Læsetid: 21 min.

Houellebecq: Europa er på selvmordets rand

Michel Houellebecq leverede tidligere på ugen en ætsende diagnose af vestlig blødagtighed, da han modtog den estimerede tyske Frank Schirrmacher-pris
Den kontroversielle franske forfatter  leverer en ætsende diagnose af vestlig blødagtighed, forsvarer prostitution, rehabiliterer miskendte forfatterkolleger og påtager sig æren for have bistået disse med at sætte franske intellektuelle frie til at tænke ud over forstenede venstrefløjshorisonter

Den kontroversielle franske forfatter  leverer en ætsende diagnose af vestlig blødagtighed, forsvarer prostitution, rehabiliterer miskendte forfatterkolleger og påtager sig æren for have bistået disse med at sætte franske intellektuelle frie til at tænke ud over forstenede venstrefløjshorisonter

30. september 2016

Frankrigs mest feterede og kontroversielle forfatter, Michel Houellebecq, modtog tidligere på ugen den estimerede tyske Frank Schirrmacher-pris.

I sin takketale leverede han en ætsende diagnose af vestlig blødagtighed, forsvarede prostitution, rehabiliterede miskendte forfatterkolleger og påtog sig æren for at have bistået disse med at sætte franske intellektuelle fri til at tænke ud over forstenede venstrefløjshorisonter. Her er hele talen:

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg er glad for at få en pris af Frankfurter Allgemeine Zeitung, fordi det er så fremragende en avis. Desværre taler jeg ikke tysk.

Hvis jeg alligevel skulle sige det, vil påstanden dog ikke være helt vilkårlig eller absurd, for der er stadig interviews. Og når man stiller op til et interview, giver kvaliteten af journalistens spørgsmål som regel et klart fingerpeg om det færdige resultat.

I alle de europæiske lande, jeg kender, er der en avis, man kalder for ‘referenceavisen’ – en ’toneangivende’ avis, der har udøvet reel intellektuel autoritet over hele mediesystemet.

I Spanien er det El País, i Italien er det Corriere della Serra. I England var det tidligere Times – men gad vide, om det ikke i de senere år er blevet Guardian. I Frankrig er det Le Monde. I Tyskland er det Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Mit forhold til engelske medier er ret belastet, men alle franskmænd har det generelt svært med angelsaksiske medier. De angelsaksiske medier elsker at ydmyge franskmænd og bringe dem i vanskeligheder. Det må vi bare tage til efterretning, sådan er det.

Jeg har gode relationer til El País, Corriere della Sera og til Frankfurter Allgemeine Zeitung. Derimod er mit forhold til Le Monde rædselsfuldt.

Hvis jeg skal være ærlig, er det faktisk kun ét ord, der træffende kan beskrive det gensidige forhold mellem mig og Le Monde. Og det ord er simpelthen ’had’.

Heksejagt

Jeg forstår meget vel, at de voldsomt giftige relationer, jeg har til franske medier set fra udlandet kan virke overvældende bizarre. Og måske er jeg et ekstremt eksempel, men jeg er bestemt ikke et enkeltstående tilfælde.

Den verbale vold i den såkaldt ’offentlige debat’ i Frankrig, som ret beset ikke er spor andet end en heksejagt, er set fra udlandet ganske ekstraordinær. Det er en vold, som breder sig mere og mere med et niveau for fornærmelser, der bliver stadig værre.

Der var tidligere en respekteret skik i Frankrig – som jeg formoder, at det stadig er det i næsten alle lande – at man afholder sig fra at tale ondt om nogen, umiddelbart efter deres død.

Første gang, jeg kan huske, at denne anstændighedsskranke blev nedbrudt i Frankrig, var i 2005 med Guillaume Dustans død.

Det had til ham, som blev dyrket af de militante medlemmer af aids-ngo’en ’Act Up’, tog ikke af med hans død, og allerede dagen efter meddelelsen om den tøvede visse af dem ikke med at angribe ham i aviserne. Det samme fænomen gentog sig i år med Maurice Dantecs død. Og med mig, det kan jeg allerede forudsige, vil det blive endnu værre.

Der er i Frankrig adskillige journalister, der oprigtigt glæder sig ved udsigten til min død. Selv vil jeg ikke være alt for fortvivlet, hvis jeg i levende live kan yde mit bidrag til nogle af disse avisers konkurs.

At nå så langt bliver dog svært, for i Frankrig understøttes aviserne af staten – og det er i mine øjne en af de mest indlysende uberettigede, ja skandaløse offentlige udgifter i landet.

Umuligt er det dog ikke, for nogle aviser har trods alt mistet en utrolig masse læsere i de senere år. Alle de venstreorienterede medier, og det vil i Frankrig sige næsten alle medier, befinder sig i en vanskelig situation, fordi de ganske enkelt har alt for få læsere.

Mere generelt er det hele den franske venstrefløj, som ligger for døden – en proces, som er dramatisk fremskyndet, efter at François Hollande kom til magten. Dette er den primære grund til, at medierne er blevet desto mere aggressive og ondartede.

Vi har at gøre med det klassiske fænomen, hvor et dyr opdager, at det er gået i en fælde og er i livsfare. Så forsøger det selv at virke farligt.

Farlige bøger

Nu, tænker jeg, kunne det være gavnligt at præcisere, hvad det dog kan være, som min eksistens og mine bøger har bragt i fare i en sådan grad, at der er opstået et ægte dødsønske imod mig.

Vi bruger ofte udtrykket ’politisk korrekt’. I stedet vil jeg gerne introduceret et nyt og lidt anderledes begreb, som jeg vil kalde ’nyprogressivisme’.

Nyprogressivismen fik et perfekt og komplet udtryk med offentliggørelsen i 2002 af en lille bog af Daniel Lindenberg – lidt over 70 sider – med titlen Le rappel à l’ordre (’Kaldet til orden’) og undertitlen ’Kortlægning af de nye reaktionære’. Det viste sig, at jeg var en af de hovedanklagede, en af de førende ’nye reaktionære’.

Undertitlen vakte dengang min undren. Jeg troede først, at forfatterens pointe var, at de ’nye reaktionære’ på en eller anden måde havde gjort sig skyld i at kalde andre til orden.

Men da jeg læste bogen, gik det snart op for mig, at det var mig, man ville kalde til orden ud fra filosofien: »Du har glemt at være venstreorienteret, men du kan stadig nå at rette ind«.

Først i 2016 blev samme bog genudgivet, nu med rødt banner tilføjet på omslaget med inskriptionen, »læs essayet, der forudså vores egen tid – med et nyskrevet efterskrift af forfatteren«, som jeg gerne vil læse et lille uddrag fra for at vise, hvor overordentlig tilfreds denne forfatter er med sig selv.

»Voldsom kontrovers var reaktionen på denne bog, da den udkom i 2002. En ’injurierende pamflet’ blev den kaldt, men siden er der løbet meget vand under broen. De hypoteser, jeg dengang lancerede i en atmosfære af generel skepsis, betragtes i dag som frugtbare. De samme, der dengang opfattede mig som ’inkvisitor’ eller ’fabulant’ er i dag de første til at lade champagnepropperne knalde for at fejre deres sejr i idekampen«.

De nye reaktionære

Det er korrekt, når Lindenberg konstaterer, at hans førsteudgivelse i 2002 fik en elendig modtagelse. Den blev kritiseret for at blande alle mulige heterogene tendenser og for at sammenfatte tænkere og kulturpersonligheder, hvis holdninger ikke havde spor med hinanden at gøre, under betegnelsen ’de nye reaktionære’.

Det kan lyde paradoksalt, men her vil jeg gerne tage Lindenberg i forsvar. Det er fuldstændig rigtig, at han sammeblander tænkere, hvis synspunkter ikke har noget med hinanden at gøre.

Men hvis de nye reaktionære er så brogede og forskellige, at de i sidste ende ikke har noget til fælles, så er det, fordi deres modstandere, nyprogressisterne, til gengæld er defineret langt mere præcist, snævert og eksakt, end de nogensinde er blevet det før.

I Lindenbergs bog kan man for eksempel for første gang være reaktionær – ikke fordi man er højreorienteret, men fordi man er for venstreorienteret.

En kommunist eller enhver person, der afviser markedsøkonomiens love som altings horisont, er således at betragte som reaktionær.

En tilhænger af national suverænitet eller enhver, der er mostander af at se sit land opløst i et europæisk føderalt rum, er også at betragte som reaktionær.

Enhver, der forsvarer brugen af det franske sprog i Frankrig, eller af det nationale sprog i det land, som er hans eller hendes, og som er imod den universelle anvendelse af engelsk, er reaktionær.

Enhver, der er skeptisk over for det parlamentariske demokrati og partisystemet, og ikke anser dette system som endemålet for al politisk organisation, men ønsker at give den almindelige befolkning en større stemme, er reaktionær.

Enhver, der ikke føler nogen større sympati for internettet og for smartphones, er reaktionær.

Enhver, der ikke bryder sig om masseunderholdning og organiseret turisme, er også reaktionær.

Sammenfattende kan man om dette nyprogressivistiske koncept, som Lindenberg udvikler, sige, at det er lige meget, hvilken karakter innovationer har i øvrigt, for dem, som gør dem så gode, er selve deres innovative aspekt.

Lindenbergs progressistiske tro er den, at vi lever i en tid, der er bedre end nogen anden tid, der er gået forud for vores, og at en hvilken som helst innovation, gør den endnu bedre.

Det mest mærkelige ved Lindenbergs bog er dog, at hans hovedanklagede – dem, som han citerer hyppigst og fyldigst – slet ikke er intellektuelle i nogen streng forstand. Det drejer sig om Maurice Dantec, Philippe Muray og mig.

Anerkendelse

Jeg fornemmer, at hverken Maurice Dantec eller Philippe Muray er særlig kendte i Tyskland. Det beklager jeg, men jeg har alligevel tænkt mig at tale om dem, fordi jeg finder det så fremragende, at Lindenberg har udvalgt netop dem som skive for sit sværeste skyts.

Murays og Dantecs ideer fortjener at blive langt bedre kendt, langt mere udbredte end de fleste anerkendte intellektuelles ideer – ja, sågar en smule mere udbredte og anerkendte end mine egne.

Dette er ikke beskedenhed. Jeg ved godt, hvad jeg er værd som forfatter. Jeg har aldrig været beskeden. Jeg misbilliger beskedenhed. Det er ren og skær objektivitet. Jeg mener helt oprigtigt, at de intellektuelt stod en smule over mig.

Hvad forstår man for det første i Frankrig ved en intellektuel? Det er noget konkret, noget sociologisk.

Det er en person, som har gennemført en eliteuddannelse, helst på Normale Sup (det franske eliteuniversitet École Normale Supérieure, red.), og som tillige må have udmærket sig ved universitetsstudier inden for litteratur og humaniora.

Det er også en person, der fra tid til anden offentliggør essays om tidsånden. Helst skal han eller hun også have en magtfuld position ved et eller andet tidsskrift, som er viet til intellektuel debat.

Det siger sig selv, at enhver sand intellektuel også jævnligt må få bragt sine kronikker på de sider afsat til idédebat, som de store afviser afsætter.

Forfattere og intellektuelle

Hverken Dantec eller Muray eller jeg selv besad eller besidder egenskaber, der tilfredsstiller denne definition. Vi er snarere det, man kalder forfattere, der sociologisk set hører en helt anden kategori til.

I virkeligheden er der i Frankrig meget lidt kontakt mellem intellektuelle og forfattere, og før Lindenberg udgav sin bogen, kendte jeg ikke nogen af de intellektuelle, han citerer, personligt og havde aldrig haft lejlighed til at mødes med en eneste af dem. Derimod kendte jeg så udmærket Muray og Dantec.

Jeg vil prøve at opsummere, hvad vi tre forfattere, der åbenbart skal gælde som anstiftere af en ’neo-reaktionær’ bevægelse, der i dag angiveligt har indtaget centrum af det intellektuelle liv i Frankrig, helt præcist har tænkt os, og hvad vi helt præcist har forestillet os for fremtiden.

Jeg bliver undertiden betragtet som en form for profet, selv om det forekommer mig indlysende, at min profetiske talenter står klart tilbage for mine to kammeraters.

Med til at skabe denne illusion er det til tider bizarre sammenfald, der har været mellem udgivelsen af mine tekster og andre, langt mere dramatiske, begivenheder.

Det er sandt, at Underkastelse udkom i Frankrig på den samme dag som Charlie-Hebdo blev angrebet.

Mindre kendt er det, at jeg gav et interview til New York Times om Platform (et interview, hvor journalisten i øvrigt var af den opfattelse, at jeg overdrev den islamiske trussel).

Nå, men dette interview blev trykt i New York Times den 11. september 2001! Alt i alt kunne det se ud til, at Gud (eller Skæbnen eller en eller anden grusom guddom) har udviklet en forkærlighed for at skabe tragiske sammentræf med mine tekster som mellemkomst.

Profetier

Men på et mere generelt niveau: Hvad er det præcist, jeg kan siges at have profeteret?

Først, i mange af mine bøger, var det transhumanismens opkomst. Noget I den retning er begyndt at ske. Det går meget langsomt stadigvæk, men det er meget muligt, at denne bevægelse vil accelerere.

Derefter handler det i Underkastelse om en fremtid, hvor moderat islam overtager magten i Europa, og Europa villigt underkaster sig ved at give afkalde på sine værdier, som ikke rigtig passer til det længere.

Man kan jo ikke ligefrem sige, at vi er der I dag. Det er ikke en moderat islam, vi ser manifestere sig. Set fra den synsvinkel kan man mene, at jeg har været en ringe profet. Der er måske bare nogle små tegn, hist og her, som er begyndt at dukke op.

For det første – og sådan er det faktisk også i min bog – ser vi, hvordan de europæiske universiteter, især de franske, har en særdeles letbøjelig rygrad og ikke større vanskelighed ved at gøre indrømmelser, når betydelig finaniseringskilder fra Golf-monarkierne kommer på banen. Det er her vi genfinder franskmændens naturlige tilbøjelighed for kollaboration.

Dernæst det faktum, at i flere kvarterer har unge piger for at få fred gradvist givet afkald på al slags sexet eller udfordrende påklædning.

Denne omstilling er begyndt at manifestere sig ret pludseligt: I forhold til mine ungdomsår må jeg konstatere, at unge piger i dag klæder sig langt mindre ophidsende.

Hvorvidt nu dette er en dårlig eller en god ting er et meget tvetydigt spørgsmål for mig: Hvis vi tager mine bøger, kan man således nå til radikalt forskellige konklusioner, med lige stor sandsynlighed.

Kort sagt kan man sige, at hvis jeg er profet, så er jeg det på det mellemlange sigt. En profet af den slags, hvis forudsigelser kun langsomt går i opfyldelse.

Men hvad var det så, Maurice Dantec profeterede om?

For det første var det, ligesom for mig, fremkomsten af transhumanisme. Her lå vi på mange måder på linje, bortset fra at jeg var mere interesseret i genetik og hybridisering og han mere i den mentale hybridisering, når menneske og maskine smelter sammen.

Lad os sige så meget, at vi kompletterede hinanden. Og her gælder den samme vurdering for os begge: Disse ting er gradvist begyndt at ske.

Dernæst – og her bliver hans profeti virkelig, fordi han var den første, der så det, det gjorde han virkelig før alle andre – forudså han jihadismens opblomstring.

Han så for sig, at den erobrende og voldelige islams genkomst, drevet frem af en verdensomspændende plan for erobring, som ville udløse angreb og borgerkrige overalt på planetens overflade.

Hvad var det, der muliggjorde denne utrolige intuitive forudanelse hos ham? Utvivlsomt at han tog til Bosnien under krigen – Bosnien var et af den internationale jihadismes første terræner. Altså tog Maurice Dantec til Bosnien og forstod, hvad der foregik der. Han var den eneste.

Men det mest fascinerende er den holdning, som Maurice Dantec så indtog efterfølgende. Vores regeringers, især den franske regerings holdning, ville være: “Vi vil vinde, fordi vores værdier er de stærkeste: sekularisme, demokrati, liberalisme, menneskerettigheder etc.”

Og desuden (dette blev sagt noget mindre højlydt) er vi langt bedre bevæbnede.

Jihadister

Dantec, derimod, siger noget ganske andet. Og det er forunderligt nok her, at jeg vil være fristet til at sammenligne ham med Philippe Muray.

Deres skrivestil er så forskellig fra hinanden, som man kan tænke sig, men jeg vil mene, at de på dette punkt forenes og supplerer hinanden.

Der findes en miskendt tekst af Philippe Muray, der udkom i 2002 og bærer den dystert og særdeles ironiske titel, Kære jihadister.

Lad mig læse et uddrag op: “Kære jihadister, frygt den vrede mand i bermudashorts! Frygt forbrugerens vrede, frygt turistens vrede, frygt den ferierendes vrede, når han træder ud af sin campingvogn! I forestiller jer måske, at alle de fornøjelser og den underholdning, som vi vælter os i, har blødgjort os. Men vid, at vi vil kæmpe som løver for at forsvare vores egen blødhed”. Et andet sted gør han stilfærdigt grin med Salman Rushdie, som skrev: “De vil fratage os alle de gode ting i livet: baconsandwich, lårkorte kjoler … “ Et andet sted igen, kalder han Le Monde for en “reverens-avis”. Jeg vil tro, at disse eksempler er nok til at give et signalement af Philippe Muray særlige metode, men vil man vide mere, må jeg henvise til hans værk – langt, langt det mest er værd at læse.

Med hensyn til Maurice Dantec, så definerede han sig selv som en “kristen zionistisk kriger”. Og det, han krævede af os vesterlændinge, er, at vi igen bliver det, som jihadisterne fejlagtigt beskylder os for at være: korsfarere.

Kun en åndelig kraft (såsom kristendom eller jødedom) hævdede han, ville være i stand til at kæmpe imod en anden åndelig magt som islam.

Her er jeg fristet til at tage et stort skridt baglæns, for jeg har netop læst Lamartaines Girondinernes historie, som sandt at sige mest er en historisk skildring af Den Franske Revolution.

Det, som først slår læseren af denne bog, er den tro, der animerer de franske revolutionære. Det er en tro, som satte dem i stand til at vanvittigt heltemod og gjorde det muligt for dem at vinde over et militært forenet Europa, og samtidig udkæmpe adskillige borgerkrige indadtil.

Er vi i dag, vi, De Liberale Demokrater i det tidlige enogtyvende århundrede, mon besjælet af samme republikanske tro? At stille dette spørgsmål er at besvare det.

Men det, som også er slående, er den monstrøse grusomhed af de franske revolutionære. Det er forståeligt, at Joseph de Maistre betragtede Den Franske Revolution som en ren satanisk begivenhed.

Mindst på hver fjerde eller femte side paraderes der afhuggede hoveder på spyd, og uophørligt fortælles de mest grusomme anekdoter.

Deriblandt selvfølgelig den mest berømte, den om prinsesse de Lamballe, hvis vulva blev skåret ud af hendes lig af en oprører for at blive benyttet som et falsk skæg.

Her er der mængder af afhuggede hoveder, der bruges som kugler i keglespil, og børn, som tvinges til at grave deres egne forældres grave.

Her er der gentagne scener, hvor bøddelens assistent opsamler et ophugget hoved fra guillitonens kurv for at smække det lussinger under pøbelens offentlige anerkendelse. Ved siden af disse franske revolutionære forekommer folkene fra Islamisk Stat nærmest civiliserede.

På dette stadium må jeg lufte en tvivl, som jeg har brug for at dele med jer. En pascalsk og uhyggelig tvivl, som dog paradoksalt nok måske kan bringe et glimt af håb.

Den almindelige og accepterede antagelse er den, at mennesket bliver i stand til heltemod og grusomhed, fordi det er animeret ved troen, som oftest den religiøse tro og andre gange den revolutionære.

Voldsberuselse

Den pascalske tvivl er nu den, at mennesket undertiden gribes af en beruselse ved vold, grusomheder, blodbad og som påskud kan det gribe enhver tro, enhver større sag – som oftest dog en religiøs – hvormed det kan retfærdiggøre sine handlinger.

Så grusomhed og blodudgydelser spredte sig ud over og fortærede det ganske land. Men så, lige pludselig, holdt det op igen.

Hvorfor endte Den Franske Revolution på denne måde? Hvorfor blev folk med ét lede og kede af disse orgier af blod? Det aner vi ikke. Lige pludselig, uden synlig grund, blev folk blødagtigte og deres blodtørst forsvandt.

Det kan meget vel være på samme måde, at Islamisk Stat går i sig selv igen – pludseligt, lidet spektakulært og konfust.

Denne grusomme, voldelige og virile verden taler Philippe Muray meget lidt om. Han døde trods alt for tidligt til helt at kunne bevidne dens genkomst.

Det, som han især skildrer for os, er en udlevet, træt, blødagtig og frygtsom vestlige verden, og endnu engang har hans profetier vist sig at besidde en nærmest tilintetgørende akuratesse.

Tocqueville

Men før vi taler om Philippe Muray Jeg vil gerne læse en berømt passage fra Tocqueville. Det gør jeg i grunden alene for fornøjelsens skyld, for det er altid en fornøjelse at se en så overordentlig inteligens forenet med en så stor skriftlig elegance.

Det er her mit ærinde at undersøge, under hvilke nye former en despotisk styreform igen vil kunne vokse frem i verden: Jeg ser en utallig skare af mennesker, der alle ligner hverandre og alle er stillet lige, alt imens de uophørligt roterer om sig selv i en kappestrid om at skaffe sig små og vulgære fornøjelser, hvormed de udfylder deres sjæl.

Hver enkelt af dem holder sig for sig selv og er som en fremmed for alle de øvriges skæbne: hans børn og hans private venner udgør for ham hele menneskeheden; Hvad angår resten af hans medborgere, så opholder han sig ved deres side, men han dem ikke.

Han rører måske ved dem, men uden at mærke dem. Han eksisterer kun i sig selv, og hvis han stadig har sin familie tilbage, kan man i det mindste sige, at han ikke længere har noget fædreland.

Over disse står en enorm og formynderisk magt, som alene har påtaget sig at sikre deres underhold og våge over over deres skæbne.

Det er en magt, som er absolut, detaljeret, regelmæssig, forudseende og menneskekærlig. Det kunne ligne patriarkernes magt, hvis den, som denne tog på sigt på at forberede mænd på manddommen, men den tilstiler tværtimod at fiksere dem i evig barndom.

Den elsker, når borgerne nyder livet, forudsat at de kun tænker på at blive ved med at nyde livet. De virker villigt for deres lykke; men ønsker at være dennes eneste medium og eneste dommer.

Den drager omsorg for deres sikkerhed, forudser og leverer deres fornødenheder, faciliterer deres fornøjelser, tager sig af deres vigtigste forretninger, dirigerer deres industri, regulerer deres goder, opdeler deres arv. Kunne den dog blot ikke helt fratage dem byrden ved at tænke og smerten ved at leve?

Denne tekst blev offentliggjort i 1840, i anden del af Tocquevilles mesterlige Om demokratiet i Amerika. Det er svimlende.

På idéplanet indeholder denne passage noget nær totaliteten af alle mine skriftlige værker. Jeg har kun brug for en enkelt tilføjelse. Og det er, at dette individ, hos Tocqueville, stadig har venner og familie, men det har mine hovedpersoner ikke. Atomiseringen er fuldbragt.

Stadig på idéplanet indeholder denne passage også næsten alle Philippe Murays skriftlige værker. Philippe har kun tilføjet en enkelt præcisering, og det er, at denne paternalistiske magt i realiteten ikker er spor andet end matriarkatets magt.

De nye tider, som Philippe Muray bebuder, er ganske enkelt en tilbagevenden til matriarkatet i ny form, en statsform. Borgerne holdes i en tilstand af evig barndom, og den første fjende, som matriarkatet forsøger at udrydde i de vestlige samfund er virilitetens alder, ja det er selve viriliteten.

På dette plan har det franske samfund siden Philippe Murays død og især da siden socialisternes generobring af magten bekræftet hans profetier i en så frapperende grad, at jeg selv tror, han ville være blevet overrumplet over, hvor hurtigt det er gået.

Det faktum, at Frankrig skulle blive det andet land i verden efter Sverige til at straffe prostituerede kunder, tror jeg, at selv Philippe Muray ville have haft svært ved at tro på. Han ville være veget tilbage i rædsel over perspektivet i dette. Ikke så hurtigt. Ikke så hurtigt. Ikke i Frankrig.

Prostitution

At afskaffe prostitution er at afskaffe en af grundpillerne i den sociale orden. At afskaffe prostitution er at gøre ægteskabet umuligt. Uden prostitutionen til at fungere som korrektiv, vil ægteskabet kollapse og med det også familien og hele samfundet. At afskaffe prostitution er for de europæiske lande ganske enkelt selvmord.

Så ja, vi kan forudsige en stor fremtid for denne ældre formel, genopstået fra Højmiddelalderen, som salafistisk islam repræsenterer.

Følgelig holder jeg også fast i min profeti, selv om begivenhedernes udvikling for øjeblikket ikke giver mig medhold.

Jihadismen går sin undergang i møde, for det lange løb bliver mennesker trætte af blodsudgydelser og ofre. Men Islams udvikling er stadig i sin vorden, for demografien er på islams side, samtidig med Europa er holdt op med at få få børn og i gang med at begå selvmord i processen.

Og det er i grunden ikke noget langsomt selvmord. Når fertiliteten først kommer ned på 1,3 eller 1,4, begynder det at gå rigtig hurtigt i virkeligheden.

Under disse vilkår er de forskellige ideologiske diskussioner, som franske intellektuelle fører om sekularisme, islam etc. uden interesse, fordi de ignorerer den eneste relevante faktor, som er parforholdets og familiens tilstand.

Det er derfor ikke overraskende, at de eneste mennesker i de sidste tyve år, som har fremført betydelige og interessante overvejelser om samfundets tilstand ikke er professionelle intellektuelle, men folk, som interesserer sig for menenskers virkelige liv. Forfattere med andre ord.

Ikke mere at sige

Jeg havde det held at kende Philippe Muray og Maurice Dantec personligt og dermed have en direkte adgang til deres tanker på det tidspunkt, da de var I færd med at blive dannet. I dag er de begge døde, og jeg har ikke mere at sige.

Det betyder ikke, at jeg er færdig. Ideerne er ikke så afgørende i en roman og endnu mindre i et digt.

Og for nu at tage en genial romfanfrofatter, hos hvem ideerne spiller en afgørende roole, så kan vi næppe påstå, at Brødrene Karamazov frembringer noget på idéplanet, som ikke allerede findes i De besatte.

Man kan endda sige, med en smule overdrivelse, hævde, at alle ideer allerede var indeholdt hos Dostojevskij i Forbrydelse og straf.

Men de fleste gode litterater er dog ellers enige om, at Brødrene Karamazov er toppen af Dostojevskijs arbejde. Personligt, det må jeg indrømme, bevarer jeg stadig en faible for De besatte, men jeg kan tage fejl, og det er en helt anden diskussion.

Vi kan i hvert fald sige så meget, at i min alder er det usandsynligt, at jeg i mine fremtidige produktioner, skulle hitte på fundamentalt nye ideer at udtrykke.

Jeg befinder mig således foran dig i en mærkelig situation, hvor mine eneste reelle samtalepartnere er døde.

Det findes stadig i Frankrig talentfulde forfattere, ligesom Frankrig stadig har agtværdige intellektuelle; men det er slet ikke det samme som Muray og Dantec.

I dag kan jeg måske nok fatte interesse for det, som andre skriver, men jeg kan ikke for alvor begejstres for det. Nogle gange spekulerer jeg på, hvorfor jeg stadig er i live.

Er det et spørgsmål om litterært talent? Ja, selvfølgelig, det spiller ind, men dybest set er det ikke afgørende.

Muray og Dantec havde et stort litterære talent, et sjældent talent; men, hvad der er endnu mere sjældne, skrev de uden nogensinde at overveje hensyn til anstændighed eller konsekvenserne.

De gik ikke på mindste måde op i at pleje gode forbindelser til denne eller hin avis. Hvis det ikke kunne være anderledes, accepterede de at stå helt alene.

De skrev simpelthen, og kun, til deres læsere, uden nogensinde at overveje de begrænsninger og frygt, som tilhørsforholdet til et fællesskab implicerer. Med andre ord: De var frie mænd.

Og deres frihed var frigørende. I dag, takket være dem, står de franske intellektuelle i en meget ny situation. Så nye, at de endnu ikke har fattet dens fulde omfang: De er frie.

Venstrefløjens lænker

De er frie, fordi de har gjort sig frie af venstrefløjens lænker.

Og de er frie, fordi de ikke længere, eller i hvert fald i aftagende grad, behøver at underlægge sig den fascination og tilbedelse, som fortidens påstået store tænkere påtvang deres forgængere i forrige århundrede århundrede. Med andre ord: De hellige køer er døde.

Den første til at forsvinde som tænkningens uoverskridelige horisont var Marx. Nogen tid efter fulgte Freud ham til graven. Endnu er det ikke helt gået Nietzsche på samme måde, men jeg har bevarer et forfængeligt håb om, at det vil forekomme inden alt for længe.

(På dette punkt må jeg for at være ærlig understrege, at jeg var uenig med mine to afdøde kammerater, som lige til det sidste nærede stor agtelse for Nietzsche, hvilket så langt fra er tilfældet for mit vedkommende.)

Vi kan ikke sige, det må jeg insisterer på, at de franske intellektuelle ‘har frigjort sig selv’. Sandheden er, at vi har befriet dem.

Vi har slået det i stykker, som stod I vejen for dem, og jeg er stolt over sammen med Philippe Muray og sammen Maurice Dantec at have taget del i dette arbejde. Ingen af os var virkelig, efter min mening, hvad man kunne kalde store tænkere.

Dertil var vi nok for meget kunstnere. Men vi befriede tænkningen. Nu er de intellektuelle igen begyndt at tænke; og hvis de vitterligt kan frembringe nye tanker, er det bare om at komme i gang.

Michel Houellebecqs pristale bringes efter tilladelse fra Frank Schirrmacher-Stiftung

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kristian Rikard
  • Flemming Berger
  • odd bjertnes
  • Gustav Alexander
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
  • Philip B. Johnsen
Ernst Enevoldsen, Niels-Simon Larsen, Robert Ørsted-Jensen, Kristian Rikard, Flemming Berger, odd bjertnes, Gustav Alexander, ulrik mortensen, Jan Weis og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Ved denne fyr hvad han taler om? Det hedder "Frankfurter Allgemeine" og så "Zeitung fur Deütschland".

Tese: Antallet af fornærmelser vokser ligefrem proportionalt med influxen af muslimer?

Hvad med at konsultere, hvad Michel Houellbecq faktisk sagde i sin Laudatio for én af bladets, kaldt FAZ daglig tale, skarpeste penne, der døde alt for tidligt, nemlig Frank Schirrmacher, der også kunne dét dér med at servere herskaberne for ubehagelige sandheder - altid interessant at lægge øre til ...

http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/buecher/autoren/houellebecqs-danke...

ulrik mortensen, Kristian Rikard, Flemming Berger, Jørgen M. Mollerup, Hans Aagaard og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

For øvrigt er Michel Houellbecq kommet i passende selskab, nemlig med Hans Magnus Enzensberger ...

Kristian Rikard, Hans Aagaard og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

Jeg er næsten færdig med at læse Michel Houellebecqs totale forfatterskab. Der er efter min mening tale om en original forfatter, som har udvidet romanens register af virkemidler. I modsætning til mange andre forfattere har han en dyb forståelse af moderne naturvidenskabelige problemstillinger og deres samfundsmæssige betydning. En forståelse som rækker langt ud over de kliché prægede standardhenvisninger, som man møder hos de fleste andre nutidige forfattere.

Houellebecq er nok mest kendt for sin ætsende og på en gang morsomme og skræmmende fortælling om Islam og de farer, som europæisk civilisation står over for. Jeg vil også pege på hans udstilling af det moderne menneskes vilkår i en transformativ periode, hvor personligt begær og udvikling kun vanskeligt kan forenes med samfundets krav.

Kristian Rikard, Ernst Enevoldsen, Morten Pedersen, Jan Weis, ulrik mortensen, Connie Brask, Laust Persson, Hans Aagaard, Henrik Brøndum, Bjarke Hansen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

At han har et seksuelt behov som han ikke er i stand til at få tilfredsstillet på det almindelige kødmarked, Nike ?

Michel Houllebecq er en idiot. Idioter siger, som bekendt, mange idiotiske ting. Længere er den vist ikke.

Karsten Aaen, Jørgen Garp, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og Gaderummet Regnbuen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

I verden har vi utroligt stærke intellektuelle kræfter og så hat verden, selvskabt global eksistentiel krise, ved afbrænding af kul, olie og gas i enorme mængder de menneskeskabte klimaforandringer.

De højt inteligente tænkere har tabt sutten!

Det er pointen!

Kloge er de ikke!

erik winberg, Karsten Aaen og John Andreasen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Aldrig før i menneskets historie, har verden haft mere brug for, at de stærkeste geniers samlede kræfter sættes ind på, at beskrive den eksistentielle krise, de menneskeskabte klimaforandringer og fremtvinge en situation, hvor verdens ledere må handle.

forræderi!

Karsten Aaen, Niels-Simon Larsen, John Andreasen, Flemming Berger og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Idiot er han nu ikke. Man kan vist sige at han omgås meget eklektisk-idiosynkratisk (man kunne også bruge andre ord) med tænkningens historie. Det slog mig for eksempel at Tocqueville-citatet meget klart (og interessant) foregriber Nietsches passage i Zarathustra-værket om 'de sidste mennesker' - samtidig med at Houellebecq til slut afsværger sig samme med udtryk nærmest for væmmelse.
Men han er jo forfatter, ikke filosofihistoriker, bevares. En uvenlig 'freudiansk' læsning ville vel også kunne påpege mandens strindbergske utryghed ved kvinder som omsorgs- og seksuelle væsener , en pinagtig ængstelse for egen maskulinitet ... jvf. det der mærkelige om prostitutionen, der lyder som noget muggent fra slutningen af 1800-tallet .
Dog i lange stræk læseværdigt, blot man tar de kritiske briller på.

Morten Pedersen, Hans Aagaard og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

ps. i øvrigt vistnok meget veloversat af Niels Ivar Larsen (har dog ikke læst den franske tekst). Kompliment!

Jørgen M. Mollerup

Til Frederik Bjørnvig
Uanset hvad du mener om andre mennesker, hører det ikke til god tone at kalde dem idiot.

Morten Pedersen, Torben Lindegaard, Preben Jensen, Christian De Thurah, Bjarke Hansen, Flemming Berger, Hans Paulin, Ole Meyer, Hans Aagaard og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Uanset om man er helt eller delvist enig eller uenig med Michel Houellebecq, så må man uforbeholdent erkende , at har er en af vor tids mest spændende forfattere/filosoffer.

Christian De Thurah, Bjarke Hansen, Hans Paulin, Frank Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Han fanger noget korrekt ved sit begreb 'nyprogressivisme'. Det er en borgerliggjort venstrefløj klædt i multikulturalismen og en disassocieret internationalisme, der i stedet for sit marxistiske grundlag associeres med multikulturalismens paradigmer.

Den moderne "socialist" støtter den internationale finanskapital i dens form af EU, anser flygtningekriser som vigtigere end klassekamp og køber i det hele taget de basale præmisser for status qvo samfundet. De støtter og hylder den borgerlige markedsøkonomi som et præmis for ethvert succesfuldt system og kalder det for "socialisme", når de søger at opbløde systemets latente dikotomier med vag socialdemokrati og den kategoriske accept af alle flygtninge - hvorom enhver anden holdning kaldes racisme/fascisme - baseret på deres nye internationalisme begreb, der anser både EU og den totale accept af alle flygtninge/indvandrer som et "internationalistisk" projekt. Borte i disse overvejelser er klasse spørgsmålet imidlertid. Borte er den materialistiske verdensforståelse og accepteret er, desværre, de borgerlige præmisser om 'vækst', 'innovation' og 'jobskabelse' via et frit marked og liberalismens pseudo-religiøse floskler om markeds "frygt" samt dets behov for deregulation og opkvalificering, hvis vi skal opnå et "Videnssamfund", hvor der er arbejde til alle.

Så man Rune Lykkeberg i Deadline forleden ja så har man netop set et godt eksempel på denne "nyprogressivisme", som tillader sig at kalde de få traditionelle socialister, som er tilbage for neo-reaktionære, fascistiske og højre populistiske.

Det er jo, om noget, et endnu større problem i Frankrig, hvor den politisk korrekte værdipolitiske venstrefløj - for tro mig, de er ligeglade med arbejderne - sidder på magten blandt medierne.

Eva Bertram, Karsten Aaen, Jakob Silberbrandt, Henrik Munk Molke Rediin, Bjarke Hansen, Helene Kristensen, Flemming Berger, erik winberg og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De menneskeskabte klimaforandringer, fattigdom og frygt.

Flugt!

Prisen for ikke at handle, overstiger alle tidligere kriser i verdenshistorien og verdens genier beskrive frygt?

Det er vulgært.

Randi Christiansen

Dennis, også kaldet halalhippier, skrivebordsgeneraler, opportunister - som lader deres eksperimentelle verdensanskuelse legitimere af idealer, hvis forsøg på virkeliggørelse typisk betales af nogen andre end dem selv. De befinder sig i ideernes verden, hvor omkostninger og konsekvens er en teoretisk pris, som aldrig kommer til at ramme dem selv i deres beskyttede reservater.

De nægter at indse, at den imperialistiske kolonialisering som 'vesten' er bygget på og stadig profiterer på, har været afgørende for verdenssamfundets udvikling, har atomiseret og fremmedgjort nationernes samarbejde og perverteret det ud i konkurrencestatens stadig større ekstremer.

Verdenssamfundet står stadig ved en skillevej, og valget er pga udviklingens uhyre kompleksitet vanskeliggjort i en grad, som forvirrer det klare udsyn hos alt for mange. Den miljø-og socioøkonomiske omstilling, som bliver stadig mere påtrængende, bliver samtidig stadig vanskeligere, og med mindre det kollektive bevidsthedsniveau foretager et kvantespring vedrørende hensigtsmæssig ressourceadministration ifht artens overlevelse, bliver verdenssamfundet tilsvarende mere fastlåst i sin deroute.

Vi må ha hvid røg, og det er muligt. Der er trods alt mere der samler os, end der adskiller - men sålænge afsporede ideer, om at skattelettelser for de rigeste giver velfærd til de fattigste, ikke bliver udstillet som det hjælpeløse, primitive og asociale tankegods, det er : ( pixiversionen for de fatsvage : at penge giver magt er udemokratisk) så skal bolden altså hentes så langt væk, at kun er håbet er tilbage, om at princippet om 'den hundrede abe' endelig vil ramme eksponentielt.

Karsten Aaen, Finn Hansen, John Andreasen, Helene Kristensen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, curt jensen, erik winberg og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

'at kun håbet er tilbage, om at princippet om ’den hundrede abe’ endelig vil ramme eksponentielt' ifht intelligent samarbejde i stedet for privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om de overlevelsesressourcer, som er fælleseje.

Flemming Berger

Måske en svær tekst,men guddommelig skøn at læse;det franske vid brillerer i forfatterens mund og jeg har fået lyst til at læse hans bøger,alene for sprogets skyld.
Kun ville jeg ønske,mit fransk var godt nok til at læse originalteksten,

Niels-Simon Larsen, Jan Weis, Torben Lindegaard, Jørgen M. Mollerup, Kristian Rikard og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Niels Ivar Larsen,
Der har sneget sig en mindre fejl ind i din ellers udmærkede oversættelse:
C’est quelqu’un qui a fait de fortes études, le mieux étant Normale Sup,
MAIS, au minimum, des études universitaires suffisantes dans le
domaine de la littérature ou des sciences humaines.
ELLER, som minimum ..................

Robert Ørsted-Jensen

Bestemt værd at læse, ikke minds hvor man er uenige med ham. Det er altid herligt at være kvalitativt uenige. Enighed gør svag!

Gustav Alexander og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Intet er mere patetisk end erklærede filosoffer, der definerer sig i forhold til andre erklærede filosofforfattere. "Prøv med virkeligeden", er det korrekte gensvar.

Randi Christiansen

Robert, pas nu lige lidt på med dine smarte oneliners - det plejer at være sådan, at enighed gør stærk, fordi enighed giver basis for et stærkt samarbejde ... vi taler naturligvis ikke om konsensus opnået gennem undertrykkelse af tanke-tro-og ytringsfriheden.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er meget opmærksom på netop dette Randi - min pointe er at enighed er overvurderet - og da især hvis den indskrænker offentlig politisk debat - og det var det der var sigtet med bemærkningen. Handling er en ting men åben debat noget andet. En mur der forhindre partimedlemmer i at deltage i offentlig debat - er ødelæggende. Det er og var klassisk Socialdemokratisk og Leninistisk måde at gøre tingene på. Man debattere kun bag lukkede døre og det dur ikke længere. Ham her er herlig.

Randi Christiansen

Enighed som begreb er ikke overvurderet, men måden, den opnås, kan diskuteres.

Et eksempel på at enighed gør stærk, så vi, da christianitterne på et fællesmøde leverede hvid røg og blev enige om at rydde pusherstreet.

@Marie Jensen, der er godt nok en ting der er mere patetisk end parnassets selvdyrkende filosoffer, og det er folk der med patos slår ned på slåfejl.

Du godeste en omgang selvsmagende og selvhøjtidelig bræk og savl, som fylder det meste af tre sider i dagens avis.
Det eneste der står tilbage at få dette forsmåede geni til at afklare er, om selvmordet nu skyldes afskaffelse af prostitution eller den faldende fertilitet i Europa, og om geniet ser besvangring af de prostituerede som redningen for denne faldende fertilitet og dermed Europas selvmord!

At så denne intellektuelle undermåler, så yderligere tror sig i stand til, som uendelig mange undermålere før ham, at afskrive både Marx, Freud og Nietzsche samtidig med et pennestrøg, understreger kun det opstyltede og latterlige ved manden!

Steffen Gliese, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Kære Jørgen Garp,
hvem har dog strintet på din morgenkrydder - er det ikke muligt bare at overse denne frøæder, der åbenbart har bragt dit kurfyrstelige vand op over kogepunktet - men måske har du stadig kræfter tilbage til at indvie os andre i, hvor og hvorfor prismodtageren konkret er på afveje i dit univers ... ;-)

ulrik mortensen

Som Frank Hansen nævner, har Houellbecq en dyb forståelse for moderne naturvidenskabelige problemstillinger. Houellbecq er også uddannet ingeniør. Andre forfattere med ingeniør baggrund kan også nævnes: Primo Levi (kemi), Fjodor Dostojevskij (military engineer), Luis Buñuel (agricultural engineer), og en anden franskmand Antoine de Saint-Exupery - ham med den lille Prins og det berømte citat: "A designer knows he has achieved perfection not when there is nothing left to add, but when there is nothing left to take away " ...

Per Torbensen, Steffen Gliese og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Snak for dig selv, Hulebæk. Europa har før været i kriser, der var langt værre end denne, og har alligevel rejst sig. Men hvis man/Hulebæk mener, at islam er begyndelsen til altings ende, så har han selvfølgelig en pointe.
Så mon ikke også europæerne klarer de udfordringer som en akut tilstrømning af flygtninge giver. Som det gik med de flygtninge, der kom pga. krigen i Jugoslavien, så vendte de fleste ad dem hjem igen, da krigen stoppede, hjem for at være med til at genopbygge deres land. Sådan vil det også gå når krigen i Syrien stopper, og det gør den før eller siden.
Mht. fattigdomsflygtninge fra Afrika, så er der jo op til EU, at ændre radikalt på sin landbrugs- og fiskeripolitik, således at leveforholdene i Afrika bedres. Men om EU vil det, det kan jeg da godt tvivle på, dertil har landbrugslobbyerne alt for stor magt,

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil give Jørgen Garp ret. Houellebecq er en stakkels lille undermåler. Folk, der har lyster i retning af den indre lille lave fællesnævner, kan slutte sig til ham, læse alle hans bøger, og udbrede sig om det, men det bliver han ikke mere interessant af. En stakkel er og bliver han.

Kristian Rikard

I øvrigt har han faktuelt ret i, at vi kollektivt er ved at begå selvmord med de lave rater for
samlet fertilitet, som alle europæiske lande har. Ironisk nok ligger Frankrig højest med ca. 2,0, medens Spanien, Italien og Grækenland roder rundt omkring 1,3 og 1.4 - og som han skriver,
går det hurtigt, når først man er dernede!