægelsen er historien om hippiernes børn, som også er min egen historie. Vi blev kaldt Nå-generationen, men den kedelige titel reddede bz’erne os fra,« fortæller Peter Øvig Knudsen.

»Men det er også historien om en flok helt almindelige, etniske danskere, som i løbet af nogle år udvikler sig fra at være en mangfoldig og kreativ gruppe til noget stærkt radikaliseret. I slutningen af 80’erne fremstiller de brandbomber og kaster med brosten. De bygger slangebøsser, som de spænder fast til armen og affyrer stålkugler, som slår så hårdt som et pistolskud. Med de våben går bz’erne målrettet efter at nakke politiet.«

Han mener ikke, det er at gå for vidt, når han sammenligner de radikaliserede bz-børn med nutidens voldsparate islamister.

»PET vurderede, at nogle danske bz’ere sidst i 80’erne havde direkte kontakt til de værste terrorgrupper i Europa i 80’erne, herunder Rote Armee Fraktion i Tyskland. I det besatte hus i Ryesgade 58 blev det forbudte tyske blad Radikal distribueret. De havde et organiseret samarbejde med revolutionære celler i Europa. Det svarer til, at unge radikaliserede muslimer i dag har kontakt til al-Qaeda,« mener Peter Øvig Knudsen, der understreger, at han ikke er radikaliseringsekspert.

»Men jeg genkender nogle træk. Et er kombinationen af meget stærke sammentømrede fællesskaber og en ideologi eller en religion. De dyrker et absurd forenklet verdensbillede, hvor de opdeler folk i ’de gode’ og ’de onde’. Sort og hvidt. De frelste og hedningene.«

Pres avler modpres

Radikaliseringstesen er en af to centrale fortællermotorer i det 625 sider lange værk. Den anden er Peter Øvig Knudsens problemer med at få centrale eks-bz’ere i tale.

Store dele af bogen er gengivelser af facebookdrama, anonyme breve og forfatterens bøvl med kilder, der først vil snakke, men så vender på en tallerken og trækker sig efter pres fra baglandet.

Social kontrol med 30 års forsinkelse, mener Peter Øvig Knudsen.

Bz’erne frygter, at Øvig vil fokusere ensidigt på volden, frem for at skildre hverdagene, hyggen og kærligheden, der blomstrede bag de besatte vægge.  Det fremgår dels af offentlige breve på Facebook og på modkraft.dk samt fra kilder i bogen.

Selv afviser Peter Øvig Knudsen, at han på forhånd havde lagt en vinkel ned over sin research.

»Det ville være meget kedeligt, hvis jeg skulle bruge tre år af mit liv på en bog, jeg på forhånd vidste, hvordan ville ende. For mig bliver det først rigtig sjovt, når jeg støder ind i en virkelighed, der dementerer det, jeg troede.«

Omvendt erkender han, at han målrettet vader ind i historiefortællingen lige netop dér, hvor myterne og idealismen blomstrer. Det er vigtigt for eftertiden, mener han, at de rosenrøde historier nuanceres i alle regnbuens farver. Også de sorte og de blodrøde.

»Det er klart et vigtigt kriterie, når jeg skriver, at jeg skal kunne blotlægge en side af historien, der ikke er fuldt belyst. Det skal give kriller i maven. Og det gjorde det først for alvor, da eks-BZ’erne skrev et åbent brev, hvor de advarede alle mod at tale med mig. Så vidste jeg, at jeg var nødt til at skrive den her bog,« siger Peter Øvig Knudsen med et drenget grin. I bogen omtaler han jokende det åbne brev som en fatwa.

Ingen kritik

Voldsepisoderne var så vilde, at Peter Øvig Knudsen i dag ikke kan fatte, at bz-bevægelsen tilsyneladende ikke fylder mere i danmarkshistorien.

»Jeg havde en praktikant, som aldrig havde hørt om bz’erne før, som jeg sendte ind i Rigsarkivet for at sidde med materialet. Han kom ud efter en uge og var chokeret. Der var måske hundrede voldelige aktioner i den anden halvdel af 80’erne. ’Hvis bare man tog en af dem og flyttede op i nutiden’, sagde han, ’så ville TV 2’s helikopter jo flyve rundt. Der ville være breaking news. Hvorfor tog I det ikke mere alvorligt?’«

Peter Øvig Knudsens egen forklaring er, at danske journalister i altovervejende grad var venstreorienterede i 1980’erne.

Der var i lang tid sympati for BZ’erne, der blev set som arvtagerne til hippiebevægelsen, måske fordi de også trak på 68’ernes gamle metoder.

Nøgendemonstrationer, tag selv-aktioner og humoristiske stirreaktioner ind ad vinduerne mod de høje hatte på d’Angleterre. Selv Kim Larsen og Erik Clausen kravlede over barrikaderne for at støtte op, så hvad var der at være bange for?

»For længe så vi bz’erne som vores generations opgør, og derfor tøvede vi med at være kritiske. I dag er aviserne fyldt med artikler om, hvorfor unge muslimer bliver radikaliseret. Men der var ingen kritisk dækning af bz’erne dengang, selv om Ekstra Bladet måske vil påstå andet. Jeg har ingen artikler læst om, hvorfor de her unge danskere blev radikaliseret i 80’erne,« siger Peter Øvig Knudsen, der i årene selv arbejdede som journalist på det venstreorienterede månedsblad PRESS.

Den røde terror

Han kalder det et ’mirakel’, at bz’erne ikke ender med at slå nogen politibetjente ihjel, men kun invaliderer nogle for livet.

»Bz’erne har langtrækkende våben; brosten, molotovcocktails og stålkugler, mens politiet kun har deres stave og kun meget sjældent tager pistolerne frem. De var politiet militært overlegne, og det er ufatteligt, at ingen blev slået ihjel. PET regner med, at det vil ske, kan jeg læse i deres arkiver. Da politiet rydder husene i 1990, holder PET øje med, hvor statsministeren, kongefamilien og de vigtigste ministre er den dag. De frygter tilsyneladende, der vil ske et attentat.«

Peter Øvig Knudsen henviser til statistikker om antallet af terrordræbte i Europa siden 1970’erne. Ifølge analytikersitet Datagraver.com toppede dødstallet i 1988 med knapt 450 dræbte. Alle årene i 80’erne var dog blodige, fortæller forfatteren.

»Ikke engang med Paris-angrebene sidste år kommer vi op på gennemsnittet af terrordræbte i Vesteuropa i de år. Vi synes, vi lever i terrorens tidsalder, men det var i 70’erne og 80’erne. Vi var bare ikke så bange dengang. Måske fordi det var venstreorienteret terror, hvor målet var at ramme samfundsspidserne?« funderer Peter Øvig Knudsen.

»Jeg var i hvert fald ikke så bange for terror dengang, som jeg er i dag.«

Linen ud

Han tør ikke gætte på, hvorfor den radikale danske venstrefløj i 80’erne aldrig løb linen ud og begik likvideringer som deres tyske forbilleder, men ’nøjedes’ med at bygge bomber eller sætte ild til politistationer og tankstationer – aktioner, som inspirerede Information-journalisten Ulrik Dahlin, dengang ansat på PRESS, til at forfatte overskriften: Shell i flammer.

For mekanismerne – som Peter Øvig Knudsen også kan genkende fra sit arbejde med Blekingegadebanden, der røvede i Danmark og sendte penge til den palæstinensiske frihedsorganisation PFLP – er klare.

»Det er det samme hver gang: De mener, de er frihedskæmpere. De lukker sig af fra samfundet og bliver enige om at bruge midler, der er hypervoldelige og livstruende,« siger forfatteren.

»Så kan det virke voldsomt ubehageligt, når vi andre står udenfor og kigger ind mod de voldsparate mennesker i skæret af de flammende bål. Men det er småting, når man tror, man redder verden.«

Læs også Peter Øvig Knudsens overvejelser om sin kontroversielle historiske metode i Informations fagbogstillæg, der udkommer 6. oktober med temaet ’Kampen om historien’.

’BZ : Du har ikke en chance – tag den!’ af Peter Øvig Knudsen. 625 sider. 350 kroner. Udgives på forlaget Gyldendal 4. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Det er da i modstrid med det DF mf. fortæller om at islam er terrorister/radikaliseret, når PØK mener , at BZ-bevægelsen var terrorister/radikaliserede . Så må BZérne jo efter DF mf. være muslimer hvis det billede skal passe.

Derudover må hippierne være blevet MEGET tidligt forældre, hvis de var far og mor til BZérne først i 1980érne. Kan det passe efter Danmarks Statistiks oplysninger?

Jeg var 14 år, da det gik op for mig, at verdens undergang kunne blive en realitet i form af en atomkrig.
Det fjernede effektivt mit livsgrundlag, og jeg "droppede ud", for jeg kunne da ikke fortsætte med at deltage i det "almindelige" liv.
Siden kom forureningen, klimaforandringerne etc. til, som livstruende, verdensødelæggende kræfter, som åndede mig i nakken.
Jeg tænker, at vi kollektivt påvirkes af, at vi faktisk er livstruede. Og at der er nogen, der bøvler ud med sten og molotovcocktails for at "forsvare" sig.
På samme måde må der være nogen i Mellemøsten, som føler, deres liv er truet. Ikke så underligt, hvis man læser Mellemøstens historie fra 1. verdenskrig til nu.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Søren Johannesen, Jens Kofoed, Henrik L Nielsen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

På den måde kan man se terroristen som reaktion på den ødelæggelse, der forgår lige om ørene på os, samtidig med, at terroristen bliver symbolet på de ødelæggende kræfter.
Der bruges nok flere kræfter på terrorismen, end på den egentlige ødelæggelse, vi er udsat for.

Karsten Aaen, Søren Johannesen, Kim Øverup, Henrik L Nielsen, Hans Larsen, Lars Peter Simonsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Bz’erne har langtrækkende våben; brosten, molotovcocktails og stålkugler, mens politiet kun har deres stave og kun meget sjældent tager pistolerne frem. De var politiet militært overlegne, og det er ufatteligt, at ingen blev slået ihjel."

Dette er både historieløst og postfaktuelt. BZ-bevægelsen var en genoptagelse af slumstormerbevægelsen, som var sygnet hen, da den store sanering af brokvartererne sluttede.

I begyndelsen var BZerne lige så fredelige som slumstormerne, men politiet optrappede med stærkt voldelige udsættelsesforretninger (tåregas og knipler) det oprindeligt fredelige koncept. Vold avler modvold, og det var altså politiet, der begyndte optrapningen. Hvilket kun har historisk interesse, da eskalerede voldelige modsætninger er selvforstærkende. Men Peter Øvig er historiker, så det burde have hans interesse.

Slumstormerne havde råd til at være fredelige, vi kunne jo bare storme den næste kondemnerede ejendom, der var masser at tage af. BZerne derimod kunne ikke bare gå 10 meter ned ad gaden til det næste tomme hus, for langt de fleste huse var allerede beboede, så en udsættelse betød for mange hjemløshed.

Så i stedet optrappedes situationen. BZerne satte hårdt mod hårdt. "Dø en panser" husker jeg, der stod skrevet på muren til Assistens Kirkegaard. For BZerne blev bange for politiet, ligesom politiet blev bange for BZerne. Det lykkedes så ikke at dø en panser, til gengæld var politiet tæt på at dø en seks-syv demonstranter på Skt. Hans Torv nogle år senere.

Den mest spektakulære aktion var dog rydningen af "Fortress Allotria", hvor BZerne erkendte, at politiet var dem militært overlegne, og derfor gik i gang med at grave en tunnel. Jeg var til stede på sidelinien, den dag politiet med BMS-kraner, containere, tryklufthamre og kampuniformer med visir og knipler bankede hul i væggen i anden sals højde og erobrede et tomt hus. Det grinede vi meget af dengang.

Hvis der ikke havde været boligmangel, havde der hverken været slumstormere eller BZere, så problemet falder tilbage på de ansvarlige politikere. At folk, der dagligt lever i nød og elendighed, måske uden tag over hovedet, bliver radikaliserede, behøver man ikke at være forfatter for at forstå. Men det er altså ikke radikaliseringen, der er årsagen til elendigheden, men elendigheden, der er årsag til radikaliseringen.

Jens Thaarup Nyberg, Vivi Rindom, Jens Erik Starup, Laust Persson, Karsten Aaen, Anne Jessen, Morten Pedersen, Martin Madsen, Flemming Berger, Lone Nielsen, Hans Larsen, Poul Brunhøj, Søren Johannesen, Anders Sørensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Radikalisering er et lidt mærkeligt begreb. Der er ikke akademisk eller international enighed om hvordan det defineres. Og alligevel taler vi, og især politikere, om det som om det var et let forståeligt begreb.
Der er dog mere enighed om hvordan det sker, selvom politikerne omvendt gerne siger, at det ved man ikke så meget om.
Processerne er mange og der er forskellige ruter til radikaliseringen. Og det kan ske for alle. Fra anarkister til muslimer, kristne, jøder, dyreaktivister og politiske frustrerede osv.
Og selvom frustration, polarisering og gruppe identitet samt sorg ofte er vejen, ja så kan noget så simpelt som kærlighed være den udløsende faktor.

Charlotte Svensgaard

At lave paralleler mellem BZ og Islamister gør mig ærlig talt en kende gal og stødt. Ikke at det ikke var en radikal handling som vi gjorde i hin tider, men der var et klart formuleret formål, og det var ikke ballade, men en mere retfærdig fordeling af goder, som husly, job, og mulighed for uddannelse til os unge.
Ikke at det er blevet bedre nu, men fra islamister er det sgu ikke drømmen om et mere retfærdigt samfund der appeleres til i offentligheden, men mere retten til at undertrykke andre for en hver pris, og i særdeleshed kvinder.

Lars Riber , Karsten Aaen, Morten Pedersen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Radikalisering defineres fint af Niels Nielsen ..... (men elendigheden, der er årsag til radikaliseringen.)

Tak for det.

Morten Pedersen

Nemlig Charlotte, Øvig vinkler tydeligt historien langt ud over hvad den kan bære.
Journalisten på Information er ikke andet end en mikrofonholder til Øvigs skingre analogier, jeg kan anbefale Weekendavisens interview, hvor journalisten har fagligheden med og stiller spørgsmål, der udfordrer Øvigs PR-kampagne.

Niels Elgaard Larsen

@Charlotte Svensgaard, Niels Nielsen

Parallellen holder jo et stykke af vejen. Problemet med radikaliseringen er jo at de, der kæmper for en sag, altid selv mener at de kæmper for en bedre og mere retfærdig verden. Hvis de så også mener, at det giver dem ret til til at bruge vold når resten af samfundet stopper dem, så går det galt.

At sige at politiet optrapper og eskalerer vold, når det blot prøver at opretholde landets love er at flygte fra ansvaret.

Peter Øvig Knudsen nægter åbenbart her at indse og erkende, at (dele af) BX-bevægelsen er sprunget næsten direkte ud af 1960erne og 1970ernes slumstormerbevægelse, som protesterede mod de tomme ejendomme, der stod, ja, tomme, i 1970erne, fordi ejerne, (dem som EkstraBladet i 1970erne døbte bolighajer), lod fraflyttede ejendomme forfalde så meget, så de til sidst blev kondemneret (af kommunen). Og der var stor boligmangel i København, også i 1970erne, især på boliger til unge mennesker.

Jeg er så gammel, at jeg faktisk kan huske det her; jeg kan godt huske, hvordan, som Niels Nielsen, beskriver det, politiet optrappede konflikten med tåregas og knipler. Hvorfor? Og hvem fik de besked på at optrappe konflikten af? Kommunen? politikerne på Christiansborg? Politiledelen? eller ejerne af ejendommene?

På Nørrebro lå der en byggelegeplads, kaldet Byggeren, hvor folket selv bestemte, og hvor børn kom legede på denne her skrammellegeplads. Og alle var stort set tilfredse med Byggeren, undtagen den socialdemokratiske kommune, der ikke bryder sig om (og bryder sig om!), at folk selv organiserer sig, og laver egne steder, hvor de selv, ikke kommunen bestemmer. Politiet kom en morgen og ryddede Byggeren. Og politiet brugte, så vidt jeg ved, både tåregas, og knipler mm. helt fredelige personer, som intet aner forsvar havde end deres hænder.

Bare lige for at sætte det her i perspektiv - og skabe større overblik over, hvad der egentlig skete dengang i starten af 1980erne (1981-1984); som jeg ser det, handler det om, at boligejerne og socialdemokraterne i Københavns Kommune ikke ville finde sig i, at folk selv ville bestemme, at de selv kunne organisere sig, udenom systemet i København mm.

Desuden tager Peter Øvig Knudsen altså fejl ift. den der med, at BZ'erne var hippiernes børn.
Og det gør han fordi lang de fleste hipper er født i fra 1946 til 1949, altså i efterkrigstiden (efter 2.verdenskrig); de var omkring 20-23 år i 1970, og havde måske ikke endnu fået børn. Og havde de fået børn, ja så ville de børn i 1980 have været omkring 11 og 14 år. Og måske var der nogle få personer i den alder, der opdagede verdens uretfærdighed mm. Men jeg tror snarere, at de fleste af personerne i BZ-bevægelsen er født i midten af 1950erne (altså fra 1956-1959).

Nielsen Nielsen har altså ret her: det er elendigheden, der skaber radikaliseringen, ikke omvendt.
Derfor ser man også, at folk der holdes udenfor et samfund (som f.eks. en hel del unge muslimske drenge må opleve det) bliver fanget ind af flammende taler om et mere retfærdigt samfund, hvis bare islam kommer til. Eller bliver fanget ind af flammende taler, der lover et mere retfærdigt samfund, hvis man bare gør dette og dette, f.eks. slås med politiet som udtryk for kapitalens forlængede arm mm.

Nu kan jeg desværre ikke læse artiklen, da jeg ikke har abonnement (endnu), men jeg håber da, at PØK kommer ind på BZ-bevægelsens teoretiske fundament. Som netop er, at BZ-erne håbede på, at ved at smadre bankers ruder kæmpe mod politiet mm., så ville arbejderklassen rejse sig op, og kæmpe sammen med dem, så kapitalismen kunne blive fortid. BZ'erne håbede på den måde, ved at gøre som de gjorde, at udstille systemets hykleri, og hykleriske hensigter, så arbejderklassen også så det. Og ville rejse sig og kæmpe sammen med dem....

Men det ser det åbenbart ikke ud til, at PØK gør; han er åbenbart mere interesseret i den rene psykologiske forklaring i, hvorfor og hvordan folk bliver radikaliseret uden at inddrage de mere sociale og politiske forklaringer heri.

Poul Sørensen

Jeg var med til at BZ to huse i Oslo tilbage i begyndelsen af 80'erne. Det var ren og skær desperation der drev folk til at besætte de huse...

Uden helt at ha styr på årstallene bag hippier, slumstormere og efterfølgende BZ'ere var det jo ikke årstal/alder der afgjorde hvem der engagerede sig mod skæv samfundsudvikling.
Rent mentalt var dele af BZ bevægelsen børn af hippiernes tanker om indflydelse på samfundet ved positiv engagement.
De blev efterfølgende lige så delte som dagens muslimer i måden at påvirke og få bestemte dagsordener gjort gældende.
Tyske terrorbevægelse Rote Armee Fraktion havde åbne sympatier og støtteaktioner blandt BZ.
(et andet politisk bevidst barn af tiden; Blekingegadebanden sendte penge til PLFP. - Hvilke personsammenfald er der mon i et så lille venstreekstremistisk Københavnermiljø?)
Shell var også en af de multinationale og mål for diverse aktioner. Ligesom importører af produkter fra Sydafrikas Apartheidstyre.
At der var boligmangel og bestemte velbeliggende ejendomme blev bevidst ødelagte for at opføre dyrere boliger for velhavere fremfor kvarterets oprindelige beboere er korrekt.
Det var dog, som idag, også et problem at mange hellere bor i centrum end periferien, hvor der dårligt ku tales om reel boligmangel..
I dag har flere af den tids protesterende vel poderne boende i forældrekøbslejligheder ...
Politiets brutale overfald på Byggeren's fredelige aktivister, hvor selv børn blev tævet, (mener der er tydelige pressefotos) blev en øjenåbner for mange, og sikkert mere end een brosten er fløjet som tak for sidst..

Niels Duus Nielsen

Både Karsten Aaen og Lars Riber har nævnt Kampen om Byggeren, som også i min erindring står som et afgørende vendepunkt, hvor vi politisk bevidste hippietyper - ansporet af politiets helt uproportionale og grove magtanvendelse - forlod ikke-voldstanken og parolen "make peace, not war" og begyndte at smide ting efter politiet - i begyndelsen æg og tomater (sic!), siden brosten.

Selv fik jeg en bøde for overtrædelse af politivedtægten for at have slået en politibetjent oven i hovedet med en kæp, hvilket var det pure opspind. To betjente mødte frem i Byretten og gav helt enslydende forklaringer, som tydeligvis var afstemt både med hinanden og med den politirapport, som jeg havde nægtet at underskrive, da jeg blev afhørt efter min arrestation.

At et overfald mod en tjenestemand i funktion resulterede i noget så mildt som en bøde, ikke efter straffeloven, men efter politivedtægten, viser, hvor politisk betændte sagerne var. Dommeren var tydeligvis frustreret over hele sagen, og lignede en mand, der ville have frikendt os alle, hvis han havde kunnet.

Jeg accepterede dommen (hvilket var myndighedernes rationale bag den milde straf, der ellers ville være blevet anket sammen med de mange, mange andre domme i sagen), men til gengæld blev jeg en lille smule radikaliseret. Ud fra logikken: Nu har jeg en dom for at have slået på en politimand med en kæp, selv om jeg aldrig har gjort noget sådant, så jeg skylder faktisk politiet at begå en voldshandling, for at der kan komme orden i regnskabet. Denne logik holder ikke i byretten, men den holder fint på barrikaderne.

Det blev så aldrig rigtig til noget med voldsanvendelsen, i stedet spillede jeg til et utal af støttefester, der skrabede penge ind til betaling af de mange, mange bøder, der alle takserede grov vold som en mindre forseelse efter politivedtægten.